En af Danmarks største digtere og prosaister Pia Juul døde efter kort tids sygdom onsdag, 58 år gammel.
Hun har udgivet børnebøger, noveller, essays og dramatik og er særligt kendt for digtsamlingerne En død mands nys fra 1993 og sagde jeg, siger jeg fra 1999 samt romanerne Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2015). Hendes sidste digtsamling blev Forbi fra 2018. Vi har talt med en række af de forfattere, der kendte hende. Her er det Niels Frank:
– Hvad vil du især huske Pia Juul for?
»Pia Juul havde en særlig form for menneskekundskab og universel indsigt. Hun var fuldstændig ukorrumperet af tidens strømninger, forgabelser og overfladiske antagelser. I stedet havde hun en fantastisk jordisk fundering i sig selv og kunne altid vurdere, hvordan hun selv så på verden. Pia Juul stod fast på sit eget fundament og egne etiske standarder. Hendes talent blæste ikke i øst og vest til alle mulige emner. Hun lyttede først og fremmest til sig selv. Hun havde et menneskeligt udsyn og en orienteringsevne, som ikke var til fals for, hvad andre kunne være enige om var universel sandhed. Den stabilitet finder man sjældent, og det er et ufatteligt tab for os alle, at hun nu er borte.«
– Hvordan ser du hendes forfatterskab, når du ser tilbage?
»Noget af det, jeg beundrede allermest, var hendes fantastiske anslag. Hvis man fik et brev fra hende, så vidste man allerede fra de første linjer, at det var hende, der havde skrevet det. Der var en form for musik i hendes anslag. Forestillede man sig hende som pianist, skulle hun bare sætte sig til klaveret, og så kunne hun slå de mest utrolige toner an. Hendes litterære gehør var helt naturligt og eminent. Hun kunne høre det hele og spille på alle mulige tangenter og inddrage alt fra dialekter og overleveringer til folkeviser og børnesange. Det var ikke bare hendes stemme, men alle mulige stemmer, der kom til udtryk i hendes forfatterskab. Hendes sprog havde så mange tonaliteter, og det var ekspressivt og sammensat.«
– Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?
»Vi voksede op litterært sammen i 1980’erne, hvor lyrikken havde tristesse, og Pia Juul var meget mere dansant og ironisk. Jeg begyndte som en minimalistisk og måske ligefrem kropsforskrækket digter. Hun havde modet til at være sanselig og kropslig, og hun viste mig, at det var muligt at være meget friere. Hun åbnede det lyriske og menneskelige rum for, at man skulle give slip og lade sig overvælde. Der var en ubændig frigørelsestrang i hende, som jeg kunne lade mig inspirere af. Hendes nysgerrighed var enorm, og hendes forfatterskab var langtfra færdigt. Ud over et personligt tab er det her også et tab af alle de værker, hun stadig havde i sig.«
