Det er et splittet USA, der går til valg den 3. november. En splittelse, der ikke kun kan ses i meningsmålinger og blandt befolkningen, men som også findes på boghylderne.
Flere af efterårets nye titler afspejler en fragmenteret verden og belyser vægtige emner som racespændinger, klasseskel og kønspolitik. Her er fem nye bøger, der taler til en spændt og skræmt nation.
Den store muslimsk-amerikanske roman
Hovedpersonen hedder Ayad Akhtar ligesom forfatteren og er som virkelighedens Akhtar søn af muslimske indvandrere fra Pakistian og dertil en pulitzerpris-vindende dramatiker (Discraced, 2013). Trods sin succes har romanens Akhtar imidlertid en sær fornemmelse af ikke for alvor at høre til ved festerne og receptionerne på Manhattan, selv om han groft sagt kan tage for sig af alle buffetens retter, og på et tidspunkt spekulerer han på, om ikke han som poeten Walt Whitman kan bruge sine erfaringer og oplevelser til at sætte ord på en form for fælles amerikansk historie.
»Også min tunge er skabt af Amerika. Hver eneste celle i mit blod er skabt af denne jord, denne luft,« siger Akhtar i romanen, der, som det udtrykkes i The New York Times’ anmeldelse, handler om »at blive nægtet adgang til det whitmanske selskab, et sår skabt af 9/11, der har været smertefuldt for mange amerikanske muslimer, særligt dem, der ’føler sig hjemme’, eller troede, at de var hjemme, eller stræbte efter at komme til at være det.«
Romanens mest ukuelige amerikanske drømmer er fortællerens far, en læge, der engang har behandlet Donald Trump og ender som en loyal Trump-tilhænger. Faren er med egne ord »a great fan of America«, men sønnen fornemmer, at det er en facade og siger om sin far, at »han tror, han er amerikaner, men hvad han i virkeligheden mener, er, at han ønsker at blive amerikansk. Han føler sig stadig ikke som en«.
Ayed Akhtars autofiktive roman, hvis kapitler indimellem tager form af essays, udkom 15. september til rosende anmeldelser blandt andet i Kirkus Review, der kaldte Homeland Elegies »en dyb og provokerende undersøgelse af en kunstners snørklede amerikanske identitet.«
Ayad Akhtar: Homeland Elegies.
Dommedag ifølge Don DeLillo
Handlingen udspiller sig i 2022 og begynder om bord på et fly fra Paris med et amerikansk ægtepar på vej hjem efter et ferieophold. Planen er at tage direkte fra Newark Airport, når de lander, og til Manhattan, hvor en flok venner venter, så de alle kan hygge sig med at se Superbowl-finalen mellem Seahawks og Titans. Men pludselig forsvinder strømmen, pc-skærme bliver sorte, mobiltelefoner dør, og alt bliver stille, ikke blot på flyveren, men også på Manhattan. Panikken breder sig, folk har stadig coronaplagen i frisk erindring, og en af karaktererne spekulerer straks på, om en ny virus er på vej – eller er det russerne, måske kineserne, der er på spil: »Har de startet en internet-dommedag?«.
Don DeLillos skildring af en civilisation, der trues af at gå til grunde, fordi teknologien dør, er ifølge næsten alle amerikanske anmeldere båret af samme profetiske nerve som resten af forfatterskabet og er en roman, der – som Washington Post skrev – »fanger vor tids svulmende frygt«.
Don DeLillo: The Silence
Sæsonens bedst anmeldte roman
Handlingen i sidstnævnte, der udkom 6. oktober, foregår i august på Long Island, hvor et hvidt ægtepar fra Brooklyn holder ferie i et lejet sommerhus med deres teenagebørn. Alt er, som det skal være, indtil ejerne, et ældre sort ægtepar, en aften uventet vender hjem og flytter ind, fordi strømmen er gået i deres lejlighed i New York, hvor de havde tænkt sig at tilbringe weekenden. Spændingerne i sommerhuset, hvor hverken internet, mobil eller tv fungerer, tilspidses, men Alam har vendt det konventionelle scenarie på hovedet og ladet det sorte ægtepar, George og Ruth Washington, fremtræde både mere sofistikerede og velhavende end det hvide middelklassepar, der altså bor til leje, hvilket ikke forhindrer konen i at tænke:
»Hun hadede George Washington (hvad var det også for et navn?), og hun hadede Ruth, og hun bebrejdede dem for at have bragt deres verden ind i dette hus.«
Al kommunikation med omverdenen er brudt for de fire voksne og to børn, der gradvist må erkende, at den tilværelse, den verden, de kender, er ved at glide fra dem. »Hvad end de så troede, at de vidste, var ikke bare forkert, men irrelevant,« skriver Alam i sin roman, der er nomineret til en National Book Award og ved at blive filmatiseret med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne.
Rumaan Alam: Leave the World Behind
Marilynne Robinson skriver om racisme
Det er ikke tit, vi i disse romaner er stødt på hverken racisme eller for den sags skyld Jack, der har haft det med at stikke af for at gå på druk eller bare passe sig selv, når tingene bliver for komplicerede. Men begge dele tackler Robinson hårdt i Jack, som vi møder, da han er blevet lukket ud af fængslet. Han bor i St. Louis og har mistet troen på det meste, men ikke på Della, en sort kvinde, som i modsætning til alle andre kan se det gode i ham.
I Gilead venter Jacks aldrende far, men i 1950’ernes USA, hvor handlingen udspiller sig, tager en hvid mand ikke en sort kvinde med hjem. Della er highschoollærer og kommer ifølge Jack fra »den mest respekterede familie på denne runde jord«, men ikke desto mindre må det forelskede par være på vagt, uanset hvor de færdes. Jack – der i forvejen føler sig som en outsider – fornemmer, hvordan folks blikke på gaden »glider over dem, en yderst nærværende trussel. Mod hende«.
Romanen, der udkom 29. september, delte mildt sagt de amerikanske anmeldere. Los Angeles Times ærgrer sig over, at Marilynne Robinson skøjter så let hen over »mere end et århundredes ubehagelige kendsgerninger – fra Iowas racistiske historie til calvinisternes splittelse, der har frembragt dagens konservative ekstremister – for at fremstille et billede af en idealiseret fælles americanness, der fortoner sig, så snart man forsøger at stille skarpt på den.«
Heroverfor står NPR’s anmelder, der roser Jack for at belyse USA’s racistiske historie og runder af med et lille håb om, at bogen vil få det hvide USA »til at erkende, at vi har en latent trang til at volde andre skade«.
Marilynne Robinson: Jack
Fra Charles Manson til #MeToo
I Daddy, der udkom 1. september, har forfatteren skruet tiden frem til i dag for at belyse #MeToo-fænomenet. Bogens ti noveller handler om usikre kvinder, der bruger deres seksualitet, fordi de enten keder sig eller føler sig tvunget til det, og ældre, selvbedrageriske mænd, der burde være fædre, men har travlt med at rende fra deres skumle fortid, misbruge deres magt eller blot har ondt af dem selv.
I novellen »Marion« – der er skrevet i 2013 og tydeligvis ligger til grund for romanen Pigerne – poserer en gruppe 12-13-årige piger nøgne for hinanden, som de har set, man gør i Playboy, og i »Los Angeles« arbejder Alice i en smart tøjbutik, hvor hun hver dag får at vide, at hun skal se sexet ud. »Kun unge piger arbejdede på gulvet (…) piger, der fremstod som et symbol på selve brandet« og fik »mænd til at blive hængende lidt for længe, mens de på dramatisk vis overvejede, om de skulle købe en hvid T-shirt og talte højt i mobiltelefon. De ville bemærkes«. I samlingens sidste novelle, »A/S/L«, forsøger en 35-årig gift kvinde på stoffer at tiltrække sig opmærksomhed fra en Harvey Weinstein-agtig figur ved over en sex-chatline at fortælle, at hun er 18 år og poserer med hænderne over brystvorterne.
Alle i Emma Clines univers skriger på opmærksomhed, kvinder såvel som de mænd, der ikke altid har gjort noget galt teknisk set, men hvis indstilling over for både yngre kvinder og egne børn har skabt en kultur uden sunde pejlemærker.
Springet fra Charles Manson til #MeToo kan måske synes stort, men som Pigerne handler også Daddy om kvinders udfordringer ved at finde deres identitet under et sexistisk mandligt blik og i et samfund, der er ved at sprække af spændinger og konflikter.
Emma Cline: Daddy
