Dorothea Langes madonnafoto blev et ikon for Depressionen og viste fattigdommen i 1930’ernes USA

Mens en ny økonomisk recession truer USA, har Museum of Modern Art (MoMA) vist en omfattende udstilling med fotografier af den amerikanske fotograf Dorothea Lange (1895-1965). Heriblandt hendes verdensberømte fotografi, Migrant Mother fra 1936, der er blevet et ikonisk billede på USA i økonomisk krise – et sort-hvidt billede af en nødstedt kvinde og tre små børn i en ærteplukkerlejr i Nipomo, Californien.

Den første gang jeg selv stødte på fotografiet, var på kunsthistoriefaget på universitetet. Jeg fulgte et kursus om fotografi, og i første time gennemgik vi fotografiets historie, også dokumentarfotografiets, der for alvor først konstituerede sig som genre i 1930’erne, blandt andet med Dorothea Langes arbejde.

Jeg har stadig mine noter fra dengang. »Hun er så smuk midt i al elendigheden,« har jeg noteret. Og det er faktisk en meget god overskrift for Dorothea Langes dokumentaristiske arbejde under Depressionen i USA. Hun portrætterede de fallerede og fattige, men altid med en vis værdighed. I et smukt lys så at sige.

Dorothea Lange var særligt optaget af ansigter. Hun mente, at hun her fandt et universelt sprog, som alle kunne forstå. I Migrant Mother er kvindens ansigtstræk på én gang grove og fine. Linjerne i hendes pande står frem, hendes blik er hensunket, og hånden, der dels hviler, dels kramper sammen ved hagen, taler for sig selv om bekymring og apati.

Men det er særligt motivets komposition, som har gjort fotografiet så berømt og ikonisk. Et lille barn ligger og sover i hendes favn, og to større klynger sig til hendes skuldre, rygvendte og forhutlede. En opofrende madonnafigur.

Socialpolitisk fotoarbejde

Kvinden på billedet hed Florence Owens Thompson. Dorothea Lange mødte hende og hendes i alt syv børn en kold martsdag på en frossen ærtemark, hvor hun sammen med andre daglejere ventede på, at der igen skulle blive ærteplukkerarbejde at få.

I årene efter børskrakket i 1929 blev den økonomiske krise forstærket og forlænget af en lang række omstændigheder. Blandt andet ramte tørke og sandstorme det centrale USA i flere år i træk og drev titusindvis af mennesker, særligt landarbejdere, væk fra deres hjem og fejlslagne afgrøder.

Historien kender vi fra John Steinbecks Vredens druer (1939). Californien blev overstrømmet af desperate, arbejdssøgende familier, men de mange plantageejere i vest udnyttede groft den høje efterspørgsel på arbejde og lod folk ansætte til en løn, der ikke rakte langt, og slet ikke til at brødføde en hel familie.

På det tidspunkt stod Dorothea Lange i en helt anden, mere privilegeret position. Hun var uddannet i fotografi fra Columbia University under en af kunstfotografiets frontløbere Clarence Hudson White, og hun drev i en lang årrække et anerkendt portrætstudie i San Francisco, hvor hun tog portrætter af byens overklasse.

Men da krisen satte sig fast i landet, besluttede Dorothea Lange at vende sit kamera mod arbejderklassen i stedet, og hun tog arbejde for The Farm Security Administration – et socialpolitisk hjælpeprogram, som hyrede kendte fotografer til at dokumentere forholdene for landarbejderne under den økonomiske krise i 1930’erne.

Dorothea Lange rejste rundt i Californien og fotograferede, hvad hun så langs landevejene. Og det var altså på den rejse, at hun fandt det motiv, som skulle gøre hende verdensberømt.

Poetiske funktioner

Billedet blev bragt i en række store aviser, og efter sigende fik det myndigheder og regering til at handle og yde hjælp til præcis den ærtelejr, hvor Florence Thompson sad med sine børn.

I udstillingen Dorothea Lange – Words & Pictures på MoMA, som stadig kan opleves online, bliver Dorothea Langes arbejde trukket ind i kunstens rum. Udstillingen optrevler, hvordan Lange arbejdede indgående med at skabe en kontekst for sine billeder ved at føje ord til dem. Når hun fotograferede, talte hun med de portrætterede og skrev deres historier ind i billedteksten for at styrke billedernes fortælling og betydning.

Men lige netop Migrant Mother findes der ingen noter til. Og derfor er historien bag billedet omgivet af en del mystik. Lange huskede selv mange år efter, at kvinden var 32 år, og at de levede af frosne grøntsager eller fugle, som børnene havde slået ihjel.

Men den historie har kvindens familie efterfølgende afvist. Tilmed er det kommet frem, at Florence Thompson var cherokee. Hun nedstammede fra en af Amerikas oprindelige befolkninger, og det har fået flere til at spekulere på, hvorvidt billedet havde fået samme politiske betydning, hvis det havde været kendt.

Alt det peger på en større teoretisk diskussion, som fotografiet på en måde er født med. I det tidlige 20. århundrede, da fotografiet for alvor manifesterede sig både som kunst- og dokumentarform, følte mange – særligt kunstnere og kunstteoretikere – at det var nødvendigt at kunne skelne mellem de to. Men det var svært at afgøre hvordan.

Nogle mente, at fotografiet i sig selv besidder en særlig essens eller repræsentation, som kan aflæses helt uden sammenhæng. Andre mente, at den kontekst, som fotografiet bringes i, for eksempel en kunstudstilling, et familiealbum eller en nyhedsartikel, er afgørende for, hvordan fotografiet forstås og læses. Siden har digitaliseringen og photoshop kun gjort det sværere.

Dorothea Langes Migrant Mother er et godt eksempel på, hvordan konteksten spiller en rolle. I sin samtid hørte fotografiet til i avisspalterne og havde et dokumentarisk formål, men i sin eftertid er fotografiet stille og roligt vandret nærmere kunsten, fordi det med sin ujævne historieskrivning og madonnaikonografi bruger eksplicit af kunstens æstetiske, poetiske og spekulative funktioner.

I dag er en stor del af Langes værker indlemmet i MoMA’s samling, og store amerikanske kunstfotografer som for eksempel Sally Mann (f. 1951) og Sam Contis (f. 1982) er inspireret af særligt hendes arbejde med komposition.

Dorothea Lange – ’Words & Pictures’ kan ses online på moma.org