Yahya Hassan: Yahya Hassan 2, Danmark
Yahya Hassan gennembrød den litterære lydmur med debutdigtsamlingen YAHYA HASSAN, der allerede både er danmarks- og litteraturhistorie. Punktum. Derefter gik rigtig meget galt for den purunge digter, stoffer, vold, kriminalitet kulminerende med skud mod en ung mand, fængsel og siden indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Alt det, der er sket siden debuten, indgår i Yahya Hassans anden bog, som man godt kan betragte som en slags selvbiografi i digtform. Den anden bog var også lidt af en sensation, men hånden på hjertet, så er kraften allerede gået ud af ballonen. Ja, der er nogle rigtig gode digte i samlingen, men resten retfærdiggør på ingen måde en nominering til så fornem en litterær pris. Jeg er ked af for åbent tæppe at måtte undsige nomineringen af dette enorme litterære talent, der døde så tragisk i november sidste år. Hvis han posthumt skulle modtage prisen, vælger jeg at se det som en sympatierklæring frem for en belønning af litterær kvalitet.
Hanne Højgaard Viemose: HHW, FRSHWN – Dødsknaldet i Amazonas, Danmark
Det vilde ved den her bog er, at Hanne Højgaard Viemose bruger litteraturen til at undersøge sit eget liv. HHW, FRSHWN er på ingen måde en selvbiografi, det er snarere at skabe litteratur oven på eget liv for bagefter at kunne holde det ud i strakt arm eller lægge det på bordet foran sig og sige, værsgo her er mit raseri af et liv, læs det, og mærk efter hos dig selv. Bogen handler om Hanne, og den handler ikke om Hanne. Den handler om den multiperspektiviske konstruktion, vi kunne kalde Hanne, Hannah, Anita eller en af de mange andre identiteter, forfatteren kaster omkring sig i løbet af romanen. Bogen er dybt personlig og samtidig meget almen. Den er alt muligt på én gang, og stilistisk ganske enkelt bare for vild.
Monika Fagerholm: Vem dödade bambi? (oversat til dansk af Pia Juul: Hvem dræbte bambi?), Finland
Jeg er meget vild med den her roman. Måden den er fortalt på, måden den stilistisk hele tiden overrasker og bringer nye elementer ind. Det vidner om et kolossalt litterært repertoire hos denne finske forfatter. Romanen er både nordisk i sin miljøbeskrivelse og essens, samtidig med at den ernærer sig af inspiration fra den angelsaksiske verden og popkulturelle referencer, der yderst meningsfyldt trækkes ind. Kort fortalt handler bogen om en gruppevoldtægt begået af tilsyneladende velfungerende unge i et lille samfund uden for den finske hovedstad. Voldtægten er selvfølgelig et centrum for romanen, men egentlig handler den mere om alt det, der udspiller sig omkring ugerningen, de menneskelige skæbner, der udfoldes, og de relationer mellem familiemedlemmer, der blotlægges. Hvad skal jeg mere sige andet end, at Monika Fagerholms roman er et stilistisk mesterstykke i en lige så mesterlig oversættelse ved Pia Juul.
Juha Itkonen: Ihmettä kaikki (oversat til svensk af Camilla Frostell: Allt ett under), Finland
Den autofiktive roman åbner i en god stund en onsdag aften for den mandlige fortæller. Han er gift og har to børn, og han er på alle måder en lykkelig mand. Derfra kommer alt ud af balance. Han og hans kone stilles over for et umuligt valg, som fører parterne væk fra hinanden. Deres gensidige forståelse bryder sammen, men han forsøger stædigt at holde fast i hende og en kommunikation om de svære ting. Det går op og ned, romanen er en følelsesmæssig rutsjetur, der til sidst ender i en slags optimisme og tro på familiens fremtid, men desværre forløses den til tider pinligt private refleksion og samtale aldrig for alvor som litteratur. Det der skal være rørende og bevægende, bliver patetisk og alt for meget. De stærke følelser, bogen skulle vække, er postulater, aldrig noget man virkelig mærker.
Oddfríður Marni Rasmussen: Ikki fyrr enn tá (dansk oversættelse af Hugin Eide: Først når …), Færøerne
Den færøske forfatter, der er uddannet fra den danske Forfatterskolen i 2000, har med romanen Først når … skrevet en ganske lille historie om en mand og forfatter Janus, der gradvist mister sin hustru Elsa til en aggressiv hjernetumor. Der er intet poetisk ved en hjernetumor, men i Oddfríður Marni Rasmussens beskrivelse af sygdommens ankomst og gradvise besættelse af Elsas krop findes en sjælden skønhed og bevægende skrift, hvor han med næsten lyrisk elegance følger hendes liv helt til dørs. Det er en sørgelig smuk roman om det liv, der er helt tæt på, og som efter døden kun kan fastholdes i mindet. Det er en bog om opløsning af et liv, fortalt af Janus, hvis forfatterdrøm aldrig realiseres, men som i romanens univers lykkes med stor kraft.
Bergsveinn Birgisson: Lifandilífslækur (oversat til norsk af Oskar Vistdal: Reisen til livsvannet), Island
Det er i grunden ufatteligt, at den lille vulkanø i Atlanterhavet kan blive ved med at producere den ene store episke fortæller efter den anden, men det kan de åbenbart. Seneste skud på stammen er Bergsveinn Birgissons forførende roman om en dansk embedsmand og landmåler, der i 1780’erne sendes til Island for at foretage opmålinger i de mest øde egne og skrive rapporter om livet, der med henblik på at realisere en kommende tvangsflytning af arbejdsduelige islændinge til kolonimagten Danmark/Norge. Romanen er både en fantastisk fortælling om et dunkelt kapitel i Islands historie, en knytnæve i fjæset på kolonimagten Danmark, en almen fortælling om alt det, der undslipper den logiske sans og videnskaben og en af de smukkeste kærlighedsfortællinger, jeg har læst. Eneste mulige indvending er, at romanen næsten allerede er lidt for perfekt og lidt for meget en film.
Fríða Ísberg: Kladi (oversat til dansk af Kim Lembek: Kløe)
Ja, Kløe handler om folk, som på den ene eller anden nåde får fnat af deres samtids forventninger eller krav, sådan som der også står på novellesamlingens bagside. Folk får lyst til at klø sig, ryste alt det ubehag af sig, men de sidder uhjælpeligt fast i deres egne forhold og i deres omgang med andre. Det er afsættet for unge Fríða Ísbergs fjorten noveller, der i høj grad er en undersøgelse af menneskelige relationer og folks grænser til hinanden. De enkelte noveller er båret af genkendelige, hverdagslige trivialiteter, heri er der intet originalt, det særlige ligger derimod i forfatterens måde at skrive om det hverdagslige på, som er let og elegant og med en snigende fornemmelse af, ja, at det klør. Det er både kolossalt morsomt at læse, og samtidig får man lyst til, at det skal stoppe igen, så man kan komme ud af alt det pinlige.
Bjørn Esben Almaas: Den gode vennen (oversat til dansk af Klaus Rothstein: Den gode ven), Norge
Der er en underlig modsætning i denne norske roman af unge Bjørn Esben Almaas mellem en voldsom handling og et stilfærdigt, næsten stillestående sprog. En mand møder tilfældigt en dag en person fra barndommen, og det møde sætter gang i en voldsom indre proces, hvor manden i nutiden mister grebet om hverdagen og næsten går i opløsning, samtidig med at man i fortiden gradvist får opklaret, hvad der ligger bag det chok, han blev konfronteret med. Det er så at sige traumets sprog, romanen som en traumebearbejdning. Jeg vil gerne synes, at romanen er rigtig god, og det er den også, men jeg er ikke helt fri for fornemmelsen af, at det hele også er vældig kontrolleret og skematisk. Måske savner jeg bare lidt, ikke vildskab, men bare nogle skæve kanter eller hårde sammenstød i det perfekte prosaforløb. Da bogen lige er udkommet på dansk, har Kristin Vego også anmeldt den mere udførligt på de følgende sider.
Mathias Faldbakken: Vi er fem (oversat til dansk af Sara Koch)
Så er der norske Mathias Faldbakkens sci-fi-roman, som jo er vældig dygtigt komponeret og let underholdning. Vi følger den midaldrende Tormod i en dødssyg bygd i Norge. Han er gift med en dødssyg kvinde og lever i det hele taget et dødssygt liv. Lige indtil han kommer i besiddelse af et helt særligt ler, som i hans hænder og ved hjælp af lidt wi-fi-stråling realiserer enhver pottemagerskes vådeste drøm om at dreje sig til en klump, der får liv og kommer helt ud af kontrol og tager magten fra sin skaber. Det er doktor Frankenstein, der møder Gustav Meyrinks Golem, der møder Asbjørnsen og Moes eventyr om kagemanden der stikker af, der møder Erlend Loes karikerede muntre norske socialrealisme. Fin læseoplevelse, hurtig glemt igen.
Niillas Holmberg: Juolgevuođđu (norsk oversættelse: Fotsålen), Det samiske sprogområde
Det er ikke så sjovt at skulle uddele kun en nordisk stjerne til denne digtsamling fra det samiske sprogområde. Jeg har al mulig sympati for samernes sag og for projektet med at ville skildre grundvilkårene for deres tilværelse og besyngelse af forholdet mellem mennesker og jord, sådan som det også fremgår af titlen og de fodsåler, der betræder jorden. Strengt taget er bogen ikke en digtsamling, men snarere et billede eller et univers, ligesom urfolket tænker sig selv i et holistisk verdensbillede. Problemet er bare, at jeg ikke kan mærke den cykliske, holistiske verdensforståelse, når jeg læser. Jeg føler mig udenfor, måske lidt på samme måde som samerne føler sig afskåret fra resten af verden. Men litteratur skal også kunne række ud over sig selv mod en større verden og tale et sprog, som også andre kan forstå, og det formår Niillas Holmberg desværre ikke. Jeg forbliver helt kold i kroppen, når jeg læser.
Johan Jönson: Marginalia/Xterminalia, Sverige
Det er et uhyre ambitiøst projekt, den svenske digter Johan Jönson har kastet sig over med tvillingedigtsamlingen Marginalia/Xterminalia. Måske er det også for ambitiøst og ekskluderende, medmindre man i forvejen er en fan af digteren og af hans meget lange poetiske kapitalismekritiske ridt. I bøgerne skildrer han menneskets liv under kapitalismen med lige dele sorg og vrede. Indimellem indfinder der sig oaser af skønhed og præcision, og så jubler man i sit indre, men ofte er der også lange indviklede og meget akademiske refleksioner, der lukker sig om sig selv. Det hele virker på en gang som en følsom rejse gennem vores tid og som knaldhårde hammerslag mod det indre af hovedskallen. Jeg anerkender, at nogle får et skud stimulans og modstandskraft af denne omgang poesi, men jeg føler mig først og fremmest lukket ude fra festen, marginaliseret, xterminaliseret.
Steve Sem-Sandberg: W, Sverige
W er uden tvivl den mindst nordiske bog i feltet. Det gør den ikke mindre fantastisk, at den lige såvel kunne være skrevet af en stor tysk, fransk eller centraleuropæisk forfatter. Men altså, W er en roman, der baserer sig på Georg Büchners ufuldendte drama Woyzeck om fodsoldaten af samme navn, en slags tragisk arbejderklasse-helt, der i 1821 i et anfald af jalousi slår sin elskede ihjel. Sagen er imidlertid, at den gode soldat Woyzeck i virkeligheden betragtes som et produkt af tidens dehumane lægevidenskab og militære orden, hvorfor han i et vist omfang ses som et uskyldigt offer for sin tid – for egentlig stræber han efter at være en god og værdig mand. Den historie folder Steve Sem-Sandberg ud i det store format, i en lang, detaljeret fortælling, hvor Woyzecks skæbne ses på baggrund af Napoleonskrigene og det splittede Europa. Det er både pertentligt og poetisk, både en stærk indlevelse i en historisk karakter og en almen fortælling om, hvordan man opfatter et individ i en omvæltende tid.
Mikaela Nyman: Når vändkrets läggs mot vändkrets, Åland
Jeg har ikke tidligere læst Mikaela Nyman, men jeg er allerede en fan. For sikke en bog, hun har skrevet. Hun modbeviser alle forestillinger om, at de små kulturer i et desperat forsøg på at bevare sig selv mest kigger indad. I sin digtsamling formår hun både at være tydelig forankret i den kultur, det landskab, hun er vokset op i, samtidig med at hun er del af en meget større verden. I bogen mødes ålandske naturindtryk og livsmønstre med en maorisk mytologi, tilhørende den newzealandske verden, forfatteren nu bor i. Bogen handler egentlig om en sorg over en mistet søster, men den personlige sorg løftes op og bliver del af en større global krise med miljøødelæggelse og klimakatastrofe, uden at det spring synes forceret eller påklistret. Det hænger sammen på smukkeste vis i denne digtsamling. Det er sjældent, jeg har været så bevæget af en bog.
Nordisk Råds Litteraturpris offentliggøres den 27. oktober
Prisen er på 350.000 danske kroner
Sidste års vinder: Jonas Eika, Danmark
