Kunstnerduoen How to kill a dog er alt for meget, så vi andre kan være lidt mere os selv

Jennifer Vedsted Christiansens telefon vibrerer. En masse sms’er tikker ind lige efter hinanden, og hun behøver ikke engang kigge på telefonen for at vide, hvem det er, der vil have fat i hende. Hun kender rytmen: Det kan kun være Emma Sehested Høeg. For hendes skrivestil er som den måde, hun bevæger sig og taler på. Der er fart på.

Jennifer Vedsted Christiansen er sceneinstruktør, og Emma Sehested Høeg er musiker og skuespiller. Tilsammen udgør de kunstnerduoen How to kill a dog.

De to er i kontakt med hinanden mindst ti gange om dagen, fortæller de, da vi alle tre slår os ned på en bænk i en hundegård på Østerbro. De skriver sammen om alt muligt. Planlægning og idéudvikling. Sender ros og hjerte-emojis.

Duoen mødte hinanden på Den Danske Scenekunstskole, hvorfra de begge dimitterede sidste år. Med et brag. Billetterne til deres selvstændige afgangsprojekt, kabareten Velkommen til Pandora, blev ikke bare udsolgt de to aftener, de havde planlagt at vise forestillingen, men også, da de forlængede forestillingen og senere genopsatte den på Østerbro Teater og teatret Mungo Park.

I en begejstret anmeldelse skrev Informations anmelder Nanna Goul, at hun ikke var »et øjeblik i tvivl om, at scenekunsten kommer til at se meget mere til de to kvinder bag forestillingen«.

Hun fik ret. Snart er de klar med deres næste forestilling, Lolita for altid, som får premiere på Østerbro Teater den 29. oktober. Som forgængeren bliver det med Emma Sehested Høeg på scenen, som man for nylig har set i tv-serien Limboland og i En Skærsommernats Drøm på Betty Nansen Teatret.

Duoen arbejder med udgangspunkt i sig selv og alle dem, de kan være. De vil afmytologisere kvinden og sætte hende fri fra alle de roller, hun ikke selv har defineret.

»Men i virkeligheden handler det lige så meget om at sætte os selv fri,« fortæller Emma Sehested Høeg.

En overskrift for duoens arbejde er forhandlingen med publikum. I deres seneste forestilling, ’Velkommen til Pandora’, blev publikum både inviteret med til fællessang om kvinders orgasmer og tilbudt et stykke af den kage, Emma Sehested Høeg havde haft sex med på scenen.

Emilie Lærke Henriksen

Ingen skam og ingen undskyldning

I Velkommen til Pandora er der en scene, hvor Emma Sehested Høeg har sex med en othellolagkage. Ideen til scenen tog udgangspunkt i lysten til at smadre noget værdifuldt. Først var det en iPhone, senere blev det til en othellolagkage.

»Jeg køber en kage til 200 kroner. Hvordan kan jeg ødelægge den? Med hånden, tænker jeg. Så tænker jeg, hvordan kan jeg gøre det vildere? Jeg sætter mig sgu på den. Jeg tager bukserne af. Jeg har sex med den,« forklarer Emma Sehested Høeg.

»For mig var det en måde at vise, at kvinders seksualitet ofte fremstilles som et smukt billede. Jeg ville vise, at kvinder onanerer, og når de kommer, er det ikke nødvendigvis særlig pænt. Det skulle ikke handle om, hvordan en mand havde lyst til, jeg skulle se ud, men om min egen lyst.«

I Velkommen til Pandora gør Emma Sehested Høeg alt det, man som kvinde ikke må. Hun er eksplicit omkring sin seksualitet, hun blærer sig med det, hun er dygtig til, og i det hele taget er hun for meget.

Forestillingen begynder med, at Emma Sehested Høeg sidder bag et klaver og synger en sang om at være genstand for tilskuernes blik. De har købt billet til hendes show, synger hun, og hun har tænkt sig at lave lige så mange fraseringer, som det passer hende.

Emma Sehested Høeg kan synge, og det ved hun godt. Men det føles ikke altid passende at vise det. For eksempel kan hun godt finde på at synge dårligere, end hun er i stand til, når der bliver sunget fødselsdagssang, og hun føler sig heller ikke altid kaldet til at være med, når man spritstiv om natten står på karaokebar. For det er bare ikke lige så sjovt for de andre, når man rammer alle tonerne, forklarer hun.

Men How to kill a dog sender alle den slags følelser på porten. De vil ikke undskylde for sig selv.

Fælles navlepiercing

»Se, det er os to,« siger Emma Sehested Høeg og peger på to hunde, der snuser til hinanden. 

Solen hænger lavt over hundegården, det får hundenes pels til at skinne.

Hunden er deres fællesnævner, og den repræsenterer både deres bedste og dårligste sider. På den ene side hungrer den efter opmærksomhed og vil gøre alt for at få anerkendelse. På den anden side er den trofast og altid klar på at lege. Det er en side af dem begge, som de overvejer, om de skal og kan tage livet af.

Det er også en metafor for, hvad det vil sige at stille sig op på en scene, siger Jennifer Vedsted Christiansen.

»For når vi stiller os derop, vil vi jo bare gerne elskes. Det er jo det, der er så sårbart ved at gøre det. At der er en mulighed for, at man ikke bliver det.«

Med Velkommen til Pandora ville de derfor lave en forestilling, hvor de var ligeglade med, hvad andre tænkte. Men, som de selv understreger paradokset i, var de lettede, da de fik stående bifald på premiereaftenen.

»Jeg er fandeme glad for den applaus,« siger Emma Sehested Høeg ærligt.

Da de var færdige med at lave Velkommen til Pandora, gik duoen ud og fik lavet navlepiercinger sammen.

»På den måde er vi jo nærmest gift,« fortæller de.

Men selv om de er tætte venner, er der ikke meget tid til at være det.

Det var først og fremmest arbejdet, der i første omgang forenede Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen. Når de skal fortælle deres fælles historie, begynder den ikke med, at de drak en kop kaffe en dag efter skole og talte om deres kærester flere timer i streg. Men med de forestillinger, de begge var en del af under deres uddannelse. Så først og fremmest lærte de hinanden at kende igennem den attitude, de mødte den andens ideer med. De sagde ja, og det driver stadig deres fælles »arbejdstrip«, som de kalder det, fremad.

Engang, før de var How to kill a dog, men blot studerende på Den Danske Scenekunstskole, skulle de planlægge en fest på skolen. Jennifer Vedsted Christiansen var lige kommet med en rigtig sjov idé. Men ideen blev skudt ned med det samme, da en af deres medstuderende spurgte, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

»Dér siger Jennifer,« begynder Emma Sehested Høeg med beundring i stemmen: »’Det må du ikke sige. Nu har du jo allerede ødelagt min idé’.«

»Og dér tænker jeg, at hun kan alt. Det er sådan noget, jeg aldrig selv ville turde sige.« 

Og da vidste Emma Sehested Høeg, at hun ville arbejde sammen med Jennifer Vedsted Christiansen.

De griber hinanden, forklarer duoen. Selv i de dårligste ideer.

»Alt bliver grebet,« siger Emma Sehested Høeg, og Jennifer Vedsted Christiansen stemmer i: »Med kærlighed.«

’Lolita for altid’ bliver ikke en klassisk teaterforestilling, men befinder sig derimod et sted mellem performance og koncert. Musikken har Emma Sehested Høeg komponeret.

Emilie Lærke Henriksen

Barbie Pussy

Tidligere samme dag overværer jeg en prøve på Lolita for altid. Emma Sehested Høeg skal til at optræde med en sang, hun har komponeret.

Sådan arbejder de: Uden manuskript, men med udgangspunkt i opgaver, som de stiller hinanden, og ting, de overrasker hinanden med. Ideerne skal bare afsted, for de vil hellere prøve en idé af end at sidde og snakke den til døde. Som de hunde, de er, leger de det frem.

De dokumenterer resultatet i tekst og billede, printer det ud og hænger det op på væggen. På det tidspunkt er det blot to dage siden, de gik i gang med prøverne, men allerede nu hænger der over tredive ideer i den overdimensionerede mindmap.

»Sorgritual over at blive ældre,« står der et sted.

»Kast en bold, hvis jeg siger noget dumt,« står der et andet sted.

Da forestillingens lyddesigner, Viktor Dahl, som også er til stede i prøverummet, tænder for musikken, har Emma Sehested Høeg klædt om. Iført en troldemaske og en lyserød gymnastikdragt med similisten går hun på gulvet og begynder at synge sangen »Barbie Pussy«.

Men hun må stoppe, fordi hun begynder at grine.

Da hun går i gang igen, træder hun op på en crosstrainer, som hun tramper i, mens troldemaskens hvide nylonhår lader sig fange i vinden fra den tændte vindmaskine, der er placeret foran crosstraineren. Igennem masken synger hun »I got a pussy, ain’t got no hair« med blikket fæstnet på Jennifer Vedsted Christiansen, som vrider sig i stolen af grin med hånden hvilende på sin mave. Tre uger efter premieren har Jennifer Vedsted Christiansen termin og bliver mor for tredje gang.

»You wanna lick, my pussy, lick my pussy,« fortsætter Emma Sehested Høeg igennem masken, nær ved at knække sammen af latter.

»Hold kæft, det er sjovt,« siger hun, da hun er færdig med at synge, og Jennifer Vedsted Christiansen viser hende en optagelse af hendes optræden.

Igennem telefonens højttalere hører man Emma Sehested Høegs stemme synge: »Penetration, hahaha, masturbation, blablabla.«

For duoen er det det, der er det vigtigste både på og uden for scenen. At de skal have det sjovt.

»Vi kan ikke kurere kræft, og vi er ikke hjerneforskere, så jeg synes, det er ret vigtigt, at vi har det sjovt,« siger Emma Sehested Høeg, da vi senere sidder i hundegården.

Jennifer Vedsted Christiansen stemmer i:

»Vi skal grine af alt det, der gør ondt, og holde fest på vores traumer.«

Lolita fortæller sin egen historie

Lolita for altid er langt fra Vladimir Nabokovs romanklassiker om en midaldrende litteraturprofessor, der fra pseudonymet Humbert Humbert skriver om sin besættelse af den 12-årige Dolores Haze, som han blandt andet kalder Lolita.

For her er det Lolita selv, der fortæller sin historie.

Hvorfor skal vi høre på hende?

»Fordi der aldrig er nogen, der har spurgt hende, hvordan hun har det. Jeg synes, det handler om at spørge: ’Hey, hvordan ser du verden?’« svarer Jennifer Vedsted Christiansen prompte og forklarer, at Lolita er én, der kæmper med, at hun altid bliver værdisat udefra.

Som led i deres research til forestillingen har de blandt andet læst bogen Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl, der er skrevet af kollektivet Tiqqun. Et udvalg af citater fra bogen har de skrevet af på små stykker papir og hængt op på væggen i deres prøverum. Med lilla tusch står der blandt andet: »Seduction is an aspect of social labor: that of the Young-Girl.« 

Når den unge pige fniser, skriver Tiqqun, så er hun på arbejde. 

Jennifer Vedsted Christiansen hæver stemmen, når hun taler om bogen.

»Oh my fucking god,« siger hun. 

»Det er et arbejde, som jeg tjener på!«

Så Lolita har også tænkt sig at udnytte sin kapital til egen fordel.

I forestillingen vil Lolita tale med mange tunger, ikke være én karakter, men et sammensurium af erfaringer. Hun vil have ungdommen og skønheden som sit privilegie, men hun vil også vide, at det er på lånt tid. En erfaring, som de udmærket er klar over, også peger tilbage på deres fag:

»Den Emma, der står på scenen, er også sit krop og sit køn, der er hendes kapital, fordi hun er skuespiller,« siger Jennifer Vedsted Christiansen.

»Engang var der en instruktør, der sagde til mig, at jeg skulle skynde mig at lave en masse film, mens jeg var ung, fordi der ikke var så meget på den anden side af 30,« fortæller Emma Sehested Høeg.

Dengang kvitterede hun med et: »Nå, okay, det havde jeg ikke lige tænkt over.«

»Men nu siger jeg: Go fuck yourself. Jeg laver mine egne roller!«

How to kill a dog undersøger i ’Lolita for altid’ den unge pige som en paradoksal figur i vores samfund, hvis udseende og adfærd tilskriver hende privilegier – men også gør hende sårbar og sætter hende i bås.

Emilie Lærke Henriksen

Være for meget, så andre kan være sig selv

»Må jeg sige noget,« spørger Emma Sehested Høeg, efter vi har siddet i hundegården noget tid.

»Jeg skal tisse, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Kan vi holde en pause?«

Imens Emma går om bag en busk, bliver der stille lidt, inden Jennifer siger:

»Ej, men prøv at høre her. Det er jo fucked up, er det ikke det? At hunden har en herre. Én ting er, at den altid er glad. Men den underlægger sig jo også en anden. Det er også det, der er vores opgør. Ikke at underlægge sig magten, men befri sig fra snoren.«

Da Emma Sehested Høeg kommer tilbage, siger Jennifer Vedsted Christiansen, at hun er gået i gang med at tale om patriarkatet.

»Yeah,« siger Emma Sehested Høeg, inden vi fortsætter, hvor vi slap.

Emma Sehested Høeg fik sin første filmrolle i 2005 i genindspilningerne af Far til fire. Her var hun – sammen med en masse andre håbefulde piger – til åben casting på rollen som Mie, uskyldighedens arketype, der altid laver sine lektier. Hun stod i kø i over ti timer, men fik ikke rollen. I stedet blev hun tilbudt rollen som Mies veninde, Julie.

Arbejdet i How to kill a dog har gjort hende opmærksom på sit ansvar som skuespiller. At rollerne, hun tager, skal fortælle deres egen historie.

How to kill a dog vil ikke kun være en platform, hvor de fortæller deres egen sandhed, men skabe plads til andres erfaringer. De vil være for meget, så andre kan være sig selv.

»Et mantra i vores arbejde har været, at vi må være så hudløst ærlige, som vi overhovedet kan være. Det er det, der driver alt det, vi laver. Vi må være overærlige, der hvor det bliver pinligt og too much,« siger Emma Sehested Høeg.

»For hvis vi overdriver de pinligste og grimmeste sider af os selv, så kan det være, at der også er én i publikum, der kan genkende sig selv bare lidt. Og det er nemmere at være den, der siger, at de også har det på en måde, end at være den første, der siger, at de har det sådan«, forklarer hun.

De har oplevet, at nogle fra publikum har henvendt sig til dem og fortalt, hvordan de har inspireret dem til at sige mindre undskyld og mere fra. Til at tage rød læbestift og strutskørt på. Hvis det altså er det, man har lyst til.

»Jeg tror på, at hvis vi siger noget, der er sandt for os, så er det højst sandsynligvis også en sandhed for andre. For så unikke er vi bare ikke,« tilføjer Jennifer Vedsted Christiansen.

Magtforhandling i teatersalen

En overskrift for duoens arbejde er forhandlingen med publikum. I Velkommen til Pandora skal publikum klæde Emma Sehested Høeg på, de skal synge fællessang, og de får stukket et papir i hånden med replikker, de skal sige (blandt andet: »Vi elsker dig!«). Det samme arbejder de med i Lolita for altid.

Under en af forestillingerne på Velkommen til Pandora var der én, som råbte »Så smil dog for fanden!« op til Emma Sehested Høeg på scenen.

Det fik Emma Sehested Høeg til at svare igen under forestillingens slutmonolog: »Hun sagde, at ingen skal fortælle hende, om hun skal smile,« fortæller Jennifer Vedsted Christiansen.

»På den måde er der hele tiden elastik til, hvem man står over for på scenen. Med det overskud synes jeg jo, at hun er den vildeste og dygtigste person i verden.«

– Men føler du dig aldrig udsat, når du står der?

»Nej, det er jo det,« svarer Emma Sehested Høeg.

»Da han sagde det, tænkte jeg bare: ’Fedt, jeg får dig senere!’ Det, der gør hele forskellen, er, at det her er mit show.«

Jennifer Vedsted Christiansen kigger ud over hundegården.

»Ved I, hvorfor alle dyr leger,« spørger hun.

»De leger ikke for at lære at slås, men for at lære, hvornår de skal slås. Så de kender forskel på alvor og leg. Det er lidt ligesom med teatret. Der øver vi os på livet, og det gør vi så sammen.«

»Så meget on point,« siger Emma Sehested Høeg og griner.

»Det synes jeg bare var 20 kroner over MobilePay det dér.«