Essay
Læsetid: 4 min.

Billedet af Christina taler til den amerikanske drøm og til en landbefolkning langt fra eliten

Andrew Wyeths uforglemmelige maleri fra 1948 af den polioramte Christina, der rækker ud efter det hele, taler til en grundlæggende amerikansk drøm og til en landbefolkning, der føler sig langt fra den kulturelle elite
’Christina’s World’ rummer en grundlæggende amerikansk myte, som Jackson Pollocks individ- og frihedsdyrkelse vokser ud af. En landlig version af liberalismens drømme, om man vil.

’Christina’s World’ rummer en grundlæggende amerikansk myte, som Jackson Pollocks individ- og frihedsdyrkelse vokser ud af. En landlig version af liberalismens drømme, om man vil.

Album/Ritzau Scanpix

Kultur
20. oktober 2020

Du tænker det måske ikke, når du først ser Andrew Wyeths (1917-2009) Christina’s World fra 1948. At dette maleri af en pige på en mark skulle kunne konkurrere med så spektakulære pionerer som Andy Warhol, Keith Haring og Jean-Michel Basquiat om at være et af de mest ikoniske amerikanske værker fra det 20. århundrede.

Christina’s World er et foruroligende maleri. Det forestiller en ung kvinde i en lyserød kjole halvt liggende i en græsmark. Hun er rygvendt, hendes hår er sort og filtret, og der er en pinefuld detaljegrad i de stride græsstrå. Hendes ben er slappe, men overkroppen er forvreden. Det ligner, at hun kravler.

Man ser på pigen oppefra, men den bakke, hun er på vej mod, lader til at være endnu højere oppe. Det giver et blik, der på samme tid dominerer pigen og selv er domineret af bakken. På bakken står en lade og et hus i grå farver. Sorte fugle flakser foran, kvægfolden er tom, og der er intet læs på kærren.

Er det Christina, der ligger dér, er hun såret, er hun alene, og har hun brug for hjælp? De spørgsmål svarer maleriet ikke på, men motivet har en virkelig oprindelse. Huset tilhørte malerens naboer, og det var nabodatteren Christina Olsen, der en dag sled sig gennem det stride græs. Olsen var ramt af en poliolignende muskelsygdom og kunne ikke gå. Hun foretrak at trække sig frem i stedet for at bruge kørestol eller krykker.

Wyeth var fascineret af pigens livsvilje og har sagt, at det var en udfordring at male hende: »Jeg ville yde retfærdighed over for den måde, hun på ekstraordinær vis bemægtigede sig et liv, som de fleste ville have betragtet som håbløst.«

Jeg hjemsøges af Christinas hjælpeløshed, men Wyeth vender den på hovedet. 

’Manifest destiny’

Andrew Wyeth, der blev født og voksede op i Pennsylvania og døde samme sted, malede ofte landlige, vindblæste omgivelser fra det østlige USA. En af de centrale dele af den amerikanske selvforståelse er den såkaldte manifest destiny, en tro blandt de tidlige nybyggere på, at de var særligt udvalgte til at underlægge sig det nye land. Det var ligefrem deres pligt; en mission udstukket af Gud at bevæge sig mod vest.

Det er egentlig det, den kravlende Christina gør – hun lader sig ikke kue, men stiller sig an over for det barske landskab. Jeg har fornemmelsen af, at der ligger nyt land at erobre bag bakken.

Wyeth var samtidig med maleren Jackson Pollock (1912-1956), der er kendt som en af den abstrakte ekspressionismes hovedfigurer. Pollocks værker, der ligner resultatet af uhæmmet fingermaling, handler ikke så meget om billedets kaos som om den gestus, hvormed han frembragte dem. Han kastede eller dryppede maling direkte fra bøtter og ud på et lærred, der lå på gulvet, og denne såkaldte action painting-teknik var hans enestående signatur.

Det var abstrakt, det var hipt, det var urbant, og det afløste det realistiske eller endda symbolistiske maleris stræben efter at skildre verden. Den abstrakte ekspressionisme dyrkede det enkelte individs udtryksform, og for skyhøje priser kunne man købe et stykke unikt, levet liv. Stilarten blev i 1950’erne aktivt promoveret af CIA i den kolde krigs kulturimperialisme. Den skulle reklamere for de fri udfoldelsesmuligheder i USA, der blev holdt op imod Sovjetblokkens undertrykkelse af den enkelte i fællesskabets diktatur.

På en måde står Wyeths billede, der både er teknisk møjsommeligt og figurativt bagstræberisk, som et modsvar til den abstrakte ekspressionisme. Og så alligevel. For hvor den abstrakte ekspressionisme kan ses som den enkeltes forsøg på at skille sig ud i storbyens masse, rummer Christina’s World en grundlæggende amerikansk myte, som Pollocks individ- og frihedsdyrkelse vokser ud af. En landlig version af liberalismens drømme, om man vil.

Kitsch og isolationisme

Skellet mellem den kulturelle elite i byerne og den store landbefolkning er et tema, der om noget er oppe at vende i disse års politiske klima i USA – endda i den nuværende sundhedskrise, som har ramt by hårdere end land. Wyeths maleri blev kaldt »kitsch« af kunstkritikerne i New York, men elsket ude i stuerne som plakat. Huset, Christina kravler mod, er blevet udnævnt til »National Historic Landmark« og besøges ivrigt af turister.

En sidste note om værket er Christina Olsens polio. En sygdom, vi nærmest har glemt, men som var en regulær epidemi i USA i 1952. Den forkrøblede små børn og gav anledning til folkefrygt i et USA, der var relativt umærket af verdenskrigen. Det er den hjemlige trussel, som Andrew Wyeth skildrer med Christina – og det er en slags kunstnerisk og historisk isolationisme, han gør sig til propagant for, uinteresseret i den store verdens onder. Christina, ramt af ulykken, klarer sig selv.

Da jeg besøgte MoMA i 2018, blev jeg ret forskrækket over motivet af den forvredne pige, som ingen hjalp. Maleriet var hængt op et lidt tilfældigt gennemgangssted mellem rulletrapper og toiletter – som om MoMA også selv var i tvivl om, hvor man skulle placere maleriet i museets samling af store modernister. Meget sigende for Christina’s World; uden for den gode smag og svært at slippe helt af med.

Serie

Amerikanske kunstværker

Fra Dorothea Langes fotografier af kriseramte landarbejdere i 1930'erne til Kara Walkers gigantiske installation af sukker og bolsjemasse A Subtlety fra 2014 har amerikanske kunstnere forholdt sig til det samfund og den historie, de er en del af. Informations kunstkritikere skriver her op til præsidentvalget om de vigtigste politiske kunstværker fra USA.

Seneste artikler

  • USA forstået gennem kunsten

    30. oktober 2020
    I kunsten afsløres symbolsk de dybe forskelle og stridspunkter, som stadig skaber store konflikter i USA’s befolkning – mellem land og by, mellem sorte og hvide, mellem rige og fattige
  • I 1978 orkede kunsthistoriens nøgne kvinde nærmest ikke mere

    27. oktober 2020
    Kvinden har lagt krop til hele den vestlige kunsthistorie. Måske derfor ser hun så udmattet ud i Hannah Wilkes ikoniske fotoværk ’What does this represent ... ? What do you represent ... ?’, skriver Maria Kjær Themsen i vores serie om afgørende amerikanske kunstværker
  • Kara Walker brugte stanken af råddent sukker til at skildre USA’s racehistorie

    24. oktober 2020
    Få kunstnere skildrer de amerikanske racespændinger bedre end Kara Walker. Værket ’A Subtlety or The Marvelous Sugar Baby’ fra 2014 er et dystert-humoristisk, hjerteskærende og pænt fucked billede på slavetidens hjemsøgelser. Og desværre er det højaktuelt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Kresten Finnemann Juhl

Tak for en fin fortolkning af et foruroligende billede.

ingemaje lange, Jens Christensen, Bent Gregersen og Jimmy Hansen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Når jeg ser på landskabet i maleriet, og tænker på hvordan jordforholdene har været, forstår jeg egentlig godt at hende Christina ikke ønskede en kørestol. Det har sikkert føltes sikrere at kravle, end at skulle risikere at falde ned (og dermed flere lægeregninger).

Jens Christensen

Tak for artiklen. Den minder mig nu om en Wyeth-udstilling, jeg var heldig at se i det østlige USA, vistnok Raleigh-Durham NC i 1999 (?), med særlig vægt på hans landskaber. Og herunder mennesket i landskabet og landskabet i mennesket. Selv når der sket ikke er vist noget menneske maleriet.

Jeg husker, at han - måske på sin vis lidt absurd og nærmest uvenligt - sammenlignede Christina med en kravlende krebs op gennem lavt vand. Og et senere portrætbillede af selvsamme Christina - nu måske mere hærget men karakterfyldt - en snes år senere siddende i en stol betragtende os publikummer sikkert tænkende på det ikoniske gamle billede med hende på bakkeskråningen. Hans landskabsbilleder er efter min mening blandt de mest spændende, jeg kender i den genre. Selv en nutidig M Kvium kan jeg på øje på i mindst et af dem.