En af Danmarks største digtere og prosaister Pia Juul døde efter kort tids sygdom onsdag, 58 år gammel.
Hun har udgivet børnebøger, noveller, essays og dramatik og er særligt kendt for digtsamlingerne En død mands nys fra 1993 og sagde jeg, siger jeg fra 1999 samt romanerne Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2015). Hendes sidste digtsamling blev Forbi fra 2018. Vi har talt med en række af de forfattere, der kendte hende. Her er det Mette Moestrup:
– Hvad vil du især huske Pia Juul for?
»Jeg vil savne at møde hende som person, som menneske. Hendes smil og hendes humor og hendes meget specielle udstråling og nærvær. Hun var venlig, imødekommende, lattermild. Hun ville måske le af mig, hvis jeg understregede, hun var nærværende, for hun var også lidt distræt. Men når hun trådte ind i et rum, kunne man virkelig mærke hende. Det var altid meget dejligt at være i samme rum som hende.«
– Hvilken betydning har hendes forfatterskab haft for dig?
»Jeg har virkelig lært meget af hende, og jeg føler mig meget beslægtet med hendes poesi. Jeg-figuren, hendes digterjeg, er meget speciel. Man kan høre, der bliver arbejdet meget med jeget allerede i en titel som sagde jeg, siger jeg. Den undersøger, hvad jeget overhovedet er for en størrelse. Jeget i hendes poesi kan tit se sig selv udefra, og det afbryder sig selv. Det er i dialog med sig selv, modsiger sig selv. Det puster sig op og punkterer sig selv.
Jeg nærstuderede virkelig En død mands nys og sagde jeg, siger jeg, der begge udkom, mens jeg var i 20’erne. De to bøger blev en slags skole for mig. Jeg læste dem igen og igen. Jeg var optaget af, hvordan det kunne lade sig gøre at få den henkastede og alligevel utrolig præcise diktion, som præger hendes tonefald, og som man kan høre, når hun læste højt, men som jo også er i skriften. For at lære, ikke efterligne! Jeg var og er en meget stor fan af Pia Juul, der er ingen andre, der kan skrive som Pia Juul.
Hun mestrede – ja, for hun var en mester – at skrive om virkelig hårde ting, så det næsten lød blidt. Hun opløste modsætninger: »Løgnagtig / som netop en sandsigerske«. Hendes bøger gjorde det muligt for mig i en meget ung alder at reflektere over de ofte meget hårde ting, hun skriver om. Hun skriver jo om store emner som døden, kærlighed, begæret og dets vrangsider. Jeg har haft hende som lærer gennem hendes bøger, selv om jeg aldrig har haft hende som lærer i virkeligheden. Det er helt uvurderligt, hvad hun har betydet for min egen skrift. Jeg håber, hun bliver nylæst. At de unge begynder at læse hende mere, hvis de ikke allerede har gjort det.«
