»HVORFOOOR ER I LIIIGEGLAADE MED MIIIIG?« lyder det lettere skrattende igen og igen fra megafonen, der slynger spørgsmålet mod Christiansborgs murværk. Med de ord afslutter billedkunstner og radiodokumentarist Rosa Marie Frang sin kunstpodcast Rosas Reality Radio, der udkom tidligere i år til anmelderros i de store dagblade og flere kunstmagasiner, blandt andet Kunstkritikk og kunsten.nu, og interview i bedste sendetid på P1 og Radio4 og i diverse podcast.
I fredags vandt Rosas Reality Radio så prisen for Årets Nyskabelse til Prix Radio, Danmarks officielle radiopriser, hvor Rosa Marie Frang også var nomineret til Årets Radiopersonlighed.
Rosas Reality Radio handler om Rosa Marie Frangs liv og hendes virkelighed som kunstner i Danmark. Hun er billedkunstner og dokumentarist med uddannelse fra blandt andet Kunstakademiets arkitektskole i København, Det Fynske Kunstakademi og Umeå Universitets Kunstakademi i Sverige.
Undervejs i podcasten bearbejder og undersøger hun alt fra lav kunstnerløn og fondsansøgningskvaler til usynlighedsfølelse og frygt for at blive frosset ude – omstændigheder, der udgør kunstneres vilkår i dagens Danmark.
I podcasten stifter lytterne bekendtskab med kunstneren selv og en række notabiliteter som for eksempel hunden Fisse undervejs i en undersøgelse af blandt andet, hvordan sociale koder og socialklasse spiller en rolle for, hvem der bliver kunstner, og hvem der lykkes som kunstner.
Lytterne får også adgang til det sårbare rum, hvor kunstneren forsøger at kapere et afslag på en ansøgning til Statens Kunstfond. Efterfølgende forsøger kunstneren at indgå i dialog med Statens Kunstfond om ’den gode ansøgning’, hvilket efter megen møje og besvær resulterer i et bevidst ukritisk interview; selv kalder hun det for et »ikkeinterview-interview«.
Journalist og instruktør Mette Korsgaard deltager i et afsnit om manglende ligestilling og #MeToo-oplevelser i kunstverdenen, og Rosa river sig selv i håret over manglende undersøgelser af kunstneres vilkår i Danmark.
Sammen med Årets Nyskabelse-pris til Prix Radio fulgte en udtalelse fra juryen, hvori der blandt andet står: »Det (Rosa Reality Radio, red.) er på en gang skramlet og elegant, og det er legesygt i sin fortællestil; det er modigt, og så er det ærligt. Frem for alt inspirerer det til nye måder at bruge radiomediet på«. Juryen kalder det også et stykke »radiofonisk performancekunst«.
Spørgsmålet i versaler rettet mod landets magthavere, »HVORFOR ER I LIGEGLADE MED MIG?«, er kulminationen på podcasten, og som lytter får man aldrig et svar fra de såkaldte magthavere. Spørgsmålet er så, om Rosas Reality Radio har formået at ændre på det? Det mødtes jeg med kunstneren for at få svar på.
– Hvilke reaktioner har du fået på Rosas Reality Radio?
»Jeg har været fattig og usynlig i 20 år, så det har været fuldstændig fucking sindssygt. Det var virkelig, virkelig stort og uden sidestykke for mig. Jeg arbejdede på værket op til deadline, og jeg var helt udkørt og tænkte, at jeg kunne puste ud bagefter«.
»Jeg sov en enkelt nat efter deadline, og så eksploderede det. Mit hjerte begynder helt at stressbanke bare af at tænke på det nu. Folk, jeg ikke kender, alle mulige, begyndte at skrive til mig på mail, Instagram, messenger osv. Det var overvældende. Folk skrev, hvor fantastisk podcasten var, fordi de kunne genkende sig selv, og at de var blevet rørt, og de takkede mig.«
I Rosa Marie Frengs podcast stifter lytterne bekendtskab med kunstneren selv og en række notabiliteter som fx hunden Fisse undervejs i en undersøgelse af blandt andet, hvordan sociale koder og socialklasse spiller en rolle for, hvem der bliver kunstner, og hvem der lykkes som kunstner.
– Hvilken respons har du fået fra andre kunstnere?
»Ja, helt overdrevet mange har skrevet variationer af ’tusind tak, jeg kan genkende mig selv’. Kunstnere specifikt har virkelig skrevet, men også kulturarbejdere i bred forstand som forfattere, musikere, skuespillere og akademikere. Mange har også peget på, at det er fedt, at jeg har snakket om den tavshedskultur, der eksisterer i kunstmiljøet. Når man er så udsat, så er det med at holde sig gode venner med så mange som muligt. Det afføder tavshed. Det er også derfor, jeg troede, at Rosas Reality Radio ville være mit kunstneriske exit. At det var mit kunstselvmord.«
– Dit kunstneriske selvmord? Hvorfor?
»Jeg var af flere blevet frarådet at kritisere kunstfonden, fordi det ville skade min karriere. Og fordi jeg satte mig selv et så udsat sted ved at bruge mine egne oplevelser i forsøget på at bryde tabuer om føle sig udenfor og frustrationer over tingenes tilstand. Så jeg troede, jeg ville blive dømt ude. Ikke officielt, men bare sådan ignoreret. Det har jeg haft mine angstanfald over, helt bogstavelig talt, men jeg var kommet til et sted, hvor det bare var sådan: ’Jeg kan alligevel ikke klare mig her.’ Så havde jeg en plan om, at rejse ud og leve på folks nåde med en båndoptager på ryggen og lave radio. Det var planen. Så kom corona, så jeg ikke kunne rejse ud i verden. Og så fik podcasten virkelig meget omtale.«
»Og det var vildt, fordi jeg virkelig ikke nåede at sende særlig meget pressemateriale ud. Jeg har stadig en seddel liggende, hvor der står, at jeg skal huske at sende en pressemeddelelse til dem, jeg ikke nåede«.
– Har du fået reaktion fra de folk, du stiller dig kritisk over for i dit værk? For eksempel Statens Kunstfond?
»Nej. Jeg har ikke fået reaktioner fra hverken Kunstfonden eller Christiansborg. Det eneste, jeg har fået, er den artikel, I lavede i Information, hvor bestyrelsesformand for Statens Kunstfond Michael Bojesen udtaler sig.«
– Har det så haft en effekt i forhold til kunstnernes – og dermed dine – vilkår?
»Nej, det vil jeg ikke påstå. Der er ikke sket nogle konkrete ting. Statens Kunstfond lavede for et par måneder siden en åben spørgetime online.«
– Er det ikke præcis det, du efterspørger? En dialog?
»Jo, helt sikkert. Men det er jo ikke noget særligt.«
»Jeg har været i Radio4 for at diskutere kulturpolitik med en museumsdirektør og en reklamemand. Jeg har været nede og holde tale og lave performance på Kunstnernes Kooperativs årsmøde (kunstnerejet virksomhed under fagforeningen Danske Billedkunstnere, red.), men der er ingen, der har indflydelse dér. Jeg blev inviteret til en snak på Art Hub Copenhagen (organisation, der støtter unge, samtidskunstnere, red.), hvor folk kan sidde og spise, mens de lytter til nogle kunstnere og dem, de har inviteret. Der kom nogle folk fra Statens Kunstfond. Jeg vidste kun, det var dem, fordi arrangørerne ringede og spurgte, om det var o.k., at de kom. Ud over det har der ikke været nogen som helst reaktion.«
»Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg prøvede i Radio4 at slutte af med noget i stil med: ’Hey, jeg er supersød og rar, jeg vil vildt gerne snakke med dig, Joy Mogensen.‘ Jeg tog også video af min performance udenfor Christiansborg, og lagde det op på Instagram og taggede alle kulturordførere«.
»Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er nogen, der greb den, når der trods alt har været ret stor mediebevågenhed på Rosas Reality Radio. Så kunne man stille sig frem som politiker med mig i hånden og få sig lidt omtale. Det er jo en vindersag. Jeg kan kun konkludere, at I er ligeglade med mig, altså, at I er ligeglade med kunsten. Hvad skal jeg ellers konkludere?«
– Du udgav jo også din podcast midt i hele corona? Det var vel ikke det bedst tænkelige tidspunkt?
»Den faldt jo sammen med hele diskussionen om kunstnernes arbejdsvilkår på grund af corona. Og med det tidspunkt, hvor Joy Mogensen sagde, at hun ikke syntes, det var god stil at snakke om kunst og kultur, nu hvor vi var i en krisetid. Så den var ikke uaktuel, tværtimod faktisk. Så det synes jeg ikke er et argument for, at den gik under radaren.«
»Jeg synes også, jeg hører politikere være ude og sige, at ’vi savner kunstnere i debatten’ og ’kom nu, vær en del af debatten’ og så videre. Når så man gør det, giver det ikke noget resultat«.
– Hvad ville du ønske, reaktionen havde været?
»For at kunne snakke om de her ting med kunstneres vilkår bliver vi nødt til at vide, hvad fanden vi snakker om. Det kan ikke passe, at vi er det eneste nordiske land, som ikke har et analyseinstitut, der undersøger kunstneres vilkår. Det skal vi have.«
»Jeg så gerne, at alle dem, der sad i magtfulde positioner i kunstverdenen, brugte deres position til at skabe en opmærksomhed på, at kunstnere faktisk findes. Ikke bare kunst, men også kunstnerne, der står bag den. Det sidste lange stykke tid har det været direktører og ledere, der har talt om museerne og udstillingsstederne, der ikke må lukke ned. De kunne måske i en sidebemærkning nævne, at kunstnerne også findes, og at de også har behov, der skal opfyldes. Det, synes jeg, burde være en helt naturlig del af deres job.«
Information har kontaktet kulturminister Joy Mogensen og kulturordførerne fra partierne i Folketinget for at få en kommentar til Frangs kritik. Kultur - og idrætsordfører for SF, Charlotte Broman Mølbæk skriver i en mail, at der er brug for opråb fra kunstnere og kunstnydere, og at hun »synes selv, at vi er alt for dårlige til at prioritere kulturen«. Hun vil desuden »invitere Rosa til en snak om kultur«. Ingen andre har kommenteret på Informations henvendelse.
