Interview
Læsetid: 10 min.

Niels Krause-Kjær: »Tilværelsen er mere skrøbelig, end jeg måske havde bildt mig selv ind«

Niels Krause-Kjær har altid været optimist – både på individets og samfundets vegne – men de seneste år er det blevet sværere at opretholde »Leif Lalleglad«-attituden. Hans nye roman handler om en fattig midaldrende freelancejournalist i et Danmark præget af den etnonationalistiske gruppe Danmarks Venner
Dybest set ville jeg gerne skrive en roman om nationalisme og fædrelandskærlighed, og når det bliver værre, bliver det bekymrende, siger Niels Krause-Kjær.

Dybest set ville jeg gerne skrive en roman om nationalisme og fædrelandskærlighed, og når det bliver værre, bliver det bekymrende, siger Niels Krause-Kjær.

Kultur
16. oktober 2020

Det går ikke særlig godt for Ulrik Torp, antihelten i Niels Krause-Kjærs romanserie om spillet mellem politik og medier. I den seneste bog, betitlet Fandens forår, går det faktisk helt ad helvede til.

Den idealistiske journalist, som mange vil huske som legemliggjort af Anders W. Berthelsen i filmatiseringen af Krause-Kjærs første bog, Kongekabale, er ikke bare blevet fyret fra sit job på ’Dagbladet’. Han har også haft en depression og er nu ved at miste sin bolig og måske også sin kone.

Og det bliver værre endnu. Når vi møder ham i Fandens forår, har den nu 57-årige Ulrik Torp gjort det til sit levebrød at skrive nekrologer. 300 kroner for en lille nekrolog og 1.000 for en mellemstor, så han skal skrive dem hurtigt for at holde timelønnen oppe.

Niels Krause-Kjær ler tilfreds af denne lille detalje, der understreger det triste ved Ulrik Torps liv: »Da jeg fandt på det, havde jeg det sådan: ’Yes!’ Det kan sgu næsten ikke blive værre, vel?«

Selv må Niels Krause-Kjær siges at have klaret det godt i sin journalistkarriere. De fleste vil genkende hans ansigt fra jobbet som fast Deadline-vært på DR2, han har skrevet et halvt dusin bøger, både skønlitterære og om politik, og da jeg cykler ned ad den træflankerede allé på ydre Frederiksberg for at interviewe ham, emmer hans hvidkalkede hus af velstand. Kvarterets haver er fulde af rosenbuske, frugttræer og trampoliner, og jeg havde glemt, at der kunne være så stille i København. Men det er selvfølgelig også Frederiksberg.

Forskellen mellem Niels Krause-Kjær og hovedpersonen Ulrik Torps situationer er til at tage og føle på. Og det er ikke tilfældigt. For de seneste år er det gået op for Niels Krause-Kjær, at han har taget meget af sin gode tilværelse for givet. Så selv om han på mange andre måder identificerer sig med Ulrik Torp, havde han lyst til at illustrere tilværelsens usikkerhed gennem sin nødstedte antihelt.

»Det er gået op for mig, at tilværelsen er mere skrøbelig, end jeg måske havde bildt mig selv ind. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvad det er for tilfældige valg, jeg har truffet for 15 eller 20 år siden, som gør, at jeg ikke sidder på et klubværelse og har mistet mine tænder i dag. Hvorfor sidder jeg her i et hyggeligt hus på Frederiksberg og har en hund og en kone og en bil, der kan starte? Hvorfor er det egentlig gået okay for mig?« spørger han og tilføjer:

»Og den fornemmelse af tilfældighed eller skrøbelighed gælder ikke kun for det enkelte menneske. Hvis vi skal helt op på de høje nagler, gælder det også vores institutioner, vores demokrati og den vestlige verden.«

Patriotisme og nationalisme

Niels Krause-Kjær forklarer, at denne nye opmærksomhed på det skrøbelige ved tilværelsen har været brændstoffet til at skrive hans seneste to bøger om Ulrik Torp: Mørkeland, der kom sidste år, og Fandens forår fra i år. Inden da havde læserne ikke hørt fra Torp, siden han i år 2000 var familiefar og i begyndelsen af sin karriere i Kongekabale. Romanen handlede om interne magtkampe i Det Konservative Folkeparti, som Niels Krause-Kjær netop havde været pressechef for, og den skabte en del furore, da mange læste den som en nøgleroman om fløjkrigen mellem Per Stig Møller og Hans Engell.

I Fandens forår har nedskæringer skåret mediebranchen ind til benet, og de journalister, vi møder, er enten forfaldet til kommunikationsbranchen eller er i økonomisk klemme ligesom Ulrik Torp, der har måttet bytte redaktionslokalet ud med et freelancekontor.

På det politiske niveau har en etnonationalistisk gruppe ved navn Danmarks Venner fået vind i sejlene. De er imod globalisering og vil indføre en dansk nationaldag, og det besluttes, at man skal være »nationalfødt« for at spille på det danske landshold. Debatterne skaber splid i regeringspartiet De Liberale, hvor den populistiske Kirsten Rolighed truer med at vælte den mere klassisk liberale statsminister Palle Enevoldsen. Sidstnævnte kunne godt minde om en statsminister, vi havde for ikke så længe siden, men det må være op til den enkelte læser at vurdere.

Selv om de nationalistiske kampe i Fandens forår er genkendelige, adskiller de sig alligevel fra virkeligheden, eksempelvis med den nye regel om danskfødte fodboldspillere.

Niels Krause-Kjær går med til, at hans roman er en smule dystopisk, men bruger selv det mere jordbundne udtryk, at han »forlænger virkeligheden med et par gulvbrædder«. Han citerer sin journalist- og forfatterkollega Leif Davidsen for at sige, at det ikke skal være »rigtigt, men det skal være plausibelt«:

»Dybest set ville jeg gerne skrive en roman om nationalisme og fædrelandskærlighed, og når det bliver værre, bliver det bekymrende. Jeg ville gerne spørge: Hvad er patriotisme? Hvad er nationalisme, og hvornår risikerer man, at det bliver for meget, bliver kontraproduktivt?«

Og hvornår bliver det så det? Eller er det blevet det?

»Hvis jeg mente noget om det, skulle jeg have skrevet en kronik i Politiken i stedet. Men selvfølgelig – det, at jeg bruger 300 sider på at behandle det, er da udtryk for, at jeg tænker: ’Hov, hvad fanden er det lige, der foregår?’ Nogle af de debatter, vi har i dag; hvis vi havde spurgt os selv for ti eller 15 år siden, om vi kunne forestille os, at sådanne debatter ville blive normaliseret, så ville vi have forsvoret det.«

Til Trump-rally

Niels Krause-Kjær fortæller, at han altid har været, og stadig er, meget optimistisk anlagt – eller »Leif Lalleglad«, som han flere gange kalder det. Men de seneste år er det blevet sværere at opretholde den livsindstilling.

Forandringen begyndte han at mærke i 2016 op til det seneste præsidentvalg i USA. Den amerikanske journalist Anne Applebaum skrev i marts 2016 i magasinet The Atlantic artiklen »Is this the end of the West as we know it?«, som gjorde stort indtryk på Niels Krause-Kjær. Applebaum vurderede, at den vestlige verden var tre valg fra at forandre sig afgørende: Brexit-afstemningen, præsidentvalget i USA og i Frankrig. Hvis det blev henholdsvis ja, Trump og Le Pen var alt forandret, mente Applebaum.

»For mig var det meget tankevækkende,« fortæller Niels Krause-Kjær.

»Jeg var i Storbritannien i forbindelse med Brexit-afstemningen, og jeg kunne godt se, at det var tæt, men jeg tænkte: ’Det bliver jo ikke til noget, for så bliver der kaos, og det er der ingen, der vil have.’ Og sådan tænkte alle iagttagere jo også om Trump! Men så blev det to ud af tre. Og hvis vi nu siger, at Applebaum havde ret, og hvis det franske præsidentvalg var endt, som det så ikke gjorde; havde det så betydet, at EU var brast sammen, at NATO var? I så fald må man sgu sige, at det er skrøbeligt – i en hel anden grad, end vi havde drømt om.«

I Fandens forår er Ulrik Torp vidne til en demonstration afholdt af Danmarks Venner, hvor 20.000 mennesker samles på Rådhuspladsen og skråler: »VI elsker DANmark, VI elsker DANmark«.

Deltagerne i denne demonstration, forklarer Niels Krause-Kjær, er »både dem, der siger, at de selvfølgelig er Danmarks venner, fordi de elsker landsholdet og nationalsangen«, så er der de »nyttige idioter«, og så dem, der »kører den ud på overdrevet, og som misbruger det i en politisk magtkamp. Og det kan vi jo se mange eksempler på i den vestlige verden i de her år. At der er nogle, der er meget bevidste om at trykke på de her knapper«.

I februar i år var Niels Krause-Kjær til primærvalg i New Hampshire i USA for at arbejde. Han beskriver den hyggelige oplevelse med at stå i kø til en Trump-rally med 12.000 mennesker. I den kilometerlange kø talte han i timevis med de mange venligtsindede amerikanere. Men alt ændrede sig, da de kom ind til arrangementet:

»Man kommer ind i hallen, og så ser man dem, man lige har stået og talt om børn og college og drømme med; de står og råber om Nancy Pelosi: »Lock her up! Lock her up!« Og man tænker: hvad fanden? Hvor kom den pludselige aggressivitet fra? Og det har noget at gøre med de her knapper, der trykkes på. Vi har det alle sammen i os i en eller anden grad, hvis bare der trykkes på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt.«

– Tror du det – at alle har det i sig?

»Ja, det gør jeg. Jeg tror ikke, vi som enkeltmennesker er vaccineret mod at køre ud ad en tangent. Men det troede jeg tidligere. Og det er vel egentlig den erkendelse, både Mørkeland og Fandens forår er båret frem af. Og så kan man spørge: Skulle jeg virkelig blive 57, før det gik op for mig, at sådan er menneskets natur? Og ja, det skulle det så nok.«

Journalistens afsløringstrang

Niels Krause-Kjær og Ulrik Torp er som sagt jævnaldrende fra boomergenerationen. Spørgsmålet om generationer tematiseres i romanen ved hjælp af journalisten Emma, som også sidder på Torps freelancekontor, og som tidligere har været praktikant på ’Dagbladet’.

Emma er født i 1992 og tror ikke som Ulrik Torp på »den nøgne journalist«, den objektive reporter, der »iagttager, afslører og beskriver«, som der står i bogen.

Niels Krause-Kjær forklarer, at hans generation af journalister, dem, som gik på Journalisthøjskolen i midten af 1980’erne, var vilde efter at afsløre og kontrollere. Han kalder dem »Watergate-generationen«, fordi de var besatte af den dybdeborende journalistik, der kunne vælte verdens mægtigste mænd.

På sit første semester på Journalisthøjskolen skulle Niels Krause-Kjær lave lokaljournalstik, og han og hans gruppe fik Odder Kommune:

»Og så skulle vi ellers ned og afsløre Odder Kommune! Der var en kommunaldirektør, og vi gik lige i struben på ham, den stakkels mand. Det var derfor, vi skulle være journalister! Så min generation var meget på, at nu skal vi kraftedeme afsløre nogen. Også i en grad, som har været lidt latterlig. For hvor meget er der at afsløre i Odder Kommune?«

I dag er Niels Krause-Kjær formand for censorkorpset på journalistuddannelsen, og han konstaterer, at der er kommet en ny generation af journalister, som har et mere afslappet forhold til, hvad deres journalistiske mission er:

»Jeg kan klart se, at der er nogle andre ting, der driver dem. Det er et ønske om at berige samtalen i det offentlige rum. Lade aktører tale sammen, gøre folk opmærksomme på, at her er noget spændende.«

Niels Krause-Kjær er ikke meget for at komme med en kritik af den nye generation, men som en del af den generation, han taler om, er jeg for nysgerrig til at lade ham slippe. Han understreger, at berigelsen er vigtig, men at der er en mulig bagside:

»Bagsiden, kan man sige, er, at journalistik også kan bruges til at få et personligt, individuelt spændende liv, at man kan komme ud at rejse og opleve noget. Og det er jo også okay, men det skulle nødig være den drivende kraft i, at man vil være journalist. Grundessensen i journalistik, uanset om man skal skrive en nekrolog eller afsløre en statsminister, er, at man holder mikrofonen på andres vegne. Hvis man skræller alt væk, så er det det, man gør. Og i det sekund, det bliver på egne vegne, så skrider det.«

Idealisten Ulrik Torp

I Fandens forår kommer Ulrik Torp og Emma på sporet af en historie, der har med efterretningstjenesternes kontroludvalg at gøre. Kontroludvalget er et politisk organ bestående af fem folketingsmedlemmer, der skal stå for en demokratisk kontrol med efterretningstjenesternes hemmeligheder. Alle medlemmer har dog tavshedspligt, så det er et åbent spørgsmål, hvordan denne kontrol egentlig udøves i praksis.

Niels Krause-Kjær fortæller, at han egentlig troede, at han havde sin interesse for Kontroludvalget for sig selv, men dette aspekt af hans roman er blevet aktualiseret af sensommerens skandalesager i Forsvaret. Dog er det uklart, hvilken rolle Kontroludvalget spiller i sagen, der først og fremmest drejer sig om den mangelfulde udveksling af information mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og Tilsynet med efterretningstjenesterne.

I klassisk suspensestil starter Fandens forår med, at to ældre politikere dør med få dages mellemrum. Da Ulrik Torp studser over sagen, finder han hurtigt ud af, at de er de eneste overlevende fra et tidligere Kontroludvalg. Spørgsmålet er, hvad det var, de vidste?

Handlingen skal ikke afsløres her, men sagen viser sig at trække tråde tilbage til Sovjet og Guldet fra Moskva – og til den nationalistiske bølge, der præger dansk politik.

I lang tid forsøger Ulrik Torp at forholde sig nøgternt og apatisk til disse sager, men ligesom i Kongekabale og Mørkeland kommer der et tidspunkt, hvor han er nødt til at bryde med sit nøgterne kodeks og med journalistikkens normer og regler. Hvorfor, spørger jeg?

»For han er jo idealist for fanden,« siger Niels Krause-Kjær. »Det skal gå ordentligt til. Og for at det gør det, bliver han nødt til at løsrive sig fra nogle af de normer, der er inden for vores fag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her