Baggrund
Læsetid: 5 min.

Nobelprismodtager Louise Glück skriver for at hævne sig på livets tilfældigheder

Tildelingen af årets Nobelpris i litteratur til Louise Glück overraskede mange. Men forfatterskabet er et af de mest værdsatte i USA
Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende: »At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.«

Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende: »At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.«

Sigrid Estrada

Kultur
9. oktober 2020

Amerikanske Louise Glück var angiveligt overrasket, da hun i går ved middagstid over telefonen fik at vide, at hun er årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Det var andre også. Den 77-årige digter optrådte langt nede på listen af favoritter hos de førende bookingfirmaer, hvoraf de fleste havde canadierne Anne Carson og Margaret Atwood som favoritter.

Noget kontroversielt valg synes det imidlertid ikke at være. I litterære kredse og ved de store prisuddelinger har man altid holdt meget af Louise Glück, der fra 2003 til 2004 var hjemlandets officielle nationaldigter og dertil har modtaget stort set alle de priser, en amerikansk forfatter kan få – fra Pulitzerprisen til The National Humanities Award, der blev overrakt af Præsident Obama i 2015.

I en anmeldelse af A Village Life (2009) i Los Angeles Times blev Glück kaldt »den måske mest populære digter i Amerika«, og tilbage i 2012 skrev den anerkendte The New York Times-kritiker Dwight Garner, at »den mest brutale og smertefulde amerikanske digtsamling i de seneste 25 år er Louise Glücks Ararat«. Anledningen var udgivelsen af Glücks samlede digte, Poems 1962-2012, som Garner i sin anmeldelse – der bar overskriften Verses Wielded Like a Razer, på dansk noget i stil med ’Barberbladsskarpe strofer’ – kaldte »en stor begivenhed i dette lands litteratur, måske årets største«.

Fra Det Svenske Akademi lyder det blandt andet i motiveringen, at Glücks »umiskendelige poetiske stemme med en brutal skønhed gør den individuelle tilværelse universel«.

Præget af traumer

Louise Glück er født i New York, og opvæksten har sat et stort præg på hende både menneskeligt og kunstnerisk. Tematisk kredser Glück i sine digte om familieliv, død, barndom og forholdet mellem forældre og søskende i digte, der er inspireret af den græske mytologi, som hendes forældre ansporede hende til at læse allerede i barndomsårene.

Som teenager udviklede Glück anoreksi, som hun var plaget af også i de tidlige voksenår. I flere essays – blandt andet i samlingen Proofs & Theories (1995) – beretter hun, at lidelsen både skyldes hendes kamp for at frigøre sig fra moren og familietraumet efter en storesøster, der gik bort, inden hun selv blev født. »Hendes død var ikke min oplevelse, men hendes fravær var,« som Glück har formuleret det.

Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende:

»At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.«

Som Dwight Garner pointerede i sin anmeldelse i The New York Times er spiseforstyrrelsen værd at nævne, fordi den afspejler en »plagsom form for appetit, der gennemstrømmer hendes værker. Længslerne hos hende er varsomme og alle komplicerede. Det har pinsomme konsekvenser at lade sig friste«.

Kun sjældent berører Glück sygdommen i sine digte, men i »Dedication to Hunger« (1980) adresseres den direkte og knyttes sammen med et gennemgående motiv, nemlig kvindekroppen, der ofte beskrives som en slagmark, hvor striden står mellem liv og død: »It begins quietly in certain female children:/ the fear of death, taking as its form/ dedication to hunger, / because a woman’s body/ is a grave; it will accept anything

Den græske mytologi

I sin tale fremhævede Mats Malm, sekretæren for Det Svenske Akademi, Glücks digtsamling Averno (2006), som han kaldte »en mesterlig samling, en visuel fortolkning af myten om Persefone, der af Hades, Dødsrigets gud, bortføres til Helvede«.

I den svenske version af Averno benytter oversætter Jonas Brun sig ligefrem af betegnelsen ’Persefone-kompleks’ i sit efterord, hvilket fik anmelderen i Svenska Dagbladet til at følge op med disse ord:

»Hvis vi gransker vores kulturarv, findes der naturligvis meget mere end Ødipus. Og på samme måde som Glück levendegør myter, anvender hun psykoanalysens tankestof til at bearbejde barndommen og familien.«

Ikke overraskende er forfatterskabet ofte blevet rubriceret som bekendelseslitteratur, men – som også Mats Malm pointerede – så løfter digtene trods deres autofiktive anslag sig ofte til en generel kritik af samfundet. Det gælder ikke mindst i langdigtet »October« (2002), der også kan læses i samlingen Averno – hvis anden del kan læses herunder. Det seksdelte digt starter i det døende efterår, deraf titlen, og beskriver via en række kvindestemmer et nutidigt landskab lagt øde efter krig og terror. »This is the present, an allegory of waste,« som Glück skriver i digtet, der ofte læses inden for den såkaldte post-9/11-litteratur.

Siden debuten i 1968 med Firstborn har Louise Glück udgivet elleve digtsamlinger senest Faithful and Virtuous Night (2014), der vandt the National Book Award, og dertil en række essaysamlinger. En favorit blandt hendes bøger er digtsamlingen Meadowlands (1996), der er skrevet på baggrund af forfatterens skilsmisse fra John Dranow, og hvor Glück på karakteristisk vis i sin undersøgelse af kærlighedens natur og opløsning i skilsmisse, går hårdt til sig selv. Det er brutal bekendelseslitteratur.

På grund af coronapandemien vil hun ikke modtage prisen i år. Det svenske akademi oplyser, at ceremonien vil finde sted næste år.

Oktober

2.
Sommer efter sommer er forbi,
salve efter vold:
det hjælper ikke
at være god ved mig nu;
vold har ændret mig.

Daggry. De små højdedrag lyser
okker og ild, selv markerne lyser.
Jeg ved hvad jeg ser; sol der kunne være
augustsolen giver alt det tilbage
der blev revet væk —

Hører du denne stemme? Det er mit sinds stemme;
du kan ikke røre min krop nu.
Den har allerede ændret sig, den er hærdet,
Forvent ikke at den reagerer igen.

En dag som en dag om sommeren.
Usædvanligt stille. Ahorntræernes lange skygger
næsten lilla på grusstien.
Og om aftenen, varme. Nat som en nat om sommeren.

Det hjælper ikke; vold har ændret mig.
Min krop er blevet kold som de afklædte marker;
nu er der kun mit sind tilbage, forsigtig og skeptisk,
med en fornemmelse af at være sat på prøve.

Endnu en gang stiger solen op som den steg i sommer
præmie, salve efter vold.
Salve efter bladene har ændret sig, efter markerne
er høstet og pløjet.

Fortæl mig at det her er fremtiden,
jeg nægter at tro dig.
Fortæl mig at jeg lever,
jeg nægter at tro dig.
 

Uddrag af langdigtet Oktober fra digtsamlingen Averno

Oversat af Liv Nimand Duvå

Redigeret af Shadi Angelina Bazeghi

Oprindelig bragt i tidsskriftet Kritiker, 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Litteraturhistorien, såvel som resten af kunsthistorien, viser at psykiske problemer kan være en meget befordrende muse. Alligevel synes jeg man skal vælge enten at lade sig frelse af fx en psykoanlytiker eller sit skriveri. Alt der imellem har det med at blive noget rod - eller i hvert fald på en eller anden måde ikke helt ens eget. I øvrigt kan man nærmest pr. definition ikke hævne sig på sin skæbne, der som bekendt er fuldstændig indifferent overfor de ulykker den afstedkommer. Man kan højst eliminere noget af smerten, men det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt.

steen ingvard nielsen

Ordet.
Ikke så meget dets egenværdi, mere tanken om hvor det kom fra og hvor det har været.

Kenneth Krabat

https://www.dropbox.com/s/kjyfatvnkcky80i/Nobelprismodtager%20Louise%20G...

Hurtigt indtalt. Intet forsøg på at lave god lyd.