Essay
Læsetid: 6 min.

Mindeord af Thomas Boberg: Pia Juul, det er hende, det handler om

»Pia Juul ville en fri digtning. Eller bedre, hun var ikke i stand til andet,« skriver digterkollegaen Thomas Boberg i dette mindeord
»Pia Juul ville en fri digtning. Eller bedre, hun var ikke i stand til andet,« skriver digterkollegaen Thomas Boberg i dette mindeord

Mia Mottelson

Kultur
9. oktober 2020

Jeg lærte Pia at kende i 1985, eller også var det året før, i hvert fald, det er mindst 35 år siden. I 1985 debuterede hun i bogform med digtsamlingen LEVENDE OG LUKKET, og to år senere kom i brand måske. Alt i Pias digte er vigtigt, de små bogstaver, de store, tegnsætningen, kommaerne, når der er nogen, fraværet af punktummer osv. Det er en omsorg for sproget, i sproget, der siger: vær opmærksom, til stede, lev!

galoppen slår. jeg vil være
fe og prinsesse før målet. men stenen
lyser os i møde. snart er alt for
sent

(fra digtet »hex, LEVENDE OG LUKKET«, 1985)

*

Da jeg boede i Barcelona og siden i Lima (18 år i alt), skrev vi breve sammen. Vi sendte også altid bøger til hinanden. Da brevene hørte op med computeren, var der e-mails og sms, telefonsamtaler og cafémøder.

At læse bøgerne, når man er langt borte, skaber en særlig intensitet, et renere fokus. Man hæger om dem. Den seneste bog, Forbi, havde jeg med til Gambia, da jeg boede der i en kortere periode. Jeg har kun mistet en af Pias bøger på rejserne til de steder, hvor jeg har boet (lige nu tænker jeg, at jeg af en eller grund aldrig har fået den, det er romanen Skaden, jeg har ledt forgæves efter den). Den mangler på pladsen mellem En død mands nys og sagde jeg, siger jeg.

Dengang jeg lærte hende at kende, kunne hun lide T.S. Eliot og Villy Sørensen og Inger Christensen. Hun var også glad for Juliane Preislers første digtsamlinger, måske var der en slags slægtsskab der. Ligesom Morti Vizki, Søren Ulrik Thomsen og Niels Frank betød noget for hende. Ja, og selvfølgelig mange andre. Helle Helle, Naja Marie Aidt og Christina Hesselholdt, men det var af gode grunde senere. Hun har engang sunget i et band og har i en senere tid optrådt med sin kæreste, jazzmusikeren Frands. Hvilket giver mening. Musikken er så tæt forbundet med hendes skrift.

35 år er mere end en såkaldt generation. Det er den tid, jeg har kendt Pia. Alt det smukke, alt det uhyggelige, der er sket i det enorme tidsrum, som lige nu føles som 35 sekunder. Vi er på den måde vokset op sammen. Undervejs har vi mistet nære fælles digtervenner som Klavs Bondebjerg, Morti Vizki, Jørgen Gustava Brandt. Jørgen Gustava nåede en rimelig alder, nemlig 77 år, men de andre døde alt for unge. Og de var overhovedet ikke de eneste, man kan selv tælle efter. Danske digteres gennemsnitsalder er åbenbart ikke i nærheden af landets, snarere på niveau med ukrainske minearbejderes.

Det er altid et granatchok at miste en nær ven. En hel verden forsvinder. Der er kun erindringen om mennesket tilbage, og ensomheden vokser. Og Pias død er voldsom for mange, fordi hun var den usædvanlige digter, fordi hun var det særlige menneske. Hun dør med sin erindring om alle de andre døde og alle de andre levende verdener.

Hvis man før har været i tvivl om poesiens betydning, så virker den tvivl lige nu meningsløs. Det er i alle tilfælde det forunderlige ved poesien, den er en måde at udtrykke ’ånden’ eller ’sjælen’ på. Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord. Måske er ’væsen’ bedre. Og Pias væsen er fuldstændig et med de ord, hun skrev. Det er det, poesien kan, det er det, der for eksempel adskiller den fra stendød ’avisprosa’, ’normalprosa’ som så mange plotdrevne romaner også består af (jeg har ikke noget imod plot, det er sproget, jeg taler om). At puste liv i sproget, det er kunsten.

Der er så meget jeg gerne vil nævne
for at holde det i live
og endnu mere jeg
ikke tør røre ved af frygt for
at det så vil dø.

(fra FORBI, 2018)

*

Et stærkt forbillede

Hendes digte lignede ikke noget andet dengang i 1985, og jeg husker, hvordan hun i et øjebliks selvironisk tvivl kunne sige: Jeg skriver jo slet ikke ’rigtige’ digte. Og hun kunne forundres over, at hun, i modsætning til mange andre forfattere, arbejdede så tilsyneladende ustruktureret. Men hun var bundet til den inspiration, om hvilken det har været på mode at sige, at den slet ikke findes.

For mange forfattere med fast kontortid er inspiration en romantisk myte, som ingen sandhed rummer. Pia skrev ikke mindst på inspiration, det var hendes lyriske temperament, en kropslig fornemmelse, som hun kunne sætte i svingning ved for eksempel at gå. Det er det musikalske anslag. Hun var en fantastisk oplæser. Det handler om det rette ord. Den præcise, den rigtige indgang eller begyndelse. Og det skal sanses, lyttes frem.

Den form for arbejde kender ikke til kontortider. Pia var jo, trods periodisk tvivl på sig selv, alligevel stensikker på sin vej. Hun fulgte ingen mode, ingen trend, i mere end en forstand er hendes skrift tidløs. Den øser af folkeviser og salmer. Det er derfor, hun kan være så stærkt et forbillede. Følg mig ikke; find din egen vej. Og selvfølgelig arbejdede hun stenhårdt, ellers ville hun heller ikke have skrevet så meget godt. Og så alle de oversættelser. En af de vanskelige, det sagde hun i hvert selv, var den omfangsrige digtsamling Fødselsdagsbreve af Ted Hughes. Det kræver en særlig fornemmelse for sprog, at flytte poesi fra et sprog over til et andet. Det vidste hun om nogen.

Men hun var altid bagud med en eller anden oversættelse. For at skrive sit eget havde hun brug for en tilstand et sted mellem koncentration og distraktion.

Pia var godt selskab, morsom og varm, generøs, samtidig udstrålede hun autoritet og intelligens. Pludselig kunne vi, hendes mandlige digterkollegaer eller venner, ligne en flok drengerøve. Hun var i besiddelse af en vidunderlig integritet, hun var slet ikke til salg. Da Tiderne Skifter, hendes forlag indtil da, gik ned, valgte hun vennen Asger Schnacks forlag fremfor et af de store.

Hun vidste godt, at den bedste digtning hverken er entydigt politisk eller upolitisk, med det vil jeg sige, at hun ikke lod sig indfange af en politisk strømning i tiden og spændte sin digtning for den vogn. Hun lyttede til verden – ikke sjældent med rædsel – og tog stilling. Hun ville en fri digtning. Eller bedre, hun var ikke i stand til andet.

Jeg vil have det
hér, nu, på jorden
Ikke se det når det først er tabt
Se sollyset, det
blinker på de våde grene
se blikket mellem
de to der sidder der på bænken
se barnets sovende ansigt
Du ejer ikke evigt noget som helst
slet ikke det tabte

(fra FORBI, 2018)

*

I sin tid, da jeg boede i Lima, Peru, oversatte jeg sammen med den peruanske digter Renato Sandoval hendes digtbog sagde jeg, siger jeg fra 1999 til spansk. Vi forsøgte at få hende til Lima og læse op. Hvorfor skulle jeg det? sagde hun dengang. Hun ændrede mening. Nogle år efter var vi på en skøn workshoprejse til Chile med Niels Frank, Ursula Andkjær Olsen og Morten Søndergaard. Folk i Lima holdt for øvrigt meget af den bog, husker jeg, de var forbløffede over, at man kunne skrive sådan. Eller som hun selv siger det i samme bog.

Jeg kan se ham tydeligt
med solen i øjnene

syrenerne på Højen
denne duft om onkel Hector
desuden gjorde han altid
sådan med hånden
Sådan som jeg forklarede dig før

– sådan

*

Den humoristiske alvor

Poesien er nødvendig som brød, har den russiske digter Osip Mandelstam sagt. Poesien er det her NU. Poesien er Pia Juuls skrift. Nu begynder vi smerteligt at forstå, hvor meget Pia Juul betyder. Lige her er det ret uoverskueligt ikke at skulle se hende igen. Og det er forbandet at vide, at der ikke kommer mere. Den humoristiske alvor. Musikaliteten. Den pludselige fortvivlelse. Lidenskabens åndeløse løft som i sagde jeg, siger jeg i digtet om svanen. De elegante bistik. Intet af det er gratis. Sårene er også i brand. Men de brænder i hendes skrift. Som jo er en triumf.

Det susede om mig
og i mig og om mig

og inde i fuglens favn var det
mørkt; du store
barmhjertige gud, der
var mørkt i din favn,
jeg slog øjnene op i dit
mørke og ku ikke se
dig, du ku ikke styre
de vinger, hvor sælsomt:
en svane der ikke
har styr på sit vingefang.

(Fra sagde jeg, siger jeg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her