CERGY, FRANKRIG – Jeg kendte allerede Annie Ernaux, da jeg som den første fremmede siden nedlukningen i marts trådte over dørtærsklen til hendes hjem i den lille charmerende satellitby Cergy uden for Paris. Mere præcist: Jeg bildte mig ind, at jeg kendte hende. Jeg havde været gennem en flere måneder lang Ernaux-rus med de fleste af hendes mere end tyve selvbiografiske romaner, om faren, moren, en illegal abort, en erotisk besættelse, jalousi, skam, klasserejse, nabolaget, fastlåst gift, kvinde, fortabelse, brystkræft, morens demens og ikke mindst den kaotiske seksuelle debut som syttenårig på lejrskole. Hovedværket er Årene fra 2008 (udkommer på dansk til februar, red.), som fortolker livet fra fødsel til pensionist. Som kollektiv selvbiograf skriver Ernaux ’hun’ og ’vi’ i stedet for ’jeg’.
