En af Danmarks største digtere og prosaister Pia Juul døde efter kort tids sygdom onsdag, 58 år gammel.
Hun har udgivet børnebøger, noveller, essays og dramatik og er særligt kendt for digtsamlingerne En død mands nys fra 1993 og sagde jeg, siger jeg fra 1999 samt romanerne Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2015). Hendes sidste digtsamling blev Forbi fra 2018. Vi har talt med en række af de forfattere, der kendte hende. Her er det Naja Marie Aidt:
– Hvad var din relation til Pia Juul?
»Pia var min meget nære veninde i næsten 30 år. Vi har fulgtes ad i tykt og tyndt, lykke og ulykke, skrift og liv. Det er ubegribeligt for mig, at hun ikke er her mere, hun er et af de mennesker, jeg ikke ved, hvordan jeg skal leve uden. Pia kan ikke dø. Men Pia er død.«
– Hvad vil du især huske hende for?
»Jeg husker Pia for så meget. Hendes trofasthed og varme, hendes lethed og tyngde, den store generøsitet, hun besad. Humoren, musikken i hendes væsen, elegancen, sanseligheden, egensindigheden. Der er jo ingen som Pia. Både som menneske og som digter og forfatter var hun så særlig. Hun var min hjerteven, det er jo det, jeg husker hende for. Det er hendes smukke væsen, jeg husker og savner.«
– Hvordan ser du på hendes forfatterskab, når du ser tilbage?
»Jeg kan ikke se tilbage endnu. Men jeg elsker hendes forfatterskab, jeg beundrer det helt vildt. Hun har været som en søster for mig i litteraturen, vi har jo altid slugt hinandens bøger og talt om dem. Den måde, hun kan løfte en sætning, så ordene, man læser, bliver til sang, det helt hverdagsnære og det absurde og abstrakte og det hemmelighedsfulde uudgrundelige, der særligt findes i nogle af hendes tidlige digtsamlinger, er jo så sindssygt stærkt. Men også hendes dramatik er helt særlig. Og novellerne, romanerne. Det er et utroligt stærkt forfatterskab uden lavpunkter. Ingen dårlige værker, simpelthen. Tonen og stemmen er altid konsekvent, og jeg ser vel egentlig det samlede forfatterskab som et stort musikværk, hvor alt hænger sammen.«
– Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?
»Jeg vil nærmere sige, hvad har hun ikke betydet? Jeg så meget op til hende som ung digter, og jeg lærte så meget af hende. Men måske lærte jeg mest af alt, at jeg skulle være mig. Jeg skulle synge med mit næb og have tiltro til min egen stemme. Pia opmuntrede altid til det, når jeg som ny og sprød var i tvivl. Hun trak ikke noget ned over andre skrivende, hun elskede mangfoldigheden. Derfor var hun også sådan en god underviser. Hun lærte mig at forstå, at det at skrive ikke er noget, man egentlig kan dele, det er en meget personlig sag, og man skal gå sin egen vej. Det er ensomt og hårdt, men sådan er det. Vi læste aldrig hinandens tekster, før de udkom, og det er jeg meget taknemmelig over. Hun lærte mig at være stærk og egensindig.«
