Da MeToo-bevægelsen rullede hen over Norden i efteråret 2017, var den utvivlsomt største afsløring, at den såkaldte ’Kulturprofil’ i Sverige, Jean-Claude Arnault, gennem årtier havde udsat en lang række kvinder i det stockholmske kulturmiljø for seksuelle overgreb.
Den 21. november publicerede Dagens Nyheter artiklen 18 kvinnor: Kulturprofil har utsatt oss för övergrepp, der beskrev, hvordan Arnault havde udnyttet sin magt som ejer af den populære kunstklub Forum, som han drev sammen med sin måske endnu mere magtfulde kone, digteren Katarina Frostenson, der på det tidspunkt var medlem af Det Svenske Akademi.
Afsløringens konsekvenser var voldsomme: Jean-Claude Arnault blev dømt for voldtægt og fik en fængselsdom, og det sagnomspundne Svenske Akademi slog sprækker og delte sig op i to lejre – en for og en imod Arnault og Frostenson – hvilket bl.a. resulterede i, at Nobelprisen i litteratur i 2018 for første gang siden Anden Verdenskrig ikke blev uddelt.
Journalisten bag den skelsættende artikel var Matilda Gustavsson, som har beskrevet sit arbejde indgående i bogen Klubben – en undersøgelse, der udkom på dansk tidligere i år.
Bogen går i dybden med de mange vidnesbyrd og tegner et kritisk portræt af en stockholmsk kulturelite rundt om Akademiet, der både har en enorm magt og fungerer som en, ja, lukket klub.
Via Skype kan jeg se, at Matilda Gustavsson sidder i sit køkken. Jeg genkender hendes platinblonde hår med sideskilning fra de utallige artikler, der er blevet skrevet om hende siden 2017. Hun er født i Lund i 1987 og har studeret journalistik og litteraturvidenskab. Hun var kun lige blevet fastansat på Dagens Nyheter i Stockholm, da hun i 2017 fik ideen til at skrive om Jean-Claude Arnault.
Hun fortæller, at Arnaults overgreb kun kunne finde sted, fordi han havde en konkret magtposition i kunstmiljøet. Men han havde også en mere »påhittet magt«; han udnyttede nemlig kulturverdenens uformelle og uigennemskuelige magtstrukturer:
»Jean-Claude Arnault udnyttede noget, der er specielt ved kulturverdenen, nemlig at dens magtstrukturer er så svære at forstå. Reglerne er utydelige. Hvis man kommer udefra og er ung, så forstår man ikke, hvordan man kommer ind, eller hvem der egentlig bestemmer. Den uklarhed brugte han til sin fordel ved at sige til unge mennesker, at ’jeg kan sørge for at du aldrig bliver publiceret’ eller ’jeg kan ødelægge din karriere’« forklarer Gustavsson.
Truslerne var ikke nødvendigvis sande, men fordi mange troede ham og derfor ikke turde sige fra over for overgreb og grænseoverskridende adfærd, virkede det alligevel som magtudøvelser.
Bør man nævne navne?
I Klubben beskriver Matilda Gustavsson, hvordan Jean-Claude Arnaults overgreb ofte fandt sted i et grænseland, hvor gerningsmand og offer befandt sig i samme sociale sfære, ofte kendte hinanden i forvejen og mødtes igen efter et overgreb. Samtidig så det finkulturelle Stockholm stiltiende til, når Arnault ublu ragede på helt unge kvinder til offentlige arrangementer. Man tolererede hans adfærd, og fortællingen om Jean-Claude Arnault er altså ikke bare den om en grænseløs mand, men om et system og en kultur, der tillod hans grænseløse adfærd.
Det var vigtigt for Matilda Gustavsson at fremhæve det mere systemiske aspekt i sit arbejde. Hun forklarer, hvordan det ikke at nævne Arnaults navn i den oprindelige artikel og frem til, at han blev dømt for voldtægt, var med til at skabe fokus på strukturen frem for personen.
Det var chefredaktøren på Dagens Nyheter, der besluttede, at avisen ikke skulle bruge navnet, men i stedet kalde ham ’Kulturprofilen’ for at beskytte ham. Matilda Gustavsson var meget tilfreds med den beslutning:
»For mig blev det effektfuldt, at han ikke blev navngivet. Vi beskrev i stedet Forum, hans kunstscene, og hvilken betydning den havde. Det var altså systemet rundt om ham, der blev beskrevet, og for mig var det helt afgørende, for at folk kunne forstå, hvor omfattende magten var, at det var større end en enkelt person. Det handlede om en struktur. Vi skrev også meget om det faktum, at næsten alle i kulturverdenen havde hørt historier om ham. Så det blev virkelig fremhævet, at han var en del af en tavshedskultur.«
I Klubben, Gustavssons bog, nævnes Jean-Claude Arnault ved navn og er, uanset hvordan man vender og drejer det, en slags hovedperson. Hans barndom beskrives, og i arbejdet med bogen rejste Matilda Gustavsson blandet andet til Marseille for at finde ud af mere om hans fransk-jødiske ophav. Er det muligt, at alt imens hendes artikel i 2017 afholdt sig fra at fokusere på individet, glemte hendes bog den oprindelige systemkritik og blev i stedet et portræt?
Matilda Gustavsson forklarer, at bogen er »både og«:
»Den er både et portræt af et system, og den er et forsøg på at portrættere ham. Det var vigtigt – også som en måde at skabe forståelse for ham på, at gøre ham til et menneske og ikke et monster af en art. At komplicere det billede, man ofte har af en voldtægtsmand. Det var vigtigt for mig at forsøge at menneskeliggøre ham.«
Hun holder en lille pause og tilføjer så:
»Jeg er ikke den type person, der mener, at alting handler om strukturer. Jeg tror, der findes individer, og at det er interessant og vigtigt at forsøge at forstå et individ. Og så findes der selvfølgelig også et system og andre individer, som muliggør et individ som Jean-Claude Arnault. Jeg ville skrive om begge dele.«
Hver sin Harvey Weinstein
Jeg fortæller Matilda Gustavsson, at spørgsmålet om at nævne navne på tv-kanoner og andre skurke herhjemme et af de helt store temaer i disse ugers debat om sexchikane, men at der indtil videre ikke er blevet nævnt nogen navne.
Gustavsson har læst om Sofie Lindes tale og de mange kvinder, der har tilsluttet sig hendes kritik af sexchikane i den danske mediebranche. Hun følger interesseret med i den danske debat og håber, at de danske journalister vil satse »stenhårdt« på dette momentum til at skrive om seksuelle overgreb.
Hvad navnenævnelsen angår, indvender hun, at det jo er op til hvert enkelt vidne, om man vil nævne navne. Men at der kan findes en styrke i ikke at gøre det:
»I Sverige havde vi forskellige opråb ret så tidligt fra forskellige brancher – fra restaurationsbranchen, fra læger osv. Her indsamlede man enormt mange vidnesbyrd og undlod at udpege enkeltpersoner. Men det skabte alligevel virkelig meget synlighed og debat, og jeg tror, at det gjorde en stor forskel i de forskellige brancher at protestere og blive lyttet til.«
Hun er dog også hurtig til at kritisere den svenske MeToo-debat i efteråret 2017, en debat, hun beskriver som »stor og eksplosiv«. Ifølge Matilda Gustavsson søgte alle landets aviser i den tid efter »sin egen Harvey Weinstein«:
»Der skete jo enormt meget i Sverige i 2017, og der blev begået mange fejltagelser, fordi det skulle gå så hurtigt. Der blev skrevet mange dårlige og også farlige artikler det efterår. Man hængte mennesker ud på ret så løst grundlag. De her personer fik jo deres karrierer og liv ødelagt. Så billedet af Sverige rummer virkelig meget. MeToo blev jo så stort så hurtigt, og derfor findes der virkelig både lyst og mørkt i bevægelsen.«
Et eksempel på en af disse »farlige artikler«, fortæller Matilda Gustavsson, var en artikel publiceret i Aftonbladet i december 2017 om teaterchefen Benny Fredriksson, der i marts 2018 begik selvmord.
»Artiklen var et karaktermord – den beskrev ham som et iskoldt og følelsesløst menneske, en diktator osv. Ingen artikel har skadet MeToo mere i Sverige end den,« siger Matilda Gustavsson.
En kritisk samtale
Matilda Gustavsson fortæller, at der i Sverige i de første måneder efter MeToo-afsløringerne, herskede en slags konsensuskultur, som gjorde det svært at kritisere bevægelsen og den måde, den af og til opererede på.
»I de første måneder skrev næsten ingen noget negativt om MeToo. I stedet kom der så et backlash bagefter, hvor der kom virkelig meget kritik. Egentlig fandtes uenighederne hele tiden, men der var så stærk konsensus i begyndelsen, at folk ikke ville eller vovede at formulere kritikken. Men jeg tror, det er vigtigt at have en løbende kritisk samtale.«
Aftonbladet-artiklen inspirerede Matilda Gustavsson til at skrive en kronik – men hun undlod at kritisere artiklen direkte og talte kun i generelle termer om, at man ikke bør hænge folk ud som dårlige mennesker, før de er dømte.
I slutningen af interviewet spørger jeg hende, om der er noget, hun fortryder i sit arbejde med MeToo-sager, og efter lidt tænketid nævner hun det; at hun ikke kritiserede den konkrete artikel:
»Jeg havde nok en ængstelighed ved at begive mig ind i den debat. Man ville ikke være den, der alt for konkret kritiserede den her slags MeToo-journalistik. Ingen i offentligheden forsvarede Benny Frederiksson, heller ikke mig, da han blev udsat for det her. Og det kan jeg virkelig ønske, at man havde gjort allerede dengang.«
– Det hænger sammen med det, du siger om behovet for en løbende kritik?
»Ja, præcis. Og at det kan været et spørgsmål om liv og død. Man kan jo aldrig sige, hvorfor nogen tog sit eget liv, men hvad angår Benny Fredriksson og den her forfærdelige publicering om ham – alle var stille. Hans arbejdsplads, ingen sagde noget, altså ingen! Det er lettere som menneske at overleve i sådan en situation, hvis der findes en slags debat og en løbende kritisk samtale.«
– Hvad tænker du er vigtigt i dækningen af MeToo-sager – også nu her i Danmark?
»Noget, jeg virkelig synes er vigtigt, og som jeg håber, at frem for alt journalister gør, er virkelig at bruge ressourcer på det her: undersøge det og gøre det ordentligt. Hvis der eksempelvis lader til at findes en person i en magtposition, der systematisk har udsat kvinder, så tænker jeg, det virkelig er noget, man bør undersøge. Og når man så gør det, skal man lade det tage tid: gøre det meget, meget omhyggeligt.«
Magien er forsvundet
I dag har Jean-Claude Arnault netop afsonet en toårig fængselsdom for voldtægt, og hans kone Katarina Frostenson er trådt ud af Det Svenske Akademi. Og selv om det svenske MeToo-forløb havde betydelige slagsider, er Matilda Gustavsson ikke i tvivl om, at der er sket en forandring til det bedre; at unge mennesker i dag stoler mere på deres rettigheder og derfor også er mere tilbøjelige til at melde det, hvis de udsættes for et overgreb.
På torsdag uddeles Nobelprisen som sædvanligt efter et 2018 uden pris og et 2019 med to uddelinger, der gik til Olga Tokarczuk og Peter Handke.
Nobelprisen spiller samme vægtige rolle i det internationale litteraturmiljø, som den altid har gjort, mener Matilda Gustavsson, men hvad Det Svenske Akademi angår, er »magien forsvundet«:
»Det er stadig en magtfuld institution, men inden 2017 var det at blive indvalgt i akademiet en svensk version af at få Nobelprisen. Gennem historien har nogle af de allervigtigste forfattere og intellektuelle i Sverige jo siddet i Akademiet; at blive tilbudt en stol der, det sagde man ikke nej til. Men efter alt det her har flere sagt ’nej tak’.«
