KAPITEL III: FORSONINGEN
En tidlig morgen i sommeren 1945 banker det på døren til et lille hus i Kruså. Indenfor ligger en seksårig pige og sover ved siden af sin lillesøster. Deres mor er død af en mandelbetændelse året forinden. Nu har de kun deres far tilbage.
Han har gennem sit kølevognsfirma tjent godt på at handle med tyskerne under Besættelsen. Han har tilmed lånt en af sine vogne ud til tropperne ved Østfronten og meldt sig selv som zeitsfreiwillig i det tyske hjemmeværn. Nu skal regningen betales.
Uden for døren venter et hold af bevæbnede modstandsmænd i lange trenchcoats med maskinpistoler over skulderen. De kører ham væk i en bil, mens hans to piger står og kigger efter ham fra vinduet.
De kommende to år, mens han afsoner sin straf i Fårhuslejren for landssvigerisk adfærd, bliver hans døtre passet af et par tanter. Den ene halvdel af året hos den milde Tante Sommer, resten af året hos den strenge Tante Vinter.
Jeg synes, at der breder sig en kedelig sentimentalitet i Danmark på en lang række områder - mens det, der er virkeligt værd at hæge om og bevæge sig retning af, udsættes for urimelig kritik og modstand.
Måske har nationalromantikken virkelig vundet igen i denne omgang? At det er 'det danske' og ikke det, som vi har gjort Danmark til, folk falder i svime over? Jeg håber det ikke.
Ens historie er ikke blot historien om dét tidspunkt den påvirkede flest mennesker. Med det mener jeg, at tysksindedes historie heller ikke kun er historien om hvordan nogle tysk-talende personer i en kort period i 1900-tallet gik i krig med og begik forbrydelser imod andre dele af Europa og verden. Og ligeså vigtigt, at et folks historie som kultur, som lokalhistorie, ikke er det samme som dets kongers, kejseres, diktatorers, og andre "Store Mænds" historie.
Man kan ikke tage ansvar for de døde, hvis man ikke kan påvirke de dødes beslutninger. Man kan kun erklære at man ikke vil gentage deres fejl. Og man kan ikke flytte "hjem" til et hjem man forlod for 800 år siden. Det hjem er for længst dødt og borte, kun lokaliteten er nogenlunde bestående (hvis den da ikke er oversvømmet eller forsvundet under nye jordlag).
Skal grænse-landets regnebræt gøres op, kan vi starte med Lehmann, der absolut ville forsvare kongens hertugdømmer, Slesvig, Holstein & Lauenburg. Her blev grundlaget for de efterfølgende grænsedragninger lagt, hvilket betød, at de danske og de tyske, havde svært ved at bekende sindelag og derfor blev sønderjyder! Krigene tvang sønderjyderne til at tage et valg! Ubehagelige valg, da de ikke havde hverken del eller lod i de politiske strømninger.
Derfor hævn-handlinger mod tyskerne efter 45, er absurd, i forhold til sønderjydernes gensidige respekt for mindretallet, i forhold til de skiftende grænsedragninger. Hævnen taber i forhold til forsoningen. I 1955 fik vi København - Bonn aftalen og den understregede ligheden mellem mindretallene i nord og syd.
Hr. Adolf ødelagde meget, også svastika-symbolet, der var på Carlsbergs øl-flasker og elefanter, men som oprindeligt var et indisk frugtbarhedssymbol. Efter udryddelsen af ham og hans håndgangne mænd, må fokus være på forsoning og lige sameksistens. Han var jo ikke andet end endnu en "ubehagelighed" i verdenshistorien.