Erik Skyum-Nielsen gør status over naturdigte: Naturen taler tilbage

Siden begyndelsen af juni har Informations læsere gennem 20 uger kunnet følge danske digteres beskrivelser af naturen og har kunnet få dem analyseret og udlagt i lige så mange nærlæsninger. Serien slutter i dag, hvilket bør give os anledning til forsøgsvis at drage nogle konklusioner.

Den første er, at når poetiske tekster bruger den ydre natur som materiale – idet man ved ydre natur forstår det hele, intet mindre: planter, pattedyr, insekter, fugle, fisk, men også søer og åer, hav, stjerner og himmel – vil der altid være tale om andet og meget mere end beskrivelse og betragtning.

Digterne har i hvert enkelt tilfælde en styrende hensigt med at vælge sig et stykke natur; denne skal hele tiden bruges til et eller andet og belemres med poetens forestilling om, hvad der er natur, i betydningen: verdens sande væsen, tingenes sande beskaffenhed; men det har i de 20 eksempler været påfaldende, at beskrivelserne veg for noget andet, som bedst kan indkredses med ord som betagelse og benovelse.

Når Kingo i »Den klare sol går ned« lader jeget træde ud i »det duggefulde« græs, er hensigten at belære os om alle tings forgængelighed, men samtidig er det jo, som om græsset undslipper hans fromme forkyndende dagsorden, og når Brorson i »Op! al den ting, som Gud har gjort« behandler hele skaberværket, bliver dettes enkelte elementer: blomsterne i enge, fuglene i skove, stjernerne på himlen, fiskene i havet, samtidig besunget som det, de simpelt hen er. Betragtningen af naturen overlejres, kan man sige, af menneskets begejstring og beundring.

Heraf kan formentlig udledes, at der i naturpoesien findes en grænse for, hvor meget man kan benytte og bemestre naturen. Denne vil uundgåeligt tale tilbage, besvare menneskets forsøg på at omfatte og fatte den. Af dette vilkår drager mange digtere den konsekvens, at de frivilligt lader sig bevæge, at de simpelt hen giver sig hen. Som her Jeppe Aakjær:

AFTEN
Stille, Hjærte, Sol gaar ned,
Sol gaar ned paa Heden,
Dyr gaar hjem fra Dagens Béd,
Storken staar i Reden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.

Tavshed over Hedesti
og langs Veje krumme.
En forsinket Humlebi
ene høres brumme.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned,

Viben slaar et enligt Slag
over Mosedammen,
før den under Frytlens Tag
folder Vingen sammen.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned,

Fjerne Ruder østerpaa
blusser op i Gløden,
Hededamme bittesmaa
spejler Aftenrøden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned,

Dette digt kom ikke med i serien (det gjorde i stedet hans »Kornmod«), men hørte egentlig hjemme i den. For det er et illustrativt eksempel på, hvordan et naturdigt uden videre kan gå hen og blive andet og mere end besjælende selvspejling og en jeg-centreret bekræftelse på ophavsmandens tanker om dette og hint.

Al aktivitet er overladt til omgivelserne: Køer går hjem efter endt græsning, humlebien brummer, og viben slår et slag over dammen, før den sætter sig til hvile under frytlen (: en sumpplante). Men hvad menneskene angår, er de kun til stede via substantivet Tavshed, i verbets passivform høres samt underforståede som dem, der ser aftenrøden spejlet i vandet.

Aakjær har belagt sine ord på en sådan måde, at naturens bestanddele, som Eske K. Mathiesen skriver i et digt, bringes til at »kaste fjernhedens kåbe, / træde frem som de er, / afklædte, generte, / være sig selv«. Omvendt sker der for betragteren en berigelse og stille befrielse fra det at være en Mig. Naturdigte bærer i sig potentielt muligheden af begyndelse.

Forvandling

Den anden konklusion på serien af læsninger lægger sig i forlængelse af den første. Digtere begiver sig måske nok »ud« i naturen for at tage bestik af dens dele og befatte sig sprogligt med dem.

Men det er påfaldende, så ofte aktiviteten skifter subjekt, og så tit energien viser sig at udgå fra omgivelserne, ikke fra os. Voldsomst skete dette skifte i digte som Johannes V. Jensens »Det røde Træ« og Sophus Claussens »Imperia«, hvor det nok er mest betimeligt at tale om naturen som en kraft, noget vældigt og uregerligt kendetegnet ved en pludselighed og uforudsigelighed.

Slående mange af seriens digte har haft karakter af begivenheder, der sætter et specifikt mellemværende mellem menneske og natur og udsætter mennesket for en berøring, som igen i teksten og den læsende efterlader en på én gang sanselig og åndelig beruselse. Man kunne tale om forvandling eller måske, med en mere forsigtig glose, forandring.

Hvad er det, der ændres? Det kan være ens opfattelses- og følemåde, som når A.W. Schack Staffeldt i »Paa Toppen af Mont-Cenis« gyser ved synet af uvejrets ubetvingelige storhed, og det kan være ensomhed og tristhed, der pludselig fejes til side, som når Thorkild Bjørnvig i »Ahorntræet« betragter en stæreflok og betaget føler sig hvirvlet ind i et fællesskab med alt levende. Ja, en digter kan, som Per Højholt, overvældet, erkende sig selv som en for så vidt overflødig tilbygning på naturen (»Personen i overskud«). Eller hun kan, som Tove Meyer så magtfuldt viser det i »Havoffer«, blive delagtiggjort i en mystisk vision, som omfatter havet, klinten, død, det hellige, kønnet.

En gåde

I optakten til serien hed det blandt andet, at det er svært at adskille menneskets forhold til naturen fra dets relationer til samfundet, sig selv og Gud. Det kalder på den tilføjelse, at naturdigte i det valgte tidsspand fra 1674 (Kingos Aandelige Siunge-Choor I) til 2006 (Ursula Andkjær Olsen med Skønheden hænger på træerne) nødvendigvis også må sige en masse om digternes forhold til digte.

Vi har undervejs set eksempler på naturen som plan, naturen som bog, naturen som lærer, naturen som nabo, naturen som hedensk helligdom, naturen som forløser m.m. Men i flere tilfælde, for eksenpel hos Pia Tafdrup, har vi også kunne se naturen behandlet som en gåde, som noget, der unddrager sig sproglig tilgang, og som bringer digteren ud til randen af, hvad der lader sig sige og skrive. Mest radikalt udtrykkes denne udfordring af Eske K. Mathiesen i følgende digt fra samlingen Omveje, udsendt tidligere i år:

Tjuu tjuu tjuu tjuu, spe tiu zqua
Tjo tjo tjo tjo tjo tjo tjo tix:
Qutio qutio qutio qutio,
zquo zquo zquo zquo
tzy tzy tzy tzy tzy tzy tzy tzy tzy tzi
quorror tiu zqau pipiquisi.

Dette er ikke en turkotatarisk børneremse eller et eksempel på kraftigt fejlbehæftet latin. Nej, digtet hedder »Nattergal i Thüringen« og kan siges på seks linjer at bearbejde naturen som noget i sidste ende utilnærmeligt, den absolutte, ultimative andethed.

Udfordringer af den art har digtere til alle tider været vilde med. Hvorfor skulle de bemøje sig med at skrive digte, hvis dette var lige så nemt som at klø sig i skridtet? Fascinationen af poesi skyldes ikke mindst, at det er så svært at skrive virkelig gode verslinjer og kombinere disse til velklingende og fyndige strofer, og oven i dette tilbyder naturen som motiv og tema en urskov af problemer, som råber på at blive taklet og i heldigste fald også løst.

Serien har således gang på gang spidset til i nærlæsning af enkeltsteder, hvor den digteriske form lagde sig tæt op ad den besungne natur, som i Sophus Claussens just formmæssigt uregerlige digt og Thøger Larsens »Saa fik vi Sommer i Riget«, hvor to biers søde beruselse under parringsakten bliver ligedannet med alt levendes, herunder digterens, »Glemsel«, der ikke betegner mangel på opmærksomhed eller hukommelse, men hengivelse til selve tilværelsen, herunder det sprog, som hører årstiderne til.

Fremsynethed

Hvis man altså lidt firkantet sagt for det tredje kan konkludere, at naturdigte er bekvemme belastninger af digternes verbale udtryksformåen, må seriens fjerde generelle facit hentes i deres fremsynethed.

Der ses i disse år i litteraturforskning og anden forskning en tendens til at dæmonisere fortiden og afskrive tidligere perioder og epoker som uhjælpeligt illuderede, hvad angår menneskets forhold til naturen.

Man taler om afslutningen på den ’antropocæne’ æra og kræver en ny ’posthuman’ tænkning oplyst ved fundamental civilisationsskepsis og gennemgribende rationalitets- og kapitalismekritik. Det er alt sammen forståeligt nok i lyset af klimaforandringer, som vi er begyndt at kalde klimaændringer, som atter logisk må skifte navn til klimakatastrofer. Tegn dukker op overalt på, at noget er ravruskende galt. Havene flyder med plast, indlandsisen smelter i stigende tempo, artsrigdommen reduceres dagligt, giften er både i og omkring os. Tiderne skifter, og vi med dem, det giver anledning til både bekymring og håb, til sorgarbejde og til utopiske drømme.

Det har digterne længe vidst eller hvert fald anet, specielt de af dem, som digtede om natur. For eksempel når de som Ewald skrev om naturen som noget, der skete, fandt sted, og når de som Inger Christensen satte fokus på specifikke tidslige processer og gav sig de mest foranderlige fænomener i vold. Måske har vi endnu tilbage at genbesøge og lære at forstå en lang række tekster om det at være i verden og være dele af en verden i forvandling.

Måske kan vi lære af formationernes flugt over himlen og lade Jorden sige som skyen hos Shelley:

»I am the daughter of Earth and Water,
And the nursling of the Sky;
I pass through the pores of the ocean and shores;
I change, but I cannot die.«