Læsetid: 16 min.

I moderne computerspil er controlleren ikke kun et våben, men også et fredstegn

Computerspil har for længst fået sine store auteurs, der bearbejder sorg, problematiserer hævn, skaber identitetsskifter undervejs – og siger farvel til våbnene. Det er ikke bare kunstnerisk og moralsk interessant. Det er også en mulighed for at udvikle selvkritik og empati for sine fjender. Vores anmelder har spillet nogle af tidens vigtigste spil og udråber ’The Last of Us Part II’ som et hovedværk
Ellie med Dina i ’Last of Us Part II’. Spillet insisterer på diversitet, og ud over dette lesbiske par medvirker for eksempel også en transperson.

Ellie med Dina i ’Last of Us Part II’. Spillet insisterer på diversitet, og ud over dette lesbiske par medvirker for eksempel også en transperson.

Sony/ Nordisk Film Interactive

30. oktober 2020

Jeg går rundt i min myrdede ven Joels hus. Trods den sorg, jeg stadig føler, gennemsøger jeg rutinemæssigt stedet for ekstra ammunition eller en nødhjælpskasse, der kan lappe mig sammen efter endnu et opgør med de omstrejfende zombier. Man ved aldrig.

Jeg finder ikke noget brugbart. Roder bare lidt rundt i hans guitarværksted, nogle familiefotos, hans pladesamling. Og så går det op for mig, at jeg er her i hans hus for at sørge. Ikke for at samle forråd, men for at ære Joels minde.

Jeg er i zombie-computerspillet The Last of Us Part II – den længe ventede efterfølger til den syv år gamle nyklassiker The Last of Us. Et af de ypperligste eksempler på, at moderne computerspil er under forandring. At der stilles store moralske spørgsmål. At hævntørst og skyttegravspolitik problematiseres. Og der også kan bydes farvel til våbnene.

Det er med både gru, undren, blid kærlighed, endda en tåre i øjenkrogen, at jeg har set ned på Sony PlayStations controller mellem mine hænder – imens jeg har famlet, fumlet og kæmpet mig vej gennem nogle af årets mest omtalte spil.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Mariboe
  • Trond Meiring
  • David Zennaro
Rune Mariboe, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

kan ikke læse artiklen, men jeg ser det som et stort problem at rigtig mange computerspil understøtter løgnen om at våben er løsningen på konflikter, og gør våben til noget nyttigt og attraktivt,
det samme kan siges om amerikanske actionfilm,
den store løgn om at våben er et gode og nødvendige markedsføres massivt, hvilket medfører at meget få mennesker indser, at militær og våben er årsagen til at der findes krige,
langt de fleste mener at det er vi da nødt til at have for at bevare freden,
orwellsk "nysprog" i praksis, ondt er godt, krig er fred.

Torben Arendal, Ruth Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

i øvrigt markedsføres "godt er ondt" også ihærdigt af højrefløjen, med udtryk som pladderhumanisme, med politisk korrekthed som noget negativt, og med venstreorienteret brugt som et nedsættende udtryk,
noget tyder på at højredrejede mennesker godt ved at de skader samfundet og deres medmennesker med deres grådighed, penge-fixering og hyper-egoisme.

Anders Sørensen

@Jan Weber Fritsbøger, at påstå, at "våben" er årsag til, at der findes krig, er direkte dumt.

Eksistens er grunden til, at der findes krig. Dine celler der i din krop bekriger hinanden. Dyr bekriger hinanden. Vi er født til at udslette hinanden og sejre og tabe. Corona bekriger os lige nu med det, corona kan, og vi bekriger corona med intravenøs håndsæbe, vaccine og andre skydevåben.

Morten Balling

@Anders Sørensen

De fleste mennesker bryster sig af at være planetens ypperste art. Mere værd end de andre dyr, og langt mere værd end de levende organismer som ikke kan kategoriseres som dyr.

Det gør mennesker fordi vi er bevidste om den eksistens du nævner. Det viser sig at mange andre arter lader til at være bevidste, men vi bryster os også af at vi er de mest intelligente, at vi har kultur, moral, filosofi, social adfærd, empati og alt det andet vi værdsætter i menneskeheden som værende godt.

I virkeligheden er vi en flok aggressive aber på en ligegyldig stenkugle et tilfældigt sted i det ydre rum. Evolutionen har lært os at rage ressourcer til os selv, vores afkom og vores venner, i nævnte rækkefølge. Flere ressourcer giver større sandsynlighed for at overleve, overlevelse giver større sandsynlighed for reproduktion, og reproduktion fører de aggresive grådige gener videre, på bekostning af empati, moral og alt det andet gode.

Man kan med rette diskutere om vi kan ændre på denne mekanisme, som er flettet ind i naturen, men hvis vi alle tænker som du skriver, så er kampen mellem det gode og det onde tabt på forhånd, og en ting har jeg lært af at spille computerspil: Der er mange mennesker som er onde, men der er langt flere som prøver at være gode.