Jamaica Kincaid, f. 1949
Et helt igennem uantasteligt valg til årets nobelpris vil være den caribisk-amerikanske forfatter, der er født og opvokset på øen Antigua. Der blev allerede sidste år spekuleret i, hvornår de eksterne medlemmer af nobelkomiteen reelt ville få indflydelse på valg af prismodtager. Da de blev valgt ind, arvede de også den gamle komités forarbejde og havde det første år kun begrænset mulighed for at præsentere helt anderledes kandidater. Derfor var sidste års to priser til Olga Torkaczuk og Peter Handke ’klassiske’ valg.
Hvis det er rigtigt, at frugten af de eksterne medlemmers indflydelse skal høstes i år, så kunne det meget vel pege på Jamaica Kincaid. I 1970’erne var hun en profileret skribent på The New Yorker-tidsskriftet og ved siden af sit betydningsfulde forfatterskab professor i afrikansk og afrikansk-amerikansk litteratur ved Harvard University.
Kincaid skriver autofiktive romaner om opvækst på Antigua og især sin relation til moren, om en ung caribisk piges møde med New York og den amerikanske middelklasses livsformer og om et Antigua ødelagt af kolonisering, korruption og turisme. Flere af hendes bøger er kommet i dansk oversættelse, eksempelvis romanerne Annie John (1986), Lucy (1992), Min mors selvbiografi (1996) og Min bror – en erindringsroman (1998).
Alternativ: Den caribiske forfatter Maryse Condé fra Guadeloupe
Ngugi wa Thiong’o, f. 1938
Den evige Ngugi. Vi har flere år i træk haft den kenyanske forfatter i favoritfeltet til Nobelprisen. Han vil også være et oplagt valg for den nye nobelkomité og et lige så uantasteligt valg som Jamaica Kincaid. Ngugi wa Thiong’o regnes som Afrikas største nulevende forfatter, men også som en af de mest kontroversielle, selv om han har levet i eksil siden 1982.
Hans stærke og smukke forfatterskab er formet af et kompleks opgør og en modstræbende forsoning med den koloniale situation, han er vokset op i, og hans forfatterskab er bestemt af dialogen mellem kristendommens sprog og symbolverden og en marxistisk præget politisk bevidsthed. Forfatteren har besøgt Danmark flere gange, og han er her nok mest kendt for i foredrag og artikler at have kaldt Karen Blixen for racist. På dansk er for nylig udkommet hans to erindringsbøger om hans opvækst på landet i Kenya Drømme i krigens tid (2015) og I fortolkerens hus (2016).
Alternativ: den syriske digter Adonis
Annie Ernaux, f. 1940
Jeg ved ikke helt, men en sjette sans siger mig, at Nobelprisen også meget vel kunne gå til franske Annie Ernaux, der er en af Frankrigs mest anerkendte forfattere, både i kraft af sine romaner og i kraft af påvirkningen af andre forfattere. Eksempelvis har Édouard Louis udtalt, at han skylder Annie Ernaux alt, når det handler om at udvikle den særlige skrivestil, der er hans. Her i landet er Ernaux stadig lidt et hemmeligt tip, man giver, når man vil anbefale et stykke virkelig god litteratur.
Hendes romaner Pigen fra 58 og de to små romaner samlet i en udgivelse Min far & Kvinden er udkommet på det lille forlag Etcetera, mens der går rygte om, at det der regnes som Ernaux’ hovedværk Årene til næste år udkommer på et større dansk forlag. Ernaux er en fornyer af romanformen, og hun har i årevis skrevet autofiktivt. Hun tager i alle sine bøger afsæt i sin opvækst, kærlighedsforhold og alt det, der kan støde til i løbet af et liv, men uden at fortælle det som private historier. Hun formår at gøre de private erfaringer til fælles erfaringer og til fortællinger om de store samfundsmæssige forandringer, hendes generation har gennemgået fra et traditionelt samfund til et samfund, hvor alle grænser er flydende.
Alternativ: Den canadiske digter Anne Carson
Péter Nádas, f. 1942
Det er i grunden mærkeligt, at ungarske Péter Nádas endnu ikke har modtaget Nobelprisen. Han er nok den vigtigste nulevende europæiske forfatter. En grund til ikke at give ham prisen her i 2020 år er, at østrigske Peter Handke modtog den sidste år – og to priser i træk til hvide, mellemeuropæiske mænd er måske lige i overkanten i disse tider. Det er så også den eneste grund, for i hans store epokeromaner afspejles Europas skæbne i det tyvende århundrede og begyndelsen af det enogtyvende i enestående grad i de enkelte mennesker.
Den tumultariske europæiske historie ses så at sige inde fra det enkelte menneske, og på kryds og tværs af årtier og geografi får han i sine sindrige romaner sammenflettet alt det, vi ellers ikke formår at forbinde i vores bevidsthed. Dertil kommer, at han er den største fornyer af romanformen siden Anden Verdenskrig. Intet mindre.
Alternativ: Den rumænske forfatter Mircea Catarescu.
Kirsten Thorup, f. 1942
Ok, det her er lidt af en sensation. Det er første gang, siden Inger Christensen levede, at jeg vover at påstå, at vi faktisk har en dansk forfatter i nobelprisklassen. Det har været undervejs, men i kraft af sine seneste store romaner som Erindring om kærligheden og senest i år Indtil vanvid, indtil døden har hun bevist sit mesterskab og store format. Kirsten Thorup skriver gennem sine romaner nyere danmarkshistorie fra 1930’erne, krigen og besættelsen, den store frigørelse omkring ’68, opbrud fra land til by, multikulturen og frem til dagens kamp for klimaet. Ja, det er en dansk historie, men samtidig er den så tydeligt lejret ind i en større europæisk. Formmæssigt har Kirsten Thorup leveret nogle af de vægtigste bidrag til fornyelsen af romanen i kraft af Baby og især Bonsai, der er en af de største perler i den nyere europæiske litteratur.
Alternativ: Den amerikanske forfatter Margaret Atwood.
Dem, der ikke blev plads til
Albanske Ismail Kadaré, ungarske Laszlo Krasznahorkai, amerikanske Joyce Carol Oates, russiske Ludmila Ulitskaja og mange andre. Og læserfavoritten Haruki Murakami er for ujævn og populær, norske Karl Ove Knausgård for ung, og det samme gælder også canadisk-britiske Rachel Cusk. Deres tid kommer.
