Baggrund
Læsetid: 10 min.

Migrationsforsker Sine Plambech: Migrantfilmene er blevet mere komplekse og mindre stereotype

I kølvandet på virkelighedens flygtningekrise er en bølge af migrationsfilm skyllet ind over film og tv. Sine Plambech, seniorforsker ved DIIS, antropolog og filminstruktør, gennemgår her migrantfilmenes til tider problematiske historie – og anbefaler en stak af de seneste og bedste
Fransk-senegalesiske Mati Diops ’Atlantics’ er en af de migrationsfilm, som Sine Plambech mener viser migrationsproblematikker på en langt mere velresearchet og kompleks måde end tidligere film har gjort.

Fransk-senegalesiske Mati Diops ’Atlantics’ er en af de migrationsfilm, som Sine Plambech mener viser migrationsproblematikker på en langt mere velresearchet og kompleks måde end tidligere film har gjort.

Netflix

Kultur
23. oktober 2020

Migrationsfilm har de seneste år oplevet et hidtil uset boom. Netflix, HBO, biografer og tv bugner af fortællinger med migration som omdrejningspunkt. Måske ikke overraskende. Tusindvis af skræmte håbefulde migranter i overfyldte gummibåde er de seneste år flygtet over Middelhavet – og film afspejler den verden, vi lever i. Men migrationsfilmene er samtidig blevet bedre og mere komplekse.

Færre flygtninge og migranter indtager i dag alene rollen som grædende ofre, kriminelle og terrorister, og stadigt flere film fortæller i stedet historien fra migranternes eget perspektiv – med alle de modsatrettede følelser, et menneske indeholder. Det betyder også film, der formår at tegne nuancerede portrætter af grænsevagter som mennesker, der af og til selv kommer fra en barsk arbejderklasse, hvor deporteringsbetjent var det job, der var ledigt i et prekært globalt arbejdsmarked. Vi får indblik i de modstridende følelser, nogle af dem har, når de deporterer, fængsler og forfølger.

Godfather var også migrant

Migrationsfilm har en lang historie bag sig, der strækker sig mere end hundrede år tilbage, til dengang instruktører – hvoraf mange selv var migranter – begyndte at lave film. En af de allertidligste var Charlie Chaplins stumfilm The Immigrant (1917) om en immigrant, der ankommer til USA og anklages for tyveri på rejsen. Selv for 100 år siden handlede migrationsfilm om de kvaler, migranter gennemgår, og hvor hurtigt de beskyldes for at være kriminelle indtrængere.

Migrationsfilm er imidlertid ikke en specifik genre, men optræder ofte som et undertema, hvor migrationen udgør baghistorien. De færreste tænker for eksempel på Godfather – Francis Ford Coppolas mesterværk fra 1972 – som en migrationsfilm. Den handler om den amerikanske mafia, men den er også et portræt af sicilianske migranter i USA, der forsøger at overleve, når staten svigter. Corleone laver så blot sin egen mafiastat.

I 1975 kom den mindre kendte, men væsentlige, Otobüs (Bussen), nok den første film om illegale migranter i Europa. Her klamrer en gruppe illegale tyrkiske mænd, for dengang kom migranterne typisk derfra, sig til deres sikre plads i en bus parkeret i Stockholms centrum, forladt af deres menneskesmugler. Mændene er bange for at gå ud af bussen, og svenskerne er bange for, at de skal gå ud. Det er en film om nye europæiske bekymringer over indvandring i 1970’erne.

Fast forward til Biutiful fra 2010 af Alejandro González Iñárritu med Javier Bardem som Uxbal, en arbejdsløs kræftramt far, der tjener penge ved at finde arbejde til illegale kinesiske migranter, der laver falske smykker, som dernæst sælges af afrikanske migranter på gaden i Barcelona. En nat dør kineserne af kulilteforgiftning i den lagerhal, de er indespærrede i. Filmen er et af de første researchbårne film med superstjerner om det sammensurium af illegal migration, urimelig død og ulighed, vi begyndte at være vidne til i Sydeuropas underverden. Og som nu er hverdag.

Fæle stereotyper

Mange af de nyere migrationsfilm og serier, som du kan finde på streamingtjenesterne dette efterår, udmærker sig ved deres komplekse skildringer og nuancerede portrætter af migranter og flygtninge. Men det har langtfra altid været tilfældet – heller ikke i film, der målt på mange andre parametre er gode.

Børn, der drukner, og folk, der er hjælpeløse og ikke taler sproget, var tidligere ofte motivet for den type migrationsfilm, man kunne kategorisere som ’migranter er ofre’-film. De skildrede flygtninge og migranter som ofre og ikke som mennesker med handlekraft, kærlighed og humor. Det var da også perspektivet i utallige af de dokumentarfilm, som fulgte umiddelbart i kølvandet på flygtningekrisen – selv i den oscarnominerede Havet Brænder (2016).

Problemet med offerportrættet, som Susan Sontag hævder i sit berømte essay At betragte andres lidelser, er, at vi over tid bliver så vant til at se billeder af lidelse, at vores medfølelse bliver mindre.

Og når flygtninge blot vises hjælpeløse og som nogen, vi skal tage os af, er det jo bestemt ikke alle, der er enige i, at det er vores forpligtigelse at hjælpe. Film, som eksempelvis den kinesiske kunstner Ai Wei Weis Human Flow (2017), tilhører, hvad vi kan kalde ’strømme-, bølger- og tsunami’-film, der får det til at se ud, som om hele verden er på vej til Europa enten til fods, til havs eller i luften.

Statistisk set er det ikke sandt, og samtidig reduceres migranten blot til en repræsentation af en strøm – vi lærer ikke det enkelte menneske at kende. En anden subgenre er ’alle kvindelige migranter er ofre for trafficking’-film. Her skildres mandlige migranter som kriminelle, handlekraftige, måske endda eventyrere, mens kvinderne er tvungne ofre. Lucas Moodysoons Lilja Forever (2002) om den unge kvinde Lilja viste netop et sådan stereotypt billede af kvinder som migranter og ikke som handlekraftige personer, der håber på og arbejder for et bedre liv.

Endelig finder vi kategorien ’migranten som kriminel, terrorist, morder, desperat’-film. Her er hovedkarakteren ofte en mand, og vi kan bare tage fat i en række af de danske fiktionsfilm med forbryderiske unge mænd fra Mellemøsten for at finde eksempler på stereotypen: Pusher (1996), Underverden (2017) etc. Hold i øvrigt også øje med ’migrantfilm set med ikke migranters blik’-film.

For at få seeren på krogen er hovedkarakteren hvid, smuk, helteagtig, berømt – men migranterne selv er bikarakterer. Den anklage kan man blandt andet rette mod enkelte af de nye netflixproduktioner, eksempelvis Stateless (2020) og detektivserien Collateral (2018) med Carey Mulligan i hovedrollen. Men her lykkes de dog alligevel med at få vist mødet mellem de to verdener på kompleks vis.

Stereotyperne er blevet færre de senere år, fordi filmfolk laver mere research, og fordi vi ved mere om moderne migration. Men også fordi det kan være dyrt at lade være. Diskussioner om køn, etnicitet, repræsentation og identitet er hverdagssnak på højeste niveau hos multinationale selskaber som Amazon, Netflix, HBO etc. Stjerneskuespillere siger nej tak, hvis manus ikke er inkluderende. Producere bekymrer sig om, hvorvidt filmene kan anklages for at hænge enten muslimer, kvinder eller særlige minoriteter ud. Repræsentation er blevet million dollar talk i Hollywood. Alt er ikke løst endnu, vi mangler flere film lavet af migranter og flere film, hvor migration ender lykkeligt – som den succes historie det også ofte er.

Indtil da: Her er mine anbefalinger fra Netflix og HBO netop nu – film, som alle giver et godt indblik i migrationens tidsalder.

’Immigration Nation’ (2020)

Vi står foran et amerikansk valg, og Immigration Nation viser den migrationspolitik, Trump har indført. Hvis man troede, det var ligegyldigt, om det er demokrater eller republikanere, der har magten, viser Immigration Nation tydeligt forskellen i hverdagen for migranterne efter Trump. Hidtil uset adgang til det berygtede ICE, USA immigrationspoliti, der holder børn adskilt fra deres familie i detentionslejre på den amerikanske grænse. Unik med sine besøg til familierne i hjemlandet og de ærlige og svære samtaler mellem migranter i detention og deres børn og koner, der venter på penge i en landsby i Latinamerika.

Men vi kommer også tættere på nogle af de titusinder af amerikanske immigrationsbetjente, og hvordan de retfærdiggør deres arbejde, når de adskiller familier: »Jeg gør det for USA,« »Jeg er selv far og har det svært ved at tage børn fra deres forældre,« »Jeg passer blot mit job.«

Hvert afsnit tager et nyt tema op og lykkes med at give følelsen af det uendelige sisyfosarbejde, og de personlige konsekvenser for både migranter og grænsevagter, der er i at ville beskytte USA’s grænser, når verden banker på døren på jagt efter et bedre liv.

’Immigration Nation’. Amerikansk dokumentarminiserie af Christina Clusiau og Shaul Schwarz. Tilgængelig på Netflix.

 

’Adú’ (2020)

Ung dreng og hans stærke søster rejser illegalt til Europa på dramatisk vis. Intenst spændende, politisk og et portræt af de ofte oversete mange børn, der i disse år bevæger sig alene mod Europa. Folkene bag har tydeligvis researchet på nogle af de virkelige historier, vi har set de seneste år. Børn og unge, der på tragisk vis har smuglet sig ind i hjulrummet på et fly og fryser ihjel i 10.000 kilometers højde.

Den er sine steder næsten for dramatisk, alle tænkelige smuglingsmåder, vi nærmest kender til, sker for børnene. Men indblikket i, hvor mange forsøg folk har bag sig, inden det måske lykkes, er realistisk. Adú viser børn som andet end blot passive tvungne ofre, men som mennesker, der også drømmer og forsøger at krydse grænsen. De har blot kun deres børneperspektiv at navigere efter i en ofte grusom voksenverden.

’Adú’. Spansk drama instrueret af Salvador Calvo. Tilgængelig på Netflix.

 

’And breathe normally’ (2018)

Skandinavisk socialrealisme møder verden uden for. En sjældent set islandsk migrationsfilm – fortællingen om to kvinder begge enlige mødre, en islandsk og en afrikansk. Den islandske kvinde lever et turbulent liv og får job som grænsevagt i Reykjaviks lufthavn for at tjene til føden og sit barn. Den afrikanske kvinde skal krydse hendes grænsepost i håbet om et bedre liv. Men det går ikke som planlagt.

Vi følger den afrikanske kvindes perspektiv på den islandske kvindes kærlige, men kaotiske forhold til sit barn, og det fungerer, fordi begge kvinder fremstilles som komplekse mennesker midt i det svære. Et nyt eksempel på, hvem det også er, stater ansætter til at beskytte vores grænser, ikke kun ’de onde, og hvordan de oplever at være dem, der bestemmer migrantens eller flygtningens fremtid. Vifter de dem videre ved paskontrollen, eller stopper de dem?

’And breathe normally’. Islandsk drama instrueret af Isold Uggadóttir. Tilgængelig på Netflix.

 

’Stateless’ (2020)

Baseret på en sand historie fortæller tv-serien Stateless historien om en gruppe migranter og en hvid kvinde, der flygter fra middelklassens håbløshed og ser en form for mening i den deporteringslejr i Australien, de alle ender i. Den hvide kvinde vil gerne deporteres til et andet liv – men kan hvide middelklassekvinder blive deporteret til en anden fremtid, selv når man plager myndighederne om det? Hun er omgivet af migranter, der ønsker det modsatte – ikke at blive deporteret, de vil ses som mennesker med en fremtid. Cate Blanchett er producer på serien og optræder sammen med Dominic West (The Affair) i en uventet rolle som corny spirituel leder.

En indvending mod Stateless er imidlertid, at den primært fortælles gennem en hvid, smuk australsk kvinde, der netop har sit pas i orden. Trods det er Stateless godt fortalt. Den viser, hvordan migranterne i lejren ser på den hvide kvindes privilegier og fortæller på klog vis, hvilken forskel det rigtige pas gør.

’Stateless’. Australsk dramaserie instrueret af Jocelyn Moorhouse. Tilgængelig på Netflix.

 

’Atlantics’ (2019)

En poetisk kærlighedsfilm om et tit overset tema: De kvinder, som de mandlige migranter efterlader, når de rejser ud. Den er realistisk, men med overnaturlige elementer, hvor de druknede mænds spøgelser kommer tilbage og invaderer de tilbageblevne kvinder. Det er sex, død og senegalesisk folklore i en moderne migrationsfortælling. En feministisk kærlighedshistorie af den første sorte kvinde til at vinde Grand Prix i Cannes og Senegals bud på en oscarnominering, den fransk-senegalesiske Mati Diop, der er på vej på filmenes stjernehimmel. Den er langsom og sine steder abstrakt i sin stil – en ny måde at fortælle om migration på.

’Atlantics’. Fransk-senegalesisk drama instrueret af Mati Diop. Tilgængelig på Netflix.

 

’Collateral’ (2018)

Carey Mulligan havner som politikommissær i et følelsesmæssigt spind af komplekse migrationshistorier. En politiserie med en flygtningekrisevinkel. En meditation over og kritik af dagens Storbritannien, hvor migranter arbejder og bor under elendige vilkår, og hvor politiet tit støder på en underverden skjult for de fleste. Manus har af og til sine lidt usandsynlige huller, hvor det måske kunne have været mere stramt faktisk at holde sig til flygtningevinklen.

Der burde være nok at tage fat på og gå i dybden med. Selv om det er en politisk indigneret serie om flygtninge, bruger den paradoksalt nok det meste af tiden blandt hvide briter. Men Carey Mulligan er en fantastisk skuespiller, skarp som detektiv og så er det jo ofte godt med britiske detektivserier.

’Collateral’. Britisk krimidramaserie skrevet af David Hare, instrueret af S.J. Clarkson. Tilgængelig på Netflix.

 

’Clinica de Migrantes’ (2016)

I Clinica de Migrantes er vi fluen på væggen i en lille sundhedsklinik for illegalle migranter i USA med et imponerende sundhedspersonale. Dokumentarfilmen giver et voldsomt indblik i et USA, vi sjældent ser, og tegner et portræt af livet for alle de illegale migranter, USA er så afhængig af. Dem, der nu kaldes ’essentielle arbejdere’, som hver dag må gå på job i landbruget og på slagterierne med ondt i ryggen, hostende og udmattede. I en COVID-19-tid viser Migrantklinikken klart og tydeligt, hvordan smitte kan spredes blandt de fattigste, når de ikke har nogen form for rettigheder eller adgang til sundhedspleje.

’Clinica de Migrantes’. Amerikansk dokumentarkortfilm instrueret af russiske Maxim Pozdorovkin, der også stod bag filmen om Pussy Riot – A Punk Prayer. Han har taget sin Ph.d. fra Harvard med ind i filmverdenen. Tilgængelig på HBO.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her