Baggrund
Læsetid: 7 min.

Med Pia Juuls død begynder der en sorg, bagefter vil der komme en kæmpemæssig taknemmelighed

Pia Juuls tekster rummer hele skatkamre af arvet, tilegnet litteratur, smuler af hendes egen sultne læsning og efterklange af fælles sang. Med hendes alt for tidlige død har Danmark mistet en af de helt store forfattere
Pia Juul spændte over hele følelsesskalaen. Hun havde i sine digte plads til alt, lige fra munterhed og sprudlende glæde til sorg, smerte, savn og bundløs melankoli, skriver Erik Skyum-Nielsen i sin nekrolog.

Pia Juul spændte over hele følelsesskalaen. Hun havde i sine digte plads til alt, lige fra munterhed og sprudlende glæde til sorg, smerte, savn og bundløs melankoli, skriver Erik Skyum-Nielsen i sin nekrolog.

Klaus Holsting

Kultur
2. oktober 2020

Med Pia Juuls bratte, alt for tidlige død har Danmark mistet en lyriker og prosaist af de virkelig store, men det føles egentlig mest, som om det er en kolossal kraft, der nu pludselig har forladt os. For hun gjorde fra begyndelsen uudsletteligt indtryk: ved sin energi, sin humor, sin vitalitet, sin intellektuelle styrke og sit imødekommende, åbne væsen.

Pia Juul spændte over hele følelsesskalaen. Hun havde i sine digte plads til alt, lige fra munterhed og sprudlende glæde til sorg, smerte, savn og bundløs melankoli. Og hun var som fortæller så nysgerrig som kun få, med konstant appetit på nye former og på nye, helst sammensatte menneskeskikkelser.

Det er kun en lille måned siden, at hun ved de små forlags fælles »mikro-fest« læste op til udelt fryd for de fremmødte entusiaster, som nød hendes særlige power og drilagtigt legende munterhed. Og nu skal vi allerede til at omtale hende i datid og kommer uundgåeligt til at lægge en særlig betydning i hendes seneste bøgers livserfarne kredsen om døden.

Pia Juul

Født 1962 i Korsør, opvokset i Himmerland og student fra Hobro Gymnasium.

Debuterede med digtsamlingen ’levende og lukket’ i 1985. I de følgende ti år udgav hun flere digtsamlinger. Et højdepunkt når hun med digtsamlingerne ’En død mands nys’ fra 1993 og ’sagde jeg, siger jeg’ fra 1999. En anden vægtig del af forfatterskabet udfoldede hun suverænt i novellesamlinger og to romaner. Hendes sidste digtsamling blev ’Forbi’ fra 2018.

Ved siden af forfatterskabet har hun virket som oversætter af engelsk, amerikansk og svensk litteratur, redaktør af tidsskriftet Den Blå Port 1989-93 og siden 2005 medlem af Det Danske Akademi.

Hun døde den sidste septemberdag i 2020 i København.

Pia Juul blev født i Korsør og boede i Skelskør, indtil hun var seks. Da flyttede hendes forældre, begge højskolelærere, til Himmerland, hvor hun voksede op sammen med en bror og en søster.

Studierne i engelsk ved Aarhus Universitet blev kortvarige, for det var jo digter, hun var, og digter hun ville være, og i København hun, i hvert fald i første omgang, ønskede at bo. Ved sin debut i 1985 blev hun med det samme del af, hvad man kunne kalde den ’anden’ 80er-lyrik, side om side med Juliane Preisler, Thomas Boberg, Simon Grotrian, Morti Vizki og Niels Frank.

Dog lagde hun ikke kritisk afstand til de noget mere højstemte såkaldte ’kropsmodernister’, men følte sig vist egentlig helt godt tilpas med alle. Der vides ikke om én eneste i det litterære miljø, som ikke kunne lide Pia Juul.

Erotikkens billedverden

Hvor debutdigtsamlingen levende og lukket (1985) primært formede sig som en poetisk udviklingshistorie, små glimt af en rejse fra pige til voksen kvinde, kastede hun sig med i brand måske (1987) ud på Kierkegaards 70.000 favne og legede med erotikkens billedverden og intimitetens tonefald, som her i »det er et dyr«:

det der. er os i forening. lad os
bygge gården ud

til en labyrint. inderst
kan du bo. så
bor jeg i ydergangen. snegle
agtig. af og til løbsk. og
kukkuk kan vi råbe. en gang
imellem. skjul kan vi lege.
mødes vi ses vi. ellers ikke.
det her. er os i forening.
det trækker vejret.

På sådan et kærlighedsdigt kendte man dengang Pia Juul. På de små begyndelsesbogstaver, på den elegante konflikt mellem verslinje og sætningsstruktur, på den underligt gakkede rytme, men også på det bevidst barnlige i tonen og det nærmest ekstatiske i hengivelsen.

Med En død mands nys (1993) og med særligt sagde jeg, siger jeg (1999) kommer der en ny bredde i hendes lyrik. Hun bliver mere fortællende, episk, og trækker med forkærlighed på familiens historier og slægtens erindring. Tit er hendes digte nu stedsmæssigt forankrede, et træk, som bliver tydeligst med den genremæssigt hybride Helt i skoven (2005), og hun får adgang til en særlig rå humor, som i dette ofte citerede digt (fra sagde jeg, siger jeg) om noget så banalt og fundamentalt som – tis:

Det er spild
af den gode urin
at skylle den ud
i kloakken
Tænk på alt det
den ku testes for
– sukker og syre
sære sygdomme
graviditet
Og hvad nu med dem
jeg ku ha pisset på
– en stråle så
ætsende sur der
ramte i plet
og plettede silken
og rygtet
og æren
de troede at ha
i behold
Det er spild af urin

Flere lag

Slet så fjantet blev tonen ikke i de to digtsamlinger, som skulle blive de sidste, Avuncular (2014) med dens ’onkelagtige’ tekster og Forbi (2018), hvori digteren modigt og nøgternt gennemskrev små og ikke mindst store følelser, velgørende ukrukket og åbenhjertigt, men hele tiden med klar bevidsthed om livets korthed og smerternes uundgåelighed.

En sætning fra sidstnævnte værk siger nærmest det hele: »Nu tror jeg ikke længere, vi er bange, nu ved jeg vi er det«.

Den linje er et illustrativt eksempel på, hvordan der i hendes produktion, uanset valg af genre, altid er flere lag nede under bunden, selv i de to førnævnte samlinger fra 1993 og 1999, som føltes som en velgørende åbning, antagelig fordi digteren dér inviterede en mangfoldighed af personer og stemmer indenfor i varmen og frembragte et veritabelt menneskemylder, noget, som i grunden var og er et særsyn i lyrik.

Uforglemmeligt blev straks digt nummer to fra sagde jeg, siger jeg, som Pia Juul af indlysende grunde måtte læse op med afvæbnende brug af gestik:

Min onkel Hector sagde
(men det har jeg nok fortalt dig før)

Han var på vej ned fra Højen
Han havde solen i øjnene
så sagde han
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Børnene kom løbende
Så sagde han det som
Knud engang havde sagt
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen
Jeg kan se ham tydeligt
Med solen i øjnene
syrenerne på Højen
denne duft om onkel Hector
Desuden gjorde han altid
sådan med hånden
Sådan

Et prosaspor i forfatterskabet åbnedes i 1990 med kortromanen Skaden, men det var først med Mit forfærdelige ansigt (2001) og de 22 fortættede mesterstykker i Dengang med hunden (2005), at Pia Juul fik demonstreret sine rige evner som fortæller og indskrev sig i samme fornemme kategori som H.C. Branner, Martin A. Hansen, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Peter Seeberg, Per Højholt samt Helle Helle, moderne dansk litteraturs store navne i det lille format.

Miriam Dalsgaard

Fornyelsen bestod her i en stram, fint pointeret form, en særlig fandenivoldskhed i anslaget og en formidabel evne til at fastholde et enkelt oplevelsesøjeblik, men samtidig blotlægge dets tråde bagud i karakterernes liv.

Med Af sted, til stede (2012) blev kortformerne, om overhovedet muligt, yderligere dampet ind, kondenseret, og omvendt fik forfatteren, delvis på skrømt, foldet sig ud som genreforfatter med den modstræbende anti-krimi Mordet på Halland (2009), der fortjent indbragte hende Danske Banks Litteraturpris 2009.

Montanas Litteraturpris fik hun i 2010 for den spøjse digtsamling Radioteatret, og hun var ved sin død medlem af Det Danske Akademi.

Tabets erfaring

Et træk ved hendes digtning, som med årene blev stedse tydeligere, er dens inderlige forbundethed med dansk litterær tradition. Hendes tekster rummer, uden at tynges deraf, hele skatkamre af arvet, tilegnet litteratur, smuler af hendes egen sultne læsning, efterklange af fælles sang.

Og hun elskede efter eget udsagn at læse op, ikke mindst for børn. Lukke op for latteren, glæde, helt ud i stemmen, videregive sin indre bevægelse, hjertets hårdhed såvel som dets kulde, for nu at låne en linje fra Grundtvig, hvis salmer hun holdt meget af, ligesom hun med stor flid brugte løs af Kingo, Blicher, Bang, Wied og mange, mange flere.

En ældre forfatter, som hun omfattede med stor varme, var Agnes Henningsen, hvis erindringsromaner hun genskrev under titlen Let gang og lidt til, udsendt 2018.

Umiddelbar identifikation med en af formødrene finder man i følgende digt fra Forbi, hvis titel »LCU« hentyder til Leonora Christine Ulfeldt:

Brodere med hvad
Skrive med hvad

Udholde med hvad
Miste hvordan
I ensomhed miste
uden ejendele miste
Skrive det ned
forsvare sig
skrive det frem igen
miste have mistet det
hele og eje alt

Portræt af en skribentkollega, men også en kærlig hilsen, sendt via varm linje, til en, der som Pia Juul selv var mere end fortrolig med tabets erfaring.

Gavmild ironi

Et andet gennemgående træk, som var til stede allerede i debuten, men som blev til et vandmærke i og med den kulmination, der fandt sted med sagde jeg, siger jeg (1999), er digtenes talte, mundtlige præg.

Det handler rent teknisk om i den enkelte tekst at oprette distinkte talepositioner, men det er også eksistentielt forankret i en vilje hos hende til at knytte forbindelser. Som læser føler man sig så herligt velkommen og identificerer sig umiddelbart med tekstens tiltalte ’du’, også selv om man ved, at digteren undertiden narrer, løber om hjørner med én. For hendes ironi var gavmild og koket, ikke overlegen og slet ikke aggressivt nedgørende.

Et tredje træk, som må fremhæves, men som måske snarere var en menneskelig grundegenskab end en specifikt litterær kvalitet, var Pia Juuls mod. Hun besad i kraft af sit hele væsen en vældig lyst til at gå ind i nye, i ukendte rum og var ikke bange for at lade et digt begynde i lyset og slutte i mørket.

Og hun gav pokker i forbehold og ønskede mest af alt at skrælle fortielserne af, bringe løgnen til ophør.

Som offentlig person besad hun en særlig integritet, og virkede hun end udadvendt og lige-til-at-gå-til, havde hun samtidig en reservation, en værdighed, måske en hemmelighed. Hun var som person sanddru, oprigtig, renfærdig, åbenhjertig.

Var hun så også dårlig til at beskytte sig? Muligvis, i så fald tog hun med oprejst pande de slag, hun modtog fra tilværelsen, og der blev aldrig lang vej at gå fra elegien til den overgivne, ekstatiske jubel. Hvor vil man dog savne at høre hende le sin djærve, altid u-ondskabsfulde latter.

»Meget er forbi, meget er væk, meget kan begynde,« skrev Pia Juul i sin sidste bog. Nu begynder der en sorg, derefter kommer med sikkerhed en kæmpemæssig taknemmelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her