Læsetid: 5 min.

Nobelprismodtager Louise Glück skriver for at hævne sig på livets tilfældigheder

Tildelingen af årets Nobelpris i litteratur til Louise Glück overraskede mange. Men forfatterskabet er et af de mest værdsatte i USA
Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende: »At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.«

Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende: »At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.«

Sigrid Estrada

9. oktober 2020

Amerikanske Louise Glück var angiveligt overrasket, da hun i går ved middagstid over telefonen fik at vide, at hun er årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Det var andre også. Den 77-årige digter optrådte langt nede på listen af favoritter hos de førende bookingfirmaer, hvoraf de fleste havde canadierne Anne Carson og Margaret Atwood som favoritter.

Noget kontroversielt valg synes det imidlertid ikke at være. I litterære kredse og ved de store prisuddelinger har man altid holdt meget af Louise Glück, der fra 2003 til 2004 var hjemlandets officielle nationaldigter og dertil har modtaget stort set alle de priser, en amerikansk forfatter kan få – fra Pulitzerprisen til The National Humanities Award, der blev overrakt af Præsident Obama i 2015.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Litteraturhistorien, såvel som resten af kunsthistorien, viser at psykiske problemer kan være en meget befordrende muse. Alligevel synes jeg man skal vælge enten at lade sig frelse af fx en psykoanlytiker eller sit skriveri. Alt der imellem har det med at blive noget rod - eller i hvert fald på en eller anden måde ikke helt ens eget. I øvrigt kan man nærmest pr. definition ikke hævne sig på sin skæbne, der som bekendt er fuldstændig indifferent overfor de ulykker den afstedkommer. Man kan højst eliminere noget af smerten, men det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt.