Feature
Læsetid: 13 min.

»Kan man tisse i dragten,« spørger jeg min kæreste, og hun nikker bekræftende

En bølge af hipsters skyller ind over kystbyen Klitmøller i disse år. Forfatter Kristina Nya Glaffey og hendes sammenbragte middelklassefamilie flyder i slipstrømmen
En bølge af hipsters skyller ind over kystbyen Klitmøller i disse år. Forfatter Kristina Nya Glaffey og hendes sammenbragte middelklassefamilie flyder i slipstrømmen

Katrine Bælum

Kultur
16. oktober 2020

Min kæreste vil købe en windsurfer, erklærer hun en eftermiddag, da vi cykler med de fire sammenbragte hjem fra Amager Strand i den nyindkøbte el-ladcykel og om på Engvej, hvor vi flyttede ind i villalejligheden øverst i en murermestervilla i maj.

»Er du blevet rig,« spurgte Martin, min forfatterkollega, mig, da vi tilfældigvis mødtes i en flyver mod London i marts kort efter, min kæreste og jeg havde underskrevet købskontrakten, og jeg fortalte ham om vores flytteplaner.

De fleste forfattere, inklusive mig selv, har, som det måske er læseren bekendt, en meget beskeden årsindkomst, og indkøb af villalejligheder nær stranden i København hører ikke til dagens orden blandt de af standens medlemmer, jeg omgås. »Nej,« det kunne jeg afvise, der var ingen afdøde onkler i Amerika på færde, ingen lottogevinster eller opgravede sørøverskatte i haven, forklaringen var den simple, for den insisterede Martin på at få, at min kæreste arbejder i en branche, som får bankrådgiverne til at se med milde øjne på lån i millionklassen.

Så nu har jeg altså min daglige færden her på Engvej, mens jeg forsøger at finde mig til rette i min nye identitet som overlægefrue. Metroen kører med jævne mellemrum forbi omme på den anden side af vejen ude foran stuevinduet, når jeg sidder ved skrivebordet og arbejder og minder mig om, at forbindelsen til storbyen ikke er kappet helt, selv om fuglekvidderen fra det åbentstående vindue og den mennesketomme villavej næsten giver associationer til min barndoms provinsby.

Når jeg i kaffepauserne sidder oppe på førstesalens terrasse, tegner flyenes ruter mod lufthavnen sig som hvide striber mod himlen over Øresund, der i skiftende blå og grønne nuancer glimter i sommersolen længst ude mod horisonten, tankskibene sejler langsommeligt forbi, sejlbådene driver, kitesurfernes farvestrålende drager er udspændt af vinden.

Indimellem suser også en windsurfer forbi hen over vandet, og min kæreste – hun vil være én af dem. Og hun vil have mig med – i slimfitvåddragt og ud i bølgernes brusen. På det punkt er hun som typecastet herude på Amagers strandvillaveje. For det er nu så dejligt at slappe af i weekenderne efter en hård uge på højtlønsjobbet med en sund og voldsomt dyr vandsportsinteresse, havet ligger jo alligevel lige i baghaven, og så er det bare at spænde kalorius op på stationcarens tagbagagebærer og trille ned ad villavejen til vandkanten.

Welkommen

»Kan du ikke se det for dig,« siger hun, mens jeg hjuler afsted på el-ladcyklen. Hun forsøger at fremmane et inciterende billede af mig og hende og alle børnene i en pakket campervan med surfbrædderne på taget og på vej på farten, hvem ved, måske allerede i næste skolesommerferie. Børnene hviner af fryd. Nej, ærlig talt, det kan jeg ikke, tænker jeg og siger, at jo, helt sikkert, det lyder da vildt dejligt. Et halvlangt liv har lært mig, at man sjældent kender sig selv særlig godt, jeg har ikke haft noget så eksotisk som en fritidsinteresse, siden jeg var teenager, og det gælder om at tage løbebanen på vejen til desperate housewife i opløbet, tænker jeg. Windsurfing it is, og to uger efter har jeg bestilt et introkursus i windsurfing til mig og min kæreste i vores forlængede børnefri weekend.

Vi kører hele vejen i hendes stationcar til Danmarks Cold Hawaii, Klitmøller, ungdoms-tv-serie-spottet og hipstermagneten helt nordvest i midten af nationalparken Thy, det er sen aften, da vi ankommer, vores Airbnb-vært er ved at løfte sine surfbrædder ned fra tagbagagebæreren på bilen i indkørslen.

»Welkommen,« siger han på klingende vestjysk og viser os ind i annekset, som ham og hans kone har fået ombygget.

Det ligner prototypen på et anonymt hotelværelse hvor som helst i verden. På naboterrassen overfor sidder en ældre mand i blå Kansas-smækbukser, over ham hænger, fra tagudhænget på parcelhuset, et par store farvede glaskugler i grønne net, det ser maritimt ud, han må være gammel fisker, tænker jeg. Vi smider taskerne på den opredte dobbeltseng og går en tur ned mod det hav, man allerede kan høre suse her fra baghaven.

På stranden er en snes fiskerbåde trukket op på land, garn og fiskekasser står i stakke op ad de små fiskerhuses hvide mure, og hundrede meter derfra, alleryderst på pynten, er vandet sort af surfere, de ligger i sorte heldragter og flyder på deres boards, venter på at tage den næste store bølge, der er også et par kitesurfere og en enkelt windsurfer på vandet. Lidt oppe på stranden ligger et stort moderne trækompleks, der åbenbart huser byens talentskole for surfere. Man kan gå hele vejen op ad det skrå tag og nyde den blændende smukke udsigt over stranden og havet.

Kristina Nya Glaffey

  • Født 1979
  • Færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2005
  • Debuterede med portrætbogen ’Lykkejægere’ i 2007 og har siden blandt andet skrevet ’Padder og krybdyr’ om lesbisk moderskab samt tre romaner om en regnbuefamilie, senest ’Fuck mor og Busser’ i 2019

Leonardo-effekten

Sceneriet giver mig associationer til en fiskerlandsby i Brasilien, jeg besøgte for mange år siden, et udsøgt, men på det tidspunkt næsten ukendt, surfspot allerøverst oppe mod ækvator på den nordøstlige kyst. Jeg var der ikke for at surfe, rejste bare lidt rundt i en ferie, halvt tilskuer, halvt medløber som sædvanlig, på stranden holdt en lille flok af langhårede surferbumser til, ellers var den lille landsby stort set kun beboet af fiskerne og deres familier.

Da jeg kom tilbage i forbindelse med en rejse ti år senere, var fiskerlandsbyen væk. Leonardo DiCaprio havde i mellemtiden sammen med sin kæreste, den brasilianske supermodel Gisele Bündchen, opdaget stedet og bygget et mindre palads af en sommerresidens ved stranden, der nu som følge af deres enorme kendiseffekt havde omdannet hele byen til et mere eller mindre klassisk turisthelvede. Væk var den halvautentiske oplevelse, jeg havde set frem til at genopleve.

Her i Klitmøller er jeg tilsyneladende også kommet en postgang for sent til at købe ind på følelsen af mødet med den oprindelige kultur. Ikke at byen synes at være helt oversvømmet af spahoteller og caffe latte endnu, men det er godt på vej, det er der ingen tvivl om.

Marie, psykolog, tidligere surfer på absolut eliteplan og bosiddende i Klitmøller siden 2016, synes, at min sammenligning med den brasilianske fiskerlandsby holder. Vi sidder ved et af cafébordene på Pandekagehusets terrasse og drikker chai latte:

»Folk begynder at flytte herop fra Vesterbro med alle deres christianiacykler og to go-kopper, det er, som om de ingen respekt har for lokalmiljøet.«

Jeg har fået Maries nummer af Rie fra min gamle gymnasieklasse, hun er også flyttet her til Klitmøller og poster jævnligt billeder af sig selv på Facebook i våddragt og med surfboardet under armen nede ved stranden. Jeg kan ikke helt vurdere hverken hendes smartness-grad eller hendes kaffepræferencer ud fra hendes facebookprofil. Men mig og min kæreste falder i hvert fald helt sikkert ikke rent inden for kategorien af de der storbysmarte typer, Marie refererer til, det har villakvarteret og stationcaren da sat en definitiv stopper for. Det næste bliver vel en golfrejse for vores vedkommende, tænker jeg og nipper til den chai latte, jeg kun bestilte for at abe efter Marie, mens jeg prøver at affinde mig med tanken om at være overladt til at repræsentere en eller anden subkategori af 1980’er-museare overklasse-fritids-windsurfere, der tydeligvis også har overset Maries klimaperspektiv og hendes back-to-nature-aspekt af windsurfing i farten:

»Det er ikke det, surfermiljøet repræsenterer for mig,« siger Marie og refererer til den der bølge af hipsters, som tilsyneladende skyller ind over kystbyen i disse år.

»For mig handler det om at søge en anden livsstil, om at forfølge nogle mål i livet, som ikke bare er hus og job og børn. Det handler også om at være tæt på naturen, om respekt for den natur og om bæredygtighed.«

Hvem der bare kunne lune sig ved tanken om at være normstormer.

Æ eg lissom dengang med tyskerne

Flokken af fiskere nede i de hvide huse ved stranden synes nu ellers, det går meget godt med den nye generation af surfere og deres respekt for lokalmiljøet og naturen, da jeg spørger dem på min vej tilbage til stationcaren på parkeringspladsen.

»Det æ eg lissom dengang med tyskerne for 20-25 år sejn,« siger Bjarne på den lokale dialekt og knapper en af de kolde Tuborg, der står på voksdugen mellem os, op og rækker den til mig.

»De smed deres brædder alle vegne.«

Nå. Så var der alligevel lidt oprindelighed at hente for den kræsne og ihærdige turist, tænker jeg og tager en tår af den kolde pilsner.

»De unge har vi ikke noget imod,« siger han.

»Vi skal alle sammen have lov til at være her,« istemmer Erik, og Kevin nikker.

De pensionerede fiskere her i lystfiskerklubben er sig pinligt bevidste om, at det er surferne og de tilrejsende turister, der holder liv i byen nu, dem, der sørger for grundlaget for Spar-købmanden og skolen og alle de små butikker og cafeer langs Ørhagevej. Alligevel kan de, ligesom mig, ikke sige sig fri for en vis nostalgi. Åh, dengang Klitmøller var et rent fiskerparadis, og man på en god dag hev for 20-30.000 kroner fisk op af havet, dengang før fiskeriet var de kæmpe trawlere i Hanstholms alene.

»Det war tider,« som Erik siger.

Eller dengang i begyndelsen af 1980’erne, hvor kartoffelkur og massearbejdsløshed sendte alle Klitmøllers beboere på havet for at fange fisk, der kunne sælges på auktionen og omsættes til klingende mønt. Dengang den hedengangne kro var fyldt, hver gang vejret ikke tillod bådene at sejle ud på havet, og hvor man uden problemer kunne få for tusind kroner øl og snaps på kredit, så længe man bare havde »grajer i æ haw« – altså net i havet, som fiskeguldet snart ville svømme lige ind i.

Det føles ikke, som om der er 200 meter mellem Pandekagehuset og lystfiskerklubben, det føles mere som en tidsrejse eller et ormehul, siden Marie sad og smed om sig med surferterminologi – backloop, backwind jibe og så videre. Hun havde tydeligvis noget at have det i. Marie Sandbak har fået topplaceringer i ’Danish nationals in waves’ flere gange og fik i flere år sponsoreret sit udstyr af firmaer, som så reklamepotentiale i at have deres logo med Marie rundt til alle de internationale surfspots – Maui, Tenerife, Baja, hvor hun turede rundt i en årrække og kun var hjemme i Danmark i oktober og november, når vindforholdene var optimale til windsurfing.

Windsurfing er ellers ikke nogen stor eller udbredt sportsgren i Danmark, blandt andet fordi udstyret er dyrt, men også fordi der næsten ikke findes udstyr til børn, og folk derfor må vente, til de er mindst tolv, med at begynde at windsurfe for alvor. Det er desuden en stærkt mandsdomineret sport, og de få danske kvinder, der windsurfer på eliteplan, har svært ved at finde værdige kolleger at konkurrere med.

Det kommer helt sikkert ikke til at være mig, der vender op og ned på den kedelige statistik, må jeg sande, allerede da jeg begynder at trække i den sorte dragt næste dag. Den vil ligesom ikke rigtig på. Det sorte, fugtige neopren klistrer til huden, jeg haler og haler, og omsider lykkes det mig at svuppe dragtens højre bukseben lidt op om mit underben.

To-tre timer i vandet

The rest is history, som man siger, og nu står vi så i fuld mundering her lørdag formiddag over for hinanden på græsset nede ved bredden af Vandet Sø lidt inde i landet, mig, min kæreste og det lille hold af håbefulde medsurfister. Neoprendragterne overlader intet til fantasien, hvad angår mine og de andre kommende windsurferes kropsformer, kurver, udposninger, mavebælter etcetera. Dragten afslører det hele, og variationen i højder og drøjder er i sig selv en formildende omstændighed, tænker jeg, de kæmpestore begynderboards med ekstra finner er bygget til at bære os alle, store som små, sikkert med vinden hen over vandspejlet.

Det er nu ikke meget, vinden rører på sig her til formiddag. Krat og buske står ellers og læner sig skråt ind mod land, hvor end man bevæger sig her i området, men kun en mild brise får i dag sivene langs søbredden til at duve svagt frem og tilbage, da vi løfter boards og sejl fra bådebroen og ned i vandet.

Så langt, så godt, tænker jeg og mærker nu tydeligt min spændte blære med udsigt til to-tre timer i vandet uden tissepause.

»Kan man tisse i dragten,« spørger jeg frimodigt min kæreste, der nikkende bekræfter, at det jo som bekendt er en våddragt.

Super, tænker jeg og armer mig langs badebroen længst muligt væk fra resten af gruppen for at lade mit vand i fred. Den velkendte, varme fornemmelse breder sig mod mine inderlår. Og bliver der. Vedvarende. Jeg forsøger at hoppe lidt op og ned for ligesom at ryste tisset ud af dragten og ud i søvandet. Det lykkes ikke. Det er, som om tisset bliver derinde, det skvulper rundt mellem mine ben, og det er i hvert fald ikke en mulighed at få det til at løbe ud af buksebenene, tænker jeg, som sidder klinet ind mod min hud hele vejen ned til mine ankler.

Men hva’, tænker jeg så, mens mine holdkammerater begynder den forsøgsvise opstigning på deres windsurfere ude på vandet, professionelle windsurfere skal vel også tisse? Det må vel være en del af selve windsurfoplevelsen så, at man før eller siden bærer rundt på denne varme skvulpen i kortere eller længere tid. Længere bliver det så i mit tilfælde, eftersom klokken lige har passeret 10.30, og vores session først slutter klokken 13.00. Anyways. Det skal i hvert fald ikke stoppe mig, for jeg har opmærksomt lyttet til alle dessinerne fra Kasper, vores instruktør, oppe på søbredden, og jeg er så klar på at komme op på min windsurfer nu.

Vinden i ryggen. Det er regel nummer ét. Vindretningen forekommer mig at være en anelse diffus, men Kasper formanede os på grund af fralandsvinden om ikke at løfte sejl og boards ned, før han selv var kommet i vandet, så til en start stiller jeg mig med ryggen til badebroen og skæver over mod de andre, drejer lidt på windsurferen, der ligger med sejlet krænget ned mod vandet, så den peger i samme retning som de andres. Nu gælder det opstigningen. Jeg kravler op fra stående position på sandbunden, indtil mine knæ er placeret med lige afstand til masten imellem dem, og forsøger så at komme på fødderne oppe på boardet, svajer lidt, jojo, men står snart ret op og ned, får fat i linen og begynder at trække sejlet op ad vandet og ind mod mig, så jeg kan få fat om gribebøjlen på siden, mens jeg tager de to små dansetrin med fødderne bagud, præcis sådan som Kasper har instrueret os i.

Positionen minder til forveksling om den, man skulle stå med fødderne i, da jeg som barn spillede suzukiviolin, jeg er på hjemmebane med andre ord, vinden tager fat i sejlet, jeg læner mig tilbage for at bruge min vægt til at balancere imod vindkraften, og så sker det: »I’m fucking suuurfing,« som Keanu Reeves skriger i halvfemserfilmklassikeren Point Break, da han første gang kommer op på en bølge, stående på det, nuvel, lidt mere bad boy-agtige surfboard, altså dem uden sejl forstås, og rider på en bølge ind mod Californiens kyst.

Min succes

Et estimat er, at min hastighed ligger omkring de ti kilometer i timen, det voluminøse begynderboard og vindhastigheden taget i betragtning er det slet ikke dårligt, tænker jeg. En forsigtig kasten blikket rundt på søen bekræfter mig i min succes. Den tyske mor og hendes teenagesøn ryger på skift i vandet, allerede når de forsøger at rejse sig op på boardet, mens silhuetten af den topmavede senior og hans topmavede søn glider forbi længere ude på søen i nogenlunde stil, ser det ud til.

Min kæreste er om muligt mere kålhøgen end mig, da klokken nærmer sig 13. Hun har også, med Kaspers hjælp, lært at vende og sejle tilbage med vinden uden først at skulle ned i vandet og dreje boardet rundt med håndkraft. Hun er praktisk talt professionel, skal man tro hendes selvsikkerhed, og intet kan stoppe hende fra at købe en windsurfer nu, det er tydeligt, hun er allerede inde på Den Blå Avis, da jeg sidder bag rattet og kører os de ti kilometer tilbage til Klitmøller. De sorte dragter har vi smidt nede på måtterne bag forsæderne, og en umiskendelig ram lugt af urin har bredt sig i takt med varmeblæserens cirkulation af kabinens luft. Lugten bringer mig hurtigt de to-tre timer tilbage i tiden, og jeg ser bebrejdende på min kæreste, for jeg håber, hun er klar over, hvem det var, der gav mig carte blanche til at tisse i den.

Hun trækker på skuldrene og forsøger at se uskyldig ud. Og så kommer den, indrømmelsen. For det havde faktisk slået hende, umiddelbart efter fripasset var givet, at det nok var en tørdragt, vi var trukket i, en tørdragt der som bekendt er designet til at holde vandet ude – og inde åbenbart. Men lidt retfærdighed er der i det mindste til. For min kæreste er ved at sprænges, hun har holdt sig i over tre timer nu, og musklerne om hendes blære er næsten ved at give fortabt. Hun sidder og småhopper på sædet, mens hun scroller ned over søgeresultaterne på dba, og mens jeg, næsten umærkeligt, løfter foden fra speederen en anelse for at forlænge køreturen bare en lille smule mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her