Analyse
Læsetid: 6 min.

Per Højholt overskred traditionen for naturdigning – men i respekt for det bedste og mest bestandige i den

Højholt foretog i 1989 et afgørende brud, både med sin skepsis over for metaforen og med sit før så konsekvent modernistiske natursyn
Højholt foretog i 1989 et afgørende brud, både med sin skepsis over for metaforen og med sit før så konsekvent modernistiske natursyn
Kultur
9. oktober 2020

Birken, græsset og rosmarinlyngen fortæller os, at scenen er sat »ude« i naturen, og metaforbrugen indikerer, at poetiske billeder er tilladt – modsat 20 år før, hvor Højholt bombastisk erklærede, at hvor alting sammenfalder med sit billede, hører virkeligheden op.

Dengang var han metaforskeptisk, nu lukker han godvilligt metaforen ind. Birken »nejer« som en pige til en børnefødselsdag eller på en danseskole. Græsset »bider« i den bløde luft, en effektiv, men pudsig bagvendt metafor, eftersom vi er vant til, at græsset selv bliver bidt i, af enten fodboldspillere eller køer. At rosmarinlyngen »ryster« sine spæde klokker, virker som et idyllisk, naturtro billede, der yndefuldt angiver, at det blæser, men lægger vel også op til, at et eller andet skal ske, ligesom når der ringes til gudstjeneste, bryllup – eller en begravelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvor skriver hr Skyum dog trist og kedeligt om naturdigtning. En rigtig professermand, tør og uden følelser og empati. Uden at sætte sig selv i spil. Hvad er naturen for ham, aner det ikke, kun ved jeg, at naturen for mig er alt andet dette elementære manual I sprogvidenskab. Her er min samtalesang med vinden en tidlig morgen: Syng gerne med.

Samtale med vinden

Før daggry talte vinden
Jeg kan ikke længere sove
Fortvivlet og ulykkelig
Blæser jeg i nåleskove
Rusker op i havets vande
Banker på de glatte tage
Fløjter ind i krog og hjørne
Hør min hilsen i din have

Ja Jeg hører dig derude
Hvad end du ville mene
Jeg lytter til din stemme
Du er ikke helt alene
Jeg er som dig urolig kære
Jeg ånder ind og ud herinde
Men tankerne når ingen vegne
Mit hjerte er som dine vinde

Gid vi blæser bort
Og sammen ligger stille
Finder kærtegn som engang
Da bare alt I os ville
Gid vi kunne storme vildt
Og hjertefreden kunne vindes
Er livet flyttet væk fra landet
Et sted der ikke længere findes?

Sådan taler jeg med vinden
Mens morgenlyset tænder
Godt vi har hinanden
Vi nattens vågne venner
Gid vi kunne blæse bort
Og ligge sammen tæt og stille
Og finde kærtegn som engang
Da alting I os bare ville

Ete Forchhammer

Uanset ESN’s egne skriverier her, er jeg ham taknemmelig for serien, for digtene. Flere af dem ville jeg ellers aldrig ha’ mødt, og uden den slags går det jo ikke...