Erik Sommer troede, musik og bankvæsen var uforeneligt. Han tog fejl

I 70’ernes London passerer en 23-årig, dansk bankmand hver dag The Royal Academy of Music på sin vej ind mod arbejdspladsens handel med valuta. Draget af lyden af musik sænker han farten. Det er, som om han ved, at de har adgang til noget derinde, der skal blive vigtigt for ham. Varsomt og på afstand kigger han ind i de små øvelokaler, hvor de konservatoriestuderende øver sig på fløjte og violin. Men han går ikke ind.

»Den monumentale bygning symboliserede en anden verden end min,« husker musikformidler, melodisnedker og tidligere højskoleforstander Erik Sommer tilbage.

»Det, de havde derinde, tilkom ikke mig.«

Erik Sommer har skrevet melodier til sange, der synges i hele Danmark. Han har syv melodier med i den 18. udgave af Højskolesangbogen og tre i Den Danske Salmebog, ligesom han har skrevet melodier til børnesangbøger, der kan findes på hylderne rundt omkring på de danske skoler.

Mest kendt er han nok for melodien til »Du som har tændt millioner af stjerner« med tekst af biskoppen Johannes Johansen, der nærmest kan betegnes som folkeeje. Han har også skrevet melodien til Holger Lissners populære salme »Nu går solen sin vej« og den melodi, der i Højskolesangbogen følger med til Halfdan Rasmussens digt »Med store undrende øjne.«

Fra bank til musikkonservatorium

Det var ellers ikke den livsbane, som var stukket ud for Erik Sommer, der er vokset op i et arbejderhjem i den lille landsby Gedsted i Vesthimmerland.

Som barn blev Erik Sommer ligesom sine brødre sendt til klaverundervisning ved den lokale pastorinde. Som den eneste af de tre drenge fortsatte han med at spille, og i skolekomedierne havde han sangrollerne.

Da han til sin konfirmation fik 465 kroner i gave, brugte han de 450 på at købe en trompet, så han kunne blive undervist af »en af byens sønner«, som spillede professionelt på trompet i Viborg og senere blev optaget på konservatoriet.

»Det var helt usædvanligt, at han blev det, for i en lille landsby som Gedsted blev man ikke sådan bare musiker. Måske var det også derfor, han var lidt af en helt for mig,« siger Erik Sommer.

I Gedsted var møbelfabrikken landsbyens dynamo. Når det gik godt for fabrikken, gik det godt for byen – og omvendt. Det var Erik Sommers barndomshjem også præget af, for hans hårdtarbejdende far startede med at feje på fabrikken og arbejdede senere i produktionen. Og faren forventede, at hans drenge blev »noget ordentligt og produktivt.«

Erik Sommer husker, at hans far spurgte ham, hvad han kunne tænke sig at være, når han blev stor. Men inden han nåede at svare, gjorde faren det for ham. For mon ikke det var en god idé at komme i lære i banken, som hans storebror havde gjort det før ham.

Som 17-årig kom han i lære som bankelev og klarede sig så godt, at han blev sendt til Handelsbankens afdeling i England for at handle med valuta.

I sin fritid spillede han klaver og trompet, og han blev allerede som barn fortalt, at han var musikalsk. Alligevel var det med stor ærefrygt, at han hver dag så på lyset fra det britiske musikkonservatoriums vinduer – altid udefra.

»Der sker det, at når vi synger, så lægger vi roller, forskelle og uoverensstemmelser fra os. Så synger vi om noget andet end os selv,« siger Erik Sommer.

Astrid Dalum

For en dag drister han sig alligevel til at lukke de store døre til konservatoriet op. Efter det vender han aften efter aften tilbage for at observere og lytte til de vordende musikere – i stedet for at læse i The Financial Times, som det ellers var forventet af ham. Han opdager, at de musikstuderende også afholder eftermiddagssoiréer, og her får han en helt anden koncertoplevelse, end han ellers har været vant til.

»Tidligere havde jeg set Aalborg Symfoniorkester med deres musikere i kjole og hvidt. Men her sad unge med deres vilde hår og ternede skjorter og spillede med en enorm dedikation. Det var jo bare helt almindelige mennesker,« siger Erik Sommer, der næsten symbolsk er iklædt en ternet skjorte i jordfarver i dag, hvor jeg møder ham i hans hjem i Nørre Nissum mellem Struer og Lemvig.

Det var efter at have betragtet de britiske musikstuderende med stor beundring, at han selv mærkede en lyst til at satse på musikken ligesom dem. Da han vendte tilbage til Handelsbankens afdeling i København, efter at have været udsendt til London i et år, besluttede han sig for at søge ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han blev optaget på uddannelsen i Almen Musikpædagogik.

»Jeg tror simpelthen, jeg tudede i en hel time, da jeg fik optagelsesbrevet fra konservatoriet. Det var, som om der var sket en fejl – for at man vil noget, er ikke det samme som, at man kan. Men her var et tegn på, at jeg kunne,« fortæller han.

Derfra ændrede livet sig, og han mødte mennesker, som var optaget af musik, poesi og helt andre værdier end bankverdenens dollar, pund og valutakurser.

Det nødvendige og det mulige

»Jeg var gået den her vej.«

Han sætter en finger på hver tinding.

»Men så gik det op for mig, at man også kunne noget andet,« siger han og lægger en hånd på hjertet.

Erik Sommer er optaget af balancen mellem det rationelle og det emotionelle. Mellem det nødvendige og det mulige. Mellem det man skal, og det man kan. Som ung bankmand opdagede han, at han ikke havde den dybe betagelse af den rationelle verden med handel for enhver pris. Han skynder sig så at understrege, at det ikke er, fordi det ene er bedre end det andet.

»Der er behov for begge dele, for man kan jo ikke argumentere for morgensang i en finanslovsforhandling. Der skal være ambassadører for begge ting.«

Selv er han endt som ambassadør for fællessangen. Og det er helt sikkert, at der vil være melodier skrevet af Erik Sommer med i den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer i næste uge. Erik Sommers landejendom ligger ikke langt fra den seniorhøjskole, hvor han var forstander indtil 2010, hvor han gik på pension. Inden da havde han undervist på forskellige højskoler og i 16 år været lektor i musikpædagogik på seminariet – ligeledes i Nørre Nissum.

Bag høje træer ligger huset i læ for Vestkystens blæst, og da han viser mig rundt i haven, er det næsten som at træde ind i en lille privat skov. Stierne har han selv anlagt, ligesom han ved egen kraft har ombygget det tidligere husmandssteds stald til bolig. Erik Sommer fortæller gerne om stedet – og sin musik – men det er tydeligt at mærke, at prale vil han ikke.

»Det er jo ikke Rosenborg Slotshave det her. Det er bare en stor græsplæne,« siger han om den velplejede have.

Brugskunstneren

Når han sætter melodier til sangtekster, er det heller ikke ham eller hans noder, der er det vigtigste, fortæller han. Det er teksterne, der er det. Derfor skal melodierne, han skriver, hverken være for prangende eller kompositorisk eksperimenterende.

»Melodien til en sang skal ikke ville sig selv, den skal fortælle teksten. Digterne har skrevet deres ord for, at de skal bruges. Det kan være, de har oplevet kærlighed eller smerte, som de vil dele med deres tekst. Det må musikken ikke forhindre.«

Erik Sommer kalder hellere sig selv for håndværker end komponist. Først og fremmest fordi han formelt set ikke har uddannelsen som »rigtig komponist,« der skriver symfonier, menuetter og klassiske melodier. I stedet sammenligner han sin egen gerning med at dreje lerkrus, der sættes i verden for, at man kan drikke af dem.

»Det, jeg laver, er ikke kunst. Det er nærmere brugskunst, for det vigtigste er, at sangene kan synges,« siger Erik Sommer.

Han er et ekspressivt menneske, og når han taler, flyder ordene ubesværet. Står han op, mens han fortæller, bevæger armene sig elegant rundt– som dirigerede han rugbrødet og pålægget, han nu har sat frem til os i det lyse køkken-alrum.

Ingen opskrift

Ofte er det tekstforfatterne selv, der beder Erik Sommer om at sætte musik til. Han fortæller, at han hver gang er taknemmelig for den tillid, de dermed viser ham og for alle de gange, melodierne kan bruges og synges af kor og forsamlinger.

I samme vending fortæller han, at han har stakkevis af melodier liggende i skuffer, der aldrig fungerede eller blev til noget – også nogle, han egentlig er mere stolte af.

»Men det kan og skal ikke være anderledes. Jeg stiller melodierne til skue, og så er der nogle, der finder vej ud til folk og lander et sted. For når folk tager melodierne til sig, er det ikke for min skyld. Så er det for deres egen.«

Selv om Erik Sommers melodier er landet mange steder og i de mest anvendte danske sangbøger, vil han ikke gøre sig til dommer over, hvad der rent teknisk gør en god melodi.

»Der findes ingen opskrift, for man kan ikke planlægge, hvordan sangene skal røre mennesker, og det er der en tilpas dejlig magi i,« siger han.

Men det er, når tekst og musik smelter sammen på den rigtige måde – en måde, der kan være svær at sætte en finger på, vi rammes. Til prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke, var »Du som har tændt millioner af stjerner« den sidste sang, der blev sunget. Den tredje linje i tredje vers lyder:

»Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte«

Det var til den, man første gang så dronning Magrethe knibe en tåre til bisættelsen, og det er for Erik Sommer at se et eksempel på, at ord og musik spiller sammen. Lige netop der rammer Johannes Johansens ord hende, og på den tredje linje har Erik Sommer valgt, at melodien skal have et højdepunkt – og når man synger de høje toner, bringer man mere krop med ind i sangen.

»Det er ikke helt til at vide, hvordan det sker. Men her er nogle stærke ord, og så skal melodien gøre dem endnu stærkere af at blive sunget end af at blive læst op.«

Musik til undrende tekster

For Erik Sommer er nogle tekster lettere at åbne op til musik end andre. Ligesom hans tilgang til egen tilværelse ikke er dogmatisk, foretrækker han sangtekster, der går til verden med spørgsmål i stedet for svar, forklarer han og læser op fra anden strofe i Halfdan Rasmussens »Med store undrende øjne«:

Hvem opfandt lærken og nattergalen?/ Hvem satte knopper på birk og bøg?/ Og hvem bestemte, at netop svalen/ sku være svale og gøgen gøg

Oprindeligt blev sangen sunget på melodien til »Jeg plukker fløjlsgræs«, men da Erik Sommer var højskolelærer på Danebod Højskole, foreslog forstanderinden, at han skrev en anden melodi til sangen. Herefter kontaktede han Halfdan Rasmussen og fik lov til det. Melodien fandt hurtigt sin vej på klaveret, fordi sangen netop udtrykker en undren i forhold til, hvor alverdens ting kommer fra.

Astrid Dalum

»Den tekst giver mig så meget, fordi den er åben og ikke anvisende,« siger han.

Det samme er tilfældet med »Du som har tændt millioner af stjerner,« der blev skrevet til FDF-landslejren i 1981. Selv om salmen er skrevet af biskoppen Johannes Johansen og kan tolkes udelukkende religiøst, så indeholder den tolkningsmuligheder, og et barnebarn kan lige såvel tænke på sin farfar, der symbolsk har tændt stjerner i det levede liv, forklarer Erik Sommer.

»Sangen er genialt skrevet og opfordrer til, at man kigger op på stjernerne og tænker over, hvor de kommer fra. Der skal være en plads til den slags forundring og menneskelivet, for så kan vi alle møde sangene med vores egne fortællinger.«

Sang som fælles sprog

Sangen kan skabe forbindelser på tværs af forskelle. Det er ikke noget, højskolen har lært Erik Sommer. Det opdagede han allerede, da han startede på musikkonservatoriet. For selvfølgelig vendte han ikke Handelsbanken ryggen fra den ene dag til den anden. Det var i forvejen lidt skamfuldt for ham at forlade den stabile hverdag og den sikre karrierevej, som hans far havde opdraget ham til og ønsket for ham, så han ville ikke bare sådan svigte arbejdspladsen, men fortsatte som ferieafløser og arbejdede der i eftermiddagstimerne efter skoledagene på konservatoriet. Det var i den forbindelse, han kom på den idé at tage sangen med i banken. For at give noget tilbage.

Han foreslog bankdirektøren at købe et klaver, og han startede Handelsbankens sangkor. Bankfolk fra afdelinger i og omkring København mødtes i bankens hovedsæde på Holmens Kanal, hvor Erik Sommer ledte sine kolleger gennem sange om »fugle, årstiderne og Gud.«

»Der sker det, at når vi synger, så lægger vi roller, forskelle og uoverensstemmelser fra os. Så synger vi om noget andet end os selv. Det som er fælles. Det er nogle gange både før og større end en selv.«

I koret fandt kollegaerne dette fælles sprog, som forbandt dem på en måde, som møder og samtaler ved skrivebordene aldrig ville kunne.

»Alle sange kommer fra hjertet og går til hjertet. Jeg tror ikke på, at nogen sange udelukkende er skrevet med hovedet. Det har en helt anden værdi, end den man kan trække fra på selvangivelsen,« siger Erik Sommer om den valuta, han endte med at dedikere sit liv til.

Nemlig den vi udveksler mellem hinanden via sangen og musikken. Den kan bankfolk også håndtere. Det ved han nu og har arbejdet for at fortælle andre, siden han selv endelig tog mod til sig og åbnede døren til koncertsalen i London.