Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.
Hver uge bringer forfatter Peter Adolphsen dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur
USA
Støttebrev for nonbinære og transpersoner
Vi lever i de åbne, multiunderskrevne breves tidsalder. Det seneste er en støtteerklæring underskrevet af blandt andre Stephen King og Margaret Atwood til fordel for transkønnede og nonbinære personer. »Vi tror på ordenes kraft. Vi ønsker at bidrage til, at historien bevæger sig i retning af retfærdighed og rimelighed. Og med det formål siger vi: Nonbinære er nonbinære, transkvinder er kvinder, transmænd er mænd, transrettigheder er menneskerettigheder. Jeres pronominer har betydning. I har betydning. I er elskede.«
I alt er det åbne brev underskrevet af over 1.200 personer fra den nordamerikanske bogverden. Teksten er tydeligvis et indlæg i den verserende debat om J.K. Rowling og hendes syn på transkønnede. For nylig var der er åbent brev, der støttede hendes ret til at ytre sig. Det fremgår ikke, om nogen har underskrevet begge tekster, men på den konkrete indholdsside er der i grunden ikke noget modsætningsforhold.
ERITREA & ENGLAND
19 år i et fangehul
Den eritreiske digter Amanuel Asrat blev arresteret i 2001, og siden har ingen hørt et kvæk hverken fra eller om ham. Man håber, at han stadig er i live og formoder, at han vansmægter i det topsikrede fængsel Eiraeiro, hvor tortur er en del af den daglige uorden. Den jamaicansk-engelske dub-digter og sidste års vinder af PEN-prisen Linton Kwesi Johnson har nu udnævnt Asrat til ’International Writer of Courage’. Johnson udtaler: »At holde en borger indespærret og incommunicado, uden anklage eller retssag, i næsten 20 år, er den type grel brutalitet, som kendetegner totalitære stater og diktaturer. Som digter fra den afrikanske diaspora, har jeg som en solidaritetsgestus valgt den eritreiske digter, sangskriver, kritiker og journalist Amanuel Asrat.« Der iværksættes nu en brevskrivningskampagne i håbet om at få ham frigivet.
UGENS 10 BØGER
KORT OM ALT
En forfatter (og det gælder vel for alle slags kunstnere – og faktisk, egentlig, for alle mennesker) bør principielt interessere sig for alt. Hvad som helst er rasende fascinerende. Desværre er livet ikke uendeligt, så ofte må man nøjes med at dyppe tæerne i videnshavet. Jeg er svært glad for Aarhus Universitetsforlags små Tænkepauser-bøger, men alt andet lige er der en del mere oomph i deres engelsksprogede forbillede, Oxford University Press’ Very Short Introductions.
- Frank Close: Nothing: A Very Short Introduction
- Christian W. McMillen: Pandemics: A Very Short Introduction
- Martin Redfern: The Earth: A Very Short Introduction
- Jacob K. Olupona: African Religions: A Very Short Introduction
- Khalid Koser: International Migration: A Very Short Introduction
- Klaus Dodds: Geopolitics: A Very Short Introduction
- Bernard Wood: Human Evolution: A Very Short Introduction
- David Albert Jones: Angels: A Very Short Introduction
- Stephen Mumford: Metaphysics: A Very Short Introduction
- Paul Foster: The Apocryphal Gospels: A Very Short Introduction
JAPAN & USA
Kaufman, Ogawa og erindringspolitiet
Yoko Ogawas roman The Memory Police (titlen på den engelske oversættelse, begribeligvis) er i gang med at blive omarbejdet til filmmanuskript af selveste Charlie Kaufman. Bogen handler om en ung forfatterkvinde på en ø, hvor genstande har det med at forsvinde. Hun lægger en plan for at skjule sin forlagsredaktør for titlens erindringspoliti. Bogen udkom på engelsk i 2019, fik overstrømmende anmeldelser og blev nomineret til flere priser. Kaufman, som det nok vides, er manuskriptforfatteren bag film som Being John Malkovich, Eternal Sunshine of the Spotless Mind og senest I’m Thinking of Ending Things.
KENYA
Thiong’o og toiletpapiret
Da det forledet blev offentliggjort, hvem der fik Nobelprisen i litteratur, lød det årlige skuffede suk over hele Kenya (og store dele af den litterære verden). Igen var det ikke Ngugi wa Thiong’o, som vandt. For flere årtier siden blev han fængslet i Kenya for at have skrevet et skuespil på sit modersmål, gikuyu, frem for engelsk. I anledning af den amerikanske udgivelse af hans seneste bog, en versroman med titlen The Perfect Nine, gav han et interview i National Public Radio. Heri fortalte han, at tiden i fængslet udgjorde at afgørende skel i hans liv. Han sagde videre: »Hvordan kan det være, at en postkolonial afrikansk regering fængslede mig for at skrive på et afrikansk sprog? Inden da havde jeg skrevet både skuespil og romaner på engelsk, og jeg havde ikke været samfundskritisk. Hvorfor så nu? Det fik mig til at tænke over det ulige magtforhold mellem sprogene. Og jeg tænkte: Nej, fra nu af skriver jeg på mit modersmål, hvilket satte mig i stand til at skrive min første roman på gikuyu. Den blev skrevet på den eneste slags papir, som jeg havde adgang til, nemlig toiletpapir.«
KENYA & AFRIKA
Forfattere fra Afrika
Den kenyanske gymnasielærer Dorah Amondi har skrevet en artikel i avisen Daily Nation om, hvorvidt man kan tale om eksistensen af en ’afrikansk’ litteratur, selv om der er tale om et helt kontinent med 54 forskellige lande (i virkeligheden burde der være mange flere og nogle helt andre: Prøv selv at internetsøge på ’decolonial atlas+alkebu-lan’). Pladshensynet tillader ikke et ellers nok så brutalt resumé af artiklen, så jeg vil nøjes med at nævne fire forfatternavne, der dukker op undervejs i artiklen: Amos Tutuola, Chinua Achebe, Okot p’Bitek og Irisen Okojie.
SVERIGE
#MeToo livestreames
For et par uger siden interviewede her i tillægget danske Mathilde Moestrup svenske Matilda Gustavsson om hendes bog Klubben om afsløring af skandalen i Det Svenske Akademi. Den seneste tids begivenheder med afsløringer af seksuelt krænkende adfærd gjorde det superaktuelt også at spørge hende om forskellene på #MeToo i Sverige og Danmark. Nu kan man høre endnu mere til Gustavsson, når hun på tirsdag den 20. oktober er at finde i samtale med Lise Bach Hansen i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Samtalen streames live til biblioteker og uddannelsesinstitutioner landet over. Kan også følges via link på www.densortediamant.dk og via Den Sorte Diamants facebookside
Eritrea er et lille land med en utrolig blodig historie.
Eritrea fik sin selvstændighed fra Etiopien 29. maj 1991. Principielt er landet en republik, men præsidenten. Isaias Afewerki, har siddet siden landet blev selvstændigt, og er samtidig stats- og regeringschef foruden talsmand for landets såkaldte "parlament".
Eritrea har ikke haft noget valg siden selvstændigheden, og bortset fra det parti, som præsidenten ejer, har landet ikke tilladt andre politiske partier.
Landet er det 7. laveste på Human Development Index, og det 3. laveste angående pressefrihef, der faktisk ikke finde.
Efter at præsidenten for højesteret blev anholdt i 2001, for forsøg på at gennemføre retfærdige retssager, har landet ikke haft domstole. Og Eritreas fængsler har gennem alle årene været under kritik for inhuman behandling af fanger og for den udbredte brug af tortur, der er helt almindlig og systematiseret.
Al dette hindrer dog på ingen måde, at dette prægtige land både er medlem af FN, Den Afrikanske Union og observatørland i Arabiske Forbund. Samt har et langvarigt samarbejde med EU, hvor EU bruger Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) som et af de vigtigste EU-instrumenter i samarbejdet med Eritrea.
- - - - - -
Men nu er det ikke blot den eritreiske digter, Amanuel Asrat, der er totalt forsvundet i Eritreas dunkle torturkældre. Også den svenske journalist, forfatter og dramatiker, Dawit Isaak, blev fængslet i 2001 uden rettergang, og forsvandt uden at nogen har hørt fra ham siden. Og samme ukendte skæbne er overgået en lang række af journalister, hvoraf de fleste er fra Eritrea.
Er man fængslet i Eritrea, ophører at kontakt eller kendskab til personens skæbne. Således har den svenske regering sammen med EU mange gange forsøgt at komme i kontakt med Dawit Isaak. Eller blot høre, om han fortsat er i live. Men al kontakt med Eritrea om disse forhold har været helt nytteløse.