Brobygning
Læsetid: 12 min.

Dialekten, tavsheden, pastellerne og Sussi: Her er vores kærlighedserklæring til Nordjylland

Nordjylland er for en stund lukket af fra omverdenen, men kultur bygger bro. Så her er otte af kulturredaktionens foretrukne kulturprodukter fra denne tavse, barske og smukke del af Danmark
Syv kommuner i Nordjylland er nedlukket, hvorfor kulturredaktionen mindes landsdelen gennem otte af deres foretrukne kulturproduktioner. Blandt andet ’Klumpfisken’, hvor en trængt tredjegenerationsfisker fra Hirtshals portrætteres.

Syv kommuner i Nordjylland er nedlukket, hvorfor kulturredaktionen mindes landsdelen gennem otte af deres foretrukne kulturproduktioner. Blandt andet ’Klumpfisken’, hvor en trængt tredjegenerationsfisker fra Hirtshals portrætteres.

Martin Munch/DR

Kultur
11. november 2020

Nordjylland har så meget andet at byde på end god plads på motorvejene og musikalsk sammentrukne stavelser. Det var jo her, Anna Ancher satte en standard for impressionistisk billedkunst i Danmark, og herfra Niels Hausgaards gemytlige form for spydighed udspringer. Ude vestpå har landsbyen Agger lagt navn til et af nyere tids herligste tv-dokumentarer, mens en campingplads søndenfjords danner rammen om en nyklassisk dokusoap om optimisme i coronatider.

Tiden kalder på en bredtfavnende nordjysk kulturkanon, og på kulturredaktionen har vi fundet nogle kanoniseringsparate perler frem.

Album: Allan Olsens ’Jøwt’ 

Rasmus Elmelund

Jøwt, Allan Olsens anmelderroste cd fra 2013, kunne den første måned efter udgivelsen kun købes i SPAR-købmænd nordenfjords. Mange af sangene var indspillet på vendelbomål, og ordet ’jøwt’, der lægger navn til pladens titel, er således et nordjysk tillægsord, som man bruger til at beskrive noget positivt, og som nok bedst kan oversættes med »fedt« eller »ikke så ringe«. Som barn talte Olsen dialekt, og selv om han lagde det fra sig, da han kom i skole, har han sagt i interviews, at dialekten har en »smuk, sangbar og rund klang, som minder mere om engelsk og svensk end om dansk«.

Det er rigtigt. Dialekten er svær at gengive på skrift, men man kan fornemme den på sangtitler som »Pigen mæ’ det sulsot-soet hoer« (Pigen med det solsortsorte hår), »Swer’je« (Sverige) og »De fine kommer sjældent fra Fresse« (De fine kommer sjældent fra Frederikshavn). Pladen fik megen omtale på grund af det med distributionen og dialekten, men den egentlige bedrift er tekstuniverset. Trubaduren besynger et Nordjylland, som ifølge den talende klasse skulle være under afvikling, men som ifølge Olsen er, som det altid har været. Som han synger på nummeret »Hjemstavn«:

Når mågerne skriger højt under himlen,
og havluften kaster dem ind over land.
Når naboen ta’r sig til huen og hilser
og spør’ til min ryg, når den har været slem.
Når de unge de påstår, at sån’t, som det går,
ka’ det kun gå fremad, for det ka’ ikk’ bli’ værre.
Og de gamle ka’ huske, at alting var bedre,
dengang folk var fattige og sled sig fordærvede.
Så ved jeg, hvor jeg er henne.
Så er jeg hjemme.

 

Som barn talte Allan Olsen dialekt, og på albummet ’Jøwt’ – vendelbomål for »fedt« – genopstår den nordenfjordske dialekt, ligesom det nordenfjordske folk fik forkøbsret på pladen.

Som barn talte Allan Olsen dialekt, og på albummet ’Jøwt’ – vendelbomål for »fedt« – genopstår den nordenfjordske dialekt, ligesom det nordenfjordske folk fik forkøbsret på pladen.

Jens Nørgaard Larsen

 

Dokumentartrilogi: DR’s ’Heavy Agger’ 

Lone Nikolajsen

Da DR i 2013 for tredje gang sendte et tv-hold til den lille landsby Agger i Thy for at besøge et venneslæng af lokale metalhoveder, fik tv-værten Anders Agger hug for at have valgt det melankolske indieband Kashmir som underlægningsmusik til det program, han havde lavet med dem 14 år tidligere. Det var noget »selvmordsmusik for gymnasieelever«, mente Allan Iversen, som man første gang kunne møde på tv i 1985. Her sad han på sit teenageværelse iført læder og nitter og malede rygmærker til sig selv og vennerne (samt et enkelt pudebetræk til en fisker med portræt af dennes hund), mens hardcore metal buldrede ud af højtalerne.

I 1999 vendte DR tilbage og skildrede slænget som voksne, der ikke længere længtes så vildt efter noget andet end livet i Agger. De trivedes med at have et arbejde at passe og nogle gode venner at høre musik med i en del af Danmark med åbne vidder og Vesterhavet lige for. Det blev programmet ikke mindre rørende af. Slyngveninderne Maria og Anne Marie drev en købmandsbutik, der godt nok ikke gav så mange indtægter, men til gengæld bød på en masse at lave. Endnu fjorten år gik der, og i 2013 kom Anders Agger så tilbage. Da havde vennerne også oplevet sygdom, trafikulykker og konkurs. En havde købt en usælgelig giftgrund. Men ingen var mere slået ud, end at de fnes, når Anders Agger blev for højstemt i sine spørgsmål. 

Man fik også historien om, hvordan Allan, Anne Marie og deres børn havde afbrudt deres eneste ferie sammen – en campingtur på Sydfyn – før tid, fordi Allan ikke kunne holde ud, at man ikke kunne se noget for alle træerne dernede. Så hellere blive hjemme og gå på jagt ude i marehalmen.

Alle tre programmer kan ses på DR’s Bonanza.

 

Gennem 28 år har DR besøgt byen Agger i Thy tre gange, hvor en lille flok heavy metal-fans lever og bor.

Gennem 28 år har DR besøgt byen Agger i Thy tre gange, hvor en lille flok heavy metal-fans lever og bor.

Arne Abrahamsen/DR

 

Maleri: Anna Anchers ’Solskin i den blå stue’ (1891)

Bodil Skovgaard Nielsen

Vi bryster os altid af, at Skagensmalernes lys ikke findes andre steder end på Grenen. Men den indfødte skagbo Anna Ancher (1859-1935) var langt mere fremsynet end sine kolleger. Nylige studier af hendes pasteller (dvs. farvekridt) har vist, at hun kombinerede hypermoderne, kemiske farver som ren rød og klar blå med den danske såkaldte almuepalettes jordnære og lavmælte gråblå, matgrøn og okkergul.

’Solskin i den blå stue’ er malet af skagensmaleren Anna Ancher i 1891. På billedet sidder datteren Helga Ancher og hækler i den blå stue på Brøndums Hotel.

Skagens Kunstmuseer

 

Anna Ancher besøgte flere gange i sit liv Paris, hvor impressionisterne elskede den industrielle revolutions nye kemiske frembringelser: komplementærfarverne, den rene blå, rød og gul. I Danmark havde malernes farver bogstaveligt talt været gravet op af jorden og var blandet af materialer som okker, jern og ler. 

Ser man på maleriet Solskin i den blå stue (1891), bliver det tydeligt. Det er først den overvældende, rene blå, der omslutter en, næsten som om man var i et akvarie. De kraftgule solklatter og pigens hår springer i øjnene som kontrast til det klare blå.

Men se så på gardinernes farver, på aftegningerne i gulvtæppet og på møblementet. Her er alle de jordblandede farver som rustrød på dugen, brun på træmøblerne, matblå på den højre væg og okkergul på gardinerne.

Der er ingen, der som Anna Ancher har øje for at kombinere nye farveeksperimenter med lokale traditioner. Og studierne af hendes pasteller viser, at hun brugte de to farveskemaer lige meget. Ancher binder modernitetens vilde farveeksperimenter til skagboernes vind og vejr og forener på lærredet det jordbundne liv med nye, verdensfjerne ideer.

Det går endda igen i motivet. Datteren Helga er fravendt og bøjet over et sytøj, men fanget i et blink af et lysglimt. På en gang en scene, der kunne foregå i hvilket som helst århundrede, men lige så radikalt i farve og lys, som Monet ville skildre en parisisk boulevard.

Roman: Bent Vinn Nielsens ’Den svævende tankbestyrer’ 

Anita Brask Rasmussen

Bent Vinn Nielsen er vokset op i Sulsted i Vendsyssel, og selv om han for længst er flyttet derfra, så bor han der stadig i mange af sine bøger. Hos Bent Vinn får man ikke de henførte beskrivelser af Nordjyllands barske natur som hos J.P. Jacobsen og Steen Steensen Blicher. Det ville være at tale fint i det vinnske univers, og det gør man ikke. Bent Vinns karakteristik af Nordjylland er ikke romantisk eller nostalgisk, men den er heller ikke ukærlig. Den er præcis. Og den nordjyske nøjsomhed eksisterer helt ned på sætningsniveau, hvor der siges det nødvendige. Ikke mere, ikke mindre. Eller jo, faktisk også ret ofte mindre.

I et interview beskrev Bent Vinn engang sig selv som barn af almuen frem for af arbejderklassen, som han ellers er blevet gjort til af dem, der læser ham. Nej, almue var mere rigtigt. I Nordjylland er han vokset op blandt folk, hvor »opfattelsen var, at den plads, man var blevet tildelt i samfundet, det var, hvad det kunne blive til.« Og hvis man ikke forstår, hvor mange der er vokset op på den måde, så kommer man heller ikke til at forstå, hvorfor det er så svært at være mønsterbryder.

Hjælpen kan findes i Bent Vinn Nielsens bøger, hvor selv døden er nøjsom. I Den svævende tankbestyrer havde Magnus Andersens far igen gået med leen hele dagen, som han havde gjort det hele livet, som hans far og bedstefar havde gjort det før ham, så kom han ind og lagde sig på sofaen. Han syntes, han var blevet lidt træt, sagde han og døde.

 

Den 69-årige forfatter Bent Vinn Nielsen er vokset op i Sulsted i Vendsyssel, og selv om han for længst er flyttet derfra, så bor han der stadig i mange af sine bøger.

Den 69-årige forfatter Bent Vinn Nielsen er vokset op i Sulsted i Vendsyssel, og selv om han for længst er flyttet derfra, så bor han der stadig i mange af sine bøger.

 

Fænomen: Sussi og Leo

Mette Kierstein

I de indledende minutter af DR3-serien Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo glider kameraet hen over et af værelserne i musikerduoen Sussi og Leos firlængede gård i Saltum. I det står et vitrineskab fyldt med Sussi og Leo-effekter: Undertøj, plastikfigurer, kondomer, lightere og den biografi, Inger Støjberg skrev om duoen i begyndelsen af 00’erne.

Biografien hedder Toner i livet, men det er ikke nødvendigvis dem – tonerne – der er duoens claim to fame. Med coversange som »Den knaldrøde gummibåd« og »Smoke on the water« på repertoiret ifører duoen sig spraglede kostumer og korte kjoler og spiller op til fest. Det har de gjort siden starten af halvfjerdserne, omtrent samtidig med at duoen, der mødte hinanden som teenagere på Saltum Skole, blev kærester efter en hed nat i Løkken.

Med Sussi (der egentlig hedder Susanne, men det var for højtideligt et scenenavn, syntes de) og Leo, smelter privatliv og produkt sammen. De er ikke kun kendte på grund af deres arbejdsomhed (i 23 år arbejdede de seks dage om ugen på værtshuset Skansen i Skagen), men i særdeleshed for at smide tøjet og dele sine ægteskabelige kriser og sexliv med offentligheden.

I Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo ser vi også alle de sider af duoen, men i virkeligheden er de slet ikke dokumentarens omdrejningspunkt. Det er derimod 16-årige Lukas, der med sin depressive mor er flyttet ind hos parret. Igennem Lukas’ øjne lærer vi Sussi og Leo at kende som omsorgspersoner, der har givet dem stabilitet i hverdagen og som autentiske bipersoner, der hjælper ham med at finde sin egen vej. Ved at være helt igennem pinlige og helt igennem sig selv.

Kan ses på DR3

 

I serien ’Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo’ flytter den unge Lukas ind hos den nordjyske popduo Sussi og Leo.

I serien ’Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo’ flytter den unge Lukas ind hos den nordjyske popduo Sussi og Leo.

Mads Trolle/DR

 

Sang: Niels Hausgaards ’Hvem bestemmer’ 

Anne Middelboe Christensen

For de fleste har jo magten, så det er så nemt

Det bliver præcis, som de fleste har bestemt

Sådan lyder det i Niels Hausgaards sang »Hvem bestemmer?« på pladen Kunst fra 1979. Sangen udstiller demokratiets logik, og den viser, hvordan dumheden kommer til at herske, hvis bare mange nok støtter den. Samtidig spidder sangen den mærkelige selvtilfredshed, der ligger i at stemme for en åbenlyst problematisk beslutning.

Men bliver vi kloge, bare fordi vi er mange i flok?

Tænk så kloge vi ku´ blive, hvis vi bare var nok!

Så mundret lyder selvglæden i et Hausgaard-rim. Når den nu 74-årige vendelbohelt synger, rammer han danskernes værste sider – og ikke mindst vendelboernes. Alligevel er han det nærmeste, man kommer en kunstnerisk folkehelt i Nordjylland. Det er ham, alle stirrer hen på nu i det minkisolerede Nordjylland – og mange venter vel på hans ’cluster 5’-sang.

Hausgaard er fra Hirtshals, men bor nu i Hundelev uden for Hjørring. Han synger sine sange på vendelbomål, så det vrimler med dobbelt-w’er og æ’er – og selv når han synger på rigsdansk på sine udsolgte koncerter rundt om i landet, er underdrivelsen altid umiskendeligt nordjysk. Et svirp fra Hausgaards pisk svier i lang tid. For som han synger det:

Men der er nu en ting, det ville være skønt at have vidst:

Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste?

 

Niels Hausgaard kommer fra Hirtshals, men bor nu i Hundelev uden for Hjørring. Han synger sine sange på vendelbomål og er vel det nærmeste, man kommer en kunstnerisk folkehelt i Nordjylland. Foto: Maria Bjørn

Niels Hausgaard kommer fra Hirtshals, men bor nu i Hundelev uden for Hjørring. Han synger sine sange på vendelbomål og er vel det nærmeste, man kommer en kunstnerisk folkehelt i Nordjylland. Foto: Maria Bjørn

 

Film: ’Klumpfisken’ 

Anne Middelboe Christensen

»Du er sateme en dinosaur, Kesse!« Sådan lyder en kammeratlig hånereplik i filmen Klumpfisken. Kesse er fisker i Hirtshals, og han synes, at alting var bedre i gamle dage. For han kan ikke længere få sin fangst til at løbe rundt med de nye kvoteregler. Banken vil have ham til at ’afwikle’ båden, og nu er konen rejst …

Klumpfisken er blevet en kultfilm om Nordjyllands tavshed. Henrik Birch spiller Kesse med perfekt tavshed. For Nordenfjords skal man ikke sige noget, man senere kommer til at fortryde. Slet ikke hvis man overvejer, om man alligevel skulle gemme noget af fangsten væk for kontrollen. Men så er det, at Susanne Storms uimodståelige havbiolog dukker op på Nordsøen Oceanarium – og byder på svømmetur med klumpfisken.

Manuskriptforfatteren, Lærke Sanderhoff, fra Hjørring havde allerede ramt den nordjyske tone, da hun skrev teaterstykket Klumpfisken for Får 302 i København i 2008 – også med Henrik Birch som Kesse og Lars Topp Thomsen som kammeraten. Sammen med filmens instruktør Søren Balle udviklede hun så filmmanuskriptet, der inddrager Hirtshals’ finurlige provinshemmeligheder – fra rundkørslen, der kun har én udfaldsvej, til havnens grillbar, hvor alle hænger ud og bliver trøstet.

Spørgsmålet er, hvad man skal gøre, hvis man ikke kan blive ved med at leve af at gøre det, man har gjort hele sit liv? Akkurat som mange minkavlere velsagtens nu spørger sig selv.

I filmen er svaret enkelt: Du skal forelske dig i en kvinde fra København.

’Klumpfisken’ kan lige nu ses gratis på dr.dk samt findes en række kommercielle streamingtjenester. 

 

Henrik Birch spiller den 45-årige Kristian, kaldet Kesse, en tredjegenerationsfisker bosat i Nordjylland ved vindblæste Hirtshals, hvor nye tider i fiskeriet lægger pres på fiskerne.

Henrik Birch spiller den 45-årige Kristian, kaldet Kesse, en tredjegenerationsfisker bosat i Nordjylland ved vindblæste Hirtshals, hvor nye tider i fiskeriet lægger pres på fiskerne.

Martin Munch/DR

 

Dokusoap: ’Skyland – det forbudte festparadis

Anna von Sperling

Hvis nordjyder i al almindelighed er bare halvt så ukuelige som søskendeflokken Bjørn, Nikoline og Josefine Juul Pedersen, så bliver den nordenfjordske lock down en parentes blot.

I den mest optimistiske dokusoap på dansk tv, der kan ses på TV 2 Play, følger man de tre i kampen for at få festivalen Skyland Beach Camp op at køre på deres forældres campingplads i Øster Hurup i Himmerland. Midt i en coronatid. De unge kunne holde gejsten oppe oven på ’et rigtigt øv-år’, lød det sympatiske formål i maj. Og efter en hård start går det ellers løs: Dakkedakke og kyssemøsse under blygrå skyer. Stangstivt personale, lunkne ’goumet-hotdog’, småsure fastlæggere og fællesskab. Lige indtil nordjysk politi afbryder idyllen på grund af forsamlingsforbuddet. Og de må aflyse anden uge, de mister millioner og græder, så man skal være lavet af sten for ikke at græde med.

Nå, men så fik de prøvet det. De har vel også nogle handelsuddannelser at færdiggøre. Hvad siger du? Er Skyland klar til at åbne dørene til Ibiza i Himmerland i 2021? Ja, det kan du dæleme tro. Som Bjørn siger: »Vores mission det første år var at fortælle hele Danmarks befolkning, at Skyland eksisterer, og det er vi i den grad lykkedes med.«

’Skyland – det forbudte festparadis’. Kan ses på TV 2 Play

 

Nordens nye ferieparadis, sådan beskriver søskendeflokken bag Skyland Beach Festival initiativet, der er en kombination af »ferie, fest og festival«.

Nordens nye ferieparadis, sådan beskriver søskendeflokken bag Skyland Beach Festival initiativet, der er en kombination af »ferie, fest og festival«.

Skyland Pressemateriale

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Ja for at nævne et par personlige favoritter: Cool Hawaii, et ret godt tænkt og gennemført surferparadis, kunstnerrefugium i Klitmøller, Thy. Museet for Kirsten Kjær m.m.m., Tømmerby, Thy - malerinden der portrætterede sig selv, Asta Nielsen og Stavning. Og ikke langt herfra, selveste drømmen om en ny og bedre verden levet, fejlet og vågnet med ondt i hovedet tusind gange i 'Thylejren'.

Nanna K.Hvelplund, Ole Frank og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Og surrealisten Poul Anker Bech. en af Danmarks mest finurlige malere.

Herdis Weins, Nanna K.Hvelplund og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Dialekterne* (i flertal). Man kan med fordel gå på opdagelse i Københavns Universitets 20 dialektkort. Helt overordnet er Nordjylland fordelt mellem det østjyske og det vestjyske dialektområde (som tilsammen udgør det nørrejyske), men næsten uanset hvilke yderligere måder, man kan skelne på ved at se nærmere på helt konkrete sproglige træk, er Nordjylland ikke en sprogligt homogen størrelse: https://dialekt.ku.dk/dialektkort/

David Zennaro, Ole Frank og Nanna K.Hvelplund anbefalede denne kommentar

Hvem går (ikke altid) et skridt nordligere, for at være sit ophav bevidst?
Er der gået snobberi i at have nordjydske rødder,- både til den ene eller den anden side?

Vær den du er, værende i verden.

steen ingvard nielsen

På Nordjysk:
Fantastisk!

steen ingvard nielsen

Ups!
Ik' så rææng endda!

steen ingvard nielsen

Fint skaed wæære, noed prangwærk erd!

steen ingvard nielsen

Og det will wær træls a com te washington og w'ed war pelled a tastatured.

Mads Winther Nielsen

Allan Olsens album "Jøwt' er skidegodt. Men sangen 'Hjemstavn' er faktisk en coverversion af et nummer fra Niels Hausgaards album 'Han tog realen med' fra 1983. Dét album er fabelagtigt og fortjener om noget virkelig en plads her på listen.