Kommentar
Læsetid: 3 min.

Nye retningslinjer i ’The Simpsons’ effektueres og en pertentlig rettighedshaver tjener gode skejser på 80’er hit

Rapstjernerne Gilli og Branco må betale dyrt for at låne en sproglig vending fra Danseorkestret på deres seneste hitsang »La Danza«. En ny dokumentarfilm hævder, at Paris Hilton slet ikke findes. Og så har Homers sorte kollega i tegneserien ’The Simpsons’ fået ny stemme. Dét og meget andet har optaget kulturredaktionen i ugens løb
For tre måneder siden meddelte Fox, der producerer The Simpsons, at de havde udviklet en ny politik for ikkehvide karakterer: hvide skuespillere skal ikke længere skal lægge stemme til ikkehvide figurer.

For tre måneder siden meddelte Fox, der producerer The Simpsons, at de havde udviklet en ny politik for ikkehvide karakterer: hvide skuespillere skal ikke længere skal lægge stemme til ikkehvide figurer.

Ritzau Scanpix

Kultur
2. oktober 2020

Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

En dyr Regndans

Ralf Christensen

Man skal passe på, hvad man refererer til – i hvert fald hvis man er musiker. Rapstjernerne Gilli og Branco parafraserede teksten til Danseorkesterets 80’er-hit »Regndans« på deres 2020-hit »La Danza«. »Dans, dans så skejs’ne falder ned / Dans, mamacita, dans,« lyder teksten nu. De sampler ikke, akkorderne er ikke de samme, og resten af teksten og musikken er de to herrers egen.

Men for at få lov til at bruge referencen til et dansk stykke kulturarvesølv må de betale dyrt. Nemlig 75 procent af rettighederne og dermed indtjeningen fortæller Danseorkesterets bassist Rasmus Kærså til musikmediet Muzak.

Hør selv, hvor forskellige de to numre er, og sig så, at det er en rimelig fordeling.

Ovenikøbet fortæller Rasmus Kærså til dr.dk, at Danseorkesteret ofte siger nej til forespørgsler – hvis de ikke kan lide numrene. Som om kultur er noget, man kan nægte at dele med efterkommerne. Desværre er ophavsretsloven enig.

’Druk’ drukner i succes

Christian Monggaard

Thomas Vinterbergs nye film, Druk, har i løbet af sin premiereweekend solgt mere end 100.000 billetter. Det er det bedste billetsalg for et drama i danske biografer i syv år, og det er ikke kun glædeligt for instruktøren selv, men også for de danske biografer, som kæmper en brav kamp mod coronarestriktioner og et magert filmudbud. Ifølge en pressemeddelelse er alle filmens interessenter – Vinterberg, Zentropa, Nordisk Film – nærmest lykkelige. Så gi’r de nok en lille én ...

Findes Paris Hilton slet ikke?

Frederik Meldgaard Lauridsen

»Vi troede, vi kendte Paris Hilton. Vi tog fejl.« Sådan skriver folkene bag den nye dokumentarfilm The Real Story of Paris Hilton.

I dokumentaren møder vi Paris Hilton, kvinden bag karakteren Paris Hilton. Det kan virke lidt forvirrende, men sagen er, at dén Paris Hilton, som du måske har stødt på i realityprogrammer, i virkeligheden bare er en rolle, hun har spillet. Det siger hun i hvert fald selv i dokumentaren, hvor vi kommer ind bag karakteren og hører historien om, hvordan misbrug og overgreb i hendes tidlige teenageår fik hende til at skabe den overfladiske, festglade, blondinekarakter. Alt sammen i et forsøg på at slippe for at blive en del af de voksnes brutale verden.

Så måske findes Paris Hilton slet ikke? Bedøm selv: The Real Story of Paris Hilton kan ses gratis på YouTube.

The Rock for Biden

Rasmus Elmelund

Fra en dejlig grøn have delte den amerikanske wrestler og skuespiller Dwayne ’The Rock’ Johnson i denne uge en video med sine 200 millioner (!) instagramfølgere. Iført solbriller og en stram blå træningstrøje fortæller bodybuilderen, at han normalt ikke blander sig i politik, men at det jo er kritiske tider, og at han efter at have mødtes med demokraternes Joe Biden og Kamala Harris nu endorser, altså anbefaler, dem.

»Fremskridt kræver mod, menneskelighed, empati, styrke, venlighed og respekt,« lyder det.

Det er altid svært at sige, hvor meget den slags betyder, men da popstjernen Taylor Swift i 2018 opfordrede til, at man stemte ved midtvejsvalget, havde det en beviselig effekt på stemmeprocenten.

Tidligere har blandt andre Roseanne Barr (skuespiller og hovedrollen i tv-serien Roseanne) og Kid Rock (musiker og rap-rock-provokatør) endorset den siddende præsident Trump. 

Hvem skal være inde i Apu?

Anna Sperling

I januar opsagde skuespilleren Hank Azaria sit job på tv-serien The Simpsons – i protest mod sin egen stemme. Han havde ellers i 30 år (!) lagt stemme til den indiske kioskejer Apu Nahasapeemapetilon, men efter massiv kritik var Hank Azaria selv nået til den konklusion, at karakteren Apu reproducerede racistiske stereotyper.

I juni annoncerede kollegaen Jenny Slate så, at hun ikke længere ville spille den sorte karakter Missy i Big Mouth. Efterfulgt af Kristen Bell, der ikke længere ville spille den ikkehvide karakter Molly i Central Park.

For tre måneder siden meddelte Fox, der producerer The Simpsons, at man havde udviklet en ny politik for ikkehvide karakterer: Hvide skuespillere skal ikke længere skal lægge stemme til ikkehvide figurer.

Og i denne uge fik vi det første navn: Den sorte skuespiller Alex Désert, der blandt andet er kendt fra tv-serien Better Things, skal nu spille Homers sorte kollega (også tidligere spillet af Hank Azaria). Det vides stadig ikke, hvilken (indisk?) skuespiller der skal være inde i Apu.

Ikke alle er lige begejstrede. Harry Shearer, der blandt andet spiller Dr. Hibbert, en sort læge i The Simpsons, indvender således i Times Radio: »En skuespillers arbejde er at spille en eller anden, vedkommende ikke er. Det er jo selve jobbeskrivelsen.«

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her