»Tænk, Tyskland fylder 30 år, og genforeningen viser sig år for år at være det rigtige. Alligevel har næsten alle tyske aviser kritiseret vores genforeningsprojekt her sønder og sammen.«
Den pensionerede byplanlægger Florian Mausbach står på Museumsøen i kernen af det historiske Berlin i gråt jakkesæt, stråhat og strålende humør. Foran os troner rekonstruktionen af Berlins gamle byslot, mens en gigantisk maskine er ved at bore fundamentet til det ny mindesmærke for genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland, der fylder 30 år denne lørdag. Det bliver en 50 meter lang og 18 meter bred og bevægelig betonskål med indskriften »Vi er folket. Vi er ét folk.«
De fleste medier og berlinere ryster på hovedet ad denne øjebæ med øgenavnet ’vippen’. Og dens placering foran barokslottets lidt for skinnende potemkinkulisse gør det ikke bedre.
Alligevel har Mausbach god grund til at være i godt humør. Fra 1995 til 2009 var han nemlig chef for den tyske Forbundsmyndighed for byggeri og byplanlægning (BBR) – altså i tiden efter Murens fald, hvor der mildest talt var nok at rive i her i Berlin. Denne efterårsdag bekræfter vores udsigt, at Mausbach har trukket det længste strå: Både genopførelsen af Berlins gamle byslot og opførelsen af »Mindesmærket for frihed og enhed«, som han i over 20 år har kæmpet for at få bygget, er tæt på at blive virkelighed.
»Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at mindesmærket ikke står færdigt til genforeningsdagen den 3. oktober,« siger Mausbach.
Men det er der temmelig mange gode og symptomatiske grunde til. Han remser en lang række politiske og praktiske benspænd op over de seneste ti år.
»Senest har ynglende flagermus såmænd stoppet opførelsen. Men forsinkelserne skyldes ikke tekniske udfordringer. De skyldes ideologiske kampe, som desværre afspejler Tysklands forkvaklede forhold til sig selv.«
Tyskerne er med andre ord stadig så bange for sig selv, at de ikke bare kan fejre »den lykkeligste begivenhed i vores historie«, som Mausbach formulerer det: altså den tyske genforening.
Slotte i demokratier?
At det er et kompliceret anliggende, bliver tydeligt, da Mausbach viser rundt i bygningerne omkring byslottet, hvor vi bogstaveligt talt vader i ideologiske lag fra Tysklands brutale 20. århundrede. Her ved byslottet lå magtens centrum i det tyske kejserriges korte, men blodige kolonialtid. Her blev den tyske socialistiske republik udråbt af Karl Liebknecht i revolutionen i 1918. Her blev slottet sønderbombet i Hitlers Tredje Rige, og her lå DDR’s folkekammer i ’Palast der Republik’-bygningen i Østtysklands brutale forsøg på en helt ny begyndelse, der endegyldigt kollapsede for 30 år siden.
»Det her er det symbolske og magtmæssige centrum i Berlin,« mener Mausbach.
»Selvfølgelig skal mindesmærket for genforeningen stå her.«
Placeringen er dog yderst omstridt. For at forstå den strid må man kende den bygning, som mindesmærket skal stå foran: Det gamle byslot, der – forklædt som et verdensåbent og kolonialismekritisk etnologisk museum under navnet ’Humboldt Forum’ – vil slå portene i de spritnye barokfacader op til december. Indeni og på facaden mod øst er alt topmoderne.
Den rekonstruktion er heller ikke just gået stille af sig. For det første står slottet der, hvor DDR’s pseudofolkekammer havde til huse i ’Palast der Republik’. Det var godt nok en asbestbefængt klods med øgenavnet ’Honeckers lampebutik’. Men det var alligevel østberlinernes bygning. I det lys ligner genopførelsen af slottet ikke umiddelbart en genforeningsgestus.
For det andet står skallen af det oprindelige byslot nu atter der, hvor det stærkt krigsbeskadigede barokslot stod. Altså indtil DDR-regimet i 1950 valgte at sprænge det i luften frem for at restaurere dette ypperste symbol på magten i Prøjsens militaristiske monarki, som kritikere af genopførelsen gerne fremhæver.
Over for Mausbach må jeg melde rent flag: For mig ligner genopførelsen af byslottets facader et kitschet og reaktionært projekt. For kan man bygge slotte i demokratier? Hvorfor dyrke den tvivlsomme prøjsiske historie frem for at skabe et moderne byggeri, der peger fremad?
Mausbach parerer med, at slottet ikke bygges, men genopbygges – præcis som for eksempel polakkerne uden skyggen af indvendinger har rekonstrueret byslottet i Warszawa. Og at slottets vigtigste funktion er at genoprette de grundlæggende akser i byplanlægningen, som DDR-tidens byggerier rev fuldstændig i stykker.
Men endnu værre bliver det i mine øjne, da vi kigger nærmere på skitsen til enhedsmindesmærket, som skal stå på sokkelen fra det gamle nationale Kaiser Wilhelm-mindesmærke foran slottet.
»Ligesom ved den fredelige revolution i 1989 må de besøgende blive enige om at handle i fællesskab, hvis de vil bevæge noget,« lyder forklaringen fra eventagenturet Milla & Partner, der står bag ’vippen’.
»Hvis mindst 20 mennesker finder sammen på den ene halvdel af skålen, begynder skålen langsomt og blidt at hælde.«
Til forklaringen føjer de i ramme alvor, at det interaktive mindesmærke er »et billede på et levende demokrati«.
Symbolgrød
Man skal ikke have megen fantasi for at forestille sig den højpandede tyske presses reaktion på den plan.
»Ud af den historiske glæde laver de lidt spas som ved et omrejsende cirkus, al betydning reduceres til event,« skrev for eksempel den prominente kulturkritiker Hanno Rauterberg i Die Zeit, da valget faldt på vippen.
Den formidler i hans øjne en »stærkt deprimerende historieforståelse«: Det vipper og er sjovt, men modsat revolutionen i DDR rykker det sig aldrig ud af flækken i denne »sejr for det historieløse underholdningssamfund«.
Eller som arkitekturkritikeren Niklas Maak har udtalt til radiokanalen Deutschlandfunk: Mindesmærket er i bedste fald overflødigt.
»Vi har jo allerede et monument over genforeningen, nemlig Brandenburger Tor,« mener han.
»Så behøver man ikke bruge en masse energi på at fedte noget nyt sammen, og da slet ikke foran byslottet, der i sig selv er et komisk, overlæsset symbol, som i samspil med vippen vil skabe en decideret symbolgrød.«
Både den og min kritik trækker Florian Mausbach på skuldrene ad.
»Kritikken plager mig på et helt andet plan,« siger han.
»Se på, hvordan franskmændene fejrer stormen på Bastillen år efter år, eller hvordan amerikanerne fejrer Uafhængighedskrigen. Og så debatterer vi her i Tyskland et mindesmærke for genforeningen i 20 år,« siger Mausbach.
Han ryster på hovedet ad tyskernes vedvarende angst for at fejre sig selv. Med blikket rettet mod byslottets kuppel med det store kors begynder han spontant at fortælle om, hvordan han blev født i en bunker i vesttyske Koblenz i 1944.
»Den tyske historie er vores historie, og den må vi omgås,« siger han.
»Men vi må holde op med at undertrykke glæden over noget så lykkeligt som genforeningen.«
Demokrati nedefra
Den pointe er østtyskeren Wolfgang Thierse rasende enig i. Han gik med i optoget her gennem magtens centrum, da protesterne kulminerede i Østberlin den 4. november 1989. Kort efter blev han formand for det Østtysklands socialdemokratiske SPD – og i 1998 præsident for den tyske Forbundsdag. Sammen med Mausbach har han kæmpet for enhedsmindesmærket, og i maj i år tog han stolt det første spadestik.
»Der er al mulig god grund til at forsvare både ideen og stedet for mindesmærket,« mener han.
»Kaiser Wilhelm-mindesmærket hyldede også Tysklands samling (i 1871, red.), men det var en samling, der blev gennemtvunget ovenfra af Bismarck og den prøjsiske konge. Mindesmærket her er derimod demokratisk og hylder Tysklands genforening i 1990 nedefra – fra folket. Den historiske pointe på lige præcis det her sted er simpel og rigtig god, synes jeg.«
Selv er Wolfgang Thierse født i og fordrevet fra polske Wroclaw i slutningen af Anden Verdenskrig. Derefter tilbragte han mere end et halvt liv i DDR. Men når han tænker tilbage på sidste års fejring af 30-året for Berlinmurens fald, får han gåsehud – af ubehag. For midt i Alternative für Deutschlands store optur i Østtyskland handlede debatten stort set kun om det, der er gået skævt i de forgangne 30 år. Om den nådesløse afvikling af DDR’s nedslidte planøkonomi til fordel for en toptunet markedsøkonomi, der fik arbejdsløsheden til at eksplodere i øst. Om de fortsat lavere lønninger og opsparinger i øst, mens det i Østtyskland stadig er vesttyskere, der i dag sidder på de ledende stillinger.
»Genforeningen er åbenlyst ikke fuldendt selv efter 30 år,« siger han.
»Men en hurtig genforening var ønsket. Det store flertal af østtyskere ville dengang under Vesttysklands reddende vinge.«
Wolfgang Thierse beskriver, hvor meget det materielt er gået fremad i øst. Og hvordan fløjpartierne Die Linke og AfD alligevel blæser problemerne i genforeningen op med »bitterhedspopulisme«.
»Det er et fåtal på yderfløjene, der stiller spørgsmål ved genforeningen i dag, og et endnu mindre fåtal, der drømmer sig tilbage til DDR. Men det store flertal har alligevel svært ved bare at glæde sig.«
Patologisk angst for patos
Foran byslottet tager Florian Mausbach en flyvetur hen over den tyske »patoskurve« i det 20. århundrede: Han beskriver, hvordan Weimarrepublikkens protestantiske og følelsesforladte statsopfattelse blev afløst af Det Tredje Riges uhæmmede patos med politiske symboler og praksisser langt ind i borgernes hverdag.
»Efter krigen var enhver patos bandlyst i den provinsielle, nøgterne og tilbageholdende Bonn-republik. Selv efter Murens fald var tyskerne beklemte ved igen at gøre det symbol- og nazibelastede Berlin til hovedstad. Det kæmper vi stadig med lige her: Den enorme angst for at bringe følelser ud i det offentlige rum.«
Derfor bygges der i hans øjne også alt for meget »knastør kontrastarkitektur« i Tyskland: Arkitektur uden følelser og med en demonstrativ afstand til historien. Den samme angst giver sig udslag i afvisningen af stærke mindesmærker, mener Mausbach.
»En by uden mindesmærker er som en lejlighed uden billeder. Det er jo i billederne, vi definerer os, mindes og føler os hjemme,« siger han.
»Nu fylder Tyskland 30, men tyskerne er stadig hunderæd for symboler og for patos. Og dermed også for sig selv. Det er da lidt trist.«
Dengang, i 1990, var der andre, der var bange for et nyt, stort Tyskland. Det gjaldt ikke mindst Margaret Thatcher, der hellere ville have to Tysklande end ét. Den frygt var den britiske historiker Timothy Garton Ash med til at tale Thatcher væk fra. I magasinet Spiegel jubler han nu over, at han fik ret:
»Den genforenede Forbundsrepublik er det bedste Tyskland, vi nogensinde har haft. Tyskland er en stor ø af stabilitet, liberalitet og demokrati midt i Europa.«
Det kan både Mausbach og Thierse skriver under på. Om det omvendt betyder, at Tyskland er ved at være modent til at lede Europa i den stadigt hårdere geopolitiske klemme mellem USA og Kina og de øgede spændinger med Rusland, afviser Wolfgang Thierse.
»Med den tyske historie i nakken ser jeg nærmere den politisk-moralske årvågenhed og forsigtighed som et tegn på, at Tyskland allerede er voksent,« siger han.
»Men det siger enhedsmindesmærket altså ikke noget om. Det hylder bare det nok smukkeste kapitel i tysk historie.«
Med den opsang i ørerne forlader jeg atter byslottets nye gamle facader og byggepladsen, hvor der snart vil stå en gigantisk betonvippe.
Ach, hvor tysk, tænker jeg. Men jeg går derfra med et markant mildere blik, end da jeg kom.
Jeg tror at befolkningen i DDR fandt ud af, at de ikke fik en BMW. Men at de goder, de trods alt havde forsvandt! Lad dem bare fejre det! Men husk at invitere de " working poor" og de polske slagteriarbejdere, der er i landet. Men nå nej, de er jo på arbejde!
Tillykke Tyskland :-))
Så er det 30 år siden vesttyskland inddrog østtyskland med hud og hår.
Det er jo lidt historien om, hvad vesten, anført af USA, forventede ville ske med hele verden efter Sovjetunionens opløsning og murens fald - At vestens kapitalisme havde erobret verden.
For alle vil da være som os.
Berlins slot tilhørte Hohenzollerne indtil kejserens afgang 1918. De udbrændte rester, der i 1945 var tilbage efter bombardementerne af Berlin, blev sprængt væk i 1950. Derefter opførte det nye DDR-regime Palast der Republik. Efter murens fald blev det socialistiske palads så nedrevet, og på denne centrale plads nær domkirken og rådhuset opføres Humboldt-forum med en imitation af det oprindelige slots facade. Det har navn efter de to Humboldt-brødre Alexander og Wilhelm von H. Bygningen henviser dermed både til Hohenzollerne, Berlin før 1945 og til europæisk videnskab og universitetshistorie.
Hvad skal dette bygværk være et mindesmærke for? En og anden kan måske gætte, at den anvendelse af pladsen, jeg lige har beskrevet, kan kaldes ideologisk krigsførelse gennem arkitekturen, og det er et urgammelt fænomen i historien. Også i dette tilfælde tjener et bygværk som symbol og som signalgiver for bygherren og hans værdier, som dog er blandede, især fordi bygherren betragter Humboldt-brødrene og ikke Hohenzollerne som identitetsbærende for Forbundsrepublikken. For mange andre i Berlin vil det være en uønsket påmindelse om, hvem der har magten - udenfor Berlin.
Man kunne i samme forståelse kalde Springer-huset nær den gamle sektor-grænse i Kreuzberg for et mindesmærke - men kun for Springer og alt hvad det står for. På foranledning af det Informations-lignende dagblad taz blev Kochstraße, som krydser Axel-Springer-Straße, hvor bladhuset ligger, den 30. april 2008 omdøbt til Rudi-Dutschke-Straße.
Hvem bliver mindet om hvad?
Det hører med til historien at Berliner Schloss blev genskabt på borgerinitiativ og med en vis del financieret at donationer.
Slottet blev beskadiget under krigen ja, men kunne som så mange andre bygningsværker i det russisk-besatte Østtyskland reddes. Det blev dog revet ned efter ordre fra de, af Moskva indsatte, kommunister efter en årrække at have været bevidst forsømt (mod berlinernes ønske) og brugt som skydeskive af den røde hær til diverse propagandafilm så sent som i 1949. Volkspolizei rømmede bygningen og stoppede alle aktiviteter og udstillinger selvom bygningen ikke var dømt til at udgøre en fare og der havde været velbesøgte udstillinger i forskellige sale i bygningerne.
Private og andre havde redet forskellige dele og udsmykninger og de indgår i dag igen i slottet på deres originale placeringer.
https://berliner-schloss.de/das-historische-schloss/zerstoerung-und-vern...
@Ulla Nygaard
Man kan få det indtryk af dit bidrag, at Humboldt-forum, - ikke slottet, som ikke er genopført, er blevet åbnet, men det skal efter planen ske i midten af december.
Gennem de private donationer, som giver Humboldt-forum et skær af "folkekrav", har man fået dæmpet karakteren af hævn-arkitektur ned. Jeg ser ikke nogen information fx . i
https://de.wikipedia.org/wiki/Humboldt_Forum#Sammlungen
om, at artefakter fra det gamle slot skal finde en ny plads i Humboldt-forum, men skulle det blive tilfældet, så kan man garantere, at diskussionen om byggeriet med temaet "håbløst mindesmærke" opstår igen.
Ja ”Brandenburger Tor” er et godt mindesmærke for en ulig genforening som plyndrede DDR for alt undtagen Ampelmännchen. Som jeg husker det er Brandenburger Tor plasteret til med amerikanske banker, et stærkt monument over kapitalismens sejer over socialismen.
@Claus Oreskov
Så husker du forkert.
Hvis man vil have et dokumenteret indtryk af, hvordan østtyskere ser på genforeningen, så har der været en større mængde fjernsynsprogrammer i den seneste uge til det formål.
En kort sammenfatning er: For den ældst generation har det været anstrengende, for den yngste er der knapt nogen bevidsthed som østtysker. Man er tysker.
"»Senest har ynglende flagermus såmænd stoppet opførelsen. Men forsinkelserne skyldes ikke tekniske udfordringer. De skyldes ideologiske kampe, som desværre afspejler Tysklands forkvaklede forhold til sig selv.«
Tyskerne er med andre ord stadig så bange for sig selv, at de ikke bare kan fejre »den lykkeligste begivenhed i vores historie«, som Mausbach formulerer det: altså den tyske genforening."
Et klassesamfund vil altid have et forkvaklet forhold til sig selv - og hvad Mausbach kalder en lykkelig begivenhed var for mange, jvf. flere kommentarer ovenfor, en regulær livsvilkårskatastrofe. Alt dette glemmes blot 'lykkeligt' når privatkapitalismens sejrherrer skriver godnathistorier på potten.
”Et klassesamfund vil altid have et forkvaklet forhold til sig selv - og hvad Mausbach kalder en lykkelig begivenhed var for mange, jvf. flere kommentarer ovenfor, en regulær livsvilkårskatastrofe. Alt dette glemmes blot ’lykkeligt’ når privatkapitalismens sejrherrer skriver godnathistorier på potten.”
”Et klassesamfund vil altid have et forkvaklet forhold til sig selv” jo, men for ”Ossierne”, hvad er alternativet??
Ungarn?, Hvide Rusland ?? Rusland??
Mens vi venter på det klasseløse samfund, så tror jeg, efter mange besøg og samtaler med ”Ossierer”, at man trods alt, foretrækker, udkants Tyskland, fremfor alternativet... udkants Rusland..
Især når man sidder på potten.... hvor man har noget at tørrer røven med eller ej....
John Larsen, der skal arbejdes for alternativer til klassesamfundet, måske først og fremmest via banal demokratiudvikling, og du har formentligt helt ret i at der ikke idag gives ret mange gode alternativer. Men denne tingenes tilstand forstærker jo blot nødvendigheden af et nuanceret og bredt udsyn til mange af de gode erfaringer, som er gjort i menneskehedens historie (uden at DDR eller andre leninistiske og stalinistiske samfund skal danne forbillede) - herunder f.eks. at en så vidt mulig ligelig fordeling af ressourcer til et samfunds borgere virker fremmende for disses trivsel.
Der er én faktor, som nager tidligere DDR-borgere: Følelsen af at være anden-klasses borgere. Det sætter sig igennem i lønsatser, pensioner og andre satser, og der er særdeles langt i mellem ledelsespersoner, som har haft en opvækst i DDR.
Den politiske reaktion til venstre har været overskuelig. Venstrepartiet er især et østparti, men den mest succesrige del af det, er den fraktion, som tager et regeringsansvar. Die Linke i Berlin lægger forhindringer for en centrumvenstre regering efter valget til Forbundsdagen 2021.
En større virkning har højreradikalismen haft, men AfD er som forventet ved at gå op i limningen, som følge af stridigheder om partiets linje. CDU gør i Sachsen og Sachsen-Anhalt en kraftig indsats for at hente konservative vælgere indenfor den demokratiske skive tilbage, og i løbet af 2021 vil man se om det lykkes. I unionens kerneland i syd-vest opfattes det som en ny, demokratisk eksamen for østtyskere.
Man kan godt være irriteret over forskelsbehandlingen og samtidigt glæde sig over den tyske enhed. Det sidste gør et flertal af de gamle DDR-borgere. Bosætningsstrømmen er vendt; befolkningstallet i den østlige del af Tyskland stiger. Manuela Schwesig er i gang med at gøre Mecklenburg-Vorpommern til en dynamisk delstat, og i Brandenburg syd for Berlin bygger Tesla den største udfordring til den gamle vesttyske bilindustri for ikke at sige den samlede europæiske bilindustri.
Om få dage er der antagelig kun ganske få, som taler om jubilæet.
Jørgen Mathiassen. Det er så allerede sket og det kan du se på wikipedia
https://de.wikipedia.org/wiki/Wiederaufbau_des_Berliner_Schlosses#/media...
I øvrigt har man haft udstillinger allerede. Som så meget andet enormt byggeri bliver nogle dele færdige før andre. Den officielle åbning er ikke sket endnu.
Slottet har et andet navn ja men er stadig en genopførelse af Berliner Schloss.
@Ulla Nygaard
Til det sidste må man bare sige, at den web-side, du henviser til, gør nøje rede for, hvilke dele, der er nye og hvilke, der er genopførelser.
Jeg har desuden lavet en testsøgning på Berlins website. Man finder ikke noget under Berlins slot, men derimod forskellige resultater under "Humboldt Forum", og det vil brugerne nok rette sig efter. Politisk set er det klogt, og det er jo nok her, vi ikke har den samme opfattelse.
Det er en sag med meget konflikt-potentiale, som man kan se på samme Berliner-side:
https://www.berlin.de/aktuelles/berlin/6229011-958092-wissenschaftsrat-n...
og vi har nok ikke set den sidste strid endnu.
Jørgen Mathiasen. Det er jo en rekonstruktion efter moderne byggeprincipper. Jeg ved ikke hvad du læser og hvorfor men der er et hav af henvisninger og det hedder i øvrigt Humboldt Forum im Berliner Schloss.
https://berliner-schloss.de/webcam/
Kig i øvrigt på google. Her står også Humboldt Forum im Berliner Schloss.
@Ulla Nygaard
Din web-henvisning er til den forening, som støtter byggeriet. Der er ikke et eneste søgeresultat på Berlins egen hjemmeside når man søger på Berliner (Stadt)Schloss. Du er velkommen til at lukke øjnene for de politiske implikationer for det byggeri, det er der bare ikke mange i Berlin, som gør.
Af de grunde, jeg startede med at redegøre for, er det et rigtigt kontroversielt byggeri. Hvis CDU og omegn gerne vil have det til at fremstå, som om Hohenzollerne er vendt tilbage til Berlin centrum, også udstiller tilsvarende genstande, så er det en garanti for, at CDU ikke kommer til at regere i Berlin lige med det samme, for berlinere, som var DDR-borgere før murens fald, ønsker det byggeri hen, hvor peberet gror.
Det står skam også skrevet på Berlins hjemmeside.
https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3561341-3558930-stadtschloss.html
Dog fortæller noget mig at du meget hellere vil stemple det som noget frygteligt imperialistisk (eller nazistisk) bras?
Jeg tror at markant flere berlinere, fra både øst og vest, ønskede Palast der Republik væk end Berliner Schloss. Jeg ved ikke om du har været i den del af Berlin men man er godt igang med at få rodet bod på alt det deprimerende plattenbau kommunisterne havde placeret på centrale pladser.og godt for det. Stort tillykke til tyskerne for at have sparket det styre på porten. De er i deres gode ret til at genskabe Berlin sådan som de vil og lægge den undertrykkende periode bag sig. Skulle der sidde en sur russer et sted i Moskva og græmme sig over det kan han passende finde vejen til Pushkin og pakke Schatz des Priamos i fine kasser og sende dem tilbage til Berlin.
@Fru Nygaard
Informations artikel handler om jublilæet og et "håbløst mindesmærke". Jeg er enig i, at det er ret håbløst, men vil ikke kalde det et mindesmærke, idet jeg ikke kan forbinde den slags med hævnarkitektur.
Uden at gå i detaljer med min baggrund kan jeg sige, at jeg kender Berlin temmelig godt. Jeg har en meget lang forbindelse med byen, som ikke ville være mulig, hvis ikke muren var blevet væltet: De store boligbyggerier fra DDRs tid eksisterer fortsat.
Hvis man vil argumentere mod Heinrich August Winkler synspunkt, - de sidste 30 år er de lykkeligste i tysk historie, skal man dykke meget dybt ned i den historie. Jeg er ikke stødt på noget endnu.
Jørgen Mathiasen,
"og der er særdeles langt i mellem ledelsespersoner, som har haft en opvækst i DDR."
Årh, jeg mener da, at Gregor Gysi lidt humoristisk påpegede overfor Merkel, at det måske kunne være problematisk, at Bundespräsidenten(Joachim Gauck), Bundeskanzleren (Merkel) og lederen af opositionen (Gysi selv) alle var østtyskere.
Helt dårligt har østtyskerne ikke været repræsenteret på ledelsesniveau i de senere år, selv om det i de ældre, østtyske hoveder ser sådan ud. For de unge har det, som du skriver, ringe betydning.
Ulla Nygaard,
Når jeg er i Berlin, har jeg "stambord" på en lille restaurant i Friedrichshain, som ejes af en mand på min egen alder (50 - 60) , som er født og opvokset i Østberlin. Og jeg skal hilse at sige, at han er pænt vred over nedrivningen af Palast der Republik, som ikke blot var regeringsbygninger, men også et sted hvor østtyskerne festede - gik til koncerter osv, faktisk var der vist ligeledes en kæmpemæssig skøjtebane. Han har selv, meget rørende, fortalt om de minder, som var knyttet til Palast der Republik og hans barndom og ungdom i DDR. Vi har det til fælles, at jeg interesserer mig for østtysk rock, mit yndlingsband er Silly og Puhdys og den musik kan jeg høre i hans restaurant. DDR styret har han intet til overs for, Honeckers billede hænger på indersiden af toiletdøren...
God morgen Fru Bøhne
Der har været en dokumentation i (tysk) TV af forholdene i ledelseslagene, og den taler sit eget sprog også om ideologisk mistænksomhed. Forbundspræsident Steinmeier medgav i sin tale, at der er plads til forbedringer!
Der var åbenbart vesttyskere, som var overrasket over, at østtyskere også spiser med kniv og gaffel. Dokumentationen gennem cases viste, at der er nogle kolossalt dynamiske mennesker også blandt de ældre tyskere med DDR-opvækst. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil komme en udligning også af de satser, man nu foreløbig har brugt 30 år på at udligne.
Tyskland kan sammenlignes med en enorm supertanker, og sådan en har jo kraft men også nogle temmelig tunge bevægelser.
Jørgen Mathiasen,
Du har naturligvis ret. Jeg var vist bare i det spøgefuldt hjørne :-)
Hvad angår lønningerne er det jo lidt morsomt, at det samme gør sig gældende i Danmark mht offentlige lønninger - stedtillægsområder hed det vist i gamle dage. Jeg bor på Lolland og arbejder i sundhedssektoren i Region Hovedstaden, hvor grundlønnen er 1500 - 2000 kr højere, end hvor jeg bor.
I Tyskland hænger man forskellen på en øst/vest knag, i Danmark kalder vi det udkant.
Enlige anekdoter om tidligere DDR-borgere der er vred over et eller andet vestligt har vel ikke den store værdi da ingen af dem (minus en håndfuld hardcore kommunister) vil tilbage til undertrykkelsen. Det var klart fra starten at det var et umuligt projekt der ville tage årtier at gennemføre. Det gennemuproduktive samfund der blev indlemmet i den vesttyske superøkonomi havde ingen anelse om hvor tæt de var på totalt kollaps. Det bliver som regel udeladt af anekdoterne at det hele var et luftkastel der blev stoppet fra at smadre mod jorden.
Mathiasen. Meget er fjernet og det næste bliver Haus der Statistik som nok er forbundsrepublikkens største øjebæ.
Ulla Nygastd,
Det kan du have ret i.
Derfor vil jeg anbefale dig at læse journalisten Jana Hensels bog "Zonenkinder", som netop behandler det følelsesmæssige skisma, mange østtyske unge på 18 - 20 år stod med i 1989, da muren faldt.
Fakta er også, at Palast der Republik ikke kun var regeringsbygning, "Erics Lampenladen - Erics lampeforretning" i daglig tale, men også et forlystelsescentrum med skøjtebaner, biografer, koncertsale med den ypperste og mest moderne elektronik, som for DDR's unge repræsenterede gode stunder.
Min (vest)tyske mand er samme generation, som Jana Hensel beskriver i sin bog, blot med modsat fortegn, og når vi rejser i Tyskland taler han ofte med jævnaldrende om deres respektive oplevelser med murens fald - og du har da ret, ikke alle er som restaurantejeren i F-hain, men ganske mange er faktisk fortsat socialister, omend de tager afstand fra Honeckers og DDR styret. De gik på gaden for at få demokratiske rettigheder og frihed til at rejse, men aldrig et eneste sekund fordi de ønskede at leve i et kapitalistisk samfund.
Nygaard, sorry.
@Fru Nygård
Desværre kan jeg ikke lægge et foto af Berlins skyline ved, men hvis man står på udsigtstårnet på Kienberg, som i luftlinje er 15 km væk fra Brandenburger Tor, kan man se en enorm mængde boliger - og hele vejen ind til centrum og videre. Det er Europas største byggeri af sin art, - industribyggeriet i Marzahn, og der ligger der fortsat. Man kan også uden besvær finde billeder af det på nettet.
Det er dig måske bekendt, at det røde bystyre bekæmper lejerudskiftninger i centrum med et stop for huslejestigninger, men der bliver samtidigt og vedvarende ændret noget i bygningsmassen i Berlin. Der har også været en virkning af tilstrømningen i 2015, og derfor er der også opført nye boliger. Berlin er med knapt 4. mio. nu tilbage på en størrelse som i tiden før 2. verdenskrig.
@Wiedervereinigung Deutschland
Tyskland blev ikke genforenet første gang den 3. Oktober 1990.
Den tyske genforening består af flere datoer.
Det tyske Kejserrige samlede Tyskland og de tyske stater under en nation i 1871.
Weimar Republikken blev udråbt den 9. November 1918 af Philipp Schneidemann fra Rigsdagens bygning. Weimar Republikken blev grundlagt med Tysklands første demokratiske forfatning 11 August 1919
Jeg synes, at den 3. Oktober 1990 er en kunstigt valgt nationaldag, som intet har med Tysklands historie at gøre. Den markerer afslutningen af 4+2 aftalerne om de allierede magters afgivelse af suverænitet over BRD og DDR. Der er tale om en slags formel afslutning på de allierede besættelsesmagters styre i Tyskland. Skift den nationaldag ud og vælg den 11. August 1919 som demokratiets fødselsdag i Tyskland.
Den 9 November kan aldrig blive en tysk nationaldag, da den til evig tid er forbundet som en skændslens dato med Krystalnatten og overfaldet på de jødiske medborgere i 1938. En grusom begivenhed som indvarslede Holocaust og Tysklands moralske nedsmeltning i helvede.
På en måde får Mathias Sonne indrammet det med den tyske selvforståelse og al det som ikke må omtales. Wolfgang Thierse er ikke flygtet fra den polsk by Wroclaw. Han og hans familie blev ligesom alle tysksprogede schlesiere fordrevet på grusom vis ved etnisk udrensning fra den tyske provins Schlesien, som blev besat af Polen efter Stalins flytning af landet mod vest. Wroclaw er det polske navn for Schlesiens Hovedstad, som vi på tysk kalder Breslau. Schlesien har i århundreder været en del af tysk område først under Østrig Ungarn indtil 1740 og dernæst under Preussen. Provinsen har haft polske indbyggere men hele området er knyttet til tysk kultur og tysk historie gennem århundreder indtil den etniske udrensning af området efter 1945.
Men det må vi som tyskere ikke omtale i den politiske korrektheds navn for ikke at fornærme naboen mod øst Polen.
Det ville være så fint hvis Mathias Sonne med hans gode kendskab til Tyskland lavede en artikel om de fordrevne tyskere og deres organisation Heimatbund der Vertriebene. De gøres i udlandet til grin og fremstilles som revanchister. Men deres præsentation af dem selv viser netop den lære, som vi tyskere må drage af vores tragiske og grusomme historie fra 1933-1945. Det ærgrer mig at se den enøjede fremstilling af denne gruppe af dybt ulykkelige mennesker, som nu prøver at finde sig til rette i de nye grænser for Europa og for Tyskland.
Bygge det europæiske hus og Tysklands rolle som dialogens nation.
Folkenes sameksistens og flertallenes respekt for mindretallene i Europas provinser.
Jeg forstår godt behovet for at genopbygge ja rekonstruere gamle bygninger som Kongeslottet i Berlin. 12 års vanvid med NSDAP og deres krigsgale regime var med til at ødelægge århundreders tysk kultur, tyske bygningsskatte og tyske historiske mindesmærker, som gik tabt i de allierede luftbombardementer af Tyskland.
Det var ikke de britiske bomber og de amerikanske bomber som efterlod Tyskland med et ar og et tab som er svært at overvinde. Det var NSDAP og dets slæng af krigsgale og vanvittige tyskere, der kastede hele Europa udi ulykke og en krig så ødelæggende som aldrig før. Det var det slæng af tyskere, som med deres blinde tro på Adolf Hitler førte Tyskland og Verden udi en katastrofe. Dem har vi desværre at takke for dette savn af tysk identitet og historie, som ruinhobene efterlod i 1945. Hårdt at måtte sige det men anderledes kan det ikke være. Hvorfor gjorde I ikke oprør mod Regimet, da I var vidne til de tyske terrorangreb på Rotterdam, London, Liverpool, Coventry, Plymouth ?. Hvorfor bøjede i nakken og så bort, da regimets mordere drog afsted med Jeres jødiske nabo, jeres jødiske kollega ?
Vi efterkrigstidens tyskere må se vores historie i gamle filmklip, fra de 161 byer med gammel bymidte med middelalderkirker med bindningsværks huse der gik under i flammehavet på grund den krigsgale dyrkelse af den tyske militarisme og det forrykte syn på sig selv som værende et Herrefolk i hele Europa.
Det er ikke muligt i Tyskland at opnå konsensus om indretningen af monumenter og historiske mindesmærker. Tysklands historie er så fuld af voldsomme forandringer og omvæltninger, at den konsensus som ses i Danmark ikke kan genfindes i Tyskland. Det må blive et sammenstød mellem forskellige opfattelser og forskellige perspektiver. Personligt finder jeg det meget væsentligt med Holocaust Mindeparken i Berlin til minde om de mio af jødiske medborgere som blev myrdet af regimet og dets villige håndlangere. I dag må vi desværre sande, at antisemitismen er et ukrudt som stadigvæk er til stede i Tyskland. Alle demokratisk sindede tyskere må være på vagt overfor denne genopblussen af antisemitismen af jødehadet og af det fanatiske vanvid som forgifter forholdet mellem mennesker.
Opstillingen af statuen af Frederik Den Store på Unter den Linden er en af de gerninger, hvor DDR regimet omsider traf en god beslutning. Den reformivrige og intellektuelle preusser konge repræsenterer gode og progressive kapitler i Preussens historie.
Die Neue Wache med Käthe Kollwitz smukke sorte figur Moderen med sin døde søn er et mindesmærke, som viser det nye Tysklands forhold til krigen og alle dens ulykker.
Det vil ligeså være på sin plads at hylde Mikhail Gorbatjov, som den russiske leder, der viste et enestående storsind og vovemod ved at åbne for den russiske godkendelse af den tyske genforening.
I Kassel havde vi et gammelt teater som overlevede alle krigens ødelæggelser. Men i efterkrigstiden blev det revet ned, fordi det ikke passede ind i den modernistiske genopbygning af byen. Mange borgere i Kassel var ikke begejstret over Bystyret og arkitekternes dom teateret må væk og vige for et nyt moderne teater, men sådan blev det.
Tysk kultur rummes ikke alene indenfor den tyske nation. Der er nu igen 3 nationer, som repræsenterer den tyske kultur den tyske historie og det tyske sprog helt eller delvist: som en multisproglig nation.
Edsforbundet Schweiz
Forbundsrepublikken Østrig
Forbundsrepublikken Tyskland
Vil man se de smukkeste eksempler på tysk musikkunst og tysk kultur som sprogbegreb forstået, så findes den del af identiteten i Østrig. Tag til Salzburg og oplev Mozarts fødeby, tag til Wien og oplev Det østrig ungarske Kejserriges storhed, som stadigvæk ses i Wiens mange pragtfulde slotte og bygninger.
I Tyskland genfindes den smukke arkitektur og de smukke bymidter i de mindre byer, som overlevede krigens luftbombardementer og den forårets krigshandlinger i 1945 på tysk jord.
Jeg er enig i at DDR borgerne ikke blev behandlet som ligeværdige borgere ved den seneste genforening. Det kunne være gjort ved helt enkle beslutninger. F.eks kan det nye Tyskland beslutte at have to national melodier i stedet for den ene amputerede udgave med kun vers 3 af Lied Der Deutschen. Hvorfor ikke bevare Lied der Deutschen med alle 3 strofer og så tilføje Auferstanden aus Ruinen som Tysklands anden nationalmelodi. Auferstanden aus Ruinen indeholder en tekst, som er meget mere dækkende for det nuværende Tysklands historie og genopbygning end Lied der Deutschen.
På den måde anerkender vi i Vest vores tyske brødre og søstre i øst for den del af deres historie som de bar fra 1945-1989. Det er ikke det samme som at blåstemple SED Regimet i DDR.
Ligeså med Die Heimatsvertriebene fra de tabte provinser og tyske områder hinsides Oder Neisse. Lad være med at hetze mod den befolkningsgruppe men historien skal vendes til at vi fremover ser på folkeslagene grundlaget for den fredelige sameksistens og på det at opbygge respektfulde relationer mellem flertallet og mindretallet.
@ Det var ikke de britiske bomber og de amerikanske bomber som efterlod Tyskland med et ar og et tab som er svært at overvinde. Det var NSDAP og dets slæng af krigsgale og vanvittige tyskere, der kastede hele Europa udi ulykke og en krig så ødelæggende som aldrig før.@
Og så alligevel var der vist ingen militærstrategisk grund til at bombe gamle bykerner andet end at “Bomber” Harris var enormt ivrig efter død og ødelæggelse. Hamborg modtog flere ton bomber og havde flere døde på en enkelt nat mod krigens afslutning end hele Storbritannien under krigen. Og det siger ikke så lidt om hvor dyb fornægtelsen er på de britiske øer over hvordan man terrorbombede tyske byer og civilbefolkningen. Brandbombningen af Dresden (13-15 februar) var specielt ondskabsfuld da byen var fuld af flygtninge fra Breslau.
Som krigsforbryderen Harris selv udtrykte: ...in the past we were justified in attacking German cities. But to do so was always repugnant and now that the Germans are beaten anyway we can properly abstain from proceeding with these attacks. This is a doctrine to which I could never subscribe. Attacks on cities like any other act of war are intolerable unless they are strategically justified. But they are strategically justified in so far as they tend to shorten the war and preserve the lives of Allied soldiers. To my mind we have absolutely no right to give them up unless it is certain that they will not have this effect. I do not personally regard the whole of the remaining cities of Germany as worth the bones of one British Grenadier. The feeling, such as there is, over Dresden, could be easily explained by any psychiatrist. It is connected with German bands and Dresden shepherdesses. Actually Dresden was a mass of munitions works, an intact government centre, and a key transportation point to the East. It is now none of these things.
De allierede gemmer sig på 75. år bag nazisternes kriminalitet og hylder deres egne krigsforbrydere for de åbenlyse folkemord de klinisk udførte i Japan og Tyskland. Russerne, amerikanerne og ikke mindst briterne har aldrig haft det opgør med egen skyld som tyskerne har haft. Derfor er deres demokratier svækkede (Rusland undtaget, diktatur) i opbrudstider imens Tysklands er stærkt.
@Kim Folke Knudsen
Temaet Dresden får mig til at tænke på en samtale fra dette århundrede, hvor en gammel dansk mand fastholdt, at bombardementet af Dresden var berettiget. Han forblev dermed også på en linje i den danske modstand af den generation: Aldrig indrømme en eneste fejl.
Der er faktisk et mindesmærke for Michail Gorbatschow i Berlin (jeg anvender her inskriptionens ortografi). Der står en ret stor buste af ham foran Springerhuset i Axel-Springer-Straße i Kreuzberg. Til venstre for den står først en tilsvarende buste af Helmut Kohl og derefter en af George Bush senior. Kort derfra krydses gaden af Rudi-Dutschke-Straße.
Påmindelser om konflikter er aldrig langt væk i tyske mindesmærker eller gadenavne, men de er alligevel meget anderledes end de franske. Jeg har været i alle hjørner af Frankrig, og der er overalt tavler med navne på faldne franske soldater i talrige krige. I Berlin-Brandenburg har man (og vi) grave for faldne russiske og tyske soldater og sovjetiske mindesmærker. Det er en gevaldig forskel.
De mange forskellige tråde i dit bidrag bringer mig til at referere Timothy Garton Ash, som er temmelig godt informeret om Tyskland: Tyske politikere siger »Europa« lige så tit, som der bliver sagt amen i kirkerne. Det er et geopolitisk blik rettet mod fremtiden.
Franske politikere retter blikket den samme vej og derefter er der en række andre nationer, som stiller sig op i rækken. Danmark stiller sig i en anden række.
Trond. Du må være farvet af EU-modstand for hvordan kan du hævde positiv demokratisk udvikling i Storbritannien når skotterne tvinges ud af EU og Good Friday-aftalen skrottes til fordel for isolation. Inden briterne afleverer Nordirland tilbage til irerne kan det næppe omtales som et værdigt demokrati. Nordirland i sin nuværende form er intet mindre end en kunstig konstruktion a la “Kaliningrad”, som et heldigvis hedenganget styre har omdøbt Königsberg til.
I øvrigt skal vi ikke glemme de storpolitiske strømninger i tiden 1870-1914 hvor fransk revanchisme, Tirpitz-plannens 2/3 princip, Tysklands samling og efterfølgende økonomiske overlegenhed og englændernes two-power-standard har spillet en enorm rolle for briternes ønske om konflikt med Tyskland. Man kunne ganske enkelt ikke opretholde verdensdominans og definitivt forsvare den hjemlige ø samtidig.
De tysktalende var de sidste til at blive samlet i en enkelt stat (næsten). De andre sprogkerner var integrerede i århundreder inden tysk fulgte efter. Indtil da havde briterne og franskmændene nydt fri adgang til at spille de tyske småstater ud mod hinanden og lave fordelagtige alliancer. Man havde også en bufferzone mod det store Rusland i øst. Opbruddet gjorde både Frankrig og Storbritannien ængstelige mens også konfliktvillige. Derfor har man også insisteret på ensidigt at pålægge tyskerne ansvaret for begge storkrige selvom det langt fra er tilfældet.
Ulla Nygaard, EU er ikke et demokratisk projekt - og naturligvis kan man påvirke politisk udefra; sommetider mere effektivt end indefra.
Utoft. Det er nok et postulat du må komme med lidt mere information til. Når forsamlingerne mødes bliver det uden briterne så jeg ser ringe muligheder for ligefrem at øge indflydelsen i EU?
Da vi her er en kreds af tysklæsende, giver jeg en link videre til et interview Der Spiegel har lavet med Petra Pau. Hun er for en lang periode blev valgt som direktmandat for Venstrepartiet i Berlin-Marzahn - det område, som også er omtalt ovenfor:
https://www.spiegel.de/politik/petra-pau-zur-einheit-die-leute-haben-sch...
Der står i linken: Folk har simpelthen ingen anelse om, hvordan det var i DDR.
Citat:
»Doch mit dem Sieg der Konservativen bei der Volkskammerwahl am 18. März brach alles zusammen. Ab dann war klar: Diese Aufbruchszeit endet, wir steuern auf die Einheit zu…«
Dermed skulle det være slået endegyldigt fast, at flertallet i DDR stemte for en sammenlægning med BRD.
Pau er i mellemtiden blevet demokrat(in) med en tilværelse i Forbundsrepublikken Tyskland. Der er mange måder at være venstreorienteret på, og Pau, der desuden har haft en plads i Forbundsdagens præsidium, forklarer sin i interviewet.
@ Udenfor EU (og NATO) har man mulighederne til, at have mere demokrati og frihed, med mere indflydelse på flere nationale, regionale, europæiske og udenrigspolitiske områder. Der er også (mange) andre organisationer og kanaler for nordisk, europæisk, bi- og internationalt samarbejde. (Nordisk Råd, OSSE, FN o.s.v.)@
Forklar venligst hvordan man kan have mere demokrati ved ikke at have et fælles parlament end med et fælles parlament.
NATO er til forsvar, ikke til demokrati. Hvis vi nedlægger NATO hvilket land bliver mon så det første Putin annektere? Estland? Letland?
@For at vende lidt på dit spørgsmål - hvis vi bliver ved med, at udvide NATO til snart alle Ruslands nabolande og det gamle Warsavapagtsområde@
Fordi de lande er hunderæd for russerne og med god grund. NATO er inviteret men det har du måske glemt? Rusland tøver ikke med at aktivere de landsmænd Stalin forflyttede ind på andre landes territorium.
Jørgen Mathiasen,
Tak for link :-)
Henriette - nichts zu danken... :-)
@Wiedervereinigung Deutschland 2
@Jørgen Mathiasen 8 Oktober 2020 kl 07.28
Endnu en gang tak for dine gode kommentarer om Dresden og om de helt synlige forskelle på Tyskland og Frankrigs måde, at mindes krigen på. Tyskland er omgivet af 9 nationer og efter krigen var der endelig nogen som erkendte, at der skulle bygges et hus af samarbejde med naboerne for ellers så ville krigen kunne fortsætte igen med endnu mere forfærdelige konsekvenser.
@Ulla Nygaard – Jeg hylder ikke terrorangrebet på Dresden natten mellem den 13 Februar 1945 og 14 Februar 1945. De allierede skulle have undladt disse bombardementer så sent i krigen, hvor krigens udfald var givet på forhånd.
Det var ikke kun Dresden som forsvandt i et morderisk flammehav. Det var den lille by i Schwarzwald med urproduktion Pforzheim, som blev bombet sønder og sammen om aftenen den 23 Februar 1945. 18.000 mennesker omkom på et angreb, som varede i 22 minutter.
Der var det amerikanske luftangreb på Swinemünde, hvor byen var stuvende fuld med flygtninge den 12 Marts 1945 ved højlys dag med op mod 8.000 dræbte måske over 20.000 døde.
Der var Barokbyen Würzburg, som gik under i flammehavet natten til den 16. Marts 1945. En by uden militærstrategiske mål af betydning. Her omkom omkring 5.000 mennesker.
Det var ikke kun fjenden som omkom i flammerne. Ti tusind vis af østeuropæiske strafarbejdere, som var slæbt til Tyskland for at slave i industrien døde som følge af luftbombardementerne. De måtte ikke gå i beskyttelsesrum. Det måtte jøderne heller ikke, dem som levede i mere eller mindre skjul i Det Tredje Rige. I nogen tilfælde rådede forståelsen blandt civilbefolkningen og jøder som sad skrækslagne inde i deres boliger eller flakkede om på gaderne blev hentet ind i LS kælderen af en forstående tysk borger.
Bomberdirektivet var i 1945 indrettet således, at kunne bomberne ikke kastes over den by som skulle udslettes eksempelvis Bamberg, som undgik sin egen undergang på grund af dårlig sigtbarhed. Ja så havde piloterne ordre til, at de ikke måtte returnere med bombelasten. Den skulle kastes et eller andet sted i Tyskland. De resulterede i terrorangreb på helt tilfældige små landsbyflækker, hvor begrundelsen jamen der er en jernbanestation, så er angrebet legitimt. Vupti så forsvandt den landsby og dens indbyggere knap nok uden at sirenen var hørt og det var i øvrigt også komplet ligegyldigt med den hylende sirene. I små byer var det næsten ingen sikre steder, når 300 bombefly viste sig på himlen og sprængbomber, fosforbomber, og brandbomber hvinede ned ovenfra.
Nej jeg hylder ikke den slags terror det må du ikke tro.
Men alle dem som jublede over Adolf Hitler kunne jo se hvor det førte hen. Hvordan skulle Tyskland dog komme levende igennem at være i krig med næsten alle lande i Europa ? Hvordan kunne den hujende og hysteriske mængde af nationalsocialistiske sympatisører dog tro, at Tyskland kunne terrorbombe polske byer som Wielun og Warszawa norske byer som Kristianssand og Åndalsnes, franske byer som Rouen, og Amiens, Rotterdam Nederlandenes smukke havneby, London, Liverpool, Coventry russiske byer som Leningrad og Stalingrad listen er uendelig lang og så forestille sig, at ikke en eneste bombe ville falde tilbage på Tyskland.
Jeg er helt sikker på, at de britiske politikere var presset af et massivt folkeligt krav om hævn om tyskerne for enhver pris uden nåde. Sådan var stemningen i et England der kæmpede med livet som indsats for at overleve krigen og vinde den.
Alle uhyrlighederne der kom for dagen, da de allierede tropper befriede KZ-lejrene har gjort sit til at ønsket om at bombe Tyskland til sidste minut stod over den erkendelse, at det Tyskland de allierede overtog det skulle bygge op igen ellers lurede anarki og risikoen for den næste krig.
Derfor er det nødvendigt at skælde ud på den gruppe af gudskelov nu ikke nulevende tyskere. Med deres fanatisme og deres blinde opslutning til det onde regime banede de vejen for ødelæggelsen af Tyskland og for ødelæggelsen af store dele af Europa. Var Adolf Hitler ikke kommet til magten havde Tyskland haft Walther Rathenau som Forbundskansler, så havde Europa ikke oplevet den anden Verdenskrig og vi havde været foruden Holocaust det værste folkemord i Europa nogensinde. Velstand, fremskridt og europæisk samarbejde var formentligt opstået i løbet af 1940´erne. Udviklingen ville være forløbet 20 år hurtigere mod velstand og fred. Det var det slænget af Nationalsocialister i Tyskland ødelagde.
Med min tyske baggrund må jeg stille mig det spørgsmål. Hvis jeg havde været i tysk politik ville jeg så kunne skrive under på anerkendelse af Oder Neisse grænsen. Nej det kan jeg ikke. For det ville svare til at sige god for etnisk udrensning af 12 mio af mine landsmænd mænd kvinder og børn. Det østlige Tyskland øst for Oder og Neisse blev straffet 3 dobbelt. Luftbombardementer, den rasende røde hærs ankomst med nedbrænding af byer og massevoldtægter og så den polske etniske udrensning med nye mord og nye voldtægter i en uendelighed. Jeg ville aldrig nogensinde kunne skrive under på et sådant dokument ligesom jeg som dansker aldrig ville kunne skrive under på, at vi skulle anerkende, at Jylland skulle etnisk udrenses fordi en dansk regering med et folkeligt flertal havde begået krigsforbrydelser.
4+2 aftalerne gik let hen over dette emne for ellers var den nye genforening gået i vasken. 4+2 aftalerne indebar også at stormagterne har garanteret det nye Tyskland, at de står sammen om at afvise krigsskadeerstatninger fremsat af andre lande og deres befolkninger. En pragmatisk løsning ja. En retfærdig løsning nej, for der kan da være utallige tilfælde i Polen ikke mindst, hvor det var berettiget at tyske firmaer og privatpersoner men også den tyske stat udbetalte symbolske erstatninger til ofrene for det tyske rædselsregimente i Polen fra 1939-1945. Når jeg siger symbolske erstatninger er det ikke fordi jeg mener, at de skal være små beløb, men fordi den lidelse, som den tyske militærmaskine har påført det polske folk det kan ikke gøres op overhovedet.
Derfor er der stadigvæk behov for en separat fredsslutning mellem Tyskland og Polen i dag.
DDR Nationalhymne – dens tekst indrammer det hele på smuk og værdig vis: Derfor er bør den være Tysklands anden nationalhymne: ved siden af Lied Der Deutschen vers 1 til vers 3
Auferstanden aus Ruinen
und der Zukunft zugewandt,
laß uns dir zum Guten dienen,
Deutschland, einig Vaterland.
Alte Not gilt es zu zwingen,
und wir zwingen sie vereint,
denn es muß uns doch gelingen,
daß die Sonne schön wie nie
/: über Deutschland scheint :/
Glück und Friede sei beschieden
Deutschland, unsrem Vaterland.
Alle Welt sehnt sich nach Frieden,
reicht den Völkern eure Hand.
Wenn wir brüderlich uns einen,
schlagen wir des Volkes Feind.
Laßt das Licht des Friedens scheinen,
daß nie eine Mutter mehr
/: ihren Sohn beweint :/
Laßt uns pflügen, laßt uns bauen,
lernt und schafft wie nie zuvor,
und der eignen Kraft vertrauend,
steigt ein frei Geschlecht empor.
Deutsche Jugend, bestes Streben
unsres Volks in dir vereint,
wirst du Deutschlands neues Leben,
und die Sonne, schön wie nie
/: über Deutschland scheint :/
@Har der været folkeafstemninger i alle de nye NATO-lande? Jeg mener bestemt, at neutralitet er en langt mere fornuftig strategi end provokation, ovenfor en stormagt og naboland.@
Jeg tror ikke der skal være folkeafstemninger omkring landets forsvar så længe landets folkevalgte bestemmer det. Eller skal Ruslands-politik nu pludselig dikterer folkeafstemninger i vestlige demokratiet. Polen har skabt et utal af private militser med kun ét formål, at forsvare landet mod et fremtidigt russisk angreb. Historien taget i betragtning og den massive russiske undertrykkelse de har været udsat for forstår jeg dem skam godt.
@Jeg er helt sikker på, at de britiske politikere var presset af et massivt folkeligt krav om hævn om tyskerne for enhver pris uden nåde. Sådan var stemningen i et England der kæmpede med livet som indsats for at overleve krigen og vinde den.@
Englænderne kæmpede næppe med livet som indsats for at overleve the phoney war som den blev kaldt fordi der blev meget stille efter de indledende kampe og krigen rykkede mod øst. Hitler mistede hurtigt interessen for at invaderer de britiske øer.
Ulla Nygaard,
Du er godt nok en sjov debattør - du gør nar af mine anekdoter, som trods alt kan føres tilbage til navngivne kilder, som har været til stede og oplevet, men ganske mange af dine sætninger starter med "jeg tror" eller "jeg er sikker på".
Jeg skal undlade at plage dig med anekdoter om min britiske stedfar, der som 17 årig var med i Ardennerne, mens barndomshjemmet i London var bomber til bits and pieces :-)
@Kim Folke Knudsen
Jeg vil også gerne sige tak for dit bidrag og knytte en kommentar til det.
Efter Edinburg-aftalen i 1993 kørte jeg i løbet af et par måneder næsten hele min danske politikforståelse af Tyskland og tyskerne på genbrugspladsen. Den havde mildest talt vist sig at være opbrugt, - for ikke at bruge stærkere udtryk, og selvfølgelig spillede murens fald og de fantastiske scener i efteråret 1989 en rolle for det.
Jeg er vokset op med tysk musik, faktisk hele spektret fra Bach til det, som med et rammende udtryk kaldes »landeplager« fra 20erne og 30erne. Tyskerne er et usædvanligt musikalsk folk, og nu er Europas største sprogområde, vi taler om. Joseph Haydn levede som bekendt i Donau-monarkiet - den del af de tyske nation, der ikke kom med i den lille-tyske løsning i 1871, og han kan snarere kaldes »Herausgeber« af fremfor komponisten til den østrigske kejserhymne, der blev til den tyske nationalmelodi. Det er ganske hyggeligt at høre den som strygekvartet, mens man spiser Sachertorte og drikker Einspänner.
Udgivelsen af grundloven fra Bundeszentrale für politische Bildung motiverer (gen)valget af melodien med henvisningen til brevvekslinger mellem forbundspræsidenten og kansleren både efter 1949 og efter 1989.
Det er temmelig interessant, at europæerne partout ikke vil læse 1. strofe i Fallerslebens tekst i dens nationalromantiske kontekst, men snarere i en wilhelminsk kontekst. Det er musikhistorisk ikke mindre interessant, at den historiske støj fra det 3. rige forhindrer et større antal mennesker i at høre Haydns ferme håndværk som redigering af et musikalsk materiale fra det 18. årh. - melodien er blandt de ret vellykkede nationalmelodier. Dette publikum reagerer, som om det var i virkeligheden var Horst Wessel Lied.
Det forholder sig lige omvendt med DDRs nationalmelodi, som flertallet udelukkende hører og læser i dens historiske kontekst. (De kan heller ikke andet.) I begge tilfælde er receptionen styret af det, man afskyr mest, og det kan hverken litteratur- eller musikvidenskaben eller de sympatiske mennesker på P2 ændre på.
HB jeg ved ikke om jeg gør nar men hævnen som du kalder det var i enhver henseende uforholdsmæssig i forhold til hvad der skete i Storbritannien. Der er ingen britisk by der blev jævnet med jorden som et hav af byer i Tyskland blev det.
Som tidligere nævnt har Hamborg på en enkelt dag modtaget flere bomber og haft flere døde en hele Storbritannien under hele krigen. Jeg ved godt det er ubelejligt for nogen at høre men sådan skete det altså.
Som forbundspræsident i Tyskland erklærede Richard von Weizsäcker i en tale i 1985, at dagen for det militære nederlag, 8 maj 1945, også var Forbundsrepublikkens befrielsesdag.
Der var en hel del af Weizsäckers konservative bagland, som fik kaffen galt i halsen ved den lejlighed. Derimod sagde han ikke noget nyt for den unge generation - 68-generationen, eller nærmere bestemt for den førende del deraf. (Som det fremgår her, mener ikke alle i en generation det samme.) Disse krigsbørn havde sin 60erne arbejdet for, at den erkendelse skulle slå igennem.
Det gjaldt fx. Volker Schlöndorf, der sad og tænkte på, at tyskerne i Østpreussen var Hitlers sidste ofre, mens hans kone, Margarethe von Trotta tænkte på, at Ensslin-familien også betalte en pris, og at man burde lave en film om det. Hvis man spekulerer på, hvordan det er lykkedes for Forbundsrepublikken at overleve arven fra det 3. rige og komme tilbage i folkefællesskabet, så repræsenterer de nævnte noget afgørende i den proces.
Hamburgeren og sønnen af en jødisk kommunist, Wolf Biermann, oplevede og overlevede bombardementet af byen. Det fortæller han om på sine koncerter, og derfor ved jeg, at der er læsere af denne avis, som kender den historie. I den tid, der er gået siden murens fald, er han blevet anbefaler af kansler Merkel.
"Disse krigsbørn havde siden 60erne arbejdet for, at den erkendelse skulle slå igennem."
og
Schlöndorff.
Sider