Samtidskunsten forfra

For et par uger siden joggede jeg rundt om en kro i noget natur ved Holstebro og lyttede til den danske lydkunstner Anders Lauge Meldgaards musik, som stærkt kan anbefales som et perfekt, poetisk myldrende soundtrack til et mindre poetisk hverdagsliv.

Da det begyndte at regne, forvildede jeg mig ind i kroens udendørs ’naturfitness’-område i en lille utæt skov. Der prustede jeg så lidt rundt på de glatter stier og skævede imens til de våde fitnessredskaber af træ, som kroens mest energiske besøgende normalt smutter ned og træner deres muskler med.

Og mens Meldgaards træblæsere, strygere, klaver og harper plingede derudad i mine hørebøffer, kunne jeg pludseligt ikke lade være med at tænke på redskaberne som en installation. Som publikumsinviterende skulpturer, der gerne ville inddrage mig og have mig til at tænke på menneskets forhold til naturen og til kroppen. På hvordan vi udbytter det ene og dyrker det andet. 

Det var da samtidskunst, det der, var det ikke? Jeg manglede bare et lille skilt stukket ned i jorden, så ville det have været.

På de følgende mange sider af kulturtillægget kan du læse om, hvad kunst er. Intet mindre.

Det er et sjovt og helt relevant spørgsmål i egen ret at tumle med for alle, der en gang imellem får noget ud af kunst, og som kan lide at tænke over, hvordan følelsen kan ændre éns perspektiv på omgivelserne og få én til at overveje egen rolle i de omgivelser. Og som gerne vil have nogle flere ord for det.

I samtidskunsten – altså den kunst, der er lavet inden for de seneste årtier, nogen vil mene siden 1960’erne – er spørgsmålet om, hvad kunst er, dertil også endnu mere presserende, fordi kunst ikke længere er tydeligt adskilt fra alt muligt andet.

Det forklarer den tyske professor i filosofi og æstetik, Juliane Rebentisch, os i interviewet her i tillægget. I hendes netop oversatte bog, Samtidskunstens teorier – en indføring, forstår vi, at samtidens kunst netop er kendetegnet ved forvirring og uafgørlighed. Og hun får os med alle sine eksempler til at værdsætte netop det.

En større samtale

Og når jeg nu sidder og tænker over min lille kunstoplevelse med våde fitnessinstrumenter, så skyldes den ikke skønheden i træinstrumenterne, men det blik, som al muligt kunst, jeg er stødt på de seneste år, åbenbart har installeret i mig: Det er måden, som både de egetræer og smadrede både, jeg så på kunstbegivenheden documenta i Kassel, bliver præsenteret som kunst på.

Det er skulpturparken Wanås Konst i Sverige, hvor jeg har gynget med min søn på kunstgynger og siddet på kunstbænke og kravlet på kunststen i skoven, og hvor lyden af nogen, der igen og igen kalder insisterende på sin mor – »Mamaaaa« – også viser sig at være en kunstlyd: en installation, som man først synes forstyrrer ens kunstoplevelse, indtil det går op for en, at den er en del af den samlede oplevelse.

Og i Holstebro kastede disse værkers evige forvirring over, eller åbenhed for, hvad oplevelser og objekter vil os, altså også et andet lys på den umiddelbare og banale verden, der ikke selv forsøger at være andet, end den er.

Det betyder ikke, at alting er kunst, hvis man kigger på det i det rette humør, mens man lytter til Anders Lauge Meldgaard. Det forklarer Rebentisch så fint. Og vores spørgsmål til hende om, hvad kunst er nu, stiller vi som afsæt for en større samtale, vi håber at fastholde i lang tid.

For over de næste to år oversætter og udgiver Informations Forlag sammen med Ny Carlsberg Fondet en række af de seneste årtiers vigtigste internationale bøger med teorier om kunst og kultur, udvalgt af kunsteksperter fra danske universiteter og Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Serien bliver kaldt Bibliotek for ny kunstteori og vil med en række udgivelser, der tæller både Juliane Rebentisch og videokunstner og essayist Hito Steyerl, som I også kan møde i tillægget her, bringe friske tanker og ideer om kunsten ind i de samtaler, vi har herhjemme. Både dem, der føres blandt kunstnere og undervisere på universiteter og kunstakademier, men ikke mindst blandt alle vi kunstinteresserede lægmænd.

For det er jo ikke sådan, at der er kunsten, og så er der i en anden, overbelæst sfære, teorien om kunsten, helt løsrevet fra og uinteressant for alle dem, der ikke værdsætter eller taler kuratorsprog.

Man får altid mere ud af kunst, hvis man ved lidt om det. Og man får mere ud af at vide lidt om det, hvis man præsenteres for tidens mest spændende måder at turnere denne viden på. Så forstå samtidskunsten forfra, bliver klogere på, hvad den er. Og start gerne her.