Interview
Læsetid: 7 min.

Medierne har medansvar for, at vi har brug for en anden #MeToo-bølge, mener medieforsker

Lektor Camilla Møhring Reestorff ser en vigtig pointe i, at mange fortællinger om sexisme først finder vej til offentligheden nu. Mediedækningen af sexisme under #MeToo-bevægelsens første bølgeskvulp skabte nemlig ikke de nødvendige rammer for, at kvinderne kunne stå frem
Lektor Camilla Møhring Reestorff ser en vigtig pointe i, at mange fortællinger om sexisme først finder vej til offentligheden nu. Mediedækningen af sexisme under #MeToo-bevægelsens første bølgeskvulp skabte nemlig ikke de nødvendige rammer for, at kvinderne kunne stå frem

Mia Mottelson

Kultur
9. oktober 2020

Underskrifterne bliver flere og flere. Det startede i mediebranchen, så fulgte nuværende og tidligere politikere trop, og i skrivende stund tilføjes der hver dag navne til en underskriftsindsamling blandt læger og medicinstuderende. Senest er også kvinder i dansk musik stået frem med vidnesbyrd i Politiken. Det fælles budskab er, at der er brug for et opgør med sexisme i de respektive brancher.

De mange nye beretninger er blevet kaldt en anden bølge af #MeToo. Men hvorfor fandt flere af historierne ikke vej til offentligheden, da den sociale bevægelse havde sit første højdepunkt?

»Når der nu er en form for anden bølge, ser jeg det som udtryk for en frustration over, at nogle fortællinger forblev usagte dengang. En del af forklaringen er, at der ikke har været de rigtige rammer og den nødvendige tillid for at stå frem i medierne,« siger Camilla Møhring Reestorff.

Hun er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og har forsket i mediedækningen af #MeToo-bevægelsen  i dens første år fra 2017 til 2018. Konklusionen dengang var, at der var en overvægt af negativt vinklede historier, ligesom den danske dækning var præget af opinionsstof og Hollywood-historier.

En negativ dækning

»Hvor nazisterne havde Gestapo, har den moderne feminisme #MeToo«.

»Er #MeToo blevet en heksejagt?«

»Hvad skal der blive af liderligheden efter #MeToo?«

Sådan lød nogle af de overskrifter på artikler og debatindlæg, Camilla Møhring Reestorff stødte på, da hun undersøgte, hvilke artikler om #MeToo de ni største danske nyhedsmedier delte på Facebook, og hvordan de gjorde det, da bevægelsen havde sit højdepunkt. Hun mener, at den journalistik, der behandlede seksuelle overgreb som et socialt og politisk problem, kom til at drukne i sladderhistorier fra udlandet samt debatstof, der advarede mod »heksejagt« og potentielle problemer afledt af #MeToo.

»Jeg bed mærke i, at der var en forskydning, hvor man gav mere plads til tænkte fremtidsscenarier end til det, der aktuelt skete. Nemlig at kvinder stod frem og fortalte om seksuelle overgreb og chikane,« siger hun.

Når #MeToo i så høj grad blev behandlet som debatstof, gjorde medierne det til et emne, alle kunne mene noget forskelligt om, frem for et mere strukturelt problem, som krævede både handling og svar fra blandt andet politikere, forklarer Camilla Møhring Reestorff.

»Derfor har medierne en del af ansvaret for, at nogle sager først afdækkes nu. Hvis de kvinder, der i dag beretter om oplevelser med sexisme, havde følt, at der var et trygt medielandskab at stå frem i dengang, havde de jo gjort det,« siger hun.

– Du har kaldt den danske presses dækning af #MeToo for negativ. Hvordan skal det forstås?

»Meget af dækningen, der blev delt på Facebook, var negativt framet. Her tænker jeg på historier centreret om enkeltpersoner med en negativ indstilling til #MeToo og på artikler, hvor mediet eller skribenten giver eksplicit udtryk for en kritisk holdning til bevægelsen. Selvfølgelig skal #MeToo også behandles kritisk, men der var et uforholdsmæssigt stort fokus på, hvordan man skulle passe på, at #MeToo ikke skulle gå ud over mænd – i stedet for at fokusere på dem, der var blevet udsat for overgreb.«

– Men skal man ikke også have blik for retssikkerheden for de mænd, der eventuelt risikerer at blive udstillet?

»Jo, selvfølgelig skal ingen uskyldige dømmes, men min undersøgelse af mediedækningen viser, at det var meget få danske mænd, der blev nævnt ved navn i forbindelse med #MeToo. Det er positivt, fordi det giver mulighed for at løfte blikket fra sladderhistorier og se strukturelt på overgreb og chikane. Men det var alligevel sjældent det strukturelle niveau, der blev efterladt plads til. I stedet fyldte debatstoffet, fordi #MeToo blev sat i en identitetspolitisk kontekst, og det fjernede fokusset fra seksuelle overgreb og sexisme som et samfundsproblem.«

Parallellen til Sverige

En del af udfordringen i mediedækningen var samtidig, at emnet ikke i tilstrækkelig grad fremstod som nyhedsstof, mener hun. Anderledes så det ud i Sverige, viser undersøgelsen Heksejagt eller revolution? En analyse af mediedækningen af #MeToo i Danmark og Sverige, der blev udgivet tidligere i år. To forskere fra henholdsvis Roskilde og Malmø Universitet har sammenlignet dækningen af #MeToo i danske og svenske dagblade. Deres analyse viser, at mens omtalen af bevægelsen i Danmark for det meste fandt vej til debatsiderne, behandlede man oftere emnet som nyhedsstof i Sverige.

Undersøgelsen

  • Lektor Camilla Møhring Reestorff på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet har analyseret mediedækningen af #MeToo i 2017 og 2018.
  • Hun fulgte følgende ni danske mediers delinger af artikler på Facebook: B.T., Berlingske, Dagbladet Information, DR Nyheder, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og TV 2.
  • Hendes studie viser, at syv ud af ni af medierne delte mere end dobbelt så mange negativt ’framede’ historier om #MeToo på Facebook. Hun byggede sin undersøgelse på mediernes Facebook-opdateringer for at kunne systematisere sit datamateriale.

»Der er stor forskel på, om man dækker emnet som nyhedsstof eller i højere grad ser det som en anledning til eksempelvis at diskutere, hvad der kan defineres som overgreb. Det betyder noget for, hvilken fortælling man bliver en del af, hvis man står frem med sin egen historie,« siger lektor Camilla Møhring Reestorff.

Undersøgelsen, som sammenligner den danske dækning med vores naboland, viser at flere svenske end danske politikere tog del i den offentlige samtale om #MeToo, netop fordi man i højere grad så på emnet som et samfundsproblem.

Forskerne, der står bag undersøgelsen, forklarer i deres konklusioner, at forskellen i det danske og svenske blik på #MeToo skyldes, at den danske ligestillingskamp stagnerede i 90’erne, mens feminisme i Sverige fandt vej til det politiske system. Her har flertallet af de svenske parlamentarikere har erklæret sig feminister. Lektor og medieforsker Camilla Møhring Reestorff tilslutter sig den forklaring. 

»Ligestilling som emne er nok ikke så sexet i Danmark, men der viser sig i lyset af de nye vidnesbyrd en større villighed til samtalen om sexisme som samfundsproblem,« vurderer hun.

Nye vidnesbyrd om sexisme

Når Camilla Møhring Reestorff følger den nuværende dækning af de seneste ugers mange afsløringer af sexisme, ser hun en større tendens til, at problematikken tages op som netop nyhedsstof og politisk journalistik.

»Vi ser nu, at forholdet mellem sexisme og magt italesættes mere, end det gjorde i det materiale, jeg sad med i 2017 og 2018. Der er en ny form for momentum for de her vidnesbyrd i medierne nu,« siger hun.

– Hvorfor ser dækningen anderledes ud i dag?

»Medierne har jo fået løftet dynen i egen branche denne gang. Det, at vidnesbyrdene er startet med journalisterne selv, har gjort en forskel, fordi man nu også ser problemerne indefra, og på den måde bliver det umuligt at distancere sig fra. Samtidig betyder volumen også noget.«

For da Sofie Linde stod frem og fortalte, at en mediechef i DR havde truet at med ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob, var der i første omgang mange af de samme reaktioner som sidst, fortæller Camilla Møhring Reestorff.

Hvorfor bruge taletid ved Zulu Comedy Galla til det? Hvorfor opgav hun ikke navnet på manden? Ville det blive en ny heksejagt på mænd?

»Da knap 1.700 kvinder i mediebranchen skrev under på et støttebrev til Sofie Linde, ændrede tonen sig, og vi ser nu en hel branche, der må erkende sine egne udfordringer. De sager, der kommer frem nu, benægtes ikke i samme grad,« siger hun. 

Sidenhen er der kastet lys på lignende problematikker i andre brancher. Camilla Møhring Reestorff lægger vægt på, at det er startet med kvinder i magtpositioner, der står frem med egne fortællinger. Det kan betyde, at der nu er en større generel støtte til bevægelsen.

»Kvinder som Sofie Linde og Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard er bredt respekterede og anerkendte for deres arbejde. De er med til at skabe rum for, at flere kan stå frem. Når vi ser, at det er startet med journalister og politikere, er der tale om magtfulde brancher. Det kan have betydet, at der også er en større lydhørhed end tidligere, når der foregår ransagelser andre steder – som nu i musikbranchen.«

– Skaber den nuværende mediedækning de rette rammer for at stå frem, som manglede før?

»Det er i hvert fald en anderledes dækning, fordi sexisme behandles mere strukturelt. Samtidig er der nogle af de samme tendenser som sidst – i hvert fald på de sociale medier. Når der deles historier om Inger Støjberg, som mener, at debatten om sexisme har taget overhånd, spørger man, om folk er enige eller ej. Det taler til mavefornemmelser og kan virke polariserende. I stedet bør man stille mere konstruktive spørgsmål. Så en af de væsentligste ting, medierne stadig bør arbejde med, er faciliteringen af en god samtale, når journalistikken deles på de sociale medier. Det mente jeg dengang, og det gør jeg også i dag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

#metoo balancerer på en knivsæg her i landet. Hvis det udarter mod hævntogt og heksejagt, falder flertallet fra og skaber modvilje. Det så vi hurtigt sidste gang med Ålen i skurkerollen. I dag ser vi et formandsfald initieret af en hånd på et lår for 10 år siden og en afgørelse af et efterfølgende formandsvalg med handikap til den ene part på basis af rygter om en dans, som måske var lidt for tæt ! for nogle år siden.

Der skal ikke mange af den slags (for) små sager med så store konsekvenser til før vinden lægger sig eller vender. De slider på den generelle retsfølelse.

Torben S Rose, erik pedersen, Finn Thøgersen, jan sørensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Problemet er, at der altid er mere trafik på artikler, der fremmer dissens og kontroversielle standpunkter.

Kort sagt, polarisering giver flere penge.

Anina Weber, Susanne Kaspersen, erik pedersen, Emil Davidsen, Jan Jensen, Ole Frank og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Havde han misforstået signaler eller bare i kådhed taget sig en frihed? Det finder vi nok aldrig ud af. Der er nok af mænd der med eller uden påvirkning benytter sig af fri berøring af kvindekroppen. Men det må og skal håndteres straks. Det der med at have et rødt kort liggende i skuffen til senere afbenyttelse er at udnytte situationen. Østergaard har lavet en fejl ja, det kan han ikke komme uden om selvom han forsøgte. Men at han har begået en fejl skal jo ikke være en fordel for en anden. Det skal være en hindring for krænkeren men ikke et politisk værktøj for den krænkede eller dens politiske alliance.

Partiernes hovedbestyrelser må rub og stub komme ud og manifesterer at nu rækker det og samtlige sager, inklusiv dem i ungdomsorganisationerne og i kommunalt og regions-regi skal fremlægges omgående og fremtidige sager håndteres lige med det vuns.

Forstå mig ret. Morten er skam intet offer i det her og nu er straffen landet meget, meget forsinket. Rod må være offeret, eller rettere, det var hun da det skete. Alle andre i de Radikale er opportunister der ikke har fattet vigtigheden af emnet.

Prioriteten må være at skabe modvilje mod sexchikane og magtmisbrug i almindelighed og ikke mindst må vi være med til at sige stop, når vi overværer overgreb. Det er ikke sejt at være klam.

Der skal bare være proportionalitet mellem forbrydelse og straf i sager hvor vi kun kender overskriften på forseelsen, og der aldrig føres retssag, og der kun afsiges dom i Facebook Parlament. Jeg kan sagtens se mindst to milevidt forskellige filmscener med overskriften 'hånd på lår'.

Frederikke Nielsen

Pointen med Morten Østergaard er jo ikke, at han gramsede på en kvinde for 10 år siden, men at han forsøgte at lyve sig til, at det var en anden fiktiv person, der havde gjort det. Dét er hans virkelige forseelse. En formand der åbenlyst har forsøgt at lyve sig til fordele, kan jo ikke være formand.

Og i en magtverden, som i politik, så tænker jeg også, at det er usædvanligt uintelligent at give andre ammonition til et senere angreb, og hermed sætte sig selv i en skrøbelig situation. Det har han jo gjort. Og mon ikke, det er dén magtkamp, der i virkeligheden ramte ham. Så det er bare med at holde nallerne væk. og fokusere på arbejdet

Nike Forsander Lorentsen, kjeld hougaard, Susanne Kaspersen, Jan Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Peder Bahne

Det er de allerfærreste chikane-sager, der ender ved en domstol.
Faktisk rundt regnet kun en enkelt om året..

Det er fordi, der i størstedelen indgås fortrolige forlig mellem ansat og arbejdsgiver, og på den måde kommer sagerne aldrig til offentlighedens kendskab.

Det er de værste sexchikane sager, der ender i forlig eller som personalesager på arbejdspladsen.

"Stort set ingen sexchikane-sager ender i retten"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/stort-set-ingen-sexchikane-sager-end...

Kjeld Pedersen

Et af de store problemer med krænkelser i Danmark er, at journalisterne ikke afslører en skid. Politiske journalister afslører intet på Christiansborg, filmjournalister intet om overgreb i den branche, lige som musikjournalister heller intet har set. For slet ikke at tale om alle de graverjournalister, som pressen praler med. Heller ikke de er kommet med noget f.eks. fra pressens egen verden.
Først da de krænkede selv siger noget, kan journalisterne fodslæbende komme i omdrejninger.
Men vi venter stadig på den godt redigerede, gennemresearchede afsløring af en eller flere af landets magtmennesker, og deres krænkelser af undersåtterne.
Jeg tror ikke den kommer. Dertil er Danmark for lille et land og sammenspisthed tilsvarende for stor.

Jeg synes her i anden bølge af #Metoo, at den er løftet ud af Hollywood, og blevet dansk.

Derfor lægger vi vægt på at problemerne er strukturelle, de er ofte arbejdsmarkeds relaterede, men overkommelige, hvis vi alle vil.

Søren Dahl, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

@Rikke Nielsen - og hvis det så er korrekt, som det nu er kommet frem, at Lotte Rod selv har bedt Morten Østergaard om at holde det fortroligt, så smuldrer din argumentation her. Ret beset stinker den her sag i alle henseender af magtkamp og politisk begær, og den sætter den aktuelle bevægelse mod sexistisk chikane på arbejdspladser i et meget dårligt lys.

"Ret beset stinker den her sag i alle henseender af magtkamp og politisk begær, og den sætter den aktuelle bevægelse mod sexistisk chikane på arbejdspladser i et meget dårligt lys"

#metoo som våben ?

Jens Christensen

Tanken strejfer, ja. Eller mere end det.

Steinar A. Klock

#methree Satirealarm! Hundre prosent av alle gutter og menn utsettes for feminin sexisme gjennom helse sitt liv! Gjennom media, i form av "kulørte" artikler (med bildefølge) og ditto annonser for hva det skal være (nesten alltid illustrert med et bilde av en hel- eller halvnakenen kvinne), gjennom selvutleverende ytringer på offisielle plattformer, type; se min kropp (med alle sine skavanker!) hvor lekker den er, "jeg er stolt og vil hylles" og for ikke å glemme alle selfiene på SoMe, type; "fornøyd med meg selv"+bilde - jeg bare må få like’s!
Det er disse feminine sexistene som hele veien stiller sin kropp og sitt kjønn til offentlig skue (ofte i ytringsfrihetens navn), tilsynelatende for hvilken sak som helst, bare de får blottet seg! Og det er de samme som skriker opp om overgrep (i microformat, jeg ble tatt på), som om de er æresmedlemmer i menigheten til Jomfru Maria. Jeg er grundig lei av å bli utsatt for feministiske overgrep, samtidig som jeg prøver å holde meg oppdatert i debatten om "menneskeverd" - for det er vel det vi i bunn og grunn snakker om!
Blott til underholdning (men også til ettertanke): Piet Hein: "Den som kun tar spøk for spøk, og alvor kun alvorlig, han og hun har faktisk fattet begge deler dårlig." og "Man har sine gleder som leser, bare man vet hvor de står. Jeg ser i et blad fra i forgårs, at verden kun stod til i går." (Fra wikipedia.)
Beste hilsen Steinar