Feature
Læsetid: 8 min.

Tyskland 30 år: Historien om Berlins håbløse mindesmærke er historien om et land, der stadig er bange for sig selv

En banal vippe skal hylde den tyske genforening foran Berlins kitchede byslot. Vorherre bevares, tænkte jeg. Indtil to krigsbørn gav mig en opsang om Tyskland, der fylder 30 denne lørdag – og stadig er for bange for sig selv til at fejre det
Byggepladsen foran Berlins byslot den 25. august i år. Her skal mindesmærket for 30-året for genforeningen stå, en 50 meter lang og 18 meter bred konstruktion, der har fået tilnavnet ’vippen’, og som har delt vandene i Tyskland.

Byggepladsen foran Berlins byslot den 25. august i år. Her skal mindesmærket for 30-året for genforeningen stå, en 50 meter lang og 18 meter bred konstruktion, der har fået tilnavnet ’vippen’, og som har delt vandene i Tyskland.

Christoph Soeder/Ritzau Scanpix

Kultur
5. oktober 2020

»Tænk, Tyskland fylder 30 år, og genforeningen viser sig år for år at være det rigtige. Alligevel har næsten alle tyske aviser kritiseret vores genforeningsprojekt her sønder og sammen.«

Den pensionerede byplanlægger Florian Mausbach står på Museumsøen i kernen af det historiske Berlin i gråt jakkesæt, stråhat og strålende humør. Foran os troner rekonstruktionen af Berlins gamle byslot, mens en gigantisk maskine er ved at bore fundamentet til det ny mindesmærke for genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland, der fylder 30 år denne lørdag. Det bliver en 50 meter lang og 18 meter bred og bevægelig betonskål med indskriften »Vi er folket. Vi er ét folk.«

De fleste medier og berlinere ryster på hovedet ad denne øjebæ med øgenavnet ’vippen’. Og dens placering foran barokslottets lidt for skinnende potemkinkulisse gør det ikke bedre.

Alligevel har Mausbach god grund til at være i godt humør. Fra 1995 til 2009 var han nemlig chef for den tyske Forbundsmyndighed for byggeri og byplanlægning (BBR) – altså i tiden efter Murens fald, hvor der mildest talt var nok at rive i her i Berlin. Denne efterårsdag bekræfter vores udsigt, at Mausbach har trukket det længste strå: Både genopførelsen af Berlins gamle byslot og opførelsen af »Mindesmærket for frihed og enhed«, som han i over 20 år har kæmpet for at få bygget, er tæt på at blive virkelighed.

»Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at mindesmærket ikke står færdigt til genforeningsdagen den 3. oktober,« siger Mausbach.

Men det er der temmelig mange gode og symptomatiske grunde til. Han remser en lang række politiske og praktiske benspænd op over de seneste ti år.

»Senest har ynglende flagermus såmænd stoppet opførelsen. Men forsinkelserne skyldes ikke tekniske udfordringer. De skyldes ideologiske kampe, som desværre afspejler Tysklands forkvaklede forhold til sig selv.«

Tyskerne er med andre ord stadig så bange for sig selv, at de ikke bare kan fejre »den lykkeligste begivenhed i vores historie«, som Mausbach formulerer det: altså den tyske genforening.

Slotte i demokratier?

At det er et kompliceret anliggende, bliver tydeligt, da Mausbach viser rundt i bygningerne omkring byslottet, hvor vi bogstaveligt talt vader i ideologiske lag fra Tysklands brutale 20. århundrede. Her ved byslottet lå magtens centrum i det tyske kejserriges korte, men blodige kolonialtid. Her blev den tyske socialistiske republik udråbt af Karl Liebknecht i revolutionen i 1918. Her blev slottet sønderbombet i Hitlers Tredje Rige, og her lå DDR’s folkekammer i ’Palast der Republik’-bygningen i Østtysklands brutale forsøg på en helt ny begyndelse, der endegyldigt kollapsede for 30 år siden.

»Det her er det symbolske og magtmæssige centrum i Berlin,« mener Mausbach.

»Selvfølgelig skal mindesmærket for genforeningen stå her.«

Placeringen er dog yderst omstridt. For at forstå den strid må man kende den bygning, som mindesmærket skal stå foran: Det gamle byslot, der – forklædt som et verdensåbent og kolonialismekritisk etnologisk museum under navnet ’Humboldt Forum’ – vil slå portene i de spritnye barokfacader op til december. Indeni og på facaden mod øst er alt topmoderne.

Den rekonstruktion er heller ikke just gået stille af sig. For det første står slottet der, hvor DDR’s pseudofolkekammer havde til huse i ’Palast der Republik’. Det var godt nok en asbestbefængt klods med øgenavnet ’Honeckers lampebutik’. Men det var alligevel østberlinernes bygning. I det lys ligner genopførelsen af slottet ikke umiddelbart en genforeningsgestus.

For det andet står skallen af det oprindelige byslot nu atter der, hvor det stærkt krigsbeskadigede barokslot stod. Altså indtil DDR-regimet i 1950 valgte at sprænge det i luften frem for at restaurere dette ypperste symbol på magten i Prøjsens militaristiske monarki, som kritikere af genopførelsen gerne fremhæver.

Over for Mausbach må jeg melde rent flag: For mig ligner genopførelsen af byslottets facader et kitschet og reaktionært projekt. For kan man bygge slotte i demokratier? Hvorfor dyrke den tvivlsomme prøjsiske historie frem for at skabe et moderne byggeri, der peger fremad?

Mausbach parerer med, at slottet ikke bygges, men genopbygges – præcis som for eksempel polakkerne uden skyggen af indvendinger har rekonstrueret byslottet i Warszawa. Og at slottets vigtigste funktion er at genoprette de grundlæggende akser i byplanlægningen, som DDR-tidens byggerier rev fuldstændig i stykker.

Men endnu værre bliver det i mine øjne, da vi kigger nærmere på skitsen til enhedsmindesmærket, som skal stå på sokkelen fra det gamle nationale Kaiser Wilhelm-mindesmærke foran slottet.

»Ligesom ved den fredelige revolution i 1989 må de besøgende blive enige om at handle i fællesskab, hvis de vil bevæge noget,« lyder forklaringen fra eventagenturet Milla & Partner, der står bag ’vippen’.

»Hvis mindst 20 mennesker finder sammen på den ene halvdel af skålen, begynder skålen langsomt og blidt at hælde.«

Til forklaringen føjer de i ramme alvor, at det interaktive mindesmærke er »et billede på et levende demokrati«.

Symbolgrød

Man skal ikke have megen fantasi for at forestille sig den højpandede tyske presses reaktion på den plan.

»Ud af den historiske glæde laver de lidt spas som ved et omrejsende cirkus, al betydning reduceres til event,« skrev for eksempel den prominente kulturkritiker Hanno Rauterberg i Die Zeit, da valget faldt på vippen.

Den formidler i hans øjne en »stærkt deprimerende historieforståelse«: Det vipper og er sjovt, men modsat revolutionen i DDR rykker det sig aldrig ud af flækken i denne »sejr for det historieløse underholdningssamfund«.

Eller som arkitekturkritikeren Niklas Maak har udtalt til radiokanalen Deutschlandfunk: Mindesmærket er i bedste fald overflødigt.

»Vi har jo allerede et monument over genforeningen, nemlig Brandenburger Tor,« mener han.

»Så behøver man ikke bruge en masse energi på at fedte noget nyt sammen, og da slet ikke foran byslottet, der i sig selv er et komisk, overlæsset symbol, som i samspil med vippen vil skabe en decideret symbolgrød.«

Både den og min kritik trækker Florian Mausbach på skuldrene ad.

»Kritikken plager mig på et helt andet plan,« siger han.

»Se på, hvordan franskmændene fejrer stormen på Bastillen år efter år, eller hvordan amerikanerne fejrer Uafhængighedskrigen. Og så debatterer vi her i Tyskland et mindesmærke for genforeningen i 20 år,« siger Mausbach.

Han ryster på hovedet ad tyskernes vedvarende angst for at fejre sig selv. Med blikket rettet mod byslottets kuppel med det store kors begynder han spontant at fortælle om, hvordan han blev født i en bunker i vesttyske Koblenz i 1944.

»Den tyske historie er vores historie, og den må vi omgås,« siger han.

»Men vi må holde op med at undertrykke glæden over noget så lykkeligt som genforeningen.«

Demokrati nedefra

Den pointe er østtyskeren Wolfgang Thierse rasende enig i. Han gik med i optoget her gennem magtens centrum, da protesterne kulminerede i Østberlin den 4. november 1989. Kort efter blev han formand for det Østtysklands socialdemokratiske SPD – og i 1998 præsident for den tyske Forbundsdag. Sammen med Mausbach har han kæmpet for enhedsmindesmærket, og i maj i år tog han stolt det første spadestik.

»Der er al mulig god grund til at forsvare både ideen og stedet for mindesmærket,« mener han.

»Kaiser Wilhelm-mindesmærket hyldede også Tysklands samling (i 1871, red.), men det var en samling, der blev gennemtvunget ovenfra af Bismarck og den prøjsiske konge. Mindesmærket her er derimod demokratisk og hylder Tysklands genforening i 1990 nedefra – fra folket. Den historiske pointe på lige præcis det her sted er simpel og rigtig god, synes jeg.«

Selv er Wolfgang Thierse født i og fordrevet fra polske Wroclaw i slutningen af Anden Verdenskrig. Derefter tilbragte han mere end et halvt liv i DDR. Men når han tænker tilbage på sidste års fejring af 30-året for Berlinmurens fald, får han gåsehud – af ubehag. For midt i Alternative für Deutschlands store optur i Østtyskland handlede debatten stort set kun om det, der er gået skævt i de forgangne 30 år. Om den nådesløse afvikling af DDR’s nedslidte planøkonomi til fordel for en toptunet markedsøkonomi, der fik arbejdsløsheden til at eksplodere i øst. Om de fortsat lavere lønninger og opsparinger i øst, mens det i Østtyskland stadig er vesttyskere, der i dag sidder på de ledende stillinger.

»Genforeningen er åbenlyst ikke fuldendt selv efter 30 år,« siger han.

»Men en hurtig genforening var ønsket. Det store flertal af østtyskere ville dengang under Vesttysklands reddende vinge.«

Wolfgang Thierse beskriver, hvor meget det materielt er gået fremad i øst. Og hvordan fløjpartierne Die Linke og AfD alligevel blæser problemerne i genforeningen op med »bitterhedspopulisme«.

»Det er et fåtal på yderfløjene, der stiller spørgsmål ved genforeningen i dag, og et endnu mindre fåtal, der drømmer sig tilbage til DDR. Men det store flertal har alligevel svært ved bare at glæde sig.«

Patologisk angst for patos

Foran byslottet tager Florian Mausbach en flyvetur hen over den tyske »patoskurve« i det 20. århundrede: Han beskriver, hvordan Weimarrepublikkens protestantiske og følelsesforladte statsopfattelse blev afløst af Det Tredje Riges uhæmmede patos med politiske symboler og praksisser langt ind i borgernes hverdag.

»Efter krigen var enhver patos bandlyst i den provinsielle, nøgterne og tilbageholdende Bonn-republik. Selv efter Murens fald var tyskerne beklemte ved igen at gøre det symbol- og nazibelastede Berlin til hovedstad. Det kæmper vi stadig med lige her: Den enorme angst for at bringe følelser ud i det offentlige rum.«

Derfor bygges der i hans øjne også alt for meget »knastør kontrastarkitektur« i Tyskland: Arkitektur uden følelser og med en demonstrativ afstand til historien. Den samme angst giver sig udslag i afvisningen af stærke mindesmærker, mener Mausbach.

»En by uden mindesmærker er som en lejlighed uden billeder. Det er jo i billederne, vi definerer os, mindes og føler os hjemme,« siger han.

»Nu fylder Tyskland 30, men tyskerne er stadig hunderæd for symboler og for patos. Og dermed også for sig selv. Det er da lidt trist.«

Dengang, i 1990, var der andre, der var bange for et nyt, stort Tyskland. Det gjaldt ikke mindst Margaret Thatcher, der hellere ville have to Tysklande end ét. Den frygt var den britiske historiker Timothy Garton Ash med til at tale Thatcher væk fra. I magasinet Spiegel jubler han nu over, at han fik ret:

»Den genforenede Forbundsrepublik er det bedste Tyskland, vi nogensinde har haft. Tyskland er en stor ø af stabilitet, liberalitet og demokrati midt i Europa.«

Det kan både Mausbach og Thierse skriver under på. Om det omvendt betyder, at Tyskland er ved at være modent til at lede Europa i den stadigt hårdere geopolitiske klemme mellem USA og Kina og de øgede spændinger med Rusland, afviser Wolfgang Thierse.

»Med den tyske historie i nakken ser jeg nærmere den politisk-moralske årvågenhed og forsigtighed som et tegn på, at Tyskland allerede er voksent,« siger han.

»Men det siger enhedsmindesmærket altså ikke noget om. Det hylder bare det nok smukkeste kapitel i tysk historie.«

Med den opsang i ørerne forlader jeg atter byslottets nye gamle facader og byggepladsen, hvor der snart vil stå en gigantisk betonvippe.

Ach, hvor tysk, tænker jeg. Men jeg går derfra med et markant mildere blik, end da jeg kom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

God Aften@Ulla Nygaard

Læs Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg 1940–1945, erschienen 2002 im Münchener Propyläen Verlag,

Denne bog beskriver ødelæggelsen af 161 tyske byer minutiøst og med et grusomt bagtæppe. Jörg Friedrichs bog om terrorbombardementerne i Tyskland er kontroversiel og diskuteret. Han kritiseres for ikke at fremhæve de allieredes forskellige veje til forståelse af formålet med luftbombardementerne og det faktum, at GB i begyndelsen af krigen ikke havde andre midler at sætte ind end areal bombardementer, fordi bombesigter og navigationsudstyr ikke var særligt præcise slet ikke med angreb om natten.

Hvis du kan så læs bogen. Den bekræfter meget af det du skriver om Arthur Harris RAF´s chef for bomberkommandoen fra Februar måned 1942.

Amerikanerne gik også over gevind i foråret 1945 efter at have forsøgt målrettede angreb på vigtige militære mål. USA anvendte for første gang i historien napalm i Europa mod tyske byer i forbindelse med nedkæmpelse af modstand. De massive JABO angreb eller straffing, hvor sværme af jagerfly angreb alt på Jorden lige fra hestevogne biler, tog uanset passagerer var også et eksempel på terror i krigens sidste fase.

I Byen Wesel forsøgte borgerne at begrave resterne af næsten 600 døde borgere efter flere ødelæggende engelsk luftangreb sidst i Februar og marts måned 1945. Hele byen lignede et månelandskab efter angrebet. Lig blev transporteret ud om natten i fuldmåne, for det kunne ikke lade sig gøre i dagslys på grund af risikoen for jagerflys beskydning af alt og alle. Da de næsten 600 døde skulle bisættes udenfor byen blev begravelsestoget angrebet og udsat for allierede jagerflys beskydning. Et begravelsestog som et militært mål !

I byen Nordhausen Harz som blev fuldstændig raseret i foråret 1945. Luftangrebene kostede 8.800 mennesker livet her af 1.300 KZ fanger, som blev slået ihjel på byens kaserne, hvor de var indkvarteret til tvangsarbejde. De allieriede landtropper stod ikke langt fra byen, da de ødelæggende angreb fandt sted.

Link Nordhausen 1945 Wikipedia DE:
https://de.wikipedia.org/wiki/Luftangriffe_auf_Nordhausen
Link Jörg Friedrich Der Brand Deutschland im Bombenkrieg 1940-1945 Verlag Propyläen
https://de.wikipedia.org/wiki/J%C3%B6rg_Friedrich
https://www.buecher.de/shop/buecher/der-brand/friedrich-joerg/products_p...

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

God Aften@Jørgen Mathiasen
@Das Lied der Deutschen

Tak for dit gode og meget relevante indlæg om den tyske nationalmelodi. Den hører jo hjemme i både Tyskland og i Haydns Østrig, hvor musikstykket oprindeligt hed Kaiserhymne fra 1797.
Den tyske nationalromantiker August Heinrich Hoffmann von Fallersleben satte tekst til Kaiserhymne under hans ophold på den gang engelske ø Helgoland i 1841. Budskabet var længslen hjem til det tysksprogede fædreland, som den gang ikke var Tyskland men de mange tyske småstater. Teksten hentyder tydeligt til ønsket om, at de tyske småstater samler sig i en nation et folk, men den bevægelse havde intet med nationalsocialisme at gøre. Det var en nationalromantisk bevægelse som mindede om nationalromantikken i Danmark i samme periode.

Deutschland über Alles henviser ikke til et ønske om, at det daværende Tyskland skal herske over hele Verden. Deutschland über Alles henviser til ønsket om at alle tyske småstater forener sig i det nye tysk sprogede forbund Deutschland. Og som du fremhæver det blev den lille løsning i 1871 minus sammenslutning med Det Østrig Ungarske Kejserrige. På den måde flettes Det Østrig Ungarske Kejserriges historie ind i de tyske staters historie. Det er i sig selv en meget omfangsrig fortælling, som jeg vil undlade her.

NSDAP misbrugte Das Lied Der Deutschen ved at 1 vers blev sunget sammen med NSDAP´s kampsang Horst Wessel sangen og så fik Deutschland über Alles en ny og grusom betydning i meningen den ariske races herskervælde over hele Europa. Teksten blev sølet ind i den nationalsocialistiske ideologi, selvom det ikke er tekstens ophav.

Derfor kan jeg godt forstå, at der har været visse forbehold mod at optage alle 3 vers i Forbundsrepublikken Tysklands nationalmelodi. Men jeg synes godt at vi 75 år efter kan vove modet og lade alle 3 vers være den tyske nationalmelodi i den ånd, som de blev forfattet af August Heinrich Hoffmann von Fallersleben. Jeg har personligt ikke noget imod at synge alle 3 vers. Så må vi forklare omgivelserne om sagens rette sammenhæng.

Ligeså gode betragtninger fra dig Jørgen om den østtyske nationalmelodi. Teksten kan desværre ikke løsrive sig fra DDR´s historie. Men jeg påpeger, at selve teksten til Auferstanden aus Ruinen faktisk er en meget smuk tekst og fredselskende tekst. Derfor kunne melodien som 2 nationalmelodi være det tyske folks ønske om at række over den mentale Berlin Mur til den del af vort folk som er opvokset med DDR på godt og på ondt.

Das Lied der Deutschen 1841:
Deutschland, Deutschland über alles,
Über alles in der Welt,
Wenn es stets zu Schutz und Trutze
Brüderlich zusammenhält,
Von der Maas bis an die Memel,
Von der Etsch bis an den Belt –
Deutschland, Deutschland über alles,
Über alles in der Welt!

Deutsche Frauen, deutsche Treue,
Deutscher Wein und deutscher Sang
Sollen in der Welt behalten
Ihren alten schönen Klang,
Uns zu edler Tat begeistern
Unser ganzes Leben lang –
Deutsche Frauen, deutsche Treue,
Deutscher Wein und deutscher Sang!

Einigkeit und Recht und Freiheit
Für das deutsche Vaterland!
Danach lasst uns alle streben
Brüderlich mit Herz und Hand!
Einigkeit und Recht und Freiheit
Sind des Glückes Unterpfand –
Blüh im Glanze dieses Glückes,
Blühe, deutsches Vaterland!

Auferstanden aus Ruinen 1949:

Auferstanden aus Ruinen
und der Zukunft zugewandt,
laß uns dir zum Guten dienen,
Deutschland, einig Vaterland.
Alte Not gilt es zu zwingen,
und wir zwingen sie vereint,
denn es muß uns doch gelingen,
daß die Sonne schön wie nie
über Deutschland scheint.

Glück und Friede sei beschieden
Deutschland, unserm Vaterland.
Alle Welt sehnt sich nach Frieden,
reicht den Völkern eure Hand.
Wenn wir brüderlich uns einen,
schlagen wir des Volkes Feind.
Laßt das Licht des Friedens scheinen,
daß nie eine Mutter mehr
ihren Sohn beweint.

Laßt uns pflügen, laßt uns bauen,
lernt und schafft wie nie zuvor,
und der eignen Kraft vertrauend,
steigt ein frei Geschlecht empor.
Deutsche Jugend, bestes Streben
unsres Volks in dir vereint,
wirst du Deutschlands neues Leben.
Und die Sonne schön wie nie
über Deutschland scheint.

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

@Wiedervereinigung Deutschland 4

I 1927 blev der lavet en stumfilm om Berlin: Die Symphonie der Grossstadt af Walther Ruttmann.

Den minder mig om PH´s film om Danmark Danmarks Filmen fra 1935 byens puls skildres det moderne samfunds hjul skildres i en tone af optimisme og fremtidshåb.

Den er et tyst billede på det Berlin, som gik under efter 1933. Et eksperimenterende og futuristisk Berlin på den ene side og et Berlin med alle Kejsertidens og de preussiske traditioner på den anden side.

Vi kan i dette tilfælde desværre ikke stille historien tilbage til 1927, hvor Weimar Republikken så ud til at være ved blive bragt lidt på fode efter indførelsen af Rentemarken og efter den voldsomme økonomiske krise i 1923 frembragt af den franske besættelse af Ruhr Distriktet. En besættelse, der var udløst af telegrafpæle. Tyskerne skulle levere telegrafpæle i krigsskadeerstatning til Frankrig, men i begyndelsen af 1923 udeblev leverancerne. Franskmændene reagerer prompte med at besætte Ruhrdistriktet, og det udløste så økonomisk kaos i Tyskland med hyperinflation.

Men lade os tænke historien i version 2. Adolf Hitlers parti bliver ved med at være på størrelse med Rasmus Paludans parti herhjemme omkring 2%. Tyskland vil være ledet af den jødiske og Liberale Præsident Walther Rathenau, som i virkeligheden blev myrdet af højrefløjsterrorister. Den socialdemokratiske Forbundskansler Hermann Müller regerer i koalition med de tyske midterpartier, og Gustav Stresemann lever videre i 1930´erne som Tysklands Udenrigsminister. Hans projekt forsoning med Frankrig og udbygning af et internationalt aftale system mellem nationerne i Europa. En tanke som lå Winston Churchill meget på sinde senere under den 2. Verdenskrig.

Var Østrig som nation blevet opløst og besat af tyskerne. Nej det var aldrig sket med den regeringskonstellation.

Var Sudeterlandet blevet besat militært af tyskerne og Tjekkoslovaktiet besat og løbet over ende i 1938. Nej det var aldrig sket. Der havde nok været forhandlinger med den tjekkiske regering om det tyske mindretals status og beskyttelse i Sudeterlandet, men Tjekkoslovakiet var ikke blevet angrebet.

Ville forholdet mellem Polen og Tyskland være harmonisk og fredfyldt ?. Næppe konflikten om Ober Schlesiens tilhørsforhold og Danzigs tilhørsforhold og adgangsvejene mellem det tyske hovedland og Ostpreussen havde været der. Men en demokratisk regering i Tyskland havde aldrig kastet sig ud i det racistiske og grusomme projekt med at forsøge at udslette det polske folk.

Der havde ikke været KZ lejre og jødeforfølgelserne havde været noget der hørte hjemme i en apokalyptisk gyser om Verdenshistorien. 60 mio mennesker havde kunnet føre deres familier videre i Europa og vi var blevet sparet for den 2. Verdenskrig med dens ufattelige krigsforbrydelser og ødelæggelser. Den ældgamle jødiske kultur i Europa havde fortsat kunnet berige kontinentet med fantastiske personligheder som Albert Einstein og Sigmund Freud.

Et demokratisk Tyskland i 1930´erne havde formentlig betydet, at den Velfærdsstat, som vi så i 1960´erne var opstået 20 år før, fordi Tyskland og USA ville have samarbejdet om at forøge Velstanden på hele kloden. Tyskland og Frankrig havde haft fredsbevarende aftaler, og Tyskland og England havde ikke stået i et modsætningsforhold til hinanden, fordi en demokratisk Regering i Tyskland ikke havde haft koloniale ambitioner.

Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvad 12 år med en psykopat på magten kunne ødelægge for hele Europa og for Tyskland selv.

Det er den lære, som hele efterkrigstidens Tyskland må bearbejde ikke for at hænge fast i skyld men for at være sig bevidst, at bygningen af det europæiske demokratiske hus i frihed, fred og velstand, det er den søjle som Tyskland fremover skal basere landets egen velstand og fremtid på.

Se filmen Berlin Die Symphonie der Grossstadt 1927 af Walther Ruttmann
og oplev alle de arkitektoniske smukke bygninger, som gik tabt i det nationalsocialistiske vanvid.
https://www.youtube.com/watch?v=TVqPoV9q4ck

Sider