Michel Houellebecqs overlevelsesguide til folk med kunstneriske ambitioner

Alle der har læst den franske forfatter og enfant terrible Michel Houellebecq kender til den ofte brutale, nådesløse og misantropiske samfundskritik, han lader sine hovedpersoner fremføre i romaner som Elementarpartikler og Underkastelse, som især har gjort ham kendt for et dansk publikum.

Hvad nok færre ved er, at den misantropiske fortællerstemme fødes i forfatterens tidlige essays, der går forud for romanerne. Et godt eksempel på det er essayet »At holde sig i live«, som der her følger et uddrag af. Her er det Houellebecq selv der taler, men i samme mistrøstige, lakoniske og indimellem komiske tonefald som i de senere romaner.

AT OVERLEVE

»Forfattergerningen er trods alt den eneste hvor man
ikke bliver til grin for ikke at tjene penge.«

– Jules Renard

En død digter skriver ikke længere. Derfor er det vigtigt at holde sig i live.

Af og til vil det være vanskeligt at holde fast i dette simple ræsonnement. Især i lange kreativt ufrugtbare perioder. Under sådanne omstændigheder vil det forekomme jer smerteligt nytteløst at leve videre; I kommer jo alligevel ikke til at skrive mere.

Her er der kun ét svar: Dybest set ved I intet om den sag. Og hvis I kigger ærligt på jer selv, vil I til sidst kunne indse det. Man har set mærkeligere tilfælde.

Hvis I ikke længere skriver, er det måske et varsel om en ændring i formsproget. Eller en ændring i tematikken. Eller begge dele. Eller måske er det faktisk et varsel om jeres kreative død. Men det ved I ikke noget om. I vil aldrig helt komme til at kende den del af jer selv der driver jer til at skrive. Den vil I kun ane i tilnærmede og selvmodsigende fremtrædelsesformer. Egoisme eller engagement? Grusomhed eller medfølelse? Man ville kunne hævde hvad som helst. Hvad der i sidste ende er et bevis på at I intet ved; så lad være med at opføre jer som om I vidste noget. Forbliv ærlige og ydmyge, over for jeres egen uvidenhed, over for denne mystiske del af jer selv.

De digtere der bliver gamle, producerer ikke alene samlet set mere, alderdommen er også hjemsted for nogle særlige fysiske og mentale processer som det ville være ærgerligt at underkende.

Når det så er sagt, er det yderst vanskeligt at overleve. Man kunne overveje at benytte en Pessoa-strategi: at få sig en beskeden ansættelse, ikke offentliggøre noget og fredeligt afvente sin død.

I praksis vil man dog gå betydelige vanskeligheder i møde: følelsen af at spilde sin tid, ikke at befinde sig på sin rette hylde, ikke blive anerkendt for hvad man virkelig er værd ... Alt dette bliver hurtigt uudholdeligt. Det vil blive svært at komme uden om alkohol. Til syvende og sidst venter kun bitterheden og beskheden, hurtigt efterfulgt af apatien og den fuldkomne kreative ufrugtbarhed.

Denne løsning har altså sine ulemper, men det er som regel den eneste der er. Man skal ikke glemme psykiaterne der har retten til at udstede sygemeldinger til én. Længere ophold på psykiatrisk hospital kan derimod ikke anbefales: Det er for destruktivt. Den mulighed skal man kun benytte sig af som en sidste udvej, som et alternativ til at blive hjemløs.

Det sociale system (arbejdsløshedsunderstøttelse osv.) bør udnyttes fuldt ud, og det samme gælder økonomisk støtte fra mere velbjærgede venner. Udvikl ikke overdreven skyldfølelse af den grund. Digteren er en hellig parasit.

Digteren er en hellig parasit; i lighed med skarabæerne i det gamle Egypten kan han trives og vokse i rige og halvt opløste samfundslegemer. Men han har også sin plads i hjertet af frugtbare og stærke samfund.

I behøver ikke at slås. Boksere slås; ikke digtere. Men det er trods alt nødvendigt at offentliggøre en lille smule; det er den nødvendige forudsætning for at den posthume anerkendelse kan finde sted. Hvis I ikke offentliggør et vist minimum (om det så bare er et par tekster i et andenrangs tidsskrift), vil I være usynlige for eftertiden; lige så usynlige som I var mens I var i live. Om I så er det mest fuldendte geni, er I stadig nødt til at efterlade jer visse spor; og så have tillid til at de litterære arkæologer vil udgrave resten.

Det kan slå fejl; det slår ofte fejl. I bør mindst én gang om dagen gentage for jer selv at det afgørende er at gøre sit bedste.

Det kan være nyttigt for jer at studere jeres foretrukne digteres levnedsskildringer; på den måde vil I kunne undgå visse fejl.

Vær klar over at der som hovedregel ikke findes nogen god løsning på problemet med hvordan man overlever materielt set; derimod findes der nogle meget dårlige.

Problemet med hvor man skal leve sit liv, vil som regel ikke opstå; I vil tage derhen hvor I kan. Forsøg blot at undgå alt for støjende naboer, de kan i sig selv være nok til at fremkalde en definitiv intellektuel død.

En kort periode på arbejdsmarkedet kan medføre visse indsigter i hvordan samfundet fungerer, hvad der måske kunne komme til nytte i et senere værk. Men en periode som hjemløs, hvor man synker helt ned på bunden, fører til andre erkendelser. Idealet er at veksle mellem de to.

Andre af livets realiteter, som et harmonisk sexliv, ægteskab, dét at få børn, er både velgørende og frugtbare. Men de er næsten umulige at opnå. De er på et kunstnerisk plan praktisk taget ukendt land.

Generelt vil I komme til at svinge frem og tilbage mellem bitterhed og angst. I begge tilfælde vil alkoholen hjælpe jer. Det afgørende er at opnå disse få øjeblikke af bedring der vil gøre det muligt for jer at få skrevet jeres værk. De vil blive korte; så anstreng jer for at gribe dem.

Frygt ikke lykken; den eksisterer ikke.

Uddrag fra essayet »At holde sig i live« fra essaysamlingen af samme navn. Udkommer på forlaget Vinter den 20. november.

Oversat fra fransk af Niels Lyngsøe.

Trykt med tilladelse fra forlaget Vinter.