Kommentar
Læsetid: 9 min.

Monika Fagerholm skriver perfekt fra tavshedens mørke

Årets modtager af Nordisk Råds litteraturpris har skrevet en mesterlig roman fortalt i stumper og stykker
Monika Fagerholm er dette års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Hvem slog Bambi ihjel?'. En roman, som litteraturredaktør Peter Nielsen, kalder 'et stillistisk mesterstykke'.

Monika Fagerholm er dette års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Hvem slog Bambi ihjel?'. En roman, som litteraturredaktør Peter Nielsen, kalder 'et stillistisk mesterstykke'.

Jessica Gow

Kultur
28. oktober 2020

Det er den finske forfatter Monika Fagerholm, der modtager Nordisk Råds litteraturpris 2020 for den fremragende roman Hvem slog Bambi ihjel? Det blev tirsdag aften annonceret ved en anderledes prisceremoni i Reykjavik. Ligesom så mange andre kulturbegivenheder kunne den årlige prisfest for alle Nordisk Råds kulturpriser som følge af corona ikke gennemføres som planlagt.

Monika Fagerholm får med juryens ord prisen for en roman, som er »en stiliseret moralitet skrevet med en rasende energi«. Denne roman udkom tidligere i år også på dansk på forlaget Turbine i Pia Juuls oversættelse.

Der var et særdeles stærkt felt i år til den ansete litteraturpris. Jeg anmeldte i fredagens avis alle de 13 nominerede bøger, og Fagerholms roman var sammen med ålandske Mikaela Nyman mine to absolutte favoritter til prisen foran i øvrigt stærke kandidater som norske Matias Faldbakken, islandske Bergsveinn Birgisson, svenske Steve Sem-Sandberg, færøske Oddfridur Marni Rasmussen og de to danske kandidater Hanne Højgaard Viemose og Yahya Hassan.

Det gennemgående tema i årets nominerede nordiske bøger er det nære. Næsten alle de nominerede bøger kredser om identitetskrise, bearbejdning af traumer, en nærtstående persons død, familiekriser, kærlighed, knas i parforholdet og ikke mindst sorg.

Og man må sige, at Monika Fagerholm taler lige ind i det tema. Hun er umiskendelig nordisk på den finske måde og taler allerede fra romanens begyndelse lige ind i et mørke. Således hedder det i bogens motto: »Den rønne vi alle sammen stammer fra. Det mørke.«

Blå bog

  • Monika Fagerholm, f. 1961 i Helsingfors.
  • Debut med novellesamlingen ’Sham’ i 1987, der placerede hende som en postmodernist.
  • Sit gennembrud fik hun med romanen ’Skønne kvinder ved vandet’ fra 1994 (dansk i 1996), hvor hun skriver om kvindefrihed i de tidlige 1960’eres Amerikabeundring og forbrugsfiksering.
  • I romanen ’Diva’ (1998, dansk i 2001) om en begavet teenagerpige, en slags modpol til Lolita-figuren, arbejder hun med fortælleteknik og det sprog, der omgiver feministiske klicheer.
  • I 2004 udkom endvidere på dansk ’Den amerikanske pige’ (svensk i 2004).
  • Den seneste roman, ’Hvem slog Bambi ihjel?’, er oversat af Pia Juul og udkommet på forlaget Turbine.

Monika Fagerholm rammer i romanen både en dyster stemning af nordic noir, samtidig med at hun trækker på et stort register af angelsaksiske og centraleuropæiske kulturelle referencer. Jeg beskrev det i min introduktionsartikel, som om hendes roman er at forestille sig Ingmar Bergman, der møder det britiske punkband Sex Pistols, der møder den mesterlige østrigske forfatter Thomas Bernhard.

Det her er romanens ramme: I 2014 bliver en ung pige brutalt voldtaget af fire unge mænd i forbindelse med en fest i et lille overklassesamfund lidt uden for hovedstaden. Voldtægten sker i den ene af drengenes private hjem. De fire voldtægtsmænd, eller ’drengene’, som de senere omtales, er skolekammerater fra samme gruppe. Nathan Häggert udpeges som anstifter, da den voldtagne pige, Sascha, er hans ekskæreste, som i mellemtiden har brudt med ham. Nathans mor, Annelise Häggert, er den kendte leder af den neoliberale tænketank Guldfontænen, så historien rammer også avisernes forside som »Brutal gruppevoldtægt i Annelise Häggerts hjem«.

Pigen meldte ikke selv voldtægten til politiet, men den ene af drengene, Gusten Grippe, som er en slags hovedperson i romanen, kan ikke bære skammen og går til politiet. Han ville have sin straf. Han bliver dog ligesom to andre af gerningsmændene frikendt – kun Nathan får en mild, betinget dom. I løbet af retssagen rejser der sig en stemning omkring, hvor synd det er for drengene. De får milde domme og bagefter en tur til alperne med en psykolog. Og som anstifterens mor bagefter udtaler i romanen: »Nu må vi vende et blad og en skønne dag har vi vendt så mange blade, at intet af det her er sket.«

I romanen er de unge for det meste ladt alene, mødrene har gang i store karrierer i erhvervslivet, i politik eller som operastjerne rundt omkring i verden, mens fædrene flygter eller har gang i en eller anden ny affære med en yngre kvinde. Ingen voksne har rigtig kontakt til de unge, der lever et liv i det ubestemte vadested mellem barndom og voksenliv. De holder gerne til ved floden, som beskrives med referencer til Bruce Springsteens popsang »The River« og Patti Smiths erindringsbog Just Kids.

Romanen er fortalt seks år efter gruppevoldtægten, med tilbageblik på begivenhederne dengang. Monika Fagerholm fokuserer i romanen ikke så meget på offeret eller selve voldtægten, men på gerningsmændene, og på det, som udspiller sig før og efter voldtægten. Det giver hende mulighed for at tegne både et dystert og knivskarpt portræt af et sygt samfund og på forældregenerationens forsøg på at glatte ud, på at få den forfærdelige forbrydelse til at forsvinde igen.

Det er lidt anderledes med Gusten Grippe. Han føler skyld, og han bliver i romanen den modsatrettede kraft i forhold til det mørke sug, der udgår fra det værelse, hvor overgrebet blev begået. Nogen egentlig helt er han dog ikke, dertil er han også for meget en del af en overfladisk og statusfikseret tid og endt som ejendomsmægler i området.

Det særlige ved Monika Fagerholms roman er måden, hun skriver om voldtægtssagen på. Ikke lige på og hårdt eller direkte, men kredsende omkring det. Heraf kommer hendes komplekse form og evne til hele tiden at skifte fokus og modgå den tendens i tiden til at sløre og få tingene til at forsvinde igen. Hendes roman er en kur mod ord, der slører og får ting til at forsvinde. Derfor er det et centralt emne i romanen, hvordan folk ødelægges af stilheden omkring en voldsom forbrydelse som voldtægt, og det gælder både offer og gerningsmænd.

Hvem slog Bambi ihjel? er et stilistisk mesterstykke, en roman fortalt i stumper og stykker. Monika Fagerholm er en meget formbevidst forfatter. I alle sine bøger, primært romaner, finder hun hver gang på en ny form, der passer til det emne, hun skriver om. Generelt gælder dog en stor forkærlighed for at inddrage popkulturelle referencer og herfra umærkeligt også inddrage finkulturelle referencer. I den aktuelle roman gælder det alt lige fra Disneys Bambi, folkeeventyr, H.P. Lovecraft, Sex Pistols, Bruce Springsteen, Karen Blixens Mit Afrika og meget andet foruden en tydelig inspiration fra henholdsvis østrigske Thomas Bernhards repetitive prosa og tydeligvis også den amerikanske forfatter William Faulkner.

I en tidligere roman, Den amerikanske pige, var det inspirationen fra den amerikanske filmmager David Lynch og hans Twin Peaks-serie, der slog igennem i hendes form.

Monika Fagerholm, der er født i 1961 i Helsingfors, er finlandssvensk finne. Hun har i flere interviews understreget betydningen af at være en minoritetsforfatter i sit eget hjemland. Denne identitet kan aflæses som en særlig formbevidsthed og metafiktiv refleksion i hendes bøger, ja, med en lyst til at eksperimentere med form og forståelse. Det bringer hende også tæt på svenske forfattere som Kerstin Ekman, Sara Stridsberg og Mara Lee, alle kvindelige forfattere med forkærlighed for fragmenterede fortællinger og psykologiske portrætter af stærke, myteomspundne kvinder, ligesom magt og seksualitet spiller en vigtig rolle i værkerne.

Fagerholms roman er udkommet på det lille forlag Turbine. Hun er tidligere udkommet på Rosinante og Tiderne Skifter. Endnu et eksempel på, at de små forlag har fingeren på pulsen i forhold til den oversatte kvalitetslitteratur. Og Turbine kan nu glæde sig over at have en så fantastisk forfatter i hus.

Hvem får ikke lyst til nu at læse Monika Fagerholm og besøge hendes nordiske mørke?

Uddrag fra 'Hvem slog Bambi ihjel'?

Sascha Anckar 2009. Det er en anden tid. Sommeren efter »Harmageddon«, for eksempel. Året efter at finansmarkedet er kollapset i efteråret 2008, og enden på bling bling bling.

Den der latterlige følelse af at »alle« alleogenhverhvemsomhelst

kunne shoppe sig til: Hvad som helst.

Luksusdesign og mærker.

Tiden med

små hunde i for store håndtasker –

En masse porno i forstadskældre –

Alfonser og luderkarle –

Og så videre.

 

Cirka halvandet år efter gruppevoldtægten inviterer Gusten Grippe, lige sluppet ud af galeanstalten, offeret på en skål is i villabyens centrum.

Det er så enkelt. Gusten Grippe ringer til Sascha Anckar og foreslår at de skal mødes over en »skål med is« (det lyder spøjst men han siger det alligevel for alternativet ville være »få en øl« hvilket lyder endnu mindre passende) i det lille butikscenter i villabyen. Hun kom aldrig tilbage til Grawellska efter voldtægten, men bor hos noget familie, familien Pellegrinos. Men der går rygter om at hun meget snart kommer til at rejse meget langt væk. Helt til Hawaii, gå på college med svømmetræning på topniveau (tænk for eksempel OL). Satse på det.

Koster en formue (men penge er ikke noget problem, i det mindste ikke i øjeblikket, hvilket man har anet men nu får fuld vished for).

»En skål med is …” Saschas ru hæse stemme, så velkendt i telefonen. »Jeg vil have kaffe.«

De går ud »på café«. Værtshuset i centrum. Bestiller kaffe.

»Værsgo. Jeg betaler.« Han føler sig som en alfons da han siger det. Ved ikke hvorfor.

Hun rækker ud efter sin taske (håndvævet, »rustik«), tager et strikketøj op. Begynder at strikke, det er mohairgarn, hvidt og meget blødt og hun strikker løst, store masker, lange pinde. Og så kaster hun et blik rundt og får øje på avisen på bordet ved siden af og taber alle maskerne.

Strikketøjet glider ned på betonen under bordet KLIRR.

Væmmeligt, men Gusten Grippe der bøjer sig ned efter det er taknemmelig over det for det sker i det øjeblik han har tænkt at hvis hun siger noget i stil med »det er meget svært at være i rollen som offer hvilket ikke er det samme som at sige at jeg ikke er et offer«, som hun sagde til ham engang, så kan han ikke holde det ud. (Selvom han er rolig nu, sagtmodig, og har besluttet at udholde alt alt – at have den indstilling, det er det mindste han kan gøre for hende.)

På bordet ligger en to dage gammel avis på hvis forside nederst i venstre hjørne Annelise Häggert breder sig. Det der hesteagtige smil hvor man kan se alle tænderne i munden, lange hvide stiklinger ud af det røde friske tandkød. Det her er de uger hvor hun forsigtigt er vendt tilbage til overskrifterne fordi hun står i spidsen for en velgørenhedsindsamling for børn der har fået en bestemt muskelsygdom. (Måske som en prøve på om »isen holder« for hende i offentligheden. Men det vil vise sig at indsamlingen bliver en fiasko og der bliver ikke meget mere af Annelise Häggert i rampelyset før den lille notits om hendes død og dødsannoncen: »Elsket og savnet« fire år senere). Men netop da er det ikke nogen overraskelse at se hende i avisen, bare et uheldigt sammentræf at hun er havnet på terrassebordet lige her på værtshuset midt i villabyen.

»En, to … en, to …” Sascha Anckar er pludselig begyndt at tælle højt mens øjnene er draget mod den side, billedet, teksten og Gusten Grippe forbander at han ikke nåede derhen før hende for at rydde bordet.

Så ser hun op med et uudgrundeligt smil. Hvilket kan betyde alt: svaghed, styrke, inderlig ærlighed, ironi. Og taber pinden. »Aj, nu har jeg tabt alle maskerne.« Lægger sagtmodigt strikketøjet i skødet.

»Jeg fjerner den her.« Gusten tager avisen og krøller den sammen i en fart, hun begynder pludselig at grine i solen som skinner på dem, alt for voldsomt.

»Skal vi rykke ind i skyggen?« Han nikker, de tager deres kaffekrus og slår sig ned under en blå markise nærmest muren.

Ser ud over torvet, det hæslige. Grimt som altid. Og tomt. Øde, om (endnu) sommeren.

»Jeg skal til Hawaii og træne –«

»Det hørte jeg.«

»Og jeg strikker ikke for Bæltet hvis det er det du tror,« siger hun pludselig skarpt med den gamle hæse Sascha-stemme.

»Bæltet?«

»Ja, det der skide velgørenhedsprojekt hun skal stå for nu hvor hun blev fyret. Hækle nøgleringe til fordel for multipel sklerose, nuttet?« Ser opfordrende på ham, han retter hende ikke. »Alex og Lilla Evelyne er blevet forlovet.«

»Det vidste jeg ikke.«

»Hvor har du været? På galeanstalten?« Hun smiler et langt og bredt sigende smil, næsten triumferende, før hun fortsætter: »Jeg strikker fordi jeg vil holde op med at ryge – nå pyt.« Hun rejser sig. »Skal vi gå?«

»Okay.«

»Jeg mener gå en tur.«

»Okay.«

Uddrag fra Monika Fagerholm: Hvem slog Bambi ihjel?. Oversat af Pia Juul. Trykt med tilladelse af Turbine Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her