Interview
Læsetid: 6 min.

Med topnazisten Albert Speers barnebarn i biografen: ’Bliktrommen’ viser tyskernes skyld i naziforbrydelser

En nyrestaureret udgave af Volker Schlöndorffs filmatisering af ’Bliktrommen’ fra 1978 har repremiere i dag. Information inviterede Moritz Schramm, lektor i tyske studier på SDU og barnebarn af det tyske naziriges hofarkitekt Albert Speer, i biografen for at se den
»Alle de store figurer, som man har lagt skylden over på, holdes ude af fortællingen. Protagonisterne er de normale mennesker, befolkningen,« siger Moritz Schramm, lektor i tysk på SDU og barnebarn af Albert Speer, efter at have genset ’Bliktrommen’.

»Alle de store figurer, som man har lagt skylden over på, holdes ude af fortællingen. Protagonisterne er de normale mennesker, befolkningen,« siger Moritz Schramm, lektor i tysk på SDU og barnebarn af Albert Speer, efter at have genset ’Bliktrommen’.

Nanna Navntoft

Kultur
29. oktober 2020

»Jeg havde helt glemt, at min morfar dukker op i filmen,« siger Moritz Schramm, da vi træder ud af biografsalens mørke på Mikkel Bryggers Gade i København, »i det klip hvor han står sammen med Hitler foran Eiffeltårnet efter overtagelsen af Paris.«

Information har inviteret lektor på Institut for Kulturvidenskaber på SDU, Moritz Schramm i Grand Teatret i København en fredag aften for at se den nyrestaurerede udgave af Bliktrommen til filmfestivalen Tyske Filmdage. Moritz Schramm underviser og forsker i tysk litteratur, film og historie og migration og er desuden barnebarn af naziregimets hofarkitekt og senere rustningsminister, Albert Speer.

I dokumentarfilmen Min morfar, Hitlers ven fra foråret 2020 rejser Moritz Schramm og Adam Holm rundt i Tyskland og taler om Tysklands historie og Schramms familiehistorie. Schramm har med andre ord både en faglig og personlig indgang til at forstå den historie om Tyskland, der fortælles i Volker Schlöndorffs nu restaurerede filmatisering fra 1978 af den store efterkrigstidsforfatter Günter Grass’ debutroman fra 1959.

Bliktrommen handler om den højest usædvanlige Oskar Matzerath. Han fødes i 1924 i fristaten Danzig (det nuværende Gdansk), hvor han vokser op i en kærlighedstrekant mellem sin far, Alfred Matzerath, sin biologiske far, kasjubiske Jan Bronski og sin mor, Agnes Matzerath. På sin treårsfødselsdag får Oskar en bliktromme i gave, og da han til sin egen fest konfronteres med de voksnes verden, fyldt med hykleri og fordærv, beslutter han sig for at holde op med at vokse og kaster sig ned ad en trappe.

Til sin egen og andres overraskelse finder Oskar ud af, at han er i stand til at skrige så højt, at glas knuses. Med bliktrommen og sin evne til at skrige er Oskar både vidne til og aktiv deltager i begivenhederne, der udfolder sig i Europa i de godt tyve år, som handlingen udspiller sig over. Han er med, da nazismen begynder at gøre sit indtog i Danzig, først som en blød stemme i radioen siden som stive militærstøvler, der tramper gennem byen og gør et blodigt endeligt på fristaten og det polske posthus, hvor hans biologiske far dør.

Oskar møder ligesindede i form af en gruppe dværge til en cirkusforestilling, og lederen Bebra tilbyder ham at blive en del af truppen. Han afviser deres tilbud, hvortil Bebra lettere profetisk svarer: »Vores slags kan aldrig blot være tilskuere. Vores slags skal optræde og styre forestillingen, ellers kommer de andre til at styre os. De andre er på vej. De vil besætte cirkusserne, de vil lave fakkeloptog, bygge tribuner, fylde tribunerne, og fra disse tribuner vil de prædike vores ødelæggelse.«

Oskar ender med at turnere det besatte Europa tyndt med truppen og underholde nazisterne, indtil han en dag vender hjem og selv bliver forfulgt. Da Den Røde Hær gør sit indtog i Danzig har Oskar også en hånd med i sin anden far, Alfred Matzeraths død. Til farens begravelse beslutter Oskar sig for, at han vil genoptage sin vækst, hvorefter hans spæde lillebror – eller søn – Kurt kaster en sten i tindingen på ham, og han falder symbolsk ned i graven oven på sin fars kiste.

Det ny blik

Moritz Schramm mener, at filmen både kan stå i sin egen ret i dag, men at den også siger noget vigtigt om en bestemt periode:

»Den indfanger en vigtig tid i tysk historie, fordi den forsøger at komme med et andet blik på Anden Verdenskrig. Og det var der et behov for,« siger han.

1950’erne i Vesttyskland var, hvad Schramm kalder »tavshedens og fortrængningens årti«. Der havde været et meget kortlivet forsøg umiddelbart efter krigen på at forholde sig til dokumenter om og at tale om, hvad der var sket i nazitiden. For Schramm selv ligger det meget nært på grund af hans morfars rolle under krigen og hans efterfølgende rehabilitering i både familien og det tyske samfund. Det reflekterer Schramm over sammen med Adam Holm i Min morfar, Hitlers ven

Forsøget på at undersøge skyldsspørgsmålet efter krigen blev erstattet af det, Schramm kalder »historien om det forførte folk, hvor Hitler og få af hans venner bliver pålagt skylden for nazisternes forbrydelser. Det er historien om, at Hitler havde en kæmpe karisma, som havde hensat befolkningen i en tilstand af irrationel forblindelse og uvidenhed«.

I 1959 bliver der, ifølge Schramm, lukket op for sluserne for andre perspektiver, og det er i høj grad ført an af en gruppe af forfattere, der kalder sig Gruppe 47. Hertil hørte blandt andet Hans Magnus Enzensberger, Ingeborg Bachmann og Günter Grass.

»Det er ret sigende, for forfatterne var 16, 17, 18 år ved krigens afslutning. De var på et mellemstadium, hvor de havde været med i krigen, men i mine øjne ikke var gamle nok til at være skyldige for alvor«.

Og det er fra dette mellemstadium, mellem skyld og uskyld, at Bliktrommen bliver til. I filmen ser man kun Hitler meget kort i det føromtalte klip, og ellers er blikket stift rettet mod befolkningen, der i hvert fald ikke tager sig uskyldig ud.

»Alle de store figurer, som man har lagt skylden over på, holdes ude af fortællingen. Protagonisterne er de normale mennesker, befolkningen,« pointerer Schramm.

Kunstnerblikket

Det er også blandt befolkningen, at den sære hovedperson Oskar Matzerath befinder sig.

»Karakteren Oskar er et forsøg på at finde en person, der er med i begivenhederne uden at være helt med,« fortæller Schramm og fortsætter:

»Han er den deltagende iagttager, der kigger på nedefra, fra barneperspektivet, og hele tiden forstyrrer. Han er agent provocateur

For Schramm repræsenterer Oskar også et kunstnerperspektiv, når han det ene øjeblik bruger sin tromme til at forvandle en nazistisk hyldestparade til en kærlighedsseance til tonerne af brudevalsen, og det andet øjeblik underholder nazister i Normandiet:

»Det er både subversiv kunst og kunsten som overlevelsesstrategi.«

Oskars rolle og perspektiv er, ifølge Schramm, et forsøg på at undergrave entydigheden. Det gør sig også gældende for Oskars familiehistorie: hans mormor er kasjubisk, hans morfar var polak, hans ene far er tysker fra Rhinlandet, den anden kasjubiskpolak og hans mor ligeledes. Og det hele foregår på et sted, der aldrig entydigt har været det ene, andet eller tredje. Det er ligesom Oskar selv, der hverken er entydigt god eller ond; han er begge dele.

»Det skal illustrere den egentlig ret banale pointe, at verden ikke er sort og hvid,« lyder det fra Schramm.

Instruktøren Volker Schlöndorff placerer alligevel ikke helt ansvaret hos befolkningen, men giver nærmere indtryk af nazismen, som noget der skyllede som en bølge over befolkningen.

»På sin vis er det en fin pointe, at forestillingen om nazismen som bølge fratager dem noget ansvar. Det er ikke forkert, men på den tid var det vigtigt at vise, at de overhovedet var nazister. For der var ingen Hitler i Danzig. Det var deres egne overbevisninger, ønsker og handlinger, der førte til naziregimet og dets forbrydelser.«

Og hvor i fortællingen passer Oskars bliktromme ind, den, der lægger navn til både roman og film? Hans skrig er nogenlunde til at greje: det er både et magtmiddel, et forsvar og til underhold. Trommen derimod bruger han i alle mulige forskellige situationer, og det er ikke entydigt, hvad han vil med den – ud over at irritere folk.

Schramm smiler.

»Måske er det en styrke ved det greb, at trommen netop ikke bliver et konkret symbol på noget,« siger han og fortsætter:

»Jeg tolker det som et opmærksomhedsfremkaldende redskab: Når Oskar trommer er det både for dem inde i fortællingen og for os som tilskuere et signal om, at der sker noget, vi skal være opmærksomme på.«

Han holder en kort pause og siger så:

»Og måske er bliktrommen også til for at irritere os og forstyrre os i vores egen lille verden, så vi stopper op og – måske – ændrer perspektiv.«

’Min morfar, Hitlers ven’ kan streames fra dr.dk her.

Volker Schlöndorffs ’Bliktrommen’ (1978) har dansk repremiere i dag, torsdag d. 29. oktober, og kan ses i Grand Teatret, Øst for Paradis, Valby Bio, Nicolai Cafe & Biograf, Nysted Biograf-Teater, Mørkøv Kino, Cafe Biografen i Odense m.fl.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nazister igen igen. Er der vitterligt aldrig sket andet? Hvor bliver historien dog fattig når vi ikke kan tage fat på nogle af de andre monumentale forbrydelser der ikke får tilnærmelsesvis samme opmærksomhed. Tag et års nazi-pause og dedikér den spalteplads til andre krige og folkemord som f.eks. Balkan, Rwanda, Vietnam, Irak (to gange), Afghanistan (to gange). Historien bliver fattig hvis de 12 år er de eneste vi skal lære af og det eneste vi kan holde op som eksempel på hvor galt det kan gå. Alt andet end den totale undergang bliver nærmest accepteret som værende normal tilstand. Imellem absolut fred og harmoni og så den Anden Verdenskrig er der et hav af konflikter og ufred vi burde fremhæve og undersøge. Så vi kan lære af det!

Mads Kjærgård, Torben Arendal, Lykke Ravnager, John Scheibelein, Ete Forchhammer og Kristian Nielsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Moritz Schramm er værd at lytte til her - uanset hans familie! Det havde klædt Information at nøjes med at nævne den i en bisætning.

Anders Olesen, Alvin Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Når nu formodentlig de tyske teatre genoptager deres streamingaktiviteter grundet den lukning fra næste mandag, kan det være, at Berliner-Ensemble igen vil vise deres fabelagtige monolog-version, der var den forestilling, der spillede på selve den aften, hvor beskeden om ophør af offentlige aktiviteter indtraf i foråret.
https://www.berliner-ensemble.de/

René Arestrup

@Ulla Nygaard
Jeg tror du er nødt til at acceptere, at det 12 år lange nazi-regime medførte menneskelig lidelse og forbrydelser af så monumental karakter, at alt derefter næsten blegner i sammenligning. Dermed ikke sagt, at det ikke er relevant at beskæftige sig med alle de andre uhyrligheder, for det er det naturligvis, men nazi-epoken skiller sig ud, ikke blot ved omfanget af sin bestialske manifestation, men også ved det faktum, at den medførte et fuldstændigt kollaps af alt hvad vi forstår ved vestlig civilisation.

Og så glæder jeg mig i øvrigt til at gense Bliktrommen.

Ete Forchhammer , Klaus Ankerstjerne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Troels Ken Pedersen, Henriette Lund, Finn Jakobsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Thomas T. Jensen

For dem, som er trætte af snakken om nazister kan jeg anbefale at se filmen "Den sorte jord", som kører I biograferne for tiden.
Så kan man se, hvordan et andet totalitært socialistisk system ødelagde en stor befolkningsgruppe I Ukraine.

Wow, det kunne måske være en god ide at skrive spoiler alert forrest i artiklen for os, som hverken har læst bogen eller set filmen. Fuldstændig lige som anmeldelsen af den danske krigsfilm. :-(

Morten Gjeddebæk

Glimrende tankevækkende artikel, som skal læses fire gange! Blandt Moritz Schramm's pointer er problematiseringen af om det var Hitler, som med sin optræden og stemme forførte folket, eller om det var folket, som ved sin manglende agtpågivenhed og indsigt selv drev nazismen frem eller om ansvaret blafrer i vinden, betyder noget for mig.

Vi har en parallel i vor tid. Oskar Matzerath's pendant hedder Greta Thunberg, som også forarges over de voksnes bedrag, fordærv og manglende forholden sig til klimakrise.
Hun vil heller ikke med længere.
Som nazismen ved folks ligegyldighed efterlod Europa terroriseret og sønderbombet, vil klimakrisen ved folks ligegyldighed efterlade hele verden i kaos og krig.
At se Bjernemose, Grass, Schramm, Holm og Schlöndorff omkring samme tekst er en opmuntrende buket fra Information. Tak.

Ete Forchhammer , Torben Bruhn Andersen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

RA. Jeg mener nazipartiet i sig selv får overvældende opmærksomhed, helt ude af proportioner også tidsrammen taget i betragtning.

De to stærkeste stater verden nogen sinde har set har begge overfaldet Afghanistan. Medierne dækkede da det stod på, nu er det glemt. Kommunistpartiet i Sovjet havde en ufattelig effektiv systematik over ondskaben, undertrykkelsen, russificeringen og de etniske udryddelser. På mange måder et parti der tog nazipartiets ambitioner til et helt nyt niveau og så endda i en tidsramme der er markant længere og i en periode vi er mange der rent faktisk kan errindre. Det tales stort set ikke om og i forhold til de 12 år virker medierne ligeglade med den Kolde Krig og Jerntæppet. Briternes 300 årige hærgen af stort set hele kloden og alle dens folkeslag er borte selvom kolonisering og udnyttelse er enormt relevant i forhold til både Kina, USA m.fl. i dag.

Jeg efterspørger simpelthen journalister der kender verdenshistorien. Men måske er det kun nazisme der sælger? Det håber jeg ikke.

"»På sin vis er det en fin pointe, at forestillingen om nazismen som bølge fratager dem noget ansvar. Det er ikke forkert, men på den tid var det vigtigt at vise, at de overhovedet var nazister. For der var ingen Hitler i Danzig. Det var deres egne overbevisninger, ønsker og handlinger, der førte til naziregimet og dets forbrydelser.«"

Bekvemt er det under alle omstændigheder at glide udenom det faktum at tysk, europæisk og amerikansk storkapital støttede nazismens opblomstring - og at det var de traditionelt magtbærende, borgerlige partier som gjorde Hitler til kansler, fordi de hellere ville have fascisme end risikere at en socialistisk magtovertagelse fjernede borgerskabets og storkapitalens privilegier.

René Arestrup

@Hanne Utoft
Kun delvist rigtigt. Du glemmer - måske behændigt - at kommunisterne spillede en ganske betydelig rolle i Weimar-republikkens fald og nazisternes magtovertagelse. De sloges ganske vist med nazisterne i gaderne, men indgik samtidig en uskøn alliance i bestræbelserne på at ødelægge den demokratiske republik.

Jørgen Mathiasen

Ikke overraskende dukker spørgsmålene om Weimarrepublikkens undergang op igen, og der skal man bare lige huske, at 1945 for Weimarrepublikkens mennesker var fremtiden og ikke fortiden. I 1933 tog man ikke stilling for eller imod et civilationssammenbrud og et komplet sammenbrud for det tyske rige med en opdeling af restområdet i to stater, men derimod til en kaotisk politisk situation, hvor de færreste kæmpede for demokratiet. Og hvis de gjorde, som Thomas Mann, så hørte kun de færreste efter.

Weimarrepublikken havde Frankrig og Det forenede Kongerige - magterne bag Versaillestraktaen - som sine modstandere. Det var en af grundene til, at man assisterede den nye Sovjetunion med at opbygge en militær kapacitet.

Nazipartiet fik aldrig et flertal ved et demokratisk valg, men der var sandsynligvis et flertal for nazisterne, da man nåede til 8. Maj 1945. Det er baggrunden for, at Volker Schlöndorff (som er anledningen her) har sagt, at østpreusserne var Hitlers sidste tyske ofre. Det var samtidigt baggrunden for Adenauer kanslerskab i den nye Forbundsrepublik.

Mads Kjærgård

Det var jo ikke værre, end at Churchil gjorde det samme omme i Bagindien!

Jørgen Mathiasen. Jeg tror ikke man kan tilskrive de 11 mio. østpreusseres etniske udrensning andre end Stalin og russerne.

Jørgen Mathiasen

Men det ville ikke være sket, hvis ikke Tyskland havde startet krigen.
Det er indgangsbønnen, også for Schlöndorff.

Jørgen Mathiasen så tyskerne er skyld i deres egen etniske udrensning og alt russerne gjorde i Østpreussen er retfærdiggjort fordi tyskerne startede angrebet på Polen? Har du glemt at Stalin også angreb Polen, endda efter aftale?