Bogaktuelle Ida Jessen: Den jyske hede fascinerer mig, fordi der er fuldstændig tomt

I 1760’erne ankom en gruppe sydtyske bønder til den jyske hede. Det var de såkaldte kartoffeltyskere, som på den danske konges opfordring rejste til det flade, sandede landskab i håbet om at opdyrke det og slippe væk fra syvårskrigen i Tyskland.

Men kort inden, i 1754, da heden endnu var så godt som ubeboet, rejste en enkelt tysk kaptajn dertil og byggede sig et hus på en bakketop midt i det øde, vindomsuste landskab.

Denne kaptajn hed Ludwig von Kahlen, og han er hovedpersonen i Ida Jessens nye romanværk Kaptajnen og Ann Barbara, et værk, hun selv kalder »en episk roman« eller en »robinsonade«. Hen over 500 sider beskrives kaptajnens ankomst til heden, ensomheden, mødet med det jyske folk og siden kartoffelbønderne. Og ikke mindst det skæbnesvangre møde med bondepigen Ann Barbara.

Oprindeligt havde Ida Jessen tænkt sig primært at skrive om kartoffeltyskerne, men under sin research stødte hun på den landmåleruddannede kaptajn, der ganske alene – og som den allerførste – fik ideen til at dyrke den jyske hede i nærheden af Viborg.

»Der stod vist kun halvanden sætning om denne mærkelige kaptajn, der i 1750’erne ville bevise, at man kunne opdyrke heden, og som tog ud og udvalgte sig det allerværste stykke jord, han overhovedet kunne finde,« fortæller Ida Jessen og forklarer fascinationen:

»Det var det mærkelige ved en person, der ville bevise, at man kan opdyrke sandet, og som ville slå sig ned et sted, hvor ingen andre ville bo. Det at være helt alene, det har jeg altid været optaget af. Og kaptajnen slås jo mod både sand og vind og mod de store lodsejere. Han går i krig mod alt, der er grundlæggende for det sted.«

– Så det er den outsiderrolle, han tager, der er interessant?

»Det tror jeg, du har ret i. Det med at være en outsider, der vil bevise noget. ’Jeg skal vise dem, skal jeg’. Det er noget af det, der har fænget mig. Det fascinerende ved at være den, der står udenfor og vil ind.«

Det lykkedes hverken kaptajnen eller kartoffelbønderne at opdyrke heden, fortæller Ida Jessen. Det var først med Ernesto Dalgas og Hedeselskabet i 1860’erne, altså et helt århundrede senere, at man forstod, at man var nødt til at plante skov i stedet. Dels for at bruge træet, men også for at skabe læ for den hårde vind:

»På kaptajnens tid var der jo ingen læ overhovedet, og det er også derfor, at vejret er fuldstændig vanvittigt på heden i den tid, jeg skriver om. Der kan komme frost i juli måned, for der er ingen træer overhovedet fra havet og hele vejen ind. Det er en ørken. Og sandet kan blive brændende varmt og isnende koldt. Så mennesket er fuldstændig ubeskyttet,« beskriver Ida Jessen.

En svullen byld

Jeg besøger Ida Jessen i hendes tressermurstenshus i Sorø, den midtsjællandske by, hvor en del danske forfattere og oversættere holder til. Hun viser mig sit grønmalede arbejdsværelse, hvor hun har skrevet Kaptajnen og Ann Barbara: Der er potteplanter og reoler og udsigt til den blomstrende have; i midten af rummet står skrivebordet.

I dette grønne rum falder vi i snak om processen med at skrive romaner, og Ida Jessen når at sammenligne optakten til, at man sætter sig ned for at skrive, med en byld, der bliver mere og mere svullen. Så kommer hun i tanke om mælken til kaffen, der er ved at karamellisere på en grydebund i køkkenet. Lidt efter – da komfuret er slukket og mikrofonen tændt – fortæller hun videre:

»Der skal oparbejdes en tilstand af både vild interesse og tvivl – tvivl på egne evner og på, hvordan man skal gribe stoffet an, hvilken form man skal give det. Og den tilstand er jo en eller anden form for selvskabt plage. For det er noget, man selv har opsøgt,« siger hun:

»Inden jeg begyndte at skrive på Kaptajnen og Ann Barbara, læste jeg kolossalt meget om hedens historie. Jeg læste om samtiden og dyrkningsmetoderne og om de her kartoffeltyskere, der bragte kartoflen til Danmark. Normalt arbejder jeg i flere år med noget, før jeg begynder at skrive. Stoffet skal vokse – til man er helt bulnende.«

Det er i dag 12 år siden, Ida Jessen første gang læste om Kaptajn von Kahlen, så stoffet har virkelig været længe undervejs for hende. Inden hun begyndte at skrive, satte hun tre formelle dogmer for sig selv: Det første dogme var, at hun ville skrive en historie med »et episk drive«, som strakte sig over mange år og spændte over et stort persongalleri. Som det andet dogme ville hun ikke forfine eller raffinere sit sprog, men opretholde dets »knoldethed«, som hun kalder det.

Og som det tredje dogme ville hun skrive uden indre monologer, tanker eller flashbacks; historien skulle hele tiden »fortælles fremad«.

Hvorfor, spørger jeg?

»Jeg fortæller om mennesker i en tid, hvor de ikke var frie, og hvor man ikke kendte til sind og sjæleliv på samme måde, som vi gør nu,« svarer Ida Jessen. 

»Jeg syntes ikke, jeg kunne sidde og lave moderne psykologiseringer og bekvemme flashbacks og på bedste freudianske vis illustrere, hvorfor nogen nu handler sådan og sådan.«

Alene i vildmarken

Kaptajnen og Ann Barbara adskiller sig altså fra de psykologiske portrætter, vi kender fra mange af Ida Jessens tidligere bøger, romaner som Hvium-trilogien om beboerne i en opfundet by ved Limfjorden, som udkom op gennem 00’erne, eller skilsmisseromanen ABC fra 2005.

En anden forskel fra resten af forfatterskabet er, at Jessen går længere tilbage i tid, end hun før har gjort. Doktor Bagges anagrammer, som hun modtog Kritikerprisen for i 2017, foregik i begyndelsen af 1900-tallet, men 1700-tallet er absolut nyt territorie for Ida Jessen.

Romanen er dog præget af den realisme og nøgterne diktion, man normalt forbinder med Ida Jessens forfatterskab. I Kaptajnen og Ann Barbara er sproget og sætningerne enkle, næsten nedskalerede. Det er en stil, som er svær ikke at linke til det sted, romanen udspiller sig: heden. Det flade, minimalistiske univers, der indtil dette tidspunkt i danmarkshistorien havde levet sit eget, uforstyrrede liv. Der er en slags overensstemmelse mellem landskab og sprog.

Thyregod, hvor Ida Jessen er vokset op, er gammelt hedeland, så landskabet ligger hende personligt nært, fortæller hun. Hun havde lyst til at vende tilbage til det land, hvor hun som barn løb omkring og legede, at hun var Robinson Crusoe, en anden kendt eneboer. Men ønsket om at skrive om heden kom sig også af interessen for landskabets litterære potentiale:

»Heden er jo et fascinationsrum, fordi det er fuldstændig tomt. Det er som et modbillede til det, jeg kalder flimmercirkusset. Alting er skrællet væk. Der er ikke andet end vinden og sandet og det store hus, den smule vand, der nu er, og så himlen. Og selvom der selvfølgelig er en streng nødvendighed i det tomme rum – og nu taler jeg litterært – så er der også en frihed i det. Der er en vidunderlig frisættelse i at få lov til at trække sig tilbage til sådan et rum, hvor der kun er det nødvendige,« siger hun og tilføjer, at hun altid har haft en drift mod det øde.

Som ung boede Ida Jessen i Nordnorge på Polarcirklen. Øen Træna lå fire timers sejlads fra land, og den nærmeste nabo mod vest var Grønland. Om vinteren var det buldrende mørkt, og om sommeren lyst døgnet rundt. Ida Jessen fortæller, at hun aldrig har haft en stærkere verdensfornemmelse, end da hun boede der.

»Det er jo en kamp at bo der – det var det sandelig også for mig, jeg havde skingrende økuller – men der var en vildhed i det! Folk snakker jo om at ville om på den anden side af jordkloden. Men der er intet, der kan måle sig i vildskab med en tur over Trænfjorden i stormvejr. At fyre med drivtømmer og leve af fisk, fordi sådan var man nødt til at leve. Så nogle gange har jeg set det der tv-program Alene i vildmarken – jeg ser nærmest ikke fjernsyn, men lige det program, det tænder et eller andet i mig.«

– Er det en længsel at være overladt til naturen?

»Det er en længsel efter at være overladt til nødvendigheden. Og den agtpågivenhed, der følger med det; at man ikke er ligeglad. Og dermed også en taknemmelighed. For man ikke kan være ligeglad, når man ser alting. Det, der ligger mest ligefor i livet, er jo ofte at klage. Og det kræver lige det ekstra at kunne vende det, så man finder det gode.«

Den skamløse herremand

Ida Jessen er god til at fortælle historier – ikke bare på skrift, også når vi taler sammen. Hendes stemme er taktfast og indlevet, hvad end hun beskriver Nordnorge, kaptajnen eller hedelandskabet. Men der opstår en særlig intensitet i hendes fortælling, når hun taler om en bestemt hovedperson i sin nye roman, nemlig den grusomme landsdommer Frederich Schinkel, som er herremand på Hald Hovedgård ved Viborg.

I Kaptajnen og Ann Barbara mishandler Schinkel sine bønder, voldtager deres koner og kommer selvfølgelig også i karambolage med kaptajnen. Han er formet efter den historiske person Schinkel, som blandt andet er beskrevet i St.St. Blichers novelle ’Eneste Barn’ som en magtfuldkommen og foragtet person med »gemene små grønne øjne.«

Denne upåvirkelige eller skamløse ondskab er noget, der har optaget Ida Jessen i arbejdet med Kaptajnen og Ann Barbara. Verdenssituationen i dag har spillet ind – hun sammenligner Schinkel med Trump – men hun mener ikke, at det kun er skamløsheden, der er problemet:

»Lige meget hvad vil Schinkel aldrig indrømme noget – selv sine egne fejl tørrer han af på andre. Men over for skamløsheden mangler man ord. Og det er det, der er det farlige ved den: Den kalder på omverdenens forargelse, men forargelsen sætter en skakmat.«

– Hvordan det?

»Jeg tror ikke, man får noget ud af at blive forarget. Man kan ikke agere på forargelse, det er ligesom at synke tilbage i en dyb sofa med alt for meget slik. Det er også en form for grådighed, et hurtigt kick. Men der kommer ikke noget ud af det, for den skamløse kan ikke råbes op af moralsk tale. Man må forstå, at det ikke er på den måde, man får bugt med skamløsheden. Det er her, kaptajnens principfasthed er vigtig og langt mere effektiv.«

– Er det sjovt at skrive om en karakter som Schinkel?

»Ja, jeg har moret mig, det har jeg. Ondskaben er sjov at skrive om, fordi den tit er så veltalende eller velartikuleret. Med ondskab kan man få mennesker til at blive til ingenting. Det onde kan altid argumentere for sig selv, imens det gode har svært ved det, for så bliver det selvgodt. Godheden bliver nemt betragtet som latterlig, fordi den ikke er beregnende.«

Den skrivendes vidunderlighed

Det gode og det onde tematiseres altså i Kaptajnen og Ann Barbara. Selv sammenligner Ida Jessen sin bog med Sergio Leones westernfilmklassiker Den gode, den onde og den grusomme fra 1968. Hun forklarer, at hun ser westernfilmgenren som en »moderne saga om at indvinde jord.« Og lige netop det er hendes bog også; en fortælling om at nå frem til jorden og indvinde og dyrke den, før nogen andre når at gøre det.

Hvis kaptajnen er den onde og Schinkel den grusomme, må det være den empatiske præst Søren Thestrup, der er ’den gode’ i Ida Jessens roman. Han er måske en smule ynkelig – han bor i en alder af 35 stadig hos sine forældre og går i sin fars aflagte tøj – men han er også et godt menneske, hvis »gode hjerte løber foran ham«, som Ida Jessen formulerer det.

Søren Thestrup er også en person, der skriver. Det skildres, hvordan han i sine artikler om den jyske hede overdriver lyngens højde, fordi »når han skriver, kommer han ind i en bedre verden, hvor alt er vidunderligt sandt. Måske ikke korrekt i streng forstand, men sandt« som der står.

»Det er jo noget, jeg selv kender meget godt, « forklarer Ida Jessen, da jeg udpeger citatet, og uddyber:

»Når man sidder og arbejder på en bog, så er man ligeglad med, om det er korrekt. Man sidder og skriver i en slags vidunderlighed. Så det kan være en brat opvågnen, når en bog udkommer og skal efterprøves hos læserne. Men en bog bliver først færdig, når den bliver læst. Mens man skriver, kan man måske bilde sig selv ind, at man skriver for sig selv, men det gør man ikke. Man skriver for at blive læst.«