Interview
Læsetid: 7 min.

»Det, vi behøver, er intet mindre end et frontalangreb på USA’s 250 år gamle civilreligion«

USA’s præsidentvalg på tirsdag kan være amerikanernes sidste chance for at vælte Trump ad demokratisk vej, siger den russisk-amerikanske forfatter og journalist Masha Gessen, som er aktuel med bogen ’Surviving Autocracy’
Der findes i dag en rig fauna af intellektuelle, som skriver og tænker kritisk omkring Trump, fortæller Masha Gessen, som er mest bekymret for, at den bredere offentlighed endnu ikke har fået øjnene op for situationens alvor.

Der findes i dag en rig fauna af intellektuelle, som skriver og tænker kritisk omkring Trump, fortæller Masha Gessen, som er mest bekymret for, at den bredere offentlighed endnu ikke har fået øjnene op for situationens alvor.

Hossein Salmanzadeh/ Ritzau Scanpix

Kultur
30. oktober 2020

Masha Gessen er ikke hvem som helst. Den russisk-amerikanske journalist og forfatter, der er opvokset i henholdsvis Sovjetunionen og USA, er måske nok mest kendt for at være en hård kritiker af den demokratiske tilbagegang i Rusland og af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Gessen bor i USA og er en markant debattør og skribent for magasinet The New Yorker, og i sin seneste bog, Surviving Autocracy, udvider Gessen kritikken til også at gælde USA og den amerikanske præsident, Donald Trump.

– Du kalder Donald Trump for en ’autokrat in spe’ – ud fra hvilke kriterier?

»Nu findes der næppe en alment accepteret definition på ’autokrati’, men jeg knytter an til den ungarske sociolog Bálint Magyar. Han opererer med tre faser i etableringen af et autokratisk styre: det autokratiske forsøg, det autokratiske gennembrud og den autokratiske konsolidering. Så længe det er muligt at vende udviklingen med valg eller bremse den ved hjælp af de demokratiske institutioner, befinder vi os stadig i den autokratiske forsøgsfase. Men skulle Trump få held til at opnå genvalg eller til at blive siddende ved at drage valgets legitimitet i tvivl, står vi pludselig over for et autokratisk gennembrud. Herefter, frygter jeg, kan det blive svært at fjerne ham fra magten, hvad enten gennem valg eller med institutionelle metoder.«

Masha Gessen

  • Masha Gessen. f. 1967 i Moskva, delvis opvokset i USA. Journalist, forfatter og politisk aktivist. Identificerer sig som ikkebinær transperson.
  • Masha Gessen var i 1990’erne en prominent forkæmper for LGBTQ-rettigheder i Rusland og markerede sig også som en tidlig modstander af Vladimir Putin.
  • I konsekvens af LGBTQ-rettighedernes indskrænkning i Rusland vendte Gessen i 2013 tilbage til USA. Gessen skriver i dag klummer for magasinet The New Yorker og er forfatter til en række bøger, hvoraf ’Putin: manden uden ansigt’ (2012) er udkommet på dansk. Masha Gessens ’The Future Is History: How Totalitarianism Reclaimed Russia’ (2018) blev i USA hædret med en National Book Award. ’Surviving Autocracy’, der er Gessens seneste bog, udkom i sommeren 2020.

– Vil det ikke være tilstrækkeligt, hvis han stemmes fra magten?

»Helt sikre kan vi ikke være. Det amerikanske valgsystem rummer flere mangler, hvortil kommer, at nogle vælgere kan blive afskrækket fra at stemme. Mange tror, at alt handler om at slippe af med Trump, og så vender den gammelkendte trygge normalitet tilbage – som om der eksisterede en sådan statisk størrelse. Her glemmer man, at det netop var den ’normaltilstand’, som gav os Trump.«

– Så er det vel heller ikke nok, hvis Joe Biden vinder?

»Biden kan potentielt blive manden, der gennemfører strukturelle varige forandringer på centrale politikområder, men jeg tror desværre ikke, at en person, som har tilbragt to tredjedele af sit professionelle liv i Washington vil være i stand til at forstå, at det, vi behøver, er intet mindre end et frontalangreb på USA’s 250 år gamle civilreligion.«

Civilreligion

– Du taler om forfatningen …?

»Præcis. Der er en udbredt forestilling om, at Trump har forsøgt at rive den orden ned, som nationens forfatningsgivende fædre byggede op, og at vi nu bare skal have sat stenene på plads i fundamentet – så bliver alting godt igen. Men nej! Vi har frem for alt brug for en ny præsident, som tør sige: ’Det her fundament er altså 250 år gammelt, og Trumps destruktive forvaltning af sit embede har blotlagt svagheder og brister i det’.«

– Den 11. september 2001 er en dato, mange fremhæver som begyndelsen på den amerikanske deroute, Trump er foreløbig kulmination på – for så vidt en slags pendant til rigsdagsbranden i 1933, som tillod Hitler at konsolidere magten. Du tillægger ikke selv terrorangrebene en sådan betydning. Hvorfor ikke?

»Pointen med, at jeg nævner rigsdagsbranden i bogen er, at der jo ikke foreligger nogen rigsdagsbrand som sådan – ja, selv ikke rigdagsbranden i Berlin 1933 var helt, hvad vi i dag forestiller os. Det her er snarere et spørgsmål om processer over tid, hvor hver begivenhed har konsekvenser, der griber ind i hinanden. Forestillingen om autokraten, der pludselig træder ind på scenen og én gang for alle ændrer helt på spillets regler, er ikke bare ahistorisk. Den er også skadelig for vores evne til at påtage os et ansvar for de udviklinger, som sker dagligt.«

– En anden pointe, der går igen i din kritik, er, at vi ikke bør se Holocaust som en historisk unik og usammenlignelig begivenhed – kan du uddybe?

»Holocaust viste os, hvordan vi er i stand til at gebærde os som moderne og teknologisk avancerede mennesker. Potentialet til omfattende dehumanisering og massemord har vi til fulde bevaret. Jeg forstår udmærket den impuls, der ligger bag tabuet om at sammenligne Holocaust med noget som helst andet. Problemet er, at vi hermed også kommer til at indlægge en distance til, hvordan vi ser os selv. Når vi indvier Holocaust-museer, er det jo præcis for, at vi skal huske hinanden på, hvad vi er i stand til i vores mørkeste stunder – for at skærpe vores opmærksomheder over for mulige forvarsler til lignende udviklinger.«

– Så vi kan vende udviklingen, før den bliver uafvendelig?

Hossein Salmanzadeh/TT/Ritzau Scanpix
»Præcis. Men jeg er ikke så glad for ordet ’uafvendelig’. Jeg er ikke så sikker på, at der eksisterer point of no return­-tærskler, hvorefter udviklingen ikke længere kan stoppes eller rulles tilbage. Der var ikke ét bestemt tidspunkt, hvor det stod fast, at seks millioner uundgåeligt ville blive myrdet – i al fald ikke før de seks millioner allerede var myrdet.«

Normalisering

– Hvordan ser du rollen som intellektuel i USA i dag?

»Vi lever i et enormt polariseret samfund, og med pandemien er det hele kun blevet endnu værre. Men jeg føler mig ikke længere så isoleret. Da jeg skrev om Putin og koblede ham til politiske mord og giftattentater, anså mange mig for vanvittig og hysterisk – dér følte jeg mig til tider meget alene! Men i dag findes der en rig fauna af intellektuelle, som skriver og tænker kritisk omkring Trump. Jeg er snarere bekymret for, at den bredere offentlighed endnu ikke har fået øjnene op for situationens alvor …«

– … fordi Trumps adfærd bliver normaliseret af medierne, som du skriver – og folk dermed forhindres i at se, hvordan landets institutioner langsomt er ved at bryde sammen?

»Det går ikke langsomt overhovedet. Tværtimod, det går lynhurtigt. Trump har været ved magten i under fire år, og det er allerede lykkedes ham at gøre større skade på USA’s institutioner, end Putin formåede på Ruslands institutioner i sine første fire år. At denne udvikling bliver normaliseret gennem mediedækningen har en vis logik – det afspejler jo blot, at udviklingen i sig selv er blevet normal. Som journalister kan vi ikke vige uden om dette problem og bliver nødt til at tænke grundigt over, hvordan vi bedre kan minimere skaderne. Jeg forstår, at for en gammel flodhest som The New York Times kan det være svært at bryde hævdvundne neutralitets-etiketter. Da avisen gennemgik Trumps og Bidens første tv-debat, valgte man for eksempel rubrikken : ’Fornærmelserne føg i begge retninger’. Mit rubrikvalg havde været: ’Trump skaber kaos i stedet for debat’. For The New York Times ville dette have været en ladet og partisk rubrik, men for mig at se, var det, hvad vi alle så.«

– I sin bog ’Secondhand-tid’ fra 2013 skriver den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, at kunstnere risikerer at havne i en fælde, når de vælger at gå på politiske barrikader. Hvad mener du om hendes situation i dag?

»Jeg deler hendes ønske om at leve. At leve i stadig kamp kan dog tære på menneskeligheden. Man vokser ikke i striden, man tænker ikke nye tanker. Tag blot livet under pandemien. Vi ser, hvor meget livet krymper under undtagelsestilstanden. Vi går ikke i teatret, ikke i biografen, ikke på museer – alle disse ting, som giver os muligheden for at få nye input, de stimulerer nye oplevelser og tanker. Gradvis bliver vi dummere. Aleksijevitj mener jo ikke, at forfattere skal afstå fra at kæmpe for gode sager. Selvfølgelig skal det også være en forfatters job at gøre også dette! Det har hun selv gjort igennem store dele af sit liv, og nu gør hun det igen!«

– Er hun den moralske autoritet, du efterlyser flere af i din bog?

»Hun og alle de andre, som er gået på gaderne i Hviderusland i de seneste måneder. Deres ord og vision er det mest effektive våben, vi kan mønstre mod autokratiet. Eller som Hannah Arendt siger: Det, som står mellem os og totalitarismen, er menneskets evne til at skabe noget nyt – eller endnu bedre: til at tænke helt nye tanker. Det er helt rigtigt set. Alt, hvad vi kan gøre, er at udvikle nye ideer, favne en anden fremtid og opgive at vende tilbage til fortiden.«

– Hvad var din reaktion, da du hørte, at Trump var blevet smittet med COVID-19?

»Det tror jeg gerne, jeg vil holde for mig selv.«

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den triste mulighed for "four more years", må i det mindste give USA så mange revner i lakken, at amerikanerne selv bliver i stand til at se, at unionens fundament og struktur er dårligt ingeniørarbejde.

Indtil for få år siden, blev den skandinaviske model faktisk jævnligt nævnt som rollemodel i staterne. Dette virke pludselig meget fjernt efter Trumps første skamridt. Det splittede lands styrtdyk mod den moralske sump, ender forhåbentlig med, at befolkningen rejser sig, og kræver forandringer, tilbage til -, eller måske snare frem til ansvarlighed og anstændighed.

Den dårlige nyhed er, at den kamp kan blive lang og trang. Militsgrupper står parat, som vi kender det fra alverdens bananrepublikker, og den interne uro, kan, hvis den bryder ud, hurtigt give plads til andre magtfulde nationer, der kun venter på en ledig hovedrolle på den internationale scene.

Og vi står magtesløse, fordi vi i over et halvt århundrede, har parkeret al magten og æren hos USA. Europa, kan knap stå på egne ben. Måske bliver vi tvunget til at lære det igen, på den hårde måde?