Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kanye West kalder musikindustrien for moderne slaveskibe, men kæmper mest sin egen sag

Kanye West har blæst til fælles kamp mod den multinationale musikindustri. Det sker ud fra et egoistisk ønske om at få ejerskab over egne indspilninger, men handler om noget så afgørende som økonomisk retfærdighed, frihed og ejerskab over sit eget arbejde, ikke mindst for afroamerikanere. Og minsandten om ikke han henter inspirationer fra fagforeningernes kollektive forhandlingsposition
Kanye West har blæst til fælles kamp mod den multinationale musikindustri. Det sker ud fra et egoistisk ønske om at få ejerskab over egne indspilninger, men handler om noget så afgørende som økonomisk retfærdighed, frihed og ejerskab over sit eget arbejde, ikke mindst for afroamerikanere. Og minsandten om ikke han henter inspirationer fra fagforeningernes kollektive forhandlingsposition

Katrine Bælum

Kultur
2. oktober 2020

»Stol på mig … Jeg stopper ikke,« står der i et tweet fra Kanye West den 16. september. Det gør hans stråle heller ikke i den tilhørende video, hvor man i loop ser den ramme ned i en toiletkumme, hvor der ligger en Grammy-prisstatuette.

Den 43-årige amerikanske stjernerapper og -producer Kanye West har erklæret krig mod den amerikanske musikindustri, og det er sket i en storm af tweets med start 15. september. Det udviklede sig allerede dagen efter til, at han uploadede et bjerg af scannede dokumenter, som han hævdede var hans kontrakt med Universal Music Group. Og stormen har i den forløbne tid antaget både morsomme, intimiderende, bibelske, racepolitiske og vanligt megalomane proportioner.

Stridens æble er Universals ejerskab over de såkaldte masters, altså de oprindelige indspilninger af Wests færdige musik. Som det er sædvane, så ejer de disse i lang tid, i Wests tilfælde op til 35 år efter udgivelsen.

Det har fået West op på de høje retoriske nagler og til at kalde til fælles kamp.

Den 16. september tweetede han – i versaler og uden tegnsætning: »Alle på Universal og Vivendi (moderselskabet, red.) må forstå, at jeg vil gøre alt i min juridiske magt og bruge min stemme indtil alle kunstnerkontrakter er ændret. Begyndende med mine indspilninger til mine børn. Jeg stopper ikke. Jeg lover jer, at jeg er smålig og meget personlig.«

Det sidste har han siden bevist. I syndfloden af tweets har han med navns nævnelse og fotos outet de hvide forretningsmænd, der tjener langt de fleste penge i industrien.

Men han har også animeret til fællesfront og i sine tweets anmodet om opbakning fra Bono, Jay-Z, Kendrick Lamar samt sine on-off-fjender Drake og Taylor Swift.

Swift så sidste år rettighederne til alle sine indspilninger – før hendes to seneste albummer – blive solgt til anden side. Ja, West har endda sagt, at han vil hjælpe hende med at vinde dem tilbage.

’Pladekontrakter er slaveri’

Uretfærdige kontrakter er nærmest en tradition i den gamle, multinationale del af musikbranchen, og eksempler på utilfredse stjerner, der i ungdoms dårskab har underskrevet vildt ufordelagtige kontrakter – med udsigt til et stort forskud – er utallige.

Mest berømt er Prince og hans skelsættende kamp for bedre forhold. I 1993 begyndte han i protest mod sin pladekontrakt med Warner Bros., som han underskrev som 19-årig, at optræde med ordet slave skrevet på sin kind. Ved samme lejlighed ændrede han sit navn til et symbol og siden til The Artist Formerly Known as Prince. I 1996 fik han en ny pladekontrakt med EMI Records og udgav det tredobbelte album Emancipation – frigørelse. I 2014 vendte han tilbage til Warner og fik da endelig ejerskab over sine indspilninger.

»Pladekontrakter er fuldstændig som – nu siger jeg ordet – slaveri,« sagde Prince i 2015 til NPR. Og den tråd har Kanye West samlet op fra begyndelsen.

»Jeg har brug for at se alles kontrakter med Universal og Sony. Jeg vil ikke se mit folk blive slavegjort. Jeg sætter mit liv på spil for mit folk. Musikindustrien og NBA (National Basketball Association, red.) er moderne slaveskibe. Jeg er den nye Moses,« tweetede han den 15. september.

Prince havde og Kanye West har da også en vigtig pointe. Musikkontrakter kan trælbinde kunstnere til et musikselskab for livet og uden noget ejerskab. Og det oprindeligt så forjættende forskud kan i nogle tilfælde – og gennem uigennemsigtige regnskaber – føre til kunstnerens evige gæld til musikselskabet.

Og selv når de har betalt deres gæld med renters rente, så ejer de alligevel ikke deres indspilninger. På musikbranchesitet Billboard forklarede West det urimelige i konstruktionen: »Forestil dig en bank, der lånte dig penge til at købe et hus. Når du så havde tilbagebetalt lånet, så sagde de, at de stadig ejede det.«

Den 20. september påpegede West så også en anden ubekvem sandhed om de multinationale selskaber. De har alle store aktieposter i Spotify, ja, Universal har for 2,2 milliarder dollars, hævdede West. Dermed kan Universals aktier stige i værdi, hvis Spotify forhandler ufordelagtige afspilningsaftaler igennem for Universals kunstnere. Det er en yderst uheldig dobbeltrolle.

Ønsker kollektive forhandlinger

Det er et gammelt paradigme, som Kanye West kæmper imod. Der er alternativer nu om dage. Mange yngre musikere og andre, yngre, mindre musikselskaber tilbyder helt andre rettigheder, ofte også til indspilningerne.

På musikbranchesitet Hypebot påpeges det også, at kampen kan være startet under indtryk af Taylor Swifts nye, fordelagtige kontrakt, hvor hun ejer sine egne indspilninger.

Kanye Wests aktuelle kamp er i hvert fald født af hans egen utilfredshed med egne vilkår, men det er omgående blev formuleret som et kollektivt anliggende. Hvilket det så også er. Det ene udelukker ikke det andet.

Kanye West har blæret sig med, at han nu har indrulleret topadvokater og musikentreprenører i sin kollektive kamp for bedre rettigheder for kunstnerne. »Jeg vil ikke have dem til at fixe min situation. Jeg vil have dem til af fixe alles situation,« sagde han til Billboard.

Det er så også blevet påpeget af flere kommentatorer, at Wests eget musikselskab G.O.O.D. ejer 50 procent af masterrettighederne til deres udgivelser. En kritik som Kanye West hurtigt har reageret prompte på ved at annoncere, at han vil give det fulde ejerskab til sine kunstnere.

Hans angreb på business as usual i den amerikanske musikbranche forener hans egoisme med hans blik for det store billede, og den handler om noget så afgørende som økonomisk lighed, frihed og ejerskab over sit eget arbejde, ikke mindst for de notorisk udnyttede afroamerikanske kunstnere.

Og West gør noget, som Prince ikke gjorde. Han skeler til fagforeningerne for at booste sin fælles front mod musikindustriens arbejdsforhold.

Den 22. september citerede han direkte fra fagforeningen Utility Workers Union of Americas hjemmeside. »Kollektive forhandlinger er vejen frem,« stod der sort på hvidt i hans tweet.

Det er uventede ord fra en erklæret Trump-fan.

Der er håb, også for Kanye West.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her