Læsetid: 7 min.

Linkin Park var det første sprog, jeg fik for følelser

For 20 år siden debuterede Linkin Park med et album, der skulle blive et herostratisk hit og et fikspunkt i den udskældte hybridgenre, der dominerede hitlisterne i starten af 00’erne: nu metal. En genre, jeg elskede, lige indtil jeg opdagede, at det måtte jeg ikke
Som 15-årig var Mikka Tecza til koncert med Linkin Park i Forum i København. Allerede da var det ved at gå op for hende, at det var dårlig smag, og at det nok måtte blive hendes sidste sommer som fan. Indtil nu.

Som 15-årig var Mikka Tecza til koncert med Linkin Park i Forum i København. Allerede da var det ved at gå op for hende, at det var dårlig smag, og at det nok måtte blive hendes sidste sommer som fan. Indtil nu.

Larry Marano

23. oktober 2020

For præcis 20 år siden – den 24. oktober år 2000 – skete der noget skelsættende for populærmusikken. Og for mig.

Fem mænd – Chester, Mike, Brad, Joe og Bob, tilsammen bandet Linkin Park – fik omsider efter flere års moslen rundt i undergrunden og banken på hos pladeselskaber lov at udgive deres debutalbum. Albummet hed Hybrid Theory, og det kan godt være, titlen ikke siger dig noget, men lur mig, om ikke du genkender mindst et par strofer:

»I tried so hard, and got so far, but in the end it doesn’t even matter.«

»Crawling in my skin, these wounds they will not heal.«

For Hybrid Theory blev et herostratisk hit. Til dato det bedst sælgende debutalbum i det 21. århundrede. Og med det fik en ny genre sit folkelige gennembrud: nu metal.

Ja, kære læser, ’nu’ som i new, altså ny, og metal som i heavy metal.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Jakobs
  • Eric Philipp
  • Kurt Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Niels Jakobs, Eric Philipp, Kurt Nielsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant at læse dine overvejelser om, hvordan man opfattede nu metal og selv blev opfattet. Det lyder som om, at en masse ikke-musiske overvejelser fik lov at lægge et filter hen over det væsentlige, nemlig musikken. Jeg er født i 1958 og oplevede derfor nu metal ud fra et andet ståsted rent socialt og aldersmæssigt, som måske gav mig friheden til at fokusere på musikken på dens egne præmisser - jeg faldt for den og lytter stadig til Linkin Park, Disturbed osv med stor fornøjelse.