Interview
Læsetid: 9 min.

Susanne Bier: »Ligene vælter ud af lasten. Det, tror jeg, vi alle har oplevet i en eller anden form«

Susanne Bier, der er vokset op i en familie med advokater og altid har elsket retsdramaserier, har med den længe ventede HBO-thrillerminiserie ’The Undoing’ endelig fået muligheden for selv at lave en. Stjerneinstruktøren kan bedre lide genre- end dramaproduktioner og »nyder ikke langsomme, underfortalte fortællinger«, siger hun
Susanne Bier, der er vokset op i en familie med advokater og altid har elsket retsdramaserier, har med den længe ventede HBO-thrillerminiserie ’The Undoing’ endelig fået muligheden for selv at lave en. Stjerneinstruktøren kan bedre lide genre- end dramaproduktioner og »nyder ikke langsomme, underfortalte fortællinger«, siger hun

Mia Mottelson

Kultur
23. oktober 2020

Susanne Bier er på mandag aktuel som instruktør af den længe ventede miniserie The Undoing.

Selv om hun opholder sig på et hotel i København, møder Information den danske oscarbelønnede instruktør på den smittefri videosamtaletjeneste Zoom. Vi står trods alt stadig midt i en pandemi.

Længe inden vi alle talte om smittetryk, flokimmunitet og mundbind, blev Susanne Bier kontaktet af den amerikanske tv-gigant HBO og manuskriptforfatteren bag Big Little Lies, David E. Kelley. Han havde til skuespilleren Nicole Kidman – som også har hovedrollen i Big Little Lies – skrevet det første afsnit af en kommende dramaserie, og nu ville han have Bier med som instruktør.

Hun læste det og var interesseret – men indså også hurtigt, at de måtte vælge mellem to måder at gribe det an på: thriller- eller dramavejen.

Så hun ringede til Kelley:

»Prøv at høre, hvis vi skal lave det her,« sagde hun til ham i telefonen, »skal vi gå thrillervejen, for jeg tror, at man på den måde kan få al psykologien og dramaet med ind, men på en meget mere forførende måde.«

Genren kan nemlig være den motor, en filmskaber kan bruge til at have det sjovt med, mener hun. Hvor man kan gå på eventyr og bruge musik og billeder og lege – uden at miste psykologiens dybde.

»Og for mig føles det meget organisk med den genre,« siger Susanne Bier.

»Det er ligesom, du ved … jeg kan mærke den. Jeg ved lige, hvad scenerne skal – uden at jeg føler mig så bekvem ved den, at jeg begynder at blive overfladisk eller sjusket eller gentagende.«

Systemets moralske integritet

The Undoing er baseret på Jean Hanff Korelitzs roman af samme navn og handler om psykologen Grace (Nicole Kidman) og hendes mand, Jonathan (Hugh Grant), som lever en lækker overklassetilværelse på New Yorks Upper East Side. Efter et brutalt mord på en kvinde forsvinder Jonathan pludseligt, og én efter én vælter ubehagelige afsløringer frem.

»Grundlæggende handler serien om det, at man tror, man kender et menneske, men pludselig opdager, at alt det, man troede, man vidste, er helt anderledes. Det, synes jeg, er enormt fascinerende. Det der par, som er det lykkeligste par i vennekredsen – harmonisk og sjovt og tolerant – men så viser det sig, at de bliver skilt, og ligene bare vælter ud af lasten. Det, tror jeg, vi alle sammen har oplevet i en eller anden form,« siger hun.

Miniserien undersøger også, hvordan mennesker reagerer under pres – hvilket er betegnende for Susanne Bier, der i løbet af hele sin filmskabende karriere har brugt meget energi på at studere den menneskelige moral og etik.

»I nærmest alt, hvad jeg laver, ender jeg nok på en eller anden måde med at lade mine karakterer blive konfronteret med nogle voldsomt moralske valg,« siger hun.

»I The Undoing er det en diskussion af karakterernes integritet og det at sætte et spørgsmålstegn ved den. Og så er det nok også en diskussion af den underliggende kynisme, der ligger i systemets moralske integritet, hvis man kan sige det sådan. Der ligger også en sarkastisk tone over for det der sindssyge klassesamfund, som vi portrætterer, samtidig med at der er en erkendelse af, at det jo også er meget appetitligt.«

Retsdramaet

En væsentlig del af The Undoing er retsdrama, og den underliggende præmis er, at det amerikanske retssystem handler om at vinde. Ikke om at gøre det rigtige, men om at vinde.

»Sådan er det amerikanske retssystem jo bygget op. Det er totalt fascinerende og samtidig en lille bitte smule skræmmende,« siger hun.

David E. Kelley har flere advokatserier på samvittigheden, blandt andre Ally McBeal, Forsvarerne og Boston Legal, men området er nyt for Susanne Bier. Hun kommer ellers fra en familie med mange advokater, og det har altid været en drøm for hende at få lov til at lave sådan en produktion.

»Jeg elsker at se dem. Jeg har set alle afsnit af The Good Wife og The Good Fight‚« siger hun og understreger, at hun mener hvert eneste afsnit – det bliver i alt lige knap 200 timer.

»Det har også været en filmisk udfordring for mig. Når man har set en masse af dem, ved man, at det må gøres, uden at det forførende, som man gerne vil have i sit filmiske sprog, forsvinder. Det er lidt af en opgave i en retssal, men det har været sjovt – det synes Sofie Gråbøl også,« siger hun om den danske skuespiller, der spiller seriens benhårde chefanklager.

– Retsdramaet må også være interessant, fordi det tilbyder muligheden for at vise og diskutere to sider af en sag. Man kan sige, at moralen bliver sat på formel, og der er, som du siger, en vis kynisme i det, som ikke handler om at gøre det rigtige, men om at vinde. Hvad tænker du om det?

»Jamen, på en måde er den institution essensen af vores kultur. Prøv at se, hvor langt Epstein kom, før han endelig faldt. Hvor meget han fik viklet sig ud af, inden han trods alt endte der, hvor han i en retlig sammenhæng ikke kunne vinde. Serien har jo også nogle små stikpiller til det system – hvordan det behandler visse grupper og mishandler andre.«

Myrekryb over det nænsomme

På et tidspunkt i miniserien sidder hovedpersonernes søn og ser et klip på sin iPad, hvor en sort kvinde taler om white privilege – at hvis man er hvid og rig, så slipper man fri, fordi man har mulighed for at få den gode advokat. Det er et eksempel på en af de stikpiller, Bier taler om, men hun understreger, at hun »har det sådan, at man heller ikke bør lave alle mulige stunts for at være ’tidskorrekt’«:

»Man er nødt til at være tro over for den historie, man fortæller. Og så kan man gøre den slags, hvor det giver mening, men man kan ikke smide alle mulige tidstypiske ting ind efter behag. Når jeg ser den slags i andre serier eller film, hader jeg det. Det skal ligesom sidde der som en organisk del af historien, og det gjorde det her.«

Du har engang sagt, at »det nænsomme giver mig myrekryb«, og det er nok ikke nogen hemmelighed, at dine ting ofte er ret … brutale. Mennesker er mennesker værst. Er det stadig sådan, at det nænsomme giver dig myrekryb?

»Ja, det er det nok,« siger hun efter lidt betænkningstid.

»Jeg er jo personligt også meget glad for amerikansk filmet kultur. Jeg er meget glad for amerikanske film fra 1970’erne, som i den grad kan være brutale på den uparfumerede facon. Jeg ved ikke, om det er nænsomhed, men jeg nyder ikke langsomme, underfortalte fortællinger. Som regel. Men en film som Portræt af en kvinde i flammer, synes jeg, er fantastisk – men den har også en form for underlig brutalitet liggende nedenunder.«

– Hvornår bliver det for brutalt, for voldsomt – hvor langt kan du skubbe dine figurer ud, eller hvor meget smerte må du påføre dem?

»Jeg går ikke ind for brutalitet, hvis det ikke er en organisk del af situationen,« siger hun.

»Det gælder om at være tro over for sine karakterer og det, de er i. Det er jo ikke, fordi jeg har et menukort eller en drejebog over, hvor galt det skal være – det er mere med at være konsekvent over for karaktererne i situationen. Når man er det, så bliver der en form for naturlig rejse ind i, om det bliver brutalt eller sørgeligt eller inderligt, eller hvad det nu bliver.«

Giver thrillergenren tilladelse til at gå et skridt længere, end dramaet måske ville gøre?

»Ja, det tror jeg. Det er også derfor, det er sjovt at lave. Genren i sig selv sætter nogle grænser, derfor behøver man ikke holde sig tilbage, og man behøver ikke bekymre sig om, om det nu bliver for sentimentalt eller for blævrende. Lokomotivet kører, og derfor kan man tillade sig at gå hele vejen, uden at skulle censurere sig selv.«

– Så længe man overholder genrekonventionerne, er der ret vide rammer for, hvad man kan tillade sig inden for dem?

»Præcis. Og samtidig medvirker det til, at man ikke går i en fælde, hvor det ender som navlepilleri. Drama kan blive så lidelsesfuldt, at jeg får spat … Jeg vil gerne lave film og serier, jeg selv gider at se, og jeg gider nok bare ikke det der meget følelsesagtige og selvoptagede.«

Nægter at dvæle

Mange af Susanne Biers værker handler om kampen for at være menneske. Hvad enten det er jagten på kærligheden i Den eneste ene, værdighed og intimitet i Elsker dig for evigt og Den skaldede frisør, (med)menneskelighed, moral og etik i Brødre og Hævnen eller et opgør og siden forsoning med fortiden i Efter brylluppet.

– Har du nogensinde sat dig og ned og skrevet en eller anden form for sætning om, hvad det er, du gerne vil med de historier, du fortæller – eller er det instinktivt fra film til film?

»Det tør jeg da ikke!«

Hun griner, som om tanken er helt fjern for hende.

»Den undersøgelse, jeg har gang i, er afhængig af, at det ikke er alt for artikuleret,« siger hun så.

»Altså – jeg tror faktisk, at det er vigtigt for mig at artikulere, når jeg laver tingene, og hvad jeg gør med skuespillerne, men ikke nødvendigvis med mit eget personlige projekt. Jeg arbejder ret intuitivt i det omfang, man nu kan som instruktør, når en stor del af ens arbejde handler om at forklare andre, hvorfor nogle ting dur og andre ikke gør.«

»Dybest set er det mærkeligt at være instruktør. Det er en blanding af at skulle være ultrakonkret og kompromisløs i at dirigere andres kreativitet, samtidig med at man skal bevare kontakten til det instinktive lag, hvor man intuitivt gør de rigtige ting. Jeg har altid været meget varsom med at rode for meget op i det.«

Men det virker trods alt også, som om du er meget bevidst om, hvad du gerne vil som instruktør. Kan man godt være det, uden at være bevidst om, hvorfor man gerne vil det?

»Jamen, hør her,« svarer hun, »det er helt enkelt for mig: Jeg er meget bevidst om, at jeg vil det, der gør mig nysgerrig. Og som jeg ikke rigtig har prøvet før.«

Da Susanne Bier instruerede Netflix-produktionen Bird Box i 2018, var det genren, der gjorde hende nysgerrig – at det var horror med en menneskelig substans. Og i The Undoing, siger hun, er det »vildt sjovt« at lave et portræt af et privilegeret ægteskab på basis af en thriller og i øvrigt beskrive Upper East Side og få indblik i en verden, man ellers aldrig ville få adgang til.

»Det, der driver mig, er klart en eller anden form for nysgerrighed over for materialet. Noget, der gør mig lidt utryg – på en god måde. Men det er ikke, fordi det handler om karriere, og ’nu skal jeg have en sci-fi på mit cv’. Sådan er det ikke. Det er mere sådan: ’Det her har jeg ikke prøvet før, men det tiltaler mig, og jeg kan føle karakterne, så det vil være sjovt’.«

– Så du kigger aldrig efter den røde tråd i dit værk?

»Jeg ved godt, at den er der. At der er en menneskebehandling og måske en bestemt mennesketype, som går igen. Men jeg ved også, at hvis jeg begynder at fortolke og lave for meget personligt navlepilleri, så går jeg død i det,« siger instruktøren. 

»Jeg tror ikke, det er sundt at dvæle for meget ved den slags.«

’The Undoing’ kan ses på HBO Nordic fra og med mandag den 26. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her