Nu metal
Læsetid: 7 min.

Linkin Park var det første sprog, jeg fik for følelser

For 20 år siden debuterede Linkin Park med et album, der skulle blive et herostratisk hit og et fikspunkt i den udskældte hybridgenre, der dominerede hitlisterne i starten af 00’erne: nu metal. En genre, jeg elskede, lige indtil jeg opdagede, at det måtte jeg ikke
Som 15-årig var Mikka Tecza til koncert med Linkin Park i Forum i København. Allerede da var det ved at gå op for hende, at det var dårlig smag, og at det nok måtte blive hendes sidste sommer som fan. Indtil nu.

Som 15-årig var Mikka Tecza til koncert med Linkin Park i Forum i København. Allerede da var det ved at gå op for hende, at det var dårlig smag, og at det nok måtte blive hendes sidste sommer som fan. Indtil nu.

Larry Marano

Kultur
23. oktober 2020

For præcis 20 år siden – den 24. oktober år 2000 – skete der noget skelsættende for populærmusikken. Og for mig.

Fem mænd – Chester, Mike, Brad, Joe og Bob, tilsammen bandet Linkin Park – fik omsider efter flere års moslen rundt i undergrunden og banken på hos pladeselskaber lov at udgive deres debutalbum. Albummet hed Hybrid Theory, og det kan godt være, titlen ikke siger dig noget, men lur mig, om ikke du genkender mindst et par strofer:

»I tried so hard, and got so far, but in the end it doesn’t even matter.«

»Crawling in my skin, these wounds they will not heal.«

For Hybrid Theory blev et herostratisk hit. Til dato det bedst sælgende debutalbum i det 21. århundrede. Og med det fik en ny genre sit folkelige gennembrud: nu metal.

Ja, kære læser, ’nu’ som i new, altså ny, og metal som i heavy metal.

Den nye metal var, som titlen på Linkin Parks Hybrid Theory også antyder, en hybridgenre, der blandede hiphop og metal. Som bastardbarn af musikkens to vel nok mest puritanske, territoriebevogtende subkulturer var den næsten på forhånd dømt til at blive udskældt, og ganske rigtigt var det et barn, som ingen af de to fløje ville kendes ved.

Det var boybands til kohl-segmentet, smække-med-døren-musik, stuearrest-musik, sidde på ungdomsværelset i computerens blege skær og gruble, mens mor og far skændes-musik. Det var dels rappende, dels storbrølende mænd (for ja: Det var næsten kun mænd), det var vrede tekster om fremmedgjorthed, psykisk sygdom, selvskade, misbrug, dårlige forhold og undertrykkende autoriteter, det var fuld smæk på patos, og det var hurtige riffs og distortion. Linkin Parks lyd lå klart i den blødere ende: hård nok til stadig at føles alternativ, men melodisk nok til at tiltrække de lyttere, der blev skræmt væk af deres mere upolerede kolleger. Og så var de følsomme. Nærmest hudløse.

Det var som skræddersyet til MTV: forarbejdet og letoptagelig teenangst, massedistribueret til et købestærkt publikum, der ukritisk råbte med på alt, hvad der lugtede lidt, men helst ikke for meget, af modkultur.

Rent visuelt var det tudegrimt. Altå helt ustyrligt grimt. Så grimt, at det får nutidens mumblecore-rappere med deres ansigtstatoveringer og pisgule hår til at ligne et opslag i Euroman. Ligesom musikken var nu metalstilen en blanding af det værste fra rock og street, et sammensurium af skatekultur og horror og punk, dystopisk sci-fi og japanske tegnefilm, så det var gedebukkeskæg og hårpigge i røde og blå farver, klodsede skatersko, store skjorter, endnu større bukser, nitter, kæder, piercinger, flammer tatoveret op ad armene, læderarmbånd og omvendt kasket.

Og jeg elskede det. Jeg elsker det stadig.

Jeg har forsøgt at lade være. Men jeg kan ikke, for lyden af nu metal er uløseligt forbundet med mine tidlige teenageår. Og jeg ved, at jeg ikke er alene med den følelse.

På tyve år har Hybrid Theory solgt i nærheden af 30 millioner eksemplarer. Nu fejrer Linkin Park jubilæet med et superdeluxe bokssæt og en ikke mindre end fire timer og 25 minutter lang jubilæumsudgave af albummet på Spotify. Og går man ind på hjemmesiden linkinpark.com, møder man et computerskrivebord fra de tidlige 00’ere, komplet med gammeldaws mailklient, chatrum og fanforum. Det er åbenlyst designet til at vække nostalgi hos kernelytteren, og det går lige i blodet på mig.

For jeg husker det.

Jeg husker de mange, lange nætter, jeg tilbragte på diverse chatfora, og jeg husker, at det var her, jeg stødte på Linkin Park første gang.

Jeg husker, at jeg havde Hybrid Theory-cd’en med i skole, og vi hørte den på ghettoblasteren i klasselokalet i hvert frikvarter.

Jeg husker at ligge på gulvet foran fjernsynet og vente tålmodigt på at se videoerne på Boogie-listen.

Jeg husker de alt for store bukser, der kun lige kunne holdes oppe med mit tunge nittebælte, jeg husker, at jeg farvede mit hår med lilla skyllefarve, at jeg havde sikkerhedsnåle i ørene og drømte om en ring i læben, jeg husker, at jeg brugte den samme hårgelé som min kæreste: den gule fra G2B.

Jeg husker, at Linkin Park var det første sprog, jeg fik for følelser. Jeg husker, at det var dem, der satte ord på den angst, som var begyndt at rumstere i mig. Ord, der var så simple og ligetil, at en 12-årig kunne forstå dem.

Og jeg husker den snigende erkendelse af, at Linkin Park var dårlig smag. Og ikke bare det. Det var, hvad nutidens teenagere nok ville kalde cringe. Tåkrummende kikset. Og alt det, jeg følte, når jeg lyttede til dem, var kikset.

Jeg kan ikke pege på en konkret hændelse, der gjorde udslaget. Men jeg ved, at jeg var med min bedste ven til Linkin Park-koncert i Forum i 2007, vi var 15 år, min mor havde foræret mig billetten, og allerede da syntes jeg, at jeg var lidt for gammel. Og jeg havde i hvert fald ikke min Linkin Park-bandtrøje på, da jeg begyndte i gymnasiet et par måneder efter.

I gymnasiet var man enten poppet eller alternativ. Og Linkin Park var ingen af delene. Det var bare en trend, der var blevet utrendy igen.

Pludselig føltes det skamfuldt, at jeg havde lyttet til Linkin Park, og når jeg alligevel lyttede til dem i smug, kunne jeg kun tænke på, hvor kikset det var. Og er der noget, en teenager ikke vil være, er det som bekendt kikset. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre: Jeg tog afstand. Hånede og hadede dem, for kun sådan kunne jeg rense mig selv fra dem.

Årene gik. Nu metal døde lige stå stille ud. Det var jo altid en genre mellem to stole: lidt blød, lidt hård. Mange tonede med tiden skrigerocken ned, blev voksne og følsomme i stedet. 11 år efter sin debut sad Linkin Park pludselig i London og sang et indfølt cover af popstjernen Adeles kæmpeballade »Rolling in the deep«. Ikke at det gjorde dem mindre udskældte.

Det er et amputeret Linkin Park, der i år fejrer jubilæum. Psykisk sygdom var desværre ikke kun noget, gruppen dealede med på tekst, og i 2017 tog forsanger Chester Bennington sit eget liv, kun få måneder efter vennen og musikerkollegaen Chris Cornells selvmord. Begge mænd havde kæmpet med depression og misbrug gennem stort set hele deres voksenliv. Jeg kan huske, at jeg blev oprigtigt chokeret og ked af det, og mens internettet svømmede over af nekrologer, der betonede Benningtons betydning for metalscenen, begyndte jeg at skamme mig igen. Denne gang over at have brugt så meget energi på at lægge luft til et band, hvis største brøde var, at de lavede blød metal og blev populære på det.

Nu er jeg 29 år gammel og har efterhånden sluttet fred med nu metal. Skammen er erstattet af noget andet. Dels en følelse af omsorg for mit yngre, kiksede jeg, dels en følelse af samhørighed med alle dem, der var i samme båd, iklædt samme store bukser og med samme gelé i håret. Der er intet som en fælles kærlighed til noget udskældt, der kan knytte mennesker sammen. Pludselig er man 14 år, og det er os mod verden igen.

Jeg tror, det er derfor, jeg og min bedste ven stadig kan føre hele samtaler udelukkende i citater fra gamle nu metal-sange. Det er derfor, jeg har haft en kæreste som, da vi først mødtes, kunne kurtisere mig med et mixtape fyldt med Linkin Park, Papa Roach, Puddle of Mudd, P.O.D., og alle de andre bands, vi begge dyrkede engang. Det er derfor, at jeg, når jeg i dag møder et menneske, der var til den samme Linkin Park-koncert som jeg i 2007, får følelsen af, at vi allerede har kendt hinanden i mange år.

Nu metal er ikke bare en genre. Det er også en ekstremt tidsligt forankret kultur. Man er nødt til at have været ung i slutningen af halvfemserne og starten af nullerne for at kunne forstå, hvor stort det var, og hvor forhadt det blev.

Så forhadt, faktisk, at da jeg gjorde kulturredaktionen opmærksom på jubilæet, svarede avisens normalt ekstremt rummelige heavy metal-entusiast Anita Brask Rasmussen, at hun helst ville glemme, at nu metal overhovedet har eksisteret. Så stærke følelser vækker genren her 15-20 år efter. 

Men er det ikke på tide, at vi tilgiver den? Vi har trods alt rehabiliteret Nik & Jay, mavebluser, plateausko og gulerodsbukser. 

Jeg har lyttet en del til Linkin Parks debutalbum på det seneste. Og jeg synes, det lyder for fedt. Måske fordi jeg ikke længere er bange for at genbesøge den fremmedgjorte 12-årige, der sad på værelset med lilla skyllefarve i håret og endnu ikke vidste, at der var noget, der var god eller dårlig smag.

Tillykke med jubilæet, Linkin Park. Tak fordi I gav mig et sprog at skrige på.

PS: Inden I, der også var teenagere dengang, mailer mig og spørger, hvordan i alverden, jeg kan skrive så langt om nu metal uden at nævne genrens enfant terrible, Limp Bizkit, der solgte millioner og atter millioner af album i sluthalvfemserne og fik unge mænd verden over til at emulere forsanger Fred Dursts look med rød kasket, hvid T-shirt, drengerøvsattitude og soul patch? 

Dem er jeg faktisk ikke helt klar til, at vi rehabiliterer. De er virkelig dårlig smag.

Vi har naturligvis lavet en playlist med 10 uundgåelige nu metal-ørehængere, der kan sende dig tilbage til slut-90erne og start-00erne. Lyt med med her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant at læse dine overvejelser om, hvordan man opfattede nu metal og selv blev opfattet. Det lyder som om, at en masse ikke-musiske overvejelser fik lov at lægge et filter hen over det væsentlige, nemlig musikken. Jeg er født i 1958 og oplevede derfor nu metal ud fra et andet ståsted rent socialt og aldersmæssigt, som måske gav mig friheden til at fokusere på musikken på dens egne præmisser - jeg faldt for den og lytter stadig til Linkin Park, Disturbed osv med stor fornøjelse.