Hvorfor lytter så mange til lydbøger? Vi dykker ned i litteraturhistorien efter svar

Brødrene Jacob og Wilhelm var ikke mere end 15-16 år gamle, da de begyndte at samle på eventyr.

Det var i begyndelsen af 1800-tallet, napoleonskrigene rasede over Europa, grænserne kunne rykkes, og reglerne for verden var kastet op i luften.

Men mod al denne usikkerhed fandt brødrene, der bar efternavnet Grimm, en modgift: folkeeventyret. De fik barnepiger til at fortælle ammestuehistorier, som var gået i arv fra generation til generation. De fik handelsrejsende, der besøgte byen, til at gengive sagn, som de havde samlet op fra folkedybet på deres rejser. De sendte yngre søskende og tanter i byen for at indhente folkefortællinger om talende dyr, trolde, prinsesser og udspekulerede hekse.

I 1807 udgav de den første samling af 86 ’børne- og husholdningshistorier’, som de kaldte dem, og i deres sidste udgivelse i 1857 havde brødrene Grimm samlet 211 eventyr.

Eventyrene indkapslede ifølge de to folkemindepionerer selve den germanske folkesjæl, og egentlig var de slet ikke børnefortællinger, som vi kender dem i dag, men budskaber til det store germanske fællesskab om, at et særligt »vi« havde været der i århundreder, fortalt historier og bygget grundmyter at forstå sig selv ud fra.

Brødrene Grimm lagde med deres indsamlede (og temmelig moralsk redigerede) eventyr en vigtig sten til ideen om den tyske folkesjæl, der dengang, hvor nationalismen og romantikken var ved at afløse oplysningstidens rationalisme, var på højeste mode. Men det var samtidig et skridt væk fra forståelsen af historiefortælling som værende knyttet til omrejsende trubadurer og mundtlige fortællinger og hen mod den tidsalder, vi i dag lever i, hvor fortælling er lig med bogstaver på papir samlet til en bog.

Forståelsen af bogen som værende ’rigtig’ litteratur ser dog ud til at være ved at ændre sig. Vi læser ikke længere litteratur. Vi lytter til det.

Om det er på kondicyklen, ved opvaskebaljen eller i bilen på vej på skiferie har lydbogen fået en opblomstring.

I perioden 2009-2018 er bibliotekernes samlede udlån af lydbøger ifølge en rapport fra Kulturministeriets bogpanel steget med 82 procent. En række tjenester har gjort bogen digital og lytbar, seneste skud på stammen er tjenesten Chapter, der er lanceret af Gyldendal, Gads Forlag og Modtryk, og tjenesten Mofibo, der ifølge mediet Kulturmonitor har knap 1,36 millioner abonnenter i Danmark, afholder hvert år »Mofibo Awards« med priser til forfattere og ikke mindst indlæsere.

I det store perspektiv ser romanformen ud til at være en lille parentes i den store litteraturhistorie, der i årtusinder har været oral. Og måske har den mundtlige fortælleform faktisk aldrig rigtig været væk.

For at forstå hvad lydbogen kan, er vi dykket ned i en række skriftlige kilder – for det er, hvad vi har – til den mundtlige fortælletraditions historie.

Gentagelsens magt

Og lad os så gå helt tilbage til en af de helt store fortællinger, der har overlevet årtusindernes slid: Du er til selskab i antikkens Athen. Der er rødvin i rigelige mængder, slaver tilbyder dig vindruer fra fade, og togaerne er draperet efter nyeste mode. Hovedindslaget denne aften er, da din vært præsenterer rapsoden – en slags rapper eller skjald, der kan synge alle de størst hits om heltemodige mænd, lunefulde guder og barske slagmarker.

Lydene forstummer, som hele festen samles om rapsoden, der vil berette om kampen mellem Hector og Paris, om Achilles og Agamemnon, om mændene, der sloges ved Troja. Rapsoden slår fortællingen an:

»Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus,
Vreden, den fæle, som voldte achaierne tusinde kvaler …«.

Sådan begynder Homers Iliaden, og når man taler om mundtlige fortælletraditioner, er Iliaden og Odyseen de største og første referencepunkter. Ikke nok med, at der var en hel kult knyttet til fremførslen, så er den bog, vi i dag kender som Iliaden, sandsynligvis kun én ud af mange variationer af fortællingerne.

Man antager, at vores udgave af Homer er nedskrevet af én rapsode, som har bygget sin skrift på én version, men denne version er samlet af mange og har muteret gennem utallige opførelser over flere århundreder.

I nutidens bogform er Iliaden en ordentlig kleppert på omtrent 600 sider i småskrift. Den består af 24 sange, og rapsoderne havde naturligvis ikke bogen printet, når de stod foran deres publikum. I stedet måtte de lære sig disse sange og kvad. Og huske dem udenad.

Derfor er Iliaden digtet ud fra et helt særligt princip, et versemål kaldet heksameteret. Trykket i ordene er fordelt således, at rytmen bliver en slags »DANG-da-da-DANG-da-da ...«. Heksameteret blev anset som en ophøjet, ligefrem heroisk marchrytme – og det var desuden ganske praktisk at have en rytme, man som rapsode kunne memorere indholdet efter.

Heksameteret var Homers kendetegn, og rytmen tog tilhørerne med tilbage til en tid, hvor sagnheltene gik på jorden. Slagene forenede nutid og datid – ordene, og rummet med dem, bevægede sig i samme takt dengang som nu.

For rytmen er langtfra ligegyldig. De fleste, der har hørt et par lydbøger, har måske oplevet at blive irriterede over oplæserens tempo – eller at være blevet revet med af det. Og det er måske ikke så underligt.

Rytme går ind i kroppen, det er bølger af lyd, der rammer nervesystemet anderledes end selve tekstens betydning. Som lydbogsforsker Birgitte Stougaard Pedersen bemærker i sin lille bog Rytme i Tænkepauseserien, hører mange mennesker lydbøger, mens de laver alt muligt andet.

»Det kan være, mens de vasker op, luger i haven, går en tur med hunden eller cykler til og fra arbejde. Alt sammen aktiviteter, der indebærer bevægelse. Og den rytme, der er i kroppens bevægelser, forbinder sig med stemmen, der læser op«.

Modsat i dag var det i Athen kun de få og de rige, der havde råd til rapsoderne (man kunne endda få rapsoden til at variere dele af eposset og opremse ens skibsbesiddelser, hvis man ville blære sig). Men der findes også eksempler på, at de mundtlige fortællinger er folkefortællinger for de mange. Ligesom man måske kan opleve det, når hele familien lytter til samme Harry Potter-bog i bilen på vej på skiferie.

I Norden findes et eksempel på, hvordan rytme og lyd blev grundlæggende for et helt åndsfællesskab, som vi måske ikke helt har rystet af os.

Vølvens nordiske fællesskab

I de ældste kendte skrifter fra den nordiske mytologi finder man Vølvens spådom. Den er en del af Ældre Edda, de oldgamle islandske skrifter, som er vores største kilde til viden om nordisk mytologi.

Det er hele verdens fødsel, det nu skal handle om. Og Ældre Edda er med al sandsynlighed en nedskrift af de myter om verdens skabelse, som blev fremført mundtligt i de norrøne kulturer helt fra 700-tallet og op til 1300-tallet. Kvadet Vølvens spådom skal fremsiges af en klog kone – en hekseagtig skikkelse, om man vil – en troldkvinde, der kan spå og se gennem århundreders guder og mennesker. Begyndelsen lyder sådan her i Suzanne Brøggers gendigtning fra 2015:

»Stilhed,
hør,
høj og hellig,
lav og luset;
Stamfar, det er dig der vil,
at vølven vælder over
med minder om dengang
og hvad jeg husker.«

Vølven er lige såvel moder, sandsigerske og troldkvinde – men hun var også en figur, hvis skikkelse kunne indtages af den lokale kloge kvinde. Vølven fremsiger ud over en skabelsesfortælling et særligt fælles »jeg«, et fælles ophav i de marker, som Gefion pløjede, under de himle, hvor Thor kastede sin hammer.

Den skarpe læser vil have bemærket, at Brøggers oversættelse bygger på et andet princip end Homers. Det er ikke stavelser, men bogstavrim, der driver teksten – for eksempel h’et, der rimes på, i hør/høj/hellig. Det gør teksten let at huske og skaber et lydligt gennemgående træk, et fast princip, som fællesskabets mytologi er digtet efter.

Ældre Edda beskriver myter, aldrig enkelte personers historiske livsforløb – og det er en ret vigtig forskel fra sagaerne, der ofte pralede om den enkeltes heltemodige dåd. Vølvens spådom er en fællesskabshistorie, det er selve fællesskabets skabelse.

Det minder i øvrigt om en anden skabelsesmyte, der også sætter det mundtliges kraft højest. »Lad der blive lys«, siger Gud i Første Mosebog, og i Johannesevangeliet er ordet altings katalysator: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.«

Det talte ord har en skabende kraft. Og det, det skaber fremfor alt, er fællesskaber. Mennesker, der lever med de samme historier, fortæller dem videre til deres børn og glemmer, hvor de oprindeligt kom fra, kædes sammen i usynlige fællesskaber, der er meget sværere at bryde op, end grænser og landsbysamfund er det. 

Kong Arthur skifter form

Da Gutenberg i 1439 opfandt trykkemaskinen, ændrede verden sig for altid. Nu kunne Biblens ord såvel som satiretegninger spredes for ingen penge.

Men de mundtlige fortællinger med deres metamorfoser i form og udsigere skiftede snarere status frem for at forsvinde. Et klassisk eksempel på en myriade af metamorfoser er myten om kong Arthur. Han kommer til at inkarnere en kulturkamp, som går på tværs af middelalder, renæssance og Første Verdenskrig – og som i høj grad handler om den orale fortælletraditions magt over for skriftsproget.

Og i dag kender vi ham måske bedst i form af den sorthumoristiske Monty Python og de skøre riddere fra 1974. I filmen prøver de skøre riddere at indtage en fransk borg med en trojansk kanin, de støder på de fjollede riddere af Ni!, og klodsede kong Arthur virker måske ikke som en oplagt folkehelt. 

Og det har han måske heller ikke været i virkeligheden. Der hersker usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet har eksisteret, men efter sigende skulle han have været en keltisk, hedensk konge i 500-tallet, der kæmpede mod sakserne. Men i den første nedskrevne historie om ham, der er fra 1100-tallet, er han pludselig en kristen konge, der kæmper mod hedninge.

Det var en af middelalderens store kulturkampe: hedenskab over for kristendom, og her spillede inkorporationen af gamle, mundtlige myter i den nye religion en stor rolle – kronikøren Geoffrey of Monmouth, der første gang nedskriver myten om Arthur, henviser direkte til legenden som en folkefortælling, der har ligget og ulmet i den engelske muld i århundreder.

Det giver nemlig fortællingen et skvæt autenticitet. Den er bundet langt dybere til folk og landskab, hvis den som et spøgelse smyger sig gennem århundrederne og dermed er en fælles fantasi fremfor en til lejligheden opfundet politisk myte.

Kong Arthur, der i myterne kæmper mod drager og andre uhyrer, blev upopulær i renæssancens foragt for middelalderens mørke overtro. Således faldt han uden for politisk favør, men blev straks taget op igen i 1800-tallet, da en række engelske malere dyrkede idéen om en romantisk folkesjæl ligesom brødrene Grimm i øvrigt. 

De såkaldte prærafaelitter fremstillede kong Arthur som angelsaksisk, gyldenhåret helt, og han fik også visse kærlighedshistorier tilføjet. Han var en vigtig figur i et nyopfundet, britisk slægtskab.

Efter første verdenskrig blev han igen bandlyst, da de politiske vinde skiftede, og da det idylliske aspekt ved krigsmyrderier var gået af mode. Som det britiske imperium tabte magt i verden, måtte også det ypperste symbol på kampvillighed forandre sig, og kong Arthur dukker op i blødere form i Disneyfilm som Sværdet i stenen (1963) og snart i en britisk selvsatire som Monty Python. 

Men for at forstå, hvad der både i 1100-tallet og i 1800-tallet gjorde det ligefrem politisk interessant at hænge sine argumenter op på en mundtlig myte, må vi springe til den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004).

Lydfetichisme

Det er nemlig med Derrida, at vi kan forstå, hvor stor en betydning modsætningen mellem tale og skrift egentlig har i den vestlige kultur. De virker lykkeligt forenede, når vi kører i bus eller løber ad skovstier med det skrevne ord i øret, men fra Platon til Rousseau har litteraturhistoriens store kanoner klaget over, at deres skrift kun var en slags billig efterligning af talen, der flyder umedieret fra svælget.

Talen, siger Derrida, har ’adamisk status’ – den er oprindelig, den er ikke splittet fra sin afsender. Han kalder endda vores optagethed af denne uragtige lyd for phonocentrisme, det vil sige lydfeticherende kultur.

Men Derrida er en revolutionens mand, og hierarkiet tale-over-sprog hiver han på kringlet og kompliceret vis fra hinanden. Hvem har for eksempel ikke forsøgt at skrive en kladde om og om igen for at finde den mest rigtige ordlyd, eller bakset i timevis med en tale til en vigtig begivenhed, vel vidende at de rigtige ord ikke kommer af sig selv. Det talte sprog beror lige så meget som det skriftlige på normer, man må følge for at gøre sig forståelig, og i tale som i skrift er der lige rig mulighed for misforståelser.

Det, Derrida finder, er en grundlæggende menneskelig længsel. Længslen efter noget, der er oprindeligt. Noget ægte og evigt, som vi kan samles om.

Både skrift og tale kan aktiveres som noget, der er mere værd end noget andet, men måske er vi dag nået dertil, hvor det er skriften, og ikke talen, der har fået mytologisk status. Vi længes efter tid og overskud, og at bruge en weekend begravet i skønlitteratur er de færreste børnefamilier forundt. At sluge en krimi på cykelstien ses ned på, det er jo ikke ’rigtig’ læsning blot at høre bogen.

Sådan forholder det sig faktisk ikke. I så seriøse medier som The New York Times, The Washington Post og Time Magazine diskuterer psykologer og didaktikere jævnligt, om det er bedre at lytte end at læse – og svaret er entydigt, at de to former blot egner sig til forskellige situationer. 

Men hver eneste gang det nævnes, at lydbogen skam har sine fordele, indledes det af en lang række forbehold. For eksempel at det ikke kræver samme engagement i teksten blot at høre den, at man går glip af detaljer, at hjernen måske ikke opfanger alt, når den skal multitaske – men at det trods alt er bedre, at folk lytter fremfor slet ikke at læse.

Derfor handler det nok mere om status, end det handler om kvalitet. Tid er en senmoderne mangelvare – og det er blevet en luksus at læne sig tilbage med en lang bog, som flere danske fremtidsforskere peger på. 

Sonetrytme eller sommerfugle

Hvor både den mundtlige og skriftlige fortælletradition er lige ustabile, lige løgnagtige og uautentiske, så er lyd uomtvisteligt kropsligt. Det kan endda være rytme, man skal lytte og mærke efter, hvis man ikke kan få hold om det skrevne ord. Denne kropslige dynamik i rytme får man øje på, hvis man læser efter lyd i en systemdigter som Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen (1991). Den sidste sonet lyder således:

»De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajčinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.«

Christensens poesi er fortættet og referencetung, men hun bruger en særlig form for rytmeskema, der passer særligt godt til temaerne om forgængelighed, genopstandelse og erindring. Det er sonetten, som er bygget op af 14 vers, hvor hvert vers har 11 stavelser.

Ordet »sonet« kommer af italiensk og betyder bogstaveligt talt sang, og digtformen har i kraft af sin rytme en særlig syngende lyd, som munder ud i en hjerteskærende finale i de sidste tre vers.

Sonetter har fra italienske middelalderdigtere til Shakespeare besunget tabt kærlighed og forsøgt at kalde den tilbage. Med sonetformen hentyder Christensen til, at der findes et slags større hele, et lydligt dyb, som alles sorger og længsler kan smelte sammen i – selv når man egentlig ikke ved, hvordan sommerfugle som admiraler eller sørgekåber ser ud, eller hvor Brajčinodalen ligger. Alene i sonettens fremadskriden kan man høre længslen og klagen, som det hele handler om.

Højskolesange på dialekt

Det talte sprog rummer også en masse andre markører for tilhørsforhold. 

Tag nu for eksempel indspilningen af Stine Pilgaards bestseller fra i år, Meter i Sekundet. Romanen handler om en kvinde, der er flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste, der er lærer på den lokale højskole. Her bakser hun med at forstå de lokales ordknaphed, med at lære at køre bil og generelt med at forbinde sig til andre mennesker.

Bogen er læst op af skuespiller Sofie Torp, der ligesom forfatteren selv er født i Århus og taler med en klar østjysk dialekt – og hun parodierer kraftigt de vestjyske vendinger. Der opstår en spænding mellem østjydens boblende, syngende sprog, der vælder ud over lange monologer, og så de stilfærdige vestjyder, der afmålt mumler »tja« eller »tjo« til hvad end, der bliver sagt.

Oplæsningen, hvor dialekterne for alvor støder mod hinanden, tilføjer lag til Meter i sekundets grundtemaer: at høre hjemme, at forstå andre mennesker, at gøre sig forståelig. 

Indimellem afbrydes fortællingen i Meter i sekundet af sange skrevet på melodier fra højskolesangbogen. En af Pilgaards nydigtninger, »Fortabt er jeg stadig«, blev optaget i højskolesangbogen i 2018. Et andet sted digter hun en hymne til »De korte sætningers land«, altså Vestjylland, som skal synges på melodien »Kære Linedanser«. Den går sådan her:

»Kære fladland, langt fra himlen
i det vilde vest
som en ridder
når jeg gider
sadler jeg min hest. 

Mens jeg slås mod møller her
og langsomt slår mig ned
så taler jeg om vind og vejr
og blæsten bliver ved. 

Hvis man vil, så kan man lære
at elske
de korte sætningers land
et sprog skabt af vind og af jord og vand«. 

Og Sofie Torp synger for fuld hammer på lydbogen. Så bryder ens private lydøre-rum pludselig ud i skrål og rytmik, og lydbogen forener skrift, dialekt og sang, som århundreders litteraturforskere har brudt op i kategorier og hierarkier. Stine Pilgaard forener roman og rytmik med stedsans og fællesskab – og Meter i sekundet er den seneste krone på et værk, der indbefatter årtusinders fortællinger i lyd. 

Alle ejer lyden

Lyd har før den digitale revolution været en så flyvsk størrelse, at de lydligt transmitterede fortællinger gennem verdenshistorien har kunnet bruges som argumenter i ophedede politiske debatter – med underteksten »dette må være sandt, for det har vi sagt i århundreder«, uafhængigt af, om for eksempel kong Arthur egentlig var en ægte helt eller ej.

At lytte til fortællinger har på en og samme tid været noget af det allermest folkelige og det allermest elitære. I bondestuerne har man fortalt trolddomseventyr og moraliserende advarselsmyter, mens man ved hoffene og i det gamle Athen har ansat skjalde til at synge om gudernes liv og måske digte ens egen rigdom ind i fortællingen.

I dag er lydbogen blevet allemandseje, og nu får vi pludselig øje for, at de regionale forskelle i Jylland også handler om den lyd og de ord, man giver følelser og tankestrømme, og at Inger Christensens sorgfulde sommerfuldebilleder måske bedst kan optages gennem de små hår, der rejser sig, når man følger rimenes melodiske rytme. Spørgsmålet er, om bogtrykkerkunstens parentes er forbi – og om vi i fremtiden skal forstå fortællinger som lig med svingninger, der rammer vores ører i kraftfulde bølger. 

Kilder: Benedict Anderson: Imagined Communities (2006), Ældre Edda (Heimskringla.no), Hans Hertel (red).: Verdens litteraturhistorie, bind 1-3 (1985-1995), Jacques Derrida: Of Grammatology (1967), L’écriture et la différence (1967), John Miles Foley: »Oral Tradition and its implications« (1997), The Johns Hopkins Guide to Literary Theory and Criticism (2005): Jacqueline Henkel »Linguistics and Language «, Alan Durant: »Orality and literacy«, Maria Tatar: The Annotated Brothers Grimm (2004), Milman Parry, »The Making of Homeric Verse« (1971), Minna Skafte Jensen: Homer og hans tilhørere (1991), N.J. Hingham. King Arthur: Myth-Making and History (2002), »How the Grimm Brothers Saved the Fairy Tale« National Endowment for the Humanities (2015), Suzanne Brøgger: Vølvens Spådom (1994), Søren Mørch. »Bogtryk. En gave fra Fanden selv« (2007).