Analyse
Læsetid: 6 min.

Per Højholt overskred traditionen for naturdigning – men i respekt for det bedste og mest bestandige i den

Højholt foretog i 1989 et afgørende brud, både med sin skepsis over for metaforen og med sit før så konsekvent modernistiske natursyn
Højholt foretog i 1989 et afgørende brud, både med sin skepsis over for metaforen og med sit før så konsekvent modernistiske natursyn
Kultur
9. oktober 2020

Birken, græsset og rosmarinlyngen fortæller os, at scenen er sat »ude« i naturen, og metaforbrugen indikerer, at poetiske billeder er tilladt – modsat 20 år før, hvor Højholt bombastisk erklærede, at hvor alting sammenfalder med sit billede, hører virkeligheden op.

Dengang var han metaforskeptisk, nu lukker han godvilligt metaforen ind. Birken »nejer« som en pige til en børnefødselsdag eller på en danseskole. Græsset »bider« i den bløde luft, en effektiv, men pudsig bagvendt metafor, eftersom vi er vant til, at græsset selv bliver bidt i, af enten fodboldspillere eller køer. At rosmarinlyngen »ryster« sine spæde klokker, virker som et idyllisk, naturtro billede, der yndefuldt angiver, at det blæser, men lægger vel også op til, at et eller andet skal ske, ligesom når der ringes til gudstjeneste, bryllup – eller en begravelse.

Efter de tre første linjers muntre registrering af en aktiv natur træder jeget ind i digtet og medgiver sin modstræbende fascination, »også jeg har sjæl at ernære«, i grunden et mærkeligt ordvalg. Man kan »nære« skepsis, tiltro, forkærlighed, tvivl m.m. – men ernæring vedrører sædvanligvis kroppen. Vi får uvilkårligt det indtryk, at trangen til oplevelse af de ikkemenneskelige, ikkemenneskeskabte omgivelser nærmest er et fysisk behov.

Så, i femte linje, vender digtet. Her indfinder sig det sublime i skikkelse af tre flyvende svaner, eller rettere, de udskydes helt til syvende vers, via et kolossalt dobbelt adverbialled, som sammenfatter digtets første del, idet birkens, græssets og lyngens aktiviteter til overmål besjæles som udtryk for noget indre: iver og foretagsomhed.

At synet af fuglene nu rusker op i jeget, markeres af syntaksen, som pludselig bliver hektisk: »hvide, og tre«. Og endelig, i niende linje, overgiver jeget sig eller giver sig hen til oplevelsen – ganske vist med et dagligdags ordvalg, som når Dan Turèll skrev et helt digt på formlen »for meget, mand«, men alligevel umuligt at misforstå. Det lyriske jeg er her overvældet og fascineret.

Bjergtaget af naturen

Havde det ikke været et digt af Per Højholt, havde det været for eksempel en Johannes Ewald eller en Schack Staffeldt, ville der på dette sted have indsneget sig et lovprisende udbrud, et ’oh’. At vi befinder os tæt ved det sublimes domæne, kan vi se af de gentagne at-konstruktioner. Det er ikke så meget naturens enkeltelementer, der kredses om, som det er dens at-hed, det AT man kan opleve den som et øjebliks overraskende tilskikkelse.

Højholt har imidlertid stadigvæk en overraskelse i behold. Sædvanligvis bruger vi dativform, når det skal udtrykkes, at noget er en ære, en glæde, en pine, en vederstyggelighed, som når vi for eksempel siger: »Hermed er det mig en fornøjelse at præsentere et digt af Per Højholt«. Men i dette tilfælde bruges MIG kvantitativt i stedet for kvalitativt og angiver ikke kun, at det lyriske jeg ’bjergtages’ af naturen, men også, at dette jeg i grunden er en overflødig, nærmest utidig forekomst i hele forårssceneriet. Heraf følger den logiske konklusion, at han under disse omstændigheder er »bedst som mangel«.

Per Højholt (1928-2004)

  • Opvokset i Esbjerg.
  • Efter endt uddannelse som bibliotekar ansat i Esbjerg, Gentofte og Søllerød. Levede siden af sit forfatterskab.
  • Debut 1949 med Hesten og solen. Derefter udkom en række digtsamlinger med Poetens hoved (1963) og Turbo (1968) som højdepunkter. Fra 1977 udsendte han mindre bøger i flere genrer i serien ’PRAKSIS’, bd. 1-12. Desuden foreligger tre romaner: 6512 (1969), Auricula (2001) og Hans Henrik Mattesen. En monografi (udgivet posthumt 2007).
  • Hans litteraturbetragtninger udkom som Cézannes metode (1967) og Intethedens grimasser (1972) samt essaysamlingen Stenvaskeriet og andre stykker (1994).

Den mærkværdige titel på Per Højholts forårsdigt peger på, at ’det lyriske jeg’, hvor et sådant findes, jo bare er et sprogligt tegn og en funktion i en tekst. Glosen ’person’ stammer fra græsk og betegner i helt abstrakt forstand en instans, som melder sig gennem (per) en lyd (son). Men samtidig henviser ordet til digterens fornavn og inviterer dermed til et tekstligt spil mellem noget upersonligt og noget personligt. Dette spil imellem noget udvendigt og noget inderligt kendetegner al Højholts sene lyrik, uanset om den enkelte tekst betegnes som »manøvre«, »elegi«, »situation« eller »idyl«, ja, selv hans digte om andre digtere såsom Ewald, Baggesen og Blicher tillader sig at være på en gang ’objektive’ som portrætter og ’subjektive’ som indlevede identifikationer.

Mennesker, og især digtere, tillægger sædvanligvis naturen betydning og lægger derved uvilkårligt sig selv til naturen. Her sker der imidlertid det modsatte, at mennesket tænkes fratrukket naturen, ligesom sat i parentes. Og denne hypotetiske manøvre former sig som en dekonstruktion af alle de selvspejlinger, digtere i fortid og samtid ellers uproblematisk hengiver sig til.

Frederik Stjernfelt taler i en artikel om Højholts sene prosa og lyrik fra 1997 om, hvordan den stille naturlyriske scene opridses og godtages af et ganske vist skeptisk jeg, og hvordan så både scenen og jeget »overtrumfes« af de trefoldige svaner. Derved dementeres den traditionelle naturlyriks model: »Når naturen arrangerer sig alt for tydeligt i sentimentale konfigurationer,« ses jo nemlig ikke andet »end personen selv og hans patetiske projektioner.«

Helt på linje med Stjernfelt læser Ole Martin Høystad i en afhandling om Højholts poetiske praksis (1998) digtet som en parodi på den ’emotionalistiske’ naturlyrik: »Hvis mennesket selv bliver natur, er det ikke længere menneske og ville da blive repræsenteret i naturen som fravær.« Med det sidste vers, mener Høystad, slutter Højholt sig til en lang idéhistorisk tradition, der »går helt tilbage til hans venner, de førsokratiske naturfilosoffer«.

Her tænkes på Anaximander, Anaximenes og Heraklit, hvis tanker om ’det værende’ og ’det åbne’ fik stor opmærksomhed i Højholts refleksioner over poesi i poetikken Cézannes metode (1967). Men ud over at demonstrere en kontinuitet i forfatterskabet er digtet »Personen i overskud« også med til at markere et brud.

Den »klassiske« Højholt

Den »klassiske« Højholt var ham, som skrev højt reflekterede, selv- og sprogbevidste digte med lige dele inspiration fra den modernistiske tradition og dagligsprogets banale og meningstømte rutiner. Den »klassiske« Højholt var mestertænkeren, som udstillede sin refleksion over disse digte i svære, hårdbagte bøger.

Dengang opfattedes sproget som en slags raster over en bagvedliggende, sammenhængsløs verden bestående af tid og tilfælde, og dengang var digtets mulighed, kritisk, at punktere alle forestillinger om en sammenhæng mellem sprog og verden. Følgelig kom hans lyriske produktion hovedsagelig til at bestå af metadigte, som handlede om sproget og skriften, og hvis indhold i alle tilfælde var sådan mere eller mindre ligegyldigt.

Men netop i PRAKSIS, 9: Det gentagnes musik (1989), hvori »Personen i overskud« står, er dualismen mellem sprog og natur, om ikke ophævet, så dog kraftigt problematiseret. Derfor afløses ironien fra det tidlige forfatterskab ifølge Stjernfelt af et uafgjort spændingsforhold mellem ironi og patos. Man kan sige, at ironi og patos hele tiden står og balancerer, sådan at ironien bliver en acceptabel måde at omgås farlige sager på – det potentielt patetiske trækkes ned i det trivielle – men samtidig åbnes der paradoksalt for digterisk højstemthed.

Dette er nøjagtig, hvad der foregår i det præsenterede digt. Her som andetsteds i bogen såvel som i samlingerne Manøvrer (1993) og Lynskud (1995) introduceres et sansende lyrisk jeg, der anbringes i et idyllisk lokalt sceneri med vækster (træer, buske, urter, græs), legemer (svampe, sten m.m.) samt ikke mindst fugle. Vi får som regel at vide, hvad tid på døgnet det er, ligesom årstid og vejrlig angives stikordsmæssigt.

Og SÅ begynder noget at ske, i form af en øjeblikshændelse, noget, som (med et gammeldags udtryk) vederfares jeget, hvorved opmærksomheden, med digterens egne ord, rettes mod »det vigtigste, det overflødige, uanselige«, samtidig med at der foregår et frontalt sammenstød mellem verbale registre og som nævnt en krig, eller i hvert fald en dialog, mellem patos og ironi. Traditionen overskrides, dog i fuld respekt for det bedste og mest bestandige i den, herunder begejstringen for naturens storhed. Og digteren inkluderer og accepterer det paradoks, at vi på samme tid er del af naturen og naboer til den.

Personen i overskud (1989)

Lad gå med at birken nejer nyudsprungen
og græsset bider i den bløde luft, indforstået –
at rosmarinlyngen ryster sine spæde klokker
den æder jeg råt, også jeg har sjæl at ernære,
men at der hen over denne gentagne iver

lavt her hen over en så umotiveret foretagsomhed
kommer svaner strygende, hvide, og tre,
med langsomme vingeslag og strakte halse,
det er for meget, det er MIG for meget:
under de omstændigheder er jeg bedst som mangel!

Serie

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor skriver hr Skyum dog trist og kedeligt om naturdigtning. En rigtig professermand, tør og uden følelser og empati. Uden at sætte sig selv i spil. Hvad er naturen for ham, aner det ikke, kun ved jeg, at naturen for mig er alt andet dette elementære manual I sprogvidenskab. Her er min samtalesang med vinden en tidlig morgen: Syng gerne med.

Samtale med vinden

Før daggry talte vinden
Jeg kan ikke længere sove
Fortvivlet og ulykkelig
Blæser jeg i nåleskove
Rusker op i havets vande
Banker på de glatte tage
Fløjter ind i krog og hjørne
Hør min hilsen i din have

Ja Jeg hører dig derude
Hvad end du ville mene
Jeg lytter til din stemme
Du er ikke helt alene
Jeg er som dig urolig kære
Jeg ånder ind og ud herinde
Men tankerne når ingen vegne
Mit hjerte er som dine vinde

Gid vi blæser bort
Og sammen ligger stille
Finder kærtegn som engang
Da bare alt I os ville
Gid vi kunne storme vildt
Og hjertefreden kunne vindes
Er livet flyttet væk fra landet
Et sted der ikke længere findes?

Sådan taler jeg med vinden
Mens morgenlyset tænder
Godt vi har hinanden
Vi nattens vågne venner
Gid vi kunne blæse bort
Og ligge sammen tæt og stille
Og finde kærtegn som engang
Da alting I os bare ville

Ete Forchhammer

Uanset ESN’s egne skriverier her, er jeg ham taknemmelig for serien, for digtene. Flere af dem ville jeg ellers aldrig ha’ mødt, og uden den slags går det jo ikke...