En af Danmarks største digtere og prosaister, Pia Juul, døde efter kort tids sygdom onsdag, 58 år gammel.
Hun har udgivet børnebøger, noveller, essays og dramatik og er særligt kendt for digtsamlingerne En død mands nys fra 1993 og sagde jeg, siger jeg fra 1999 samt romanerne Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2015). Hendes sidste digtsamling blev Forbi fra 2018. Vi har talt med en række af de forfattere, der kendte hende. Her er det Søren Ulrik Thomsen:
– Hvad var din relation til Pia Juul?
»Jeg arbejdede med hende i starten af 90’erne, da vi sammen med Erik Skyum-Nielsen redigerede det litterære tidsskrift Den Blå Port. Og senere i Det Danske Akademi. Og jeg har altid godt kunne lide Pia. Sådan tror jeg faktisk, alle har det. Vi – i forfatterverdenen – må erkende, at der eksisterer mange idiosynkrasier imellem os, men alle kunne lide Pia.«
»En ting, jeg kan huske, er en tur vi havde sammen til Esbjerg for mange år siden. Jeg skulle læse digte op, og Pia skulle læse digte op og spille med et band, som hun var forsanger i på det tidspunkt. På vej derhen stoppede vi i den lille jyske by Vejen. Her kom vi forbi byens boghandel, hvor vi gik ind for at se, om de solgte vores digtsamlinger, men de solgte hverken noget Pia eller jeg havde skrevet. Vi blev enige om, at det nok var fordi, de var blevet revet væk. Om aftenen i Esbjerg, da hun stod på scenen, kan jeg huske, jeg tænkte, at hun som sanger var excentrisk på en meget indtagende måde.«
– Hvad er din første erindring om hende?
»Det var første gang, jeg hørte hende læse digte op i kvindegalleriet i Larsbjørnsstræde. Hun stod på scenen i grønt tøj. Det var et princip, hun havde dengang, at hun skulle være klædt i grønt fra top til tå. Jeg ved ikke, hvorfor hun havde det princip, men jeg husker, at hendes digte sad lige i øret. Hun gjorde straks indtryk på mig.«
»Der har altid eksisteret en dobbelthed i hende. På den ene side var hun humoristisk, glad og festlig, men hun rummede også en reservation og værdighed. Som om hun havde en hemmelighed, man ikke fik adgang til.«
– Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?
»Det er svært at sige, for det er jo typisk først noget, man kan se mange år senere. Når man sidder og læser en af sine tekster og ser en sætning, hvor man tænker: gud, den var da inspireret af Pia.«
– Er noget du selv har lyst til at tilføje?
»Hun var trofast. Der var aldrig noget pis med hende, og det må du gerne citere mig for. Jeg kommer til at savne hende forfærdeligt meget. Savne nye bøger fra hende, savne snart at se hende igen.«
