Viggo Mortensen har et lille rundt og sølvfarvet emblem hængende fra halsen, hvorpå man fra coronasikker afstand lige akkurat kan se, at der står »story«. Han er helt bogstaveligt talt ikke bange for at skilte med, hvad der er vigtigt for ham. Og i den skuespilkarriere, som den 62-årige debuterende spillefilminstruktør og manuskriptforfatter er mest kendt for, har det været de historier, han har været med til at fortælle. Selve rollen, og hvem der har instrueret, er kommet i henholdsvis anden og tredje række, fortæller han, da jeg spørger til smykket.
Debutspillefilmen Falling, som Viggo Mortensen også har skrevet og spiller den ene hovedrolle i, handler om de historier, man bliver formet af, og som man selv former sit liv ud fra. Udgangspunktet var at undersøge, hvordan to vidt forskellige mennesker, der er far og søn, bærer rundt på forskellige minder om de samme begivenheder.
»Jeg synes, det var interessant at undersøge de fælles minder, de har,« fortæller Viggo Mortensen, mens han defilerer rundt i Nordisk Films mødelokale og drikker Mate-te af en medbragt trækop med metalsugerør.
»Ikke mindst forskellen på deres respektive minder. Minder er ikke så pålidelige og faste, som man tror, og man deler ikke altid minder, selv om de handler om samme øjeblikke og begivenheder.«
Falling skildrer en aldrende landmand ved navn Willis (Lance Henriksen), der for en tid forlader gården i det nordøstlige USA og bliver indkvarteret hos sin voksne søn, John (Viggo Mortensen) i Los Angeles. Johns plan er at hjælpe sin far, der er begyndt at blive dement, men de to er nærmest hinandens diametrale modsætninger, og samværet er ét langt sammenstød af værdier og normer. Willis er vant til at hygge sig med bajere, smøger og verbale provokationer af sexistisk, homofobisk og racistisk art, mens John lever sundt og ædrueligt med sin mand og deres datter, som han godt kan lide at tage ud og se på kubistisk kunst med.
Ved siden af nutidssporet er der en række flashbackscener, fra dengang John var barn, og Willis først indtog rollen som mere og mere tvær patriark i en kernefamilie og senere som forbitret skilsmissefar. Nogle fortidsscener fortælles fra Willis’ perspektiv, andre fra Johns eller hans søster Sarahs. I et enkelt minde om en ridetur i snevejr oplever man både Willis’ og Johns synspunkt med de forskelle, det indebærer.
»Vores minder er ikke til at stole på. I virkeligheden prøver vi at kontrollere vores fortid for at være i fred og for at føle os trygge i nutiden. Alligevel er det værd at undersøge minderne, for det er måden, vi husker på, der gør os til det, vi er, og gør, at vi ser på folk på en vis måde,« siger Viggo Mortensen.
Ville undersøge egne minder
Første udkast til Falling blev skrevet i prosaform om bord på en flyver på vej hjem fra Viggo Mortensens mors begravelse i 2015. Herudfra skrev han manuskriptet i dets rå form på et par uger.
»Jeg ville undersøge nogle af de minder, jeg har fra min barndom, først og fremmest om mine forældre, og hvad jeg har lært af dem og af min opvækst med dem. Det blev til en fiktiv historie om en familie, der er anderledes end min egen. Men der er nogle følelser, brudstykker af samtaler og nogle begivenheder, især i begyndelsen af filmen, der er baseret på mine egne minder.«
Det oprindelige manuskript er blevet raffineret en del undervejs gennem samtaler med fotografen Marcel Zyskind og skuespillerne Sverrir Gudnason, der spiller den unge Willis, og Lance Henriksen, der spiller den gamle.
»Jeg har altid været interesseret i det kollektive arbejde, det er at lave film. Fra de gode instruktører, jeg har arbejdet med, har jeg lært, at det er vigtigt at stille sig til rådighed for andres ideer. Selv om det er ens egen historie. At lytte til holdet og skuespillerne. En god idé kan komme fra hvem som helst når som helst. Og du har én chance for at fortælle den her historie. Du kan lige så godt bruge det hold, du har.«
Lance Henriksen kendte Viggo Mortensen fra westernfilmen Appaloosa (2008) af Ed Harris, som de begge var med i. Han er en knark på nu 80 år, der har medvirket i knap 260 spillefilm. Næsten altid i biroller og primært i film med et actionniveau over gennemsnittet. På den baggrund stikker en hovedrolle i et drama om familiedynamikker og generationskløfter ud, men det var netop en af grundene til at vælge ham, fortæller Viggo Mortensen.
»Jeg syntes, det ville være overraskende på en god måde at vise Lance i den slags rolle. Alt det, jeg har set ham lave – også i mærkelige film – har altid været troværdigt. Med Lance vidste jeg, at man ville få noget disturbing og mærkeligt, men han kom også med meget mere end det.«
De samtaler, der ifølge Viggo Mortensen har været med til at skærpe den endelige film, har blandt andet handlet om Lance Henriksens egen ret hårde barndom og ungdom i New York.
»Hans far var en norsk sømand, begge hans forældre var alkoholiserede, han voksede stort set op på gaden og kunne ikke læse, før han var 30 år gammel,« genfortæller Viggo Mortensen, der undrede sig over den lethed, Lance Henriksen kunne tale om det med.
»Han grinede og syntes, det var morsomt. Min reaktion var at sige, at det lød forfærdeligt, nærmest som en Dickens-roman, og at spørge, hvordan han kunne acceptere de ting, han var blevet udsat for. Han svarede, at det havde taget mange år, og at han skulle grave lidt i sine minder om forældrene for at kunne spille rollen. Han skulle tænke på dem på en måde, han ikke havde gjort i mange år. Det kunne jeg mærke, han gjorde under optagelserne. Man kunne mærke, han havde noget personligt på spil«
Splittelse er ikke kun et amerikansk fænomen
Selv om Falling begyndte som en undersøgelse af Viggo Mortensens egne barndomsminder, kan han godt se, at det er fristende at se filmen som en fortælling om den store splittelse, der kendetegner det amerikanske samfund. Man finder næppe mere ikoniske modsætninger end den blide L.A.-baserede regnbuefar, der sågar har et billede af Obama hængende på sit køleskab, og den vulgært vrængende konservative machomand fra landet i det nordøstlige USA.
Viggo Mortensen lader nogle bemærkninger falde om, hvordan han håber, den amerikanske befolkning kommer videre efter Trumps regeringsperiode, men han understreger, at splittelse ikke bare er et amerikansk fænomen.
»Jeg tror, den her historie kunne finde sted hvor som helst. Sproget og landskabet ville være anderledes, men mennesker er mennesker, og den handler om, om man er villig til at kommunikere eller ej, og hvor meget had kan man tage imod, før man går sin vej.«
At der er forskel på de værdier, man har henholdsvis på landet og i byen er også et generelt fænomen, påpeger Viggo Mortensen.
»Problemet er ikke, at man er uenige, det er, når man holder op med at snakke sammen. Det sker også i Danmark, ikke kun blandt politikere. Der er altid fare for tribalisme.«
Den vigtigste forskel på John og Willis er for Viggo Mortensen hverken deres hjemby eller deres seksualitet, men derimod deres måde at være familiefædre på. Mens Willis opfatter sig selv som familiens øverste chef, har John, hans mand, Eric, og deres datter, Monica, et ligeværdigt forhold præget af gensidig respekt. John insisterer på at kommunikere om tingene lige så stædigt, som hans far insisterer på at vende det døve øre til.
Viggo Mortensen fremhæver en scene i filmen, hvor de står i Johns køkken. Willis prøver grænser af med chauvinistisk snak, og John siger til ham, at han da godt kan fortsætte med at sige de ting, men at han ikke vil diskutere på den måde. Han er klar over, at hvis han vil hjælpe sin far, er han nødt til at acceptere, at hans far siger alt muligt forfærdeligt til ham og prøver at provokere ham konstant. Den slags overvejelser kan man have i alle tænkelige fællesskaber, mener Viggo Mortensen.
»Som medlem af et samfund, et lokalmiljø, en familie og en arbejdsplads må man nogle gange overveje, hvad man kan acceptere. Nogle gange er der nogle, der fornærmer en så meget, at man beslutter sig for ikke at ville tale med dem, men når man holder op med at snakke med folk, så er der ikke mulighed for fremskridt. På den anden side er der heller ingen garanti for fremskridt, hvis man bliver ved med at prøve at kommunikere med sådan en som Willis. Men muligheden er der.«
’Falling’ har premiere torsdag den 5. november 2020 og anmeldes her i avisen.
