Katharina Kleys oldefædre var frivillige i det tyske hjemmeværn: »Det var måske meget godt, at tyskertårnet kom væk«

I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, sprængte danske modstandsfolk et gigantisk tysk sejrsmonument i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Hvorfor skulle tårnet væk? Og hvad betød sprængningen for det tyske mindretal, som endte på den forkerte side af historien? Nu hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
17-årige Katharina Hindrichsen Kley er en del det tyske mindretal i Aabenraa.

17-årige Katharina Hindrichsen Kley er en del det tyske mindretal i Aabenraa.

Kultur
9. oktober 2020

KAPITEL III: FORSONINGEN

En tidlig morgen i sommeren 1945 banker det på døren til et lille hus i Kruså. Indenfor ligger en seksårig pige og sover ved siden af sin lillesøster. Deres mor er død af en mandelbetændelse året forinden. Nu har de kun deres far tilbage.

Han har gennem sit kølevognsfirma tjent godt på at handle med tyskerne under Besættelsen. Han har tilmed lånt en af sine vogne ud til tropperne ved Østfronten og meldt sig selv som zeitsfreiwillig i det tyske hjemmeværn. Nu skal regningen betales.

Uden for døren venter et hold af bevæbnede modstandsmænd i lange trenchcoats med maskinpistoler over skulderen. De kører ham væk i en bil, mens hans to piger står og kigger efter ham fra vinduet.

De kommende to år, mens han afsoner sin straf i Fårhuslejren for landssvigerisk adfærd, bliver hans døtre passet af et par tanter. Den ene halvdel af året hos den milde Tante Sommer, resten af året hos den strenge Tante Vinter.

»Det er i hvert fald sådan, jeg har fået historien fortalt,« siger Katharina Hindrichsen Kley, en 17-årig ung kvinde fra det tyske mindretal i Aabenraa.

Det var hendes oldefar, der blev hentet, og hendes bedstemor, der blev forladt. Historien om dem er en del af hendes familiehistorie, den er en del af det tyske mindretals historie, og den er en del af Danmarks historie.

Under Besættelsen indrettede Nazisterne sig på toppen af Knivsbjerg. Og den 21. juni 1942 blev der holdt solhvervsfest med bål og blafrende naziflag.

Under Besættelsen indrettede Nazisterne sig på toppen af Knivsbjerg. Og den 21. juni 1942 blev der holdt solhvervsfest med bål og blafrende naziflag.

Museum Sønderjylland

Og et sted i det sønderjyske landskab flyder de mange historier sammen til én.

I august 1945, tre måneder efter befrielsen, sprængte danske modstandsfolk et gigantisk tysk sejrsmonument i luften på Knivsbjerg mellem Aabenraa og Haderslev. I årtier havde tårnet været et centralt samlingspunkt for det tyske mindretal, men under Besættelsen blev de årlige Knivsbjerg-møder indhyllet i blafrende naziflag og Hitler-hilsner, og de danske modstandsfolk gav hinanden et løfte: Når krigen var slut, skulle tårnet væk. Blandt de 40 sabotører, som den 16. august 1945 holdt deres løfte, var en ung kvinde ved navn Ulla Kunøe. Jeg har i to kapitler forsøgt at forstå hendes had til Knivsbjerg, hendes hævnlyst og stålsatte vilje til at lægge »tyskertårnet« i ruiner. 

Nu sidder jeg i en bil på vej til Knivsbjerg med en anden ung kvinde for at forsøge at forstå Knivsbjerg fra hendes perspektiv. Hvad repræsenterer Knivsbjerg i dag for hende og resten af det tyske mindretal, der havnede på den forkerte side af historien? 

En særlig form for dansk

Katharina Kley er dansker. Men hun er en særlig form for dansker.

Hun taler tysk med sine forældre og søskende. Hun har gået i tysk børnehave og tysk folkeskole. Hun er lige begyndt i 1.g på det tyske gymnasium i Aabenraa, og hun er næstformand for ungdomsorganisationen Junge Spitzen, som repræsenterer det tyske mindretal i Danmark.

Men hun taler samtidig flydende dansk og sønderjysk, er dansk statsborger og opvokset på familiegården Fuglsang lidt uden for Haderslev som 13. generation i en lang slægtskæde.

Katharina Kley er dansker, men hun er en tysksindet dansker.

17-årige Katharina Hindrichsen Kley er fra det tyske mindretal i Aabenraa.

17-årige Katharina Hindrichsen Kley er fra det tyske mindretal i Aabenraa.

»Hvis du spørger mig, så er det her jo Nordslesvig,« siger hun og peger ud på det bakkede sønderjyske landskab, der suser forbi bilruden udenfor.

»Men jeg kan også sagtens finde på at kalde det for Sønderjylland eller Syddanmark. Det kommer lidt an på, hvad jeg taler om – og hvem jeg taler med.«

Vi drejer af hovedvejen lidt nord for Aabenraa og kører ad en lang, stejl allé op til et sted, de færreste danskere nogensinde har sat deres ben. Knivsbjerg er ikke en del af den danske historie. De fleste, der kører forbi nedenfor, ser ikke andet end en tilfældig bakke i landskabet. Men for det tyske mindretal er netop dette punkt i den sønderjyske geografi af afgørende betydning for deres fælles liv i Danmark.

»Jeg tror ikke, der er nogen andre steder i Sønderjylland, der repræsenterer mindretallet stærkere end Knivsbjerg. Jeg er kommet her, lige siden jeg var lille, og jeg kan finde rundt med bind for øjnene,« siger Katharina Kley, mens vi cirkler os vej til fods mod toppen ad en grusbelagt sti.

Heroppe, på Sønderjyllands højeste punkt, kan man se helt til Genner Bugt.

»Det er bare så flot,« siger hun og skærmer for sollyset med en flad hånd over øjnene.

Her er helt tyst. Det er svært at forestille sig, at her engang har været blafrende naziflag, truttende trompeter og heilende menneskemasser. At tyske soldater fra Luftwaffe har ligget i barakker rundt om et knejsende granittårn, der med svulstige inskriptioner har prædiket germansk storhed og evig dansk underdanighed. Nu er her bare en salt brise og et hav af lykkelige barndomsminder. De handler om at rulle ned ad bakken i et frydefuldt hvin og lege tagfat med veninderne om sommeren.

Men fortiden er aldrig langt væk.

Lige bag os står et to meter højt stenmonument fra 1962, bygget af de tiloversblevne brokker fra det sprængte Bismarcktårn. »Jungs holt fast,« forkynder en inskription på monumentet, en opfordring til mindretallet om at holde fast i identiteten som tyske. Og den opfordring har Katharina Kley tænkt sig at følge.

»Helt klart,« siger hun og sætter en blafrende hårlok på plads bagved sit ene øre. »Jeg er vokset op med det tyske sprog og den tyske kultur, og det er jeg stolt af,« siger hun og ligner med det samme en, der har fortrudt sit ordvalg: »Hvis man altså kan være stolt af det,« skynder hun sig at tilføje.

– Hvad mener du?

»Ja, man skal jo altid passe lidt på, hvad man siger om identitet og den slags, når man er en del af det tyske mindretal. Nazikortet kan meget hurtigt blive trukket,« siger hun og fortæller, at flere af hendes venner har oplevet at blive kaldt for Hitler-svin eller Hitler-børn.

»Og vi er også blevet heilet af. Det sker ikke så tit. Men det sker.«

Det sene selvopgør

Lige efter Besættelsen var forholdet til det tyske mindretal i Sønderjylland præget af stor mistillid. Trusler, skyderier, hærværk og bombeattentater mod tysksindede og deres samlingssteder var udbredt de første par år og var medvirkende til, at det tyske mindretal snart udviklede en form for psykologisk forsvarsmekanisme: Fårhus-mentaliteten, kalder man den – efter den interneringslejr, hvor godt 3.500 »hjemmetyskere« i maj-juni 1945 blev placeret. Det var en mentalitet, der prædikede sammenhold for enhver pris. Man måtte undgå interne slagsmål og kritik, og man fastholdt en grundlæggende forståelse af, at det tyske mindretal efter krigen var blevet urimeligt behandlet af Danmark.

Det var heller ikke helt forkert, fortæller Hauke Grella, museumsdirektør for det tyske mindretals museum, Deutsches Museum Nordschleswig, da jeg møder ham tidligere på dagen i museets nyrenoverede lokaler i Sønderborg.

En treenighed af skolelukninger, retsopgør og fysiske overgreb tvang i de første år efter krigen mindretallet ind i en form for »parallelsamfund«.

»Det tyske mindretal anerkendte grænsen af 1920 og erklærede sig loyale mod den danske stat og konge. Men reelt var de jo ikke en del af det danske samfund i de første mange år efter krigen. De levede ved siden af samfundet. Og det tog mange år at ændre på dét,« fortæller han.

Det hjalp heller ikke på forsoningen, at gamle inkarnerede nazisympatisører kort efter krigen atter begyndte at røre på sig.

»Så har vi dem igen,« lød titlen på en tegning i satiremagasinet Æ Rummelpot fra 1951. Tegningen viste flere ledende medlemmer af det tyske mindretal stige heilende op fra ruinerne af det bortsprængte Knivsbjergtårn. Det var en karikatur, men den overdrev ikke virkeligheden. Godt fem år efter retsopgøret var de fleste af de tysksindede, som havde afsonet i Fårhuslejren, tilbage, og flere af dem vandrede lige ind i mindretallets ledelse.

»Det skabte et meget anspændt forhold til den danskeflertalsbefolkningg,« fortæller Hauke Grella.

Først i 1970’erne begyndte det dansk-tyske forhold i grænselandet at løsne op. Det skete, da et generationsopgør i mindretallet betød, at formandsposten i mindretallets ledelse og chefredaktørposten på dets avis Der NordSchleswiger blev besat af nye kræfter, der ikke i samme grad som deres forgængere var belastet af fortiden. 

Knivsbjergtårnet efter sprængningen i august 1945. Billedet er taget af en af modstandsbevægelsens egne fotografer, Th. Christesen.

Knivsbjergtårnet efter sprængningen i august 1945. Billedet er taget af en af modstandsbevægelsens egne fotografer, Th. Christesen.

Museum Sønderjylland

Dermed havde mindretallet langt om længe gjort sig fortjent til et officielt besøg fra dronning Margrethe. Det kom i 1986.

»Det var symbolet på, at der endelig var sket en udskiftning i det tyske mindretal – og det var også på tide,« siger Hauke Grella.

»I mange år var det tabu at snakke om, hvad der var foregået under krigen. Man vidste, at nogle havde været med i SS, og at nogle havde tjent i koncentrationslejrene. Men det blev ikke for alvor undersøgt. Og da det endelig skete, var det ikke historikere fra det tyske mindretal, der stod for afdækningen, men danske historikere, der bragte det frem.«

Hauke Grella ser alvorligt frem for sig:

»Det ville have været på sin plads, at vi havde ryddet op efter os selv.«

Skrevet ud af historien

»Gedenkstätte,« står der på et lille metalskilt på Knivsbjerg, der viser ned i mindretallets mindelund for soldater faldet i tysk tjeneste.

Katharina Kley viser hjemmevant rundt under de tætte trækroner, mens en duft af fugtig muld og nedfaldne blade stiger op fra jorden. Først de senere år er hun for alvor blevet bekendt med sin egen familiehistorie.

Op til kommunalvalget i 2017 hjalp hun sin far med at føre valgkamp for Slesvigsk Parti, da en ældre dansk mand på et tidspunkt kom op til dem og sagde: »Hvorfor flytter I ikke bare tilbage til Tyskland?« 

Katharina Kley har ingen familie i Tyskland, hun har aldrig boet i Tyskland, hun føler sig ikke som tysker. Alligevel bad han hende om at rejse ’hjem’. Det undrede hende, og det fik hende til at stille spørgsmål til sin egen familiehistorie, som hun ikke tidligere havde stillet.

I alt fem navne er blevet fjernet fra mindetavlerne på Knivsbjerg. De seneste i 2010, da det viste sig, at tavlerne rummede navnene på to mænd, der efter krigen var blevet henrettet af briterne i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

I alt fem navne er blevet fjernet fra mindetavlerne på Knivsbjerg. De seneste i 2010, da det viste sig, at tavlerne rummede navnene på to mænd, der efter krigen var blevet henrettet af briterne i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

»Jeg fandt ud af, at min ene oldefar faktisk havde været medlem af Det nationalsocialistiske tyske arbejderparti og meldt sig som krigsfrivillig til den tyske hær uden at blive taget. Og at begge mine oldefædre blev dømt i retsopgøret og afsonede i Fårhuslejren efter Besættelsen. Jeg har altid været glad for at være en del af det tyske mindretal, og jeg har aldrig skammet mig over det. Men pludselig kunne jeg bedre relatere til noget af vreden,« siger hun og tilføjer:

»Selv om jeg jo ikke har noget ansvar for det, der skete dengang.«

Mindelunden på Knivsbjerg består af en række sten med årstal og navne. Vi passerer dem en efter en i kronologisk rækkefølge. På stenen for 1939 står kun et navn. I 1940 nogle flere og endnu flere i 1942. Og da vi når til 1943 og frem, er stenene fuldstændigt overskrevne.

»Det er lidt uhyggeligt,« siger Katharina Kley og bliver et øjeblik helt stille.

I 1990 gik en anden kvinde forbi mindetavlerne på Knivsbjerg. Den 71-årige Dorthe Pedersen havde taget turen fra Esbjerg til Sønderjylland for at se nærmere på et stykke fælles danmarkshistorie, da hendes øjne tilfældigt slog ned på navnet Niels Riis. Hun fik et chok. Niels Riis var navnet på den gestapomand, der havde tortureret og mishandlet hendes bror på Staldgården i Kolding under Besættelsen. Efter krigen var han blevet retsforfulgt og henrettet. Ingen kunne i 1962, da mindelunden på Knivsbjerg blev anlagt, være i tvivl om, at han var en dømt krigsforbryder. Så hvorfor var han alligevel fundet værdig til at blive mindet her?

Dorthe Pedersen klagede til det tyske mindretals ledelse, som fjernede navnet. Med en vinkelsliber. Men dermed var fortidens spøgelser langtfra fordrevet. 

I alt fem navne er siden blevet fjernet fra mindetavlerne på Knivsbjerg. De seneste i 2010, da det viste sig, at tavlerne rummede navnene på to mænd, der efter krigen var blevet henrettet af briterne i Tyskland for grove krigsforbrydelser. Det har historikeren Henrik Skov Kristensen skrevet om i et kapitel i bogen Forundringsparat – festskrift til Inge Adriansen. Her beviser han desuden, at det ikke var nogen tilfældighed, at navnene på flere krigsforbrydere fandt vej til mindelunden i 1962, da den blev anlagt. Blandt initiativtagerne var nemlig flere gamle nazister fra mindretallet, herunder ikke mindst den tidligere SS-mand Paul Koopmann, der havde gjort fronttjeneste i Waffen-SS, og som ønskede at ære sine faldne kammerater.

I mange år var mindelundens officielle navn da også »Ehrenhain«, æreslund. Først i 2012 tog stedet navneforandring til »Gedenkstätte«, mindesmærke.

I dag er det fortsat praksis, at man fjerner navnene på soldater, som beviseligt er blevet dømt for krigsforbrydelser. Men det er ikke alle, der er enige i, at de bør fjernes.

»Jeg tvivler på, om det er den rigtige måde at gøre det på,« siger Hauke Grella, da jeg taler med ham på museet tidligere på dagen.

»Når man fjerner navnene, fjerner man også en del af historien. Navnene skal ikke æres og mindes, men deres historie skal fortælles. For det er vigtigt, at også den del af historien, der handler om at folk fra det tyske mindretal har været med til at begå krigsforbrydelser, kommer frem.«

Pistullas valg

Det er svært ikke at komme til at tænke på den beslutning, Ulla Kunøe og de andre modstandsfolk traf i august 1945, da de om natten sneg sig op på toppen af Knivsbjerg og sprængte det forhadte Bismarcktårn i luften. For dem var det ikke nok at sætte en formidlende plakette for foden af tårnet, der satte historien i kontekst. Det skulle sprænges ud af historien med et brag. »Man kunne ikke gøre andet med det tårn, og nogen måtte påtage sig opgaven!« som Ulla Kunøe formulerede det i sin klausulerede beretning om sin tid i modstandsbevægelsen. Men var det den rigtige beslutning?

Ulla Kunøe og en gruppe andre modstandsfolk sneg sig om natten i august 1945 op på toppen af Knivsbjerg og sprængte det forhadte Bismarcktårn i luften.

Ulla Kunøe og en gruppe andre modstandsfolk sneg sig om natten i august 1945 op på toppen af Knivsbjerg og sprængte det forhadte Bismarcktårn i luften.

Privatfoto

Jeg viser Katharina Kley et ungdomsbillede af Ulla Kunøe og fortæller hendes historie: At hun kom ind i modstandsbevægelsen som 23-årig i 1940. At hun gik under navnet Pistulla, fordi hun altid havde et skydevåben på sig. At hun ifølge sin egen søn havde likvideret en stikker på klos hold. At hun under krigen arbejdede som en central indsamler af efterretninger for modstandsbevægelsen, og at hun havde haft venner og kammerater, der blev taget af tyskerne og som enten blev fængslet, tortureret, skudt eller sendt i koncentrationslejr. 

Jeg vil gerne vide, hvad Katharina Kley tænker om hende og hendes valg.

»Jeg synes jo aldrig, det er godt at svare vold med vold,« siger hun.

»Det er noget, vi siger meget tit i det tyske mindretal. At vi skal arbejde for fred. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske alligevel var meget godt, at tårnet kom væk. For forsoningens skyld. Det var måske medvirkende til, at nogle af hadfølelserne også blev fejet væk.«

Det var næppe modstandsbevægelsens ærinde at gøre mindretallet en tjeneste tilbage i august 1945. Det var en knytnæve og ikke en fremstrakt hånd, der lagde tårnet i ruiner. Men måske sprængningen alligevel på en eller anden måde har været til gavn for mindretallet, der i dag slipper for at holde sine årlige Knivsbjerg-fester med håndbold og hygge foran en 45 meter høj kolos, der prædiker evigt tysk overherredømme.

For som Katharina Kley formulerer det, skal man ikke være »alt for stolt« over at være tysksindet i Danmark. 

»Hvis vi holder lidt for store arrangementer, er der stadig nogle, der ser skævt til det. Hvis vi hejser det tyske flag, er der stadig nogle, der bliver stødt. Og de tosprogede byskilte er vi altså heller ikke kommet igennem med endnu,« remser Katharina Kley op.

Alligevel er historien om dansk-tysk sameksistens overvejende en succes, mener hun. Den danske stat yder i dag mindretalsbeskyttelse og finansiel støtte til tysksprogede aktiviteter i grænselandet, herunder til tyske skoler, tysk gymnasium og tyske fodboldklubber. Og det samme gælder med omvendt fortegn på den anden side af grænsen. 

»Vi er kommet meget langt,« siger hun.

Så er Katharina Kley villig til at tilgive Ulla Kunøe og de andre modstandsfolk for at sprænge Knivsbjergtårnet i luften?

»Jaeh … det er jeg nok. Det er jo så længe siden. Og hvem ved, hvordan det ville være gået, hvis tårnet havde fået lov at stå,« siger hun.

Det er etspørgsmåll, vi aldrig får svar på. Ligesom vi heller aldrig får svar på, hvad det ville have betydet, hvis Fårhuslejren ikke havde eksisteret. Alligevel er det et spørgsmål, Katharina Kley og hendes storebror ofte diskuterer med andre fra det tyske mindretal. Mange tysksindede har kun onde minder om lejren. Det gælder også Katharina Kleys bedstemor, der som seksårig blev frarøvet sin far i to år, mens hun skiftevis blev passet hos Tante Sommer og Tante Vinter. Men hvis de tyske mænd fra mindretallet ikke var blevet sendt i Fårhuslejren og straffet, hvad ville den danske befolkning så have gjort med dem?

»Måske betød Fårhuslejren, at hævnen blev taget af bordet,« funderer Katharina Kley. »Og måske havde Knivsbjergtårnet den samme effekt.«

Måske, men vi ved det ikke. Det eneste, vi ved, er, at Knivsbjerg ikke sank i grus, da tårnet styrtede sammen. Stedet lever videre som mødested og mindested og fortæller i dag sin egen historie om had og forsoning i det danske grænseland.

Det er historien om modstandskvinden Ulla Kunøe, der ikke kunne få sjælefred, før tyskernes ugerninger under krigen var hævnet. Det er historien om hendes sønner, der voksede op i en verden af ’dem og os’, og hvor man ikke dansede med tyske piger. Det er historien om mindretallets udgrænsning fra samfundet efter krigen, om chikane og trusler, og om deres eget sene selvopgør. Men det er også historien om Katharina Kley og en ny generation af tysksindede danskere, der har forsonet sig med fortiden uden at glemme den.

For Knivsbjerg er mere end et punkt i den sønderjyske geografi. Det er et sted i en verden af symboler og betydning. Et sted, hvor historien tårner sig op.

Dette er tredje og sidste kapitel om modstandskvinden Ulla Kunøe og sprængningen af Bismarcktårnet ved Knivsbjerg: En fortælling om had og forsoning i det danske grænseland.

Modstandskvinden Pistulla og tyskertårnet, der skulle væk

I august 1945, tre måneder efter Befrielsen, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I 75-året for sprængningen fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland

Seneste artikler

  • Pistullas sønner dansede ikke med tyske piger

    2. oktober 2020
    I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
  • For Ulla Kunøe sluttede krigen først, da »tyskertårnet« ved Knivsbjerg blev sprængt

    25. september 2020
    I august 1945, tre måneder efter Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Sagen blev aldrig opklaret. Men for ti år siden røbede den nu afdøde modstandskvinde Ulla Kunøe i et hemmeligt dokument, hvad der i virkeligheden skete. I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg synes, at der breder sig en kedelig sentimentalitet i Danmark på en lang række områder - mens det, der er virkeligt værd at hæge om og bevæge sig retning af, udsættes for urimelig kritik og modstand.
Måske har nationalromantikken virkelig vundet igen i denne omgang? At det er 'det danske' og ikke det, som vi har gjort Danmark til, folk falder i svime over? Jeg håber det ikke.

Bjørn Pedersen

Ens historie er ikke blot historien om dét tidspunkt den påvirkede flest mennesker. Med det mener jeg, at tysksindedes historie heller ikke kun er historien om hvordan nogle tysk-talende personer i en kort period i 1900-tallet gik i krig med og begik forbrydelser imod andre dele af Europa og verden. Og ligeså vigtigt, at et folks historie som kultur, som lokalhistorie, ikke er det samme som dets kongers, kejseres, diktatorers, og andre "Store Mænds" historie.

Man kan ikke tage ansvar for de døde, hvis man ikke kan påvirke de dødes beslutninger. Man kan kun erklære at man ikke vil gentage deres fejl. Og man kan ikke flytte "hjem" til et hjem man forlod for 800 år siden. Det hjem er for længst dødt og borte, kun lokaliteten er nogenlunde bestående (hvis den da ikke er oversvømmet eller forsvundet under nye jordlag).

Peter Beck-Lauritzen

Skal grænse-landets regnebræt gøres op, kan vi starte med Lehmann, der absolut ville forsvare kongens hertugdømmer, Slesvig, Holstein & Lauenburg. Her blev grundlaget for de efterfølgende grænsedragninger lagt, hvilket betød, at de danske og de tyske, havde svært ved at bekende sindelag og derfor blev sønderjyder! Krigene tvang sønderjyderne til at tage et valg! Ubehagelige valg, da de ikke havde hverken del eller lod i de politiske strømninger.
Derfor hævn-handlinger mod tyskerne efter 45, er absurd, i forhold til sønderjydernes gensidige respekt for mindretallet, i forhold til de skiftende grænsedragninger. Hævnen taber i forhold til forsoningen. I 1955 fik vi København - Bonn aftalen og den understregede ligheden mellem mindretallene i nord og syd.
Hr. Adolf ødelagde meget, også svastika-symbolet, der var på Carlsbergs øl-flasker og elefanter, men som oprindeligt var et indisk frugtbarhedssymbol. Efter udryddelsen af ham og hans håndgangne mænd, må fokus være på forsoning og lige sameksistens. Han var jo ikke andet end endnu en "ubehagelighed" i verdenshistorien.