Essay
Læsetid: 10 min.

I Louise Glücks poesi er der en sublim ensomhed, som bygger bro over følelsen af konflikt og savn

I sidste uge blev den amerikanske digter Louise Glück tildelt årets Nobelpris i litteratur, i den forbindelse har Henrik Petersen, der er medlem af Nobelkomiteen skrevet et essay om hendes digte
Den 77-årige forfatter Louise Glück modtog i år nobelprisen i litteratur. Glück har et tæt slægtskab med Emily Dickinson, skriver kritiker og medlem af Nobelkomiteen Henrik Petersen i dette essay om hendes digte.

Den 77-årige forfatter Louise Glück modtog i år nobelprisen i litteratur. Glück har et tæt slægtskab med Emily Dickinson, skriver kritiker og medlem af Nobelkomiteen Henrik Petersen i dette essay om hendes digte.

Katherine Wolkoff

Kultur
16. oktober 2020

»Hvis jeg læser en bog, og den gør min hele krop så kold, at ingen ild kan varme mig, så ved jeg, at det er poesi. Hvis jeg rent fysisk føler det, som om toppen af mit hoved blev taget af, så ved jeg, at det er poesi. Det er de eneste måder, jeg kender til. Er der nogen anden måde?«

Det er Emily Dickinsons berømte forklaring på, hvad der for hende var beviset på rigtig poesi. Det passer godt på Dickinsons rimede vers, som man plejer at fremhæve som så originale, at de kunne være skrevet af en digter fra en anden planet.

Louise Glücks poesi ligner ikke Dickinsons, ikke ved første blik. Glücks fortællende digte adskiller sig oftest ikke fra hverdagssproget. Den tryghed, som læseren lulles ind i af Glücks sikre fortællerstemme, er dog lumsk. Mens et digt foldes ud, forandres den verden, der beskrives. Hos Glück kan en eneste digtlinje åbne for uanede tankerum.

Mange af Glücks digte handler om familie og barndom, forældre og søskende. Grundindstillingen til familien i Glücks poesi er kamp. En søster døde, inden digteren blev født, hvilket dybt påvirker forholdet til moren. Med en anden, yngre, søster føres en livslang kamp i digtet. Moren beskrives med ord af alt for stor nærhed: Den fælles kvinderolle eller den kontrollerende moderrolle, som digteren indser, hun har arvet:

Jeg må lære
at tilgive min mor,

nu hvor jeg ikke formår
at skåne min søn.

Titlen på det pågældende digt, »Brown Circle«, spiller på det brændemærke, et forstørrelsesglas under stærk sol efterlader. Digtene om faren handler derimod om afstand, mangel på kommunikation – eller identifikation.

Tydeligst i »Mirror Image«:

I aften så jeg mig selv i det mørke vindue som
billedet af min far, hvis liv
blev tilbragt sådan
i tanker på døden, uden tanke for
andre sanseligheder,

Epicentrum i digtsamlingen Ararat (1990) er farens død: afskeden, begravelsen og livet, der går videre i familien. Relationen mellem moren og søstrene bliver mål for Glücks skarpe ironi i digtet »A Novel«, som viser, hvordan kønshierarkiet spøger, kvinderne løber frem og tilbage for farens skyld, selv om han næsten ikke er til længere. Begravelsen er et studie i tvang. Biografien løfter sig til et universelt billede, i digtet om »enkerne«, »A Fantasy«:

De sidder med foldede hænder
og forsøger at finde ud af dette nye liv.

En enke sidder under mindehøjtideligheden i sit hjem, gæsterne nærmer sig hende ceremonielt en efter en, mens hun ønsker sig bort. Hendes »eneste håb« ligger i at drømme sig tilbage i tiden, ikke så langt, det er nok med kirkegården eller sygehuset, sygesengen. Kvindens identitet defineres af omsorg, når hun selv er i centrum, forsvinder hun.

»A Fantasy« leder tankerne hen på det mentale styrtløb i Emily Dickinsons »I felt a Funeral, in my Brain« (1861), hvor der ikke er anden ro end i digtets suveræne form og dets drømmelignende registrering, ja, hele tilværelsen, opfattes som en lytning: »Being, but an Ear«. Selve anslaget til Glücks Ararat, »Parodos«, er fristende at læse som en hilsen til Dickinson:

Jeg skal sige dig
hvad jeg ville være –
et værktøj der lyttede.
Ikke ubevægelig: stille
Et stykke træ. En sten

Valget af tempus understreger den dobbelte rolle i Glücks sorgdigt, den ikkevældige lytter bliver den sårfyldte taler.

Til trods for alle opgør med familiemedlemmer opsiges kontrakten aldrig. Længe efter at begge forældre er borte, vedbliver de med at besøge digteren, som i det formidable »Visitors From Abroad« i Faithful and Virtuous Night (2014), hvor moren og faren apostroferes i tredje afdelings slutstrofe:

Jeg skriver om jer hele tiden, sagde jeg højt.
Hver gang jeg siger ’jeg’, handler det om jer.

Digterens kærlighedspartner står langt under barndomsfamilien i interessehierarki. Hendes eget kærlighedsliv henvises til baggrunden eller behandles med ironi. »The Wish« i Meadowlands (1996) er en ligefrem bekendelse om, hvordan digteren lever for digtet. I en ønskeleg med den daværende partner, når det er hendes tur til at ønske, handler det ikke om deres fælles liv:

Jeg ønskede mig hvad jeg altid ønsker.
Jeg ønskede mig endnu et digt.

I det mesterlige »The Reproach« (The Triumph of Achilles) anklages Eros for at have forrådt digteren ved at skænke hende lykkelig kærlighed. Altid har hun dyrket de forkerte guder, siger hun. Pilen i hendes hjerte vajer i vinden, skælver, som bevoksningen på den anden side af den flod, hun tankefuldt vandrer langs. Et ekko af Ovid; tydeligvis en af Glücks yndlingsdigtere.

Det er et kompromisløst forhold mellem digt og liv, der fremstilles. Gennem den genkommende familiefortælling træder en hverdag frem, men i sidste instans kan digtet ikke kategoriseres som biografisk. Den, der stifter bekendtskab med Glücks værk, forstår, at digtet udgør en frizone for grusomme følelser, universelle snarere end altid digterens egne, og dybe rædsler. En forsoning tilbyder det fuldendte digt; et instrument som »lytter«.

Sårede mennesker

Samtidig demonstrerer Glück kritisk digtets magt. »Cousins« i Ararat er et kosteligt stykke familiesatire, hvor hendes egen søn beskrives som »i fuldkommen ligevægt«, mens niecen beskrives som så konkurrenceminded, at hun ikke fatter sin ensomhed. Det er et ondsindet digt, tydeligt på digterens bekostning. Læseren erindrer sig »The Untrustworthy Speaker« i samme bog, om hvordan man aldrig kan stole på digteren, fordi hun tilhører kategorien ’sårede mennesker’:

Når jeg er tavs, da kommer sandheden frem.

»Prism« (Averno, 2006) udgør en længere variation over temaet:

Hvem kan sige hvad verden er? […]
Skidt. Fragmenter
af forvitrede sten hvor
det blottede hjerte bygger
et hus, minde […]
Som nogen opfatter
en fjende, gennem disse vinduer
opfattes
verden:

’her er køkkenet, her det mørklagte arbejdsværelse.’
Det betyder: Her er jeg herre

Jo længere ind i forfatterskabet vi kommer, desto vigtigere bliver den kritiske distance, samtidig med at tematikken uddybes. Glück skriver sig frem til et mere direkte, konfrontativt udtryk, men gennem traditionens filter, med forkærlighed for den græske eller romerske antik.

Den mere ugarderede ironi, som placerer megen tillid hos læseren, etableres i og med The Triumph of Achilles (1985). Forvandlingen mærkes helt ned på sætningsniveau. Glücks sætningsopbygning er muskuløs, hvert ord er rytmisk motiveret, samtidig med at forfatteren har en koncentreret holdning til adjektiver.

I »Brooding Likeness« anvender hun tyrens stjernetegn til at forme en tragisk livsfølelse. Begyndelsen af digtet opregner egenskaber, indkredser den stædige som en taberkarakter.

Jeg blev født i tyrens måned,
tyngdens måned,
eller det sænkede, destruktive hoveds
eller den målbevidste blindheds

I midten af scenen en støvet tyrefægterarena. Digteren identificerer sig med tyren, som modvilligt registrerer verden, vel vidende om sine udsigter. Mod slutningen fikseres skæbnen på himlen, i tyrens stjernetegn. En tanke løber på tværs mellem digtets tre dele, mens billedet forvandles.

Glücks cerebrale antikropslighed kan man fortolke som en ironi over et monumentalt kontrolbehov. I åbningsdigtet af The Triumph of Achilles, »Mock Orange«, er det lugten af en særlig blomme, som digteren »hader«, ligesom hun »hader sex«. Stemmens storslåede patos giver digtet en mægtig energi:

Hvordan kan jeg hvile?
Hvordan kan jeg være tilfreds
når der stadig er
den lugt i verden?

Umuligt at forsvare sig mod den dronningelignende stemme! Styrke og svaghed i samme udtryk, ligesom i digtet med tyren og bogtitlens Achilleusfigur. Selv Glücks måde at anvende negation og paradoks som poetisk middel på viser slægtskabet med Emily Dickinson.

Det antierotiske tema dukker op igen i titeldigtet til The Seven Ages (2001), med dets hæmningsløse misantropi:

Jeg elskede endog nogle gange på min modbydelige menneskemåde.

Det er med sort humor og feministisk satire, Glück oftest håndterer erotikken som tema. »Parable of the King« (Meadowlands) gengiver en indbildsk konges drøm om en kommende tidsalder i form af fantasier om slavepiger. I åbningsdigtet til samme bog opfordres Penelope til at forberede sig på Odysseus’ ankomst. Mentalt er hun et andet sted:

med din plagsomme krop
har du gjort ting du ikke burde
drøfte i digte

Snart er Odysseus her, solbrændt fra sine rejser,

og vil have sin grillede kylling.

Hvis den humoristisk anlagte Meadowlands beskriver afslutningen af et ægteskab, består den efterfølgende Vita Nova (1999) af tungt drømmeagtige digte med udgangspunkt i skilsmissen, men med ældningen og døden som fremtrædende tema.

Glück låner titel fra Dante, men det værk, den middelalderlige florentinske læser associerer til, er helvedesdelen i Den guddommelige komedie. »The New Life« er et idémættet digt baseret på forestillingen om arvesynd. Først i et liv efter livet forstår mennesket, hvad det dømmes til i og med fødslen.

Tværheden som motiv kommer igen, i kuriøs form, det er stædigheden som krystalliseret synd. En gang levede digteren som en rastløs tyran, svingende omkring sig med hast og jag – »en kilde til smerte i verden«:

trods al min kærlighed
kold om hjertet, som et overfladisk menneske.

Nu betaler hun med sin umedgørlighed.

En anden sandfærdig infernoskabelse er »Evening Prayers«, en skånselsløs dekonstruktion af bønnens motiv. Begge digte er eksempler på en ejendommelig udforskning af en transcendental udsigelsesposition.

I Glücks poesi er der en sublim ensomhed, som bygger bro over følelsen af konflikt og savn. Digtene om barndomsfamilien handler om digterens rødder snarere end om relationerne i sig selv. På lignende vis er døden hos Glück det absolutte punkt, som hun tematisk, æstetisk navigerer i forhold til. Et gådefuldt eksempel på hendes mere romantiske digtning er »The Evening Star« (Averno):

AFTENSTJERNEN

I nat, for første gang i mange år
viste der sig igen
for mig et syn af jordens pragt:

på aftenhimlen
syntes den første stjerne
at tage til i styrke
mens jorden blev mørk

indtil den ikke kunne blive mørkere.
Og lyset, som var dødens lys,
Så ud til at gengive jorden

dens kraft til at trøste. Der var
ikke andre stjerner. Kun den ene
hvis navn jeg kendte

som i mit andet liv voldte jeg hende
skade: Venus,
den tidlige aftens stjerne,

dig tilegner jeg
mit syn, da du på denne blanke flade

har kastet tilstrækkeligt lys
til at gøre min tanke
synlig igen

Digtet gengiver et epifanisk øjeblik. Ingen forstår, hvor længe en venten på ro har varet, før følelsen endelig kommer: Det ligger i dens natur at være ventet. Er det bogstaveligt på den måde, at digteren ikke ser andre »stjerner«, eller har hun kun øje for en? I (den græske og romerske) oldtid, så man Venus som en stjerne, hvilket lever videre i kælenavnet på vores solsystems anden planet.

Det, som gør det tydeligt, at Glück leger med et antikt verdensbillede, er personificeringen af »stjernen« med kønsbestemmelsen. Det er Venus, det brændende himmellegeme, og Venus, kærlighedsgudinden.

Er digterens »andre liv« billedligt ment som et udtryk for en periode så fjern, at den føles som et andet liv? Eller skal det måske betyde det virkelige liv uden for digtet? Uanset hvad – hvordan er det muligt at såre en kærlighedsgudinde, hvis ikke ved at forsage selve kærligheden? Digteren forsager altid kærligheden for digtets skyld.

Hvordan vi end fortolker kærlighedshistorien, vidner anledningen til, at digteren »sårer« Venus, kun om digterens taknemmelighed over for skriften. Ordvalget afslører en stolthed, jorden bliver igen tålelig at leve på og med, takket være det digt hun endelig kan skrive. Det er en digterindes triumf, som kommer til udtryk.

Hvis evnen til at elske er et mål for, hvor virkeligt et menneske føler sig, udgør digtet på alle måder det modsvarende vilkår for digteren. Problemet lader snarere til at være den jordiske kærlighed. Blind for andet har hun såret gudinden. Den tarvelige gamle jordiske kærlighedskamp løber ud af hende i lyset fra Venus. Det er først, når det jordiske lys slukkes, at en anden renere kærlighed bliver mulig.

Skal »dødens lys« læses som en metafor for digtet i forhold til livet? Venus er tvillingplaneten, som vender ind og ud på sig selv, som blev én stor glødende masse af vulkansk lava og giftige svovlskyer. Venus manifesterer denne modsætning til jorden, og symbolsk ofrer hun sig ved at oplyse livet på jorden med sin død.

Noget andet end livet

På lignende vis stiller det fuldendte digt sig til rådighed for at oplyse mennesket. Nogle gange defineres poesi som en sproglig andethed i forhold til hverdagssproget (som hos de russiske formalister). For Louise Glück er det fuldendte digt noget fundamentalt andet end livet (som hos Emily Dickinson).

Den æstetiske erfaring meddeler sig som et lyn, som en indsigt i de yderste vilkår. Det er sådan, vi kan forstå »visionen« i Glücks Venusdigt, i kraft af den korrespondens, der oprettes mellem poesien og stjernen. Digtet godtgør Venus kærlighedsgudinden gennem åbenbaring af himmelkroppen Venus som noget absolut andet. Digteren har held med at se Venus – derfor opnår hun gudindens tilgivelse.

Interessant er det at sammenligne Glücks Venusdigt med nogle af digtene om den døde søster, som titeldigtet i tredje samling, Descending Figure (1980): Den døde er så meget mere stille, som hun aldrig har lært at tale. Det fremragende »The Dream of Mourning« i samlingen af samme navn retter sig mod noget, som kun kan nås i drømme. Eller »Lost Love« i Ararat: Den døde søsters krop er en magnet i jorden, som trækker moderens hjerte ned til sig for at kunne vokse.

Emily Dickinsons poesiforståelse er aldrig langt væk. Overensstemmelsen mellem de to digtere handler mere om kognition end om diktion. Glücks læsere kan ikke undgå fra tid til anden at få kuldegysninger af de ideer, der kommer til udtryk.

Da er det, som om hjernen farer ud i rummet og er hjemme igen inden for et og samme sekund. Eller – som om toppen af ens hoved er blevet taget af og lige så hurtigt sat på igen. Emily Dickinsons bevis for, at Louise Glück hører til de virkelig store digtere.

Copyright Henrik Petersen og Information

Essay første gang bragt i svenske Aftonbladet

Oversat af Peter Nielsen. Digtoversættelserne af Louise Glück ved Peter Nielsen i kyndig dialog med Karsten Sand Iversen

Henrik Petersen er kritiker, oversætter og medlem af Nobelkomiteen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg må lære
at tilgive min mor,
nu hvor jeg ikke formår
at skåne min søn.

Et prisme af kærlighed, svimlende og universelt.