Annie Ernaux ventede på kvindernes revolution. Så kom amerikanske MeToo

CERGY, FRANKRIG – Jeg kendte allerede Annie Ernaux, da jeg som den første fremmede siden nedlukningen i marts trådte over dørtærsklen til hendes hjem i den lille charmerende satellitby Cergy uden for Paris. Mere præcist: Jeg bildte mig ind, at jeg kendte hende. Jeg havde været gennem en flere måneder lang Ernaux-rus med de fleste af hendes mere end tyve selvbiografiske romaner, om faren, moren, en illegal abort, en erotisk besættelse, jalousi, skam, klasserejse, nabolaget, fastlåst gift, kvinde, fortabelse, brystkræft, morens demens og ikke mindst den kaotiske seksuelle debut som syttenårig på lejrskole. Hovedværket er Årene fra 2008 (udkommer på dansk til februar, red.), som fortolker livet fra fødsel til pensionist. Som kollektiv selvbiograf skriver Ernaux ’hun’ og ’vi’ i stedet for ’jeg’.

»Det er vanskeligt,« fortæller Annie Ernaux, »at forestille sig epoker med større omvæltninger end dem, vi har været ude for. Fra et traditionssamfund til en verden, hvor troen er slidt tynd. Fra et Frankrig, som måtte opgive sit kolonirige til et studenteroprør, som skabte flydende normer og ny seksualmoral. Vi var fattige og bevægede os ind i en tid med masser af forbrugsvarer, men også med en mangel på nye ideer.«

Hvem er Annie Ernaux? Hun skriver i det litterære rum, som ofte kaldes autofiktion. Hvis vi læser teksterne af hende, lærer vi en pige at kende, som vokser op i byen Yvetot i Normandiet. Hun er en klasserejsende med arbejderbaggrund. Hun får som den første i sin familie en akademisk uddannelse. Hun føler sig fremmed blandt sine medstuderende. Hun bliver lærer og senere professor. Og så kan vi læse om kærlighedens forviklinger og besættelser.

Læser vi teksterne om Annie Ernaux, lærer vi om debuten i 1974 med romanen Les armoires vides (da. De tomme skabe). Det store franske gennembrud kom med den lille roman om faren. Nogle år senere kom en tilsvarende bog om moren. De to bøger om forældrene er nu samlet i ét bind, som lige er kommet på dansk, Min far & Kvinden. Det næste store gennembrud var netop Årene. Bogen blev en voldsom succes i hjemlandet. Mange franskmænd følte åbenbart, at de havde fået skrevet deres lands og deres egen biografi. Hendes seneste bog fra 2016, Pigen fra ’58 findes også på dansk.

Det har været en følsom Ernaux-sommer i Norge. Nu står Danmark også snart for tur. Bøger oversættes, udgives og genudgives, og læserne taget begærligt imod. Og apropos begær. Hos Annie Ernaux, der fyldte 80 år den 1. september, er det erotiske og det intellektuelle begær hinandens nære slægtninge. Seksualakten og skriveakten peger hen imod det samme: hen imod noget samlende – imod et klarsyn og en mening, imod det, som gør livet værd at leve.

»I skriften forsøger jeg,« siger Annie Ernaux, »at gøre det intime og det personlige til noget sanseligt anskueligt, som mange vil kunne genkende. Jeg skriver selvbiografier på vegne af flere. Det individuelle, vi er så optaget af nu, er måske ikke helt så individuelt endda. Jeg er ikke så speciel, men en person, som historien har formet som en repræsentant for almene erfaringer. Min jalousi er manges jalousi.«

Kollektiv biografist

Jeg ringede på, bukkede mig ned og klappede katten. Annie Ernaux og jeg udvekslede høfligheder gennem vores mundbind. Så satte vi os ned og drak kaffe og gik lige til sagen.

»I Årene,« siger Annie Ernaux, »begyndte jeg med fotos af mig selv – først som baby, så som lille pige og sådan gik jeg videre frem op igennem livet. Hvem var hun? Jeg kunne ikke skrive ’jeg’, for det var en anden tid den gang. Jeg forsøgte at lade minderne træde frem, skrive følelser frem, og forsøgte at forstå, hvem hun var. Hvis jeg løb tør for minder, studerede jeg samtidens tøjstil, biograffilm, slagere, kropskultur, seksualitet, vaner, varer, smag og politiske begivenheder. Da jeg ikke husker så godt, måtte jeg digte mig frem til, hvordan hun så på sin fortid og fremtid. Hvad håbede hun på? Hvilke håb blev indfriet? Og hvilke håb blev til skuffelser?«

– Har vores følelsesliv ændret sig igennem alle disse år?

»Absolut,« svarer hun kontant. »Hele tidsfølelsen har ændret sig. Tiden går hurtigere end før. Og dermed glemmer vi også hurtigere. Den religiøse følelse er et langt stykke af vejen forsvundet helt. I dag bevæges vi heller ikke længere så let af militærmusik. Og det er glædeligt at se, at så mange unge mænd i dag er langt mere følelsesmæssigt engagerede i deres børn.«

Social skam

– Du skriver din version af vores affektive historie – og du er særligt optaget af den sociale skam?

»Ja, den er stærkt til stede. I mine bøger og i mit liv. Men i dag er den stærkt på vej til at forsvinde hos en del mennesker.«

– Er du sikker på det? Måske forsvinder den ikke, men forskyder sig bare. En kropsskam, som meget handlede om underlivet, seksualiteten, kan i dag have forskudt sig til munden – til hvad man spiser – og til udseendet …

»Jo, måske. Jeg har selv bare fået sønner. Det er svært nok.«

Annie Ernaux er altså en forfatter, som sorterer i minder, forsker i minder og digter minder. Hun skriver i rummet mellem den ofte truende virkelighed i en konkret erfaring og den uvirkelighed, som er opstået gennem glemslen.

– Man kommer uvilkårligt til at tænke på det måske mest berømte værk i fransk romankunst, Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.

»Ja, Proust har været min allerstørste inspiration, især til Årene. Men der er også store forskelle. Han forsøger at skabe sig selv igennem skriften, at søge en personlig sandhed. Jeg er mere optaget af historien. Hvis Proust er en slags psykolog, er jeg snarere sociolog.«

Annie Ernaux’ egen helt store forandring er den sociale klasserejse. En lignende fransk ’klasserejsende’ er filosoffen Didier Eribon, som har beskrevet sin opvækst i arbejderklassen i erindringsromanen Retour à Reims (2009), der er fuld af skarpe samfundsanalyser. Den langt yngre forfatter Édouard Louis, som beskriver tilsvarende erfaringer, bl.a. i romanen Færdig med Eddy Bellegueule, hylder både Ernaux og Eribon som sine store forbilleder.

»Ja,« bekræfter Annie Ernaux. »Dette er absolut centralt i mit liv og i mit værk. Mine forældre var fra arbejderklassen. De forsøgte at avancere socialt ved at drive en café og en lille købmand. De ønskede så inderligt, at jeg skulle få en tilværelse, som var anderledes end deres. Men selv om forældre ønsker sig, at deres børn skal blive bedre uddannede og mere velstående, ønsker de sig samtidig, at deres børn skal blive ved med at være som dem selv.«

– Du skriver om det mulige paradoks i, at forældrene ønsker at puffe deres børn op i et højere lag, men også frygter, at det kan betyde, at det nye klassetilhørsforhold vil få børnene til at se ned på dem?

»Ja, det er klassekamp indadtil i familien. Samfundets konflikter flyder ind i kernefamilien. Der er så mange følelser mellem forældre og børn, at dette kan blive en stor udfordring. Men for mig har det været berigende. Det har givet mig en evne til at gennemskue magtens mange sprog.«

– Du er på en måde blevet flersproget, politisk og socialt?

»Ja, og det er et privilegium. Jeg kan afkode flere former for magt: kapitalens, politikkens og kønnenes magt med baggrund i mine egne sammensatte erfaringer.«

Seksuel debut

Annie Ernaux’ seneste roman, Pigen fra ’58, er en hjerteskærende undersøgelse af den seksuelle debut. Voldtægt, selvdestruktion, forelskelse, underkastelse, oprør?

»Sex er livets forudsætning. Men moralsk er sex noget rod, som altid skaber komplikationer. Og det gælder absolut den første gang. Jeg var 17 år. Dengang var jomfruelighed stadig højt værdsat. Det var meget forvirrende, og derfor tog det mig næsten 60 år at skrive bogen. Fotoet på originaludgavens forside er et billede, som blev taget af mig kort efter. Jeg er radmager, har mistet min menstruation og kaster jævnligt op. I 1980, altså over tyve år senere, læste jeg en bog om bulimi. Jeg havde ikke forstået, at det var dét, jeg led af – dét sprog fandtes ikke dengang.«

– Det er nu ikke så sært. ’Bulimia nervosa’ blev først en formel diagnose, 20 år efter at du var på feriekoloni.

»Min bulimi var mit eget ydmygelsesritual. Jeg ville dukke mig selv. Jeg ville grave min egen grav. Det var bare beskidt. Ingen mystik og intet lys. Kun sjælens materialisme.«

– Hvordan kom du ud af det?

»Der kom et lys. Jeg var en ivrig læser, og jeg begyndte at skrive.«

»Denne bog udkom før MeToo,« indskyder hun så. »Forandringerne for kvinder har været formidable i min levetid. Jeg skrev for nogle år siden, at kvindernes revolution endnu ikke er blevet til virkelighed. Men MeToo, en amerikansk import, har sandelig hjulpet. Den har været et betydeligt fremskridt, når det gælder om at kaste lys over seksualitetens grå og mørke zoner.«

Så var Annie Ernaux og jeg igen på trappen med mundbind på. Og nu var det den anden kat af de tre, som bor her, der forsigtigt søgte kontakt.

– Skriver du på en ny bog?

»Ja, selvfølgelig. Der findes ikke et liv uden at skrive.«

– Er det muligt at spørge om hvad?

»Helst ikke. Okay, lidt kan jeg godt røbe. Ikke overraskende skriver jeg om at blive gammel. At ældes betyder at glemme mere. Og at føle mindre. Man føler ikke længere på samme måde.«

– Er dét et tab? Eller kan det også være en lettelse? Følelser kan jo være meget plagsomme …

»Det er kun et tab. Det er noget romantisk, som svinder hen. Som selvfølgelig har noget at gøre med kærligheden. Som svinder hen.«

© Finn Skårderud og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen