Feature
Læsetid: 13 min.

Pistullas sønner dansede ikke med tyske piger

I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
»Lige efter krigen var hendes holdning, at de der tyskere skulle jages ud i fjorden og mejes ned med et maskingevær,« siger Ib Kunøe om sin mor, Ulla Kunøe, der var modstandskvinde under Besættelsen.

»Lige efter krigen var hendes holdning, at de der tyskere skulle jages ud i fjorden og mejes ned med et maskingevær,« siger Ib Kunøe om sin mor, Ulla Kunøe, der var modstandskvinde under Besættelsen.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
2. oktober 2020

Kapitel II: Hadet

Der sidder en dreng med en pistol i en klapvogn. Året er maj 1945, og på billedet er han to et halvt år gammel. Han har striktrøje på maven og bøllehat på hovedet, og i hænderne holder han sit »legetøj«: en afsikret 9 mm Parabellum. Pistolen tilhører hans mor, sygeplejerske og modstandskvinde Ulla Kunøe, bedre kendt som ’Pistulla’, fordi hun altid har et skydevåben på sig. 

Drengens navn er Ib, og han har ikke set meget til sin mor under krigen.

I 1940 lod Ulla Kunøe sig hverve til modstandsbevægelsen i Sønderjylland, først som kurer og distributør af illegale blade, siden som central indsamler af efterretninger for modstandsbevægelsen – og det stjal tid fra hendes moderskab. I lange perioder blev lille Ib derfor passet uden for familien af to oversygeplejersker på det lokale sygehus. 

»Jeg var faktisk bare lidt i vejen,« siger Ib Kunøe og smiler forlegent. 

»

Toårige Ib Kunøe med sin mors pistol.

Privatfoto
Men jeg fik et meget tæt forhold til de sygeplejersker, der passede mig, og jeg besøgte dem også begge som voksen. Jeg arvede endda en af dem. Det var nu ikke meget, 5.000 kroner, men jeg var ligesom også deres dreng.«

Han står i sit hus i Vedbæk med en storslået panoramaudsigt ud over Øresund. På et smalt bord foran sig har han lagt en række gamle memorabilia frem: Hans mors frihedskæmperarmbind i blåt, hvidt og rødt, hendes legitimationskort som »efterretningsofficer« med ret til at bære pistol samt en række sort-hvide privatfotos, herunder et fra befrielsesdagen 5. maj 1945. Det viser hans mor og resten af »udrykningsholdet« fra Aabenraa foran Gestapos tidligere hovedkvarter på Tøndervej. 27 år gammel og ene kvinde blandt 17 våbenføre mænd. Iført mørk kjole og med et diskret smil om munden.

Ib Kunøe sætter fingeren på et gulnet avisudklip fra Nationaltidende: »Det hæslige Knivsbjerg-Taarn sprængt i Luften,« lyder overskriften: »40 Sabotører udførte Sprængningen – kun en Ruinhob tilbage.«

Den 16. august 1945, tre måneder efter krigen var forbi, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Sagen blev aldrig opklaret, og de involverede svor at holde tæt. Men for ti år siden røbede den nu afdøde modstandskvinde Ulla Kunøe, at hun var blandt de 40 sabotører, der deltog i aktionen. I 75-året for sprængningen har jeg sat mig for at blive klogere på historien bag den største monumentvæltning i nyere dansk historie. Hvad drev Pistulla ind i modstandsbevægelsen? Og hvorfor skulle tyskertårnet væk?

’All-Right Petersen’

Små pyntelige sejlskibe ligger og vugger i horisonten, da jeg med Øresund til den ene side og en endeløs række af pragtvillaer til den anden en tidlig formiddag i august kører ad Strandvejen op langs den nordsjællandske kyst.

Heroppe, i et mindre palæ fra 1976 med en velplejet græsplæne, der strækker sig hele vejen ned til en badebro ved vandet, bor Ib Kunøe. En 76-årig sønderjyde og erhvervsmand, der som medejer af it-virksomheden Atea har tjent en formue på at sælge elektronisk isenkram. Nok til at han i 2018 indtog en 28.-plads på Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste personer. Han er god for mere end fire milliarder kroner. Men det er ikke derfor, vi har aftalt at mødes. 

Han står allerede klar i døråbningen, da jeg ankommer. Med stålgråt kraftigt hår, nypresset hvid skjorte og gylden teint.

»Det er denne vej,« siger han og viser fra entreen ind i en slags hall med blankpolerede marmorfliser og indbygget swimmingpool i gulvet. Fire meter over os smyger der sig en guldbelagt svalegang rundt langs væggene, og et hvidt flygel pryder det ene hjørne til højre for indgangen.

Ib Kunøes hjem er fyldt med kunst. Både de jernskulpturer han selv laver på sit atelier i Raadvad og den kunst, han har investeret i gennem årene. Mest iøjnefaldende er hans våbensamling, der hænger på væggene i stuen: sabler på den ene væg, antikke våben på den anden.

Ib Kunøe er militært uddannet linjeofficer med rang af major. Først i 1974 skiftede han uniformen ud med et jakkesæt og en civil karriere som selvstændig erhvervsdrivende, da han stiftede konsulentvirksomheden Mercuri Urval, og i dag er han ejer af et holdingselskab, Consolidated Holdings, med en årlig omsætning på over 30 milliarder kroner. 

Men interessen for våben har holdt ved gennem alle årene – og han har den ikke fra fremmede.

Ib Kunøe trækker låget af en gul chokoladeæske med et skudhul i midten. Patronen fra en kaliber 6.35’er triller rundt nede på bunden hen over en skriftlig hilsen fra ’Robert’ – en af de modstandsfolk fra Aabenraa, der var med til at planlægge aktionen på Knivsbjerg: »Eneste Pletskud den 1. Juli 1945,« skriver han. »Ulla kunde, vi andre skød forbi.«

Æsken dokumenterer, at Ulla Kunøe ikke bare havde en pistol, hun kunne også finde ud af at bruge den. Og ifølge Ib Kunøe gjorde hun brug af sine evner. 

Under Besættelsen boede der i Aabenraa en mand, der gik under navnet All-Right-Petersen. Han havde været stikker og var i den forstand »ikke spor ’allright’«. Så umiddelbart efter Befrielsen blev han dræbt under en civil anholdelse. Det hed sig, at han var blevet »skudt under flugt«.

»Men han blev skudt lige mellem øjnene med en 6.35’er,« siger Ib Kunøe og lader oplysningen om pistolens kaliber hænge lidt i luften:

»Hun nakkede ham simpelthen.«

Gul chokoladeæske med skudhul, patron og en hilsen i bunden fra ’Robert’ – en af de modstandsfolk, der var med til aktionen på Knivsbjerg: »Eneste Pletskud den 1. Juli 1945,« skriver han. »Ulla kunde, vi andre skød forbi.«

– Er det bevist, at det var hende, der stod bag?

»Nej, men det fortalte hun mig engang. Det var sådan, hun havde fået sit øgenavn: Pistulla.«

– Hvornår fortalte hun dig historien?

»Jeg har vel været en stor dreng eller sådan noget. Jeg blev soldat i 1961 lige efter gymnasiet. Det har været lige deromkring.«

I bogen Kvindernes modstandskamp (2012) har forfatteren Anne Dorthe Holm afprøvet historien på to af Ulla Kunøes dengang stadig nulevende bekendte fra modstandsbevægelsen – Carl Bjerring og Aksel Tage Pedersen. De bekræftede begge, at der i Aabenraa fandtes en nazisympatisør ved navn All-Right-Petersen, men ingen af dem havde nogensinde hørt tale om en likvidering. »Og da han heller ikke optræder på lister over likviderede, står det hen i det uvisse, om historien er sand,« konkluderer Anne Dorthe Holm.

Men at Ulla Kunøes retfærdighedssans ønskede ham død står derimod ikke til diskussion:

»Lige efter krigen var hendes holdning, at de der tyskere skulle jages ud i fjorden og mejes ned med et maskingevær,« siger Ib Kunøe.

Foragten for den del af det tyske mindretal, der havde sympatiseret med nazismen, udviklede sig intenst for Ulla Kunøe under krigen. Det fortæller hendes anden søn, den nu norsk bosatte Gorm Kunøe (f. 1948), der har skrevet en tre sider lang mail til mig om sin opvækst og sin mors modstandskamp. Jeg læser mailen op for Ib Kunøe, der kommenterer på den undervejs.  

Allerede den 9. april 1940, skriver han, havde Ulla Kunøe set, hvordan »fede kællinger« fra det tyske mindretal havde stået langs hovedvejen og budt nazisterne velkommen med Hitler-hilsener og tilråb som: »Wir hungern!« Vi længes! De mindretalstyskere, der frydede sig over atter at være kommet »heim ins Reich« – tilbage i riget – havde hun ikke andet en hån tilovers for.

Men foragten gjaldt også samarbejdspolitikkens arkitekter. Regeringens »undfaldenhed« og »defaitisme« før krigsudbruddet var en skamplet på nationens stolthed, mente hun.

Senere, da hun blev aktiv i modstandsbevægelsen, fik hun jævnligt efterretninger om danskere, som var blevet taget af tyskerne og enten fængslet, tortureret, skudt eller sendt i koncentrationslejr. Det »hærdede hendes sind«, fortæller Gorm Kunøe.

»Min mor var drevet af skuffet retfærdighedssans, hævn over de døde og kærlighed til demokratiet.«

Ulla Kunøe poserer med britiske soldater foran Gestapos tidligere hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa i maj 1945.

Ulla Kunøe poserer med britiske soldater foran Gestapos tidligere hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa i maj 1945.

Privatfoto

Så da modstandsbevægelsen kort efter Befrielsen oprettede et »Information Office« i Gestapos gamle hovedkvarter i Aabenraa, var det kun rimeligt, at Ulla Kunøes retfærdighedssans fik en smule oprejsning. Hun blev udnævnt til »chef for efterretningstjenesten« i modstandbevægelsens »Region III« og fik til opgave at styre det nyoprettede kontor. Det involverede blandt andet at anholde og internere flere af de mænd og kvinder, som stod på Frihedsrådets lister mistænkt for værnemageri og kollaboration med nazisterne. Og det indebar at tage imod indberetninger fra borgere, der ønskede at angive naboer og kolleger for landssvigerisk adfærd.

Til Neuengamme efter aske

Særligt én oplevelse kom til at nære hendes had til det tyske efter krigen. Den 8. maj 1945 – blot tre dage efter Befrielsen – rejste Ulla Kunøe ind i det krigshærgede Tyskland for at besøge koncentrationslejren Neuengamme sydøst for Hamborg. Det var i Neuengamme, at de fleste af de godt 6.000 danskere, der blev sendt i koncentrationslejr under krigen, kom hen. Ulla Kunøe var der for at indfri et løfte. Hun havde lovet enken til en afdød kammerat at bringe hendes mand og søns aske tilbage til Danmark. Klokken 04 om natten kørte hun afsted i bil med modstandsmændene Aksel Tage Petersen, Julle Bernt og Th. Christensen som fotograf. Ingen af de fire havde fantasi til at forestille sig, hvad der var foregået i lejren blot få måneder forinden. At der havde ligget dynger af lig på jorden, at udmagrede mennesker med knoglerne gemt lige bag huden havde vandret spøgelsesagtigt omkring, udpinte af straffearbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme, at den form for ondskab overhovedet havde kunnet findes. Nu var kun sporene tilbage: krematorieovnene, massegravene.

»Det var frygteligt at se lejren,« fortæller Ulla Kunøe i en klausuleret beretning indgivet til Sønderborg Museum i 2007. »Man hadede alle tyskere ved at opleve dette.«

I krematoriet fyldte Ulla Kunøe lidt tilfældigt aske i et par tomme beholdere. På den ene skrev hun Torben. På den anden Ole.

Så tog hun et billede af »det moderne krematorie« som dokumentation. Billedet ligger også på bordet i Ib Kunøes hjem lige ved siden af et andet billede fra Neuengamme. Det forestiller en flok anderledes velnærede unge mænd med bare overkroppe og lyst hår. De sidder foroverbøjede over et stort trækar midt i lejren i færd med at skrælle kartofler. På bagsiden har Ulla Kunøe med skråskrift noteret sig motivet: »Danske SS-folk«, står der lakonisk. De unge danske mænd havde været fangevogtere i lejren under krigen. Nu var krigen slut, og de var selv taget til fange.

Privatfoto af »det moderne Krematorium« i koncentrationslejren Neuengamme, som Ulla Kunøe besøgte allerede 8. maj 1945 for at hente lidt aske med hjem til en kvinde, der havde mistet både sin mand og søn i kz-lejren.

Privatfoto af »det moderne Krematorium« i koncentrationslejren Neuengamme, som Ulla Kunøe besøgte allerede 8. maj 1945 for at hente lidt aske med hjem til en kvinde, der havde mistet både sin mand og søn i kz-lejren.

Privatfoto

– Tror du, at turen til Neuengamme havde en radikaliserende effekt på din mor?

»Jeg tror, at hun var ret radikal i forvejen,« svarer Ib Kunøe. »Men det er klart, at når du står foran de krematorieovne, hvor flere af dine kammerater fra modstandsbevægelsen har endt deres dage ... så gør det indtryk.«

I sin klausulerede beretning til Sønderborg Museum opsummerer Ulla Kunøe selv sine indtryk fra Neuengamme med en enkelt linje.

»Tre dage efter hjemkomsten fik jeg et mindre sammenbrud.«

En torn i øjet

Var Neuengamme grunden til, at Knivsbjerg måtte væk? Ifølge sønnen Gorm Kunøe var det en medvirkende årsag – men der var flere.

»Det efter hendes mening slappe opgør efter krigen gjorde, at tyskerne og medløberne i hvert fald ikke skulle have et mindesmærke at gå til. ’Æ Denkmal’ var en torn i øjet på hende og de andre modstandsfolk,« skriver han i sin mail til mig.

»Samtidig var min mor og hendes kreds fuldstændig klar over, at man aldrig ville kunne få mindesmærket fjernet ved en politisk proces i Folketinget. Hjemkomsten af fængslede og torturerede fra de tyske kz-lejre mindede i månederne efter krigen om, at der var et opgør, som skulle gennemføres. Sprængningen af Knivsbjergmonumentet var en del af det opgør.«

Jeg læser Gorm Kunøes ord op for hans bror.

– Ved du, hvad han mener med ’det slappe opgør?’

»Ja, min mor mente, at mange kollaboratører og stikkere skulle have været skudt ned med det samme. Hun mente, at opgøret efter krigen startede som et isbjerg, men endte som nogle isterninger i en whisky. Sagerne smuldrede lige så stille og roligt,« siger han og røber så sin egen holdning.

»Men det var måske også meget godt. For forsoningen i Sønderjylland, mener jeg.«

Gav hadet videre

Emilie Lærke Henriksen
Efter Besættelsen var forholdet mellem det danske flertal og det tyske mindretal i Aabenraa fyldt med mistillid og hævnlyst. Godt 3.500 »hjemmetyskere« blev i maj-juni 1945 interneret i Fårhuslejren og på Sønderborg Slot – og cirka 3.000 af dem blev efterfølgende dømt i retsopgøret. Det skabte store spændinger i grænselandet, og det officielle opgør med mindretallet var ikke nok for alle sønderjyder. Nogle tog hævnen i egen hånd. Trusler, skyderier, hærværk og bombeattentater mod tysksindede og deres forretninger og samlingssteder var ikke ualmindelige i årene lige efter krigen. Og den tyskfjendtlige stemning smittede af på de yngre generationer i Aabenraa.

»Jeg kan huske, hvordan vi lå på lur efter de tyske børn efter skole,« fortæller Ib Kunøe om de første år efter krigen, da han selv blot var en lille dreng: »Når de så kom forbi, sprang vi frem og tog deres tasker og bøger og smed dem i åen, mens vi råbte: ’Tyskerpak mæ’ knippel å’ nak!’«

Det var ikke, fordi han havde noget personligt imod sine jævnaldrende tyske medborgere. Men hjemmefra havde han godt opfanget, hvad man skulle synes om hjemmetyskerne.

»Jeg har heller aldrig danset med en pige fra mindretallet. Aldrig. De kom ikke i jazzklubben og havde i det hele taget deres egne steder. Deres egen roklub og deres egne dansesteder.«

Det tyske mindretal var i årene efter krigen på tålt ophold. Man anerkendte deres ret til at være her, men man stolede ikke på dem – og man holdt øje med dem.

Man kunne altid se på husene, om det var danskere eller tyskere, der boede derinde, fortæller Ib Kunøe. Havde de flagstang i haven, var de danskere. Havde de ikke, var de tyskere. Det var en nyttig skelnen for ham og hans fem år yngre bror, Gorm.

Deres mor holdt nemlig streng justits med, hvem de to drenge omgikkes i deres opvækst, fortæller Gorm Kunøe.

»Når jeg fortalte, hvem jeg var sammen med i fritiden og i skolen, kom mor med personfakta, om hun mente, det var nyttigt: ’Du ved, hans far sad ’i skyggen’ i tre år efter krigen. En gestapist af værste slags.’«

Engang han fortalte sin mor, hvor i Løjt han havde været til fest, svarede hun prompte: ’Hende kommer du ikke hjem med. Hendes far var en af de værste stikkere’.

Den slags kommentarer fortsatte op igennem de to brødres barndom og ungdom, bekræfter Ib Kunøe.

– Der var ikke forsoning og tilgivelse på det tidspunkt?

Ulla Kunøe havde ifølge sit legitimationskort ret til at bære pistol.

Privatfoto

»Njah, det er jo en kompleks historie med mindretallet. Der var jo nogen, der var okay, og som ikke var nazister, men bare tyske. Og det skelnede vi meget mellem.«

To år efter Befrielsen, i juni 1947, blev det tyske mindretals årlige fest på Knivsbjerg genoptaget i murbrokkerne efter det gamle monument. Det gik ikke stille af. Natten før festlighederne blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg og opsat skilte med dødningehoveder og teksten ’Livsfare Landminer udlagt’. Hadet og mistilliden til det tyske mindretal var stor – og frygten for, at Knivsbjerg igen skulle blive en rugekasse for nazistiske sværmerier betød, at festerne i de første år blev overvåget af politiet. I politirapporten fra mødet i 1947 hed det:

»Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandlige Deltagere – ’tyskerklippede’, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.«

Et ikkested

Ulla Kunøe blev boende i Aabenraa frem til sin død i 2011. Kort efter krigen flyttede familien Kunøe fra Tøndervej til Strandgården.

»Der boede vi på tredje sal med udsigt over vandet, så min far – skibshandleren – kunne se, når skibene kom ind,« fortæller Ib Kunøe.

Han kan stadig se vand fra sit hus. Men Aabenraa fjord er byttet ud med Øresund og en mondæn adresse i Vedbæk ned til vandet. Ude på plænen rager en flagstang op i landskabet.

»23 meter,« siger Ib Kunøe.

Ingen skal – heller ikke på afstand – være i tvivl om, at her bor en dansker.

– Kan du huske at have været på Knivsbjerg nogensinde?

»Nej, det figurerede overhovedet ikke i vores verden. Vi vidste selvfølgelig, hvor det lå, og jeg er kørt forbi tusindvis af gange, men det var ikke et sted, vi besøgte. Det var heller ikke et sted, der fyldte os med vrede,« siger Ib Kunøe: »Det var et ... ikkested.«

Emilie Lærke Henriksen
For Ib og Gorm Kunøe eksisterer Knivsbjerg blot som et mindested for deres mors heltegerning – og dén fortælling værner Pistullas sønner om med nidkærhed. Gorm Kunøe fortæller, at han for to år siden var til en 70-års fødselsdag. Efter mange hurraråb og tilsvarende mange glas satte »en af de kendte hjemmetyskere fra Aabenraa« øjnene i ham og sagde: »Det var din mor, som sprængte Knivsbjerg.«

»Mit svar var i mors ånd og har ingen interesse her, men samtalen sluttede umiddelbart,« fortæller han.

Men hvordan ser virkeligheden ud for det tyske mindretal, der stadig bor og lever i det sønderjyske grænseland? For dem er Knivsbjerg ikke et »ikkested«, men et omdrejningspunkt i det tysksindede fællesskab og et symbol på det fysiske og mentale genopbygningsarbejde, der har været skæbnen for dem, der er vokset op i krigens skygger.

Tilbage på redaktionen finder jeg et navn og et telefonnummer på en af de unge fra det tyske mindretal i Aabenraa, der udgør den nye generation: Katharina Hindrichsen Kley, 17 år og næstformand for Slesvigsk Partis ungdomsorganisation ’Junge SPitzen’. Jeg ringer til hende og spørger, om hun vil mødes. Det vil hun gerne, siger hun. På Knivsbjerg.

Dette er det andet af tre kapitler om modstandskvinden Ulla Kunøe og sprængningen af Bismarcktårnet ved Knivsbjerg: En fortælling om had og forsoning i det danske grænseland.

Serie

Modstandskvinden Pistulla og tyskertårnet, der skulle væk

I august 1945, tre måneder efter Befrielsen, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I 75-året for sprængningen fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland

Seneste artikler

  • Katharina Kleys oldefædre var frivillige i det tyske hjemmeværn: »Det var måske meget godt, at tyskertårnet kom væk«

    9. oktober 2020
    I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, sprængte danske modstandsfolk et gigantisk tysk sejrsmonument i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Hvorfor skulle tårnet væk? Og hvad betød sprængningen for det tyske mindretal, som endte på den forkerte side af historien? Nu hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
  • For Ulla Kunøe sluttede krigen først, da »tyskertårnet« ved Knivsbjerg blev sprængt

    25. september 2020
    I august 1945, tre måneder efter Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Sagen blev aldrig opklaret. Men for ti år siden røbede den nu afdøde modstandskvinde Ulla Kunøe i et hemmeligt dokument, hvad der i virkeligheden skete. I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

- når verdenshistorien kværner, går det ud over folk og fæ! At fastholde had, skaber ikke fred. Død og ødelæggelse, viser hvor skrøbeligt et menneske er!
De ansvarlige slipper for straf, fordi de overordnede formål er vigtigere; amerikaniseringen af europa, øst-vest konfrontationen, gen-etableringen af samfundene etc. Derfor forsmåes hadet og retfærdigheden.