Essay
Læsetid: 10 min.

Erika Fatland er rejseskriftens samvittighedsfulde landmåler

Der findes ikke mange som Erika Fatland, der har viljen og modet til at bevæge sig derud, hvor de nordiske krager for længst er vendt om. Den gode rejselitteratur vil trække andre verdener ind i det hjemlige for at udvide det allerede kendte, det trygge, det nationale. Digteren og rejseforfatteren Thomas Boberg har læst Erika Fatlands nye rejsebog ’Højt’ og vurderer her, om hendes store projekt lykkes
Det bevidste fravær af selvrefleksion fritager også Erika Fatland for at medtænke sin egen rolle i det store turistrejsespil, skriver Thomas Boberg i sin anmeldelse af Fatlands nye bog, og det er en lidt for let affejning af det pinagtige, man som skrivende og rejsende før eller siden ikke kan undgå at ramle ind i: »Hvorfor fanden gør jeg egentlig det her?«

Det bevidste fravær af selvrefleksion fritager også Erika Fatland for at medtænke sin egen rolle i det store turistrejsespil, skriver Thomas Boberg i sin anmeldelse af Fatlands nye bog, og det er en lidt for let affejning af det pinagtige, man som skrivende og rejsende før eller siden ikke kan undgå at ramle ind i: »Hvorfor fanden gør jeg egentlig det her?«

Kultur
27. november 2020

Denne avis har givet mig den ikke helt lille opgave at anmelde Erika Fatlands nye omfangsrige rejsebog Højt. Jeg har jo selv, lød grunden, skrevet rejseminder og rejseroman eller, om man vil, rejsebøger. For mit vedkommende har den såkaldte rejselitteratur aldrig vakt min særlige interesse.

Der er så mange slags litterære rejser. Det er litteraturen, poesien, sproget, der betyder noget for mig. Det er mit udgangspunkt som lyriker. Jeg læste Geir Pollens anmeldelse af Erika Fatlands Højt i den norske avis Klassekampen, en kritisk anmeldelse, men ikke kun negativ.

Erika Fatland tog kritikken ilde op, skrev et meget vredt og indigneret modsvar, som Geir Pollen igen svarede på ved at henvise til kritikerens opgave, nemlig at forsøge at levere en litterær kritik af værket, som jo aldrig kan være et endeligt facit. Intersubjektivitet betyder, at vi faktisk godt kan tale om litterær kvalitet uden at postulere en ultimativ sandhed.

Og nu ser jeg så i denne uges Weekendavisen, at Erika Fatland anmelder Puk Damsgårds nye rejsebog fra Yemen, Arabica, som jeg selv har anskaffet mig, fordi emnet interesserer mig, fordi Puk Damsgård er beundringsværdig modig. Men jeg har endnu ikke læst bogen.

Jeg forestiller mig, at Weekendavisen har bedt Erika Fatland anmelde Puk Damsgårds bog, fordi de har rejsen til fælles. Erika Fatland anmelder Arabica temmelig lunkent, vil jeg sige, hun mener, dens svaghed er det fragmentariske.

Puk Damsgård er korrespondent, ikke socialantropolog som Erika Fatland. Ingen af de to er digtere, det er til gengæld sikkert. Er det mon overhovedet en god idé at bede forfattere anmelde hinanden?

Deres udgangspunkter er forskellige. Vi er forskellige. Vi vil og kan noget forskelligt. Det, som Erika Fatland efterlyser hos Puk Damsgård, er tydeligvis det, hun selv prøver at realisere.

At skrive fra andre verdener

Hvad er socialantropologi? Her et citat fra et googleopslag: »Socialantropologi er studiet af menneskehedens kulturelle mangfoldigheder og om de sociale processer, som udfolder sig i denne globale mangfoldighed. Antropologer studerer blandt andet sociale fællesskaber, rituelle handlinger, etniske grænser, politisk konflikt og relationer mellem natur og samfund såvel som lokale responser på globale processer

Alt det kunne jo sagtens være relevant for litteraturen generelt, det er en del af idealet, kan man sige. Men der findes så mange slags litteratur.

At skrive fra andre verdener kræver noget andet end at skrive hjemme fra værelset. Man skal ud at gå, man skal køre i tog, klatre over bjerge, krydse ørkener, finde vej i skove, gennemtrave byer, lære sprog, læse på cafeer, i busser, på hotelværelser, tage noter, mens man sidder, går, står, sover.

Man må lytte, se, lugte, vejre, fornemme. Man skal åbne sine sanser, man skal være til stede, man skal fange nuet i ord, sætninger, billeder.

Det er derfor, man fra tid til anden, når man mister vejret og meningen med det hele, spørger sig selv: Hvorfor gør jeg det her? Og nu, hvor vi befinder os i COVID-19-tiden, må vi, for at komme ud at rejse, ty til bøger og/eller søge indad.

Erika Fatlands egen 630 sider lange bog er på én gang imponerende og udmattende læsning, lidt som de otte måneders rejse i Himalayaregionens forskellige lande og territorier, der ligger bag, utvivlsomt har været. Det er en konventionel rejsebog med begyndelse og slutning i tid og en masse stationer undervejs.

Hun rejser langt og skriver langt, som i den forrige Grænsen, der skildrede rejsen i de lande, der grænser op til Rusland. Det, som vedkommer, er i så fald aktualiteten, ikke formen.

Den socialantropologiske baggrund udstyrer hende med en kildetro systematisk tilgang til stoffet. Der foreligger en plan, og den følger hun til punkt og prikke. Der er ingen spring i kronologien og kun meget få flashback til tidligere rejser eller andet levet liv.

Det skal ikke handle om hende selv, men om den verden, hun rejser i. En værdig ambition. Hver ny del er pligtskyldigt forsynet med et kort, så læseren kan følge med i, hvorfra og hvortil rejsen går. Og for at vi ikke skal være i tvivl om forfatterens autenticitet, finder man i bogen også udvalgte fotos, som forfatteren selv har taget undervejs.

Socialantropologisk feltarbejde

Der er som regel nogen, der venter på Erika, når hun ankommer til en ny by eller et nyt land. Hun bevæger sig i Himalayabjergene med guide og tolk, og de mange spørgsmål til de mennesker, hun opsøger eller møder på sin vej, synes at være skåret over samme læst. Som læser har man en fornemmelse af at være vidne til et kolossalt socialantropologisk feltarbejde.

Det er, som om hun holder verden ud i strakt arm, som om hun ikke vil vikles ind i den, ikke være en del af den, men kun rejse igennem den, for at skildre den skridt for skridt, land for land, by for by. De monotont konstruerede dialoger veksler med historiske og geopolitiske rids af de steder, hun gennemrejser, og man får vældig meget nyttigt og interessant at vide undervejs.

Hun skriver om Pakistan og Indiens deling, om deres eksplosive naboskab, om Kashmir, om grænsestridigheder og det eneste tilbageværende kongerige på de kanter, nemlig Bhutan.

Hun skriver om forskellige religioner, der fletter sig ud og ind af buddhismen og hinduismen, om kristne, om astrologer og shamaner, om bjerge og floder, om kvindernes barske lod i de traditionelt patriarkalske samfund, om fattigdom og guerillakrig og trafficking i Nepal. Hun skriver om polyandri, om Tibet og den militante kinesiske ensretning, om kulturrevolutionen og modernitetens omvæltninger. Hun skriver om historiens krige.

»Det virker tit,« sammenfatter hun i en truisme, »som om historien først og fremmest består af massakrer og ødelæggelser. Men sporene efter blodbadet var for længst borte, og templet og bygningerne omkring det var restaureret og bragt tilbage til fordums pragt. Sådan er historiens gang også: ødelæggelse og genopbygning, en udmattende kædedans.«

Indimellem er sproget kluntet (medmindre det skyldes oversættelsen): »Alle sangene blev tilegnet navngivne kvinder, som desværre ikke var der til at bevidne de unge mænds romantiske udfoldelser.« Men også pludseligt inspireret: »Et spindelvæv af stjerner lyser den bælgmørke himmel op, og Mælkevejen strækker sig som et florlet slør gennem universet.«

Eller gammeldags og tungt: »I 1979 giftede den fjerde konge sig med fire søstre i en privat ceremoni, som astrologerne havde rådet ham til, og hustruerne har skænket ham i alt ti børn.« Læseren spares heller ikke for turistguidestilen som her: »En tur til Bhutan er ikke komplet uden et besøg i Tigerreden, klostret, som klamrer sig fast til bjergsiden højt over Paro.«

Hvad laver jeg her?

Erika Fatlands vilje til at gennemføre er til gengæld upåklagelig.

Kun ganske få steder tillader hun sig at reflektere over sin egen rolle som rejsende: »Dengang, første gang, rejste jeg sammen med en kæreste, men siden har jeg stort set altid rejst alene. Rejser man sammen med andre, om så bare med én, havner man straks i en boble, en privat, lille verden. Når man rejser alene, er man prisgivet omgivelserne, man er blottet, nøgen.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor man i det hele taget rejser? Hvorfor udsætter man sig for alt det ubehag, al den logistik, alle de udgifter, en rejse nødvendigvis indebærer? Spørgsmålet kan hurtigt blive kvalmende eksistentielt, men for mit vedkommende er svaret enkelt; jeg kan ikke lade være.«

Er det måske ikke den vestlige, privilegerede rejsendes gunstige situation? »Jeg kan ikke lade være« – jeg tilføjer – »og en dag kommer jeg jo hjem igen, og det gør jeg, fordi jeg har råd til det«.

Der er mange måder at rejse på, og de er ikke alle lige behagelige. Nogen rejser/flygter fra krig og tørke for at finde føde og kommer aldrig hjem igen. Bruce Chatwins spørgsmål What am I doing here, som er titlen på hans sidste bog fra 1989, forekommer stadig relevant.

Det bevidste fravær af selvrefleksion fritager også Erika Fatland for at medtænke sin egen rolle i det store turistrejsespil. For hvad adskiller hende som rejsende fra de andre backpackere, hun fra tid til anden med et vist mishag får øje på? Eller hvad forener dem? At hun netop ikke vil nedlade sig til at beskæftige sig med »kvalmende« eksistentielle spørgsmål, ligner for mig at se en lidt for let affejning af det pinagtige, man som skrivende og rejsende før eller siden ikke kan undgå at ramle ind i: »Hvorfor fanden gør jeg egentlig det her?«

Den eksistentielle refleksion er også en formens refleksion. Stilen er selvets udtryk, den fortæller/afslører forfatteren.

Et alternativ til selvoptagetheden

Det sker, man mærker hendes egen træthed, der hvor hun nærmer sig det meningsløse. Der bliver det interessant, for her viser hun, at hun også selv er en del af turismens kyniske bølge. I bogens næstsidste kapitel tager hun til Tigerspringskløften i den kinesiske provins Yunnan, hvor hun i selskab med femten tusinde kinesiske turister arbejder sig mod udsigtsplateauet. Hun er ved at brække sig over masseturismen.

Hun skriver: »Også jeg kan se, om end i ekspresfart, det fjerne, det mystiske, denne verdens shangri-Laer og Samarkander, sydhavsatoller og højeste bjergtoppe, alt det unikke, som før kun kunne nås af de privilegerede og udholdende få, nu kan det blive lidt mit, lidt dit. Hvorfor rejser man egentlig? Hvorfor rejser jeg? Pludselig følte jeg mig træt. Men endnu manglede en vigtig del af programmet.«

Hun stiller det afgørende spørgsmål en sidste gang. »Hvorfor rejser vi? Jeg ved det ikke, men jeg vidste, at jeg aldrig ville fortryde, at jeg var rejst hele den lange vej, den halve jordklode rundt, til en aflyst koncert.«

Jeg savner, at forfatteren tør fare vild i den verden, hun skriver frem.

Hun er rejseskriftens samvittighedsfulde landmåler, men selv om hun ganske sikkert selv vil påstå, at hun forholder sig kildetro til den virkelighed, hun beskriver, er der altid tale om illusion, fordi skriften jo selv er en illusion om den virkelighed, den vil skildre.

Jeg er med på, at det netop kan være »kvalmende«, når vestlige rejseforfattere geråder ud i selvkredsende, jammerlige eksistentielle kvababbelser. For en af den rejsende skribents opgaver er netop at bevæge sig ud af det narcissistiske rum. Men litteratur handler ikke nødvendigvis kun om hvad, men også om hvordan.

Den gode rejselitteratur vil fortælle om det andet derude. Den vil trække andre verdener ind i det hjemlige for at udvide det allerede kendte, det trygge, det nationale, den domesticerede skønlitteraturs lilleverden. Den er et alternativ til selvoptagetheden og privilegieblindheden, som har det med at lukke sig om vores små nordiske samfund.

Man rejser muligvis, fordi man ikke kan lade være, når man har råd, men man skriver, fordi man vil rykke ved tingene gennem skriften. Det kan man, påstår jeg, ikke uden også at rive sig selv fra hinanden, krænge sig ud, for måske at få øje på, hvor man selv står i forhold til alt det, man farer igennem.

Man er selv en del af den verden, man vil skildre, og det sker, man bliver fortæret af den. Når »vi« i Vesten ikke kendte til fremmede mennesker og steders eksistens, benævnte vi dem rask væk »hvide pletter«. Men de »hvide pletter« fandtes kun i den mangelfulde vestlige bevidsthed, ikke derude, hvor de hvide pletter var befolket af andre verdensbilleder, andre mennesker.

Ikke mange som Erika Fatland

I denne tid er det yderst begrænset, hvor vi kan rejse hen på kloden, som vi er ved at køre i sænk. Højt er værd at læse alene for den diskussion, den kunne åbne. Der findes ikke mange som Erika Fatland, der har viljen og modet til at bevæge sig derud, hvor de nordiske krager for længst er vendt om. Og hvis man gerne vil vide noget, skorter det heller ikke på fakta.

Den store Himalayarejse ender i Kvindernes kongerige ved Lugussøen på grænsen mellem Yunnan og Sichuani i Kina, et matrilineært samfund, hvor bedstemoren hersker. Erika Fatlands tolk Apple er en neurotisk karakter, der ikke kan udholde forfatterens konstante spørgsmål. Kina er et diktatur, forstår man, og Apple hidser sig op, når hun udfordres. Vesten og Østen kommer aldrig til at forstå hinanden, snerrer hun, fordi de tænker så forskelligt.

Det er et godt kapitel, der er dynamik, spænding, konflikt, drama. Det lever. Og det hele munder ud i døden. Et shamanistisk ritual skal åbne en passage i jorden til forfædrenes hjem, så en død bedstemor kan finde tilbage. Kort efter sidder forfatteren i flyet og ser det hele oppefra. Jeg har set det, skriver hun igen og igen, jeg har set det, landskaberne og byerne, floder, bjerge, mennesker, tanker, verden, at alting er i bevægelse.

Og her til sidst en knaldende lussing af et citat. Erika Fatland er nået til Basecamp ved Mount Everest. »Seksogtres år efter at Edmund Hillary og Tenzing Norgay nåede toppen, har den organiserede, kommercialiserede masseturisme for alvor indtaget himmelgudinden i form af en dødsmaskine for type A-personligheder. Vi skriver 2019, og der findes ingen jomfruelige, hvide pletter på kortet længere. Men der findes stadig hvide infernoer.«

Erika Fatland: ’Højt – en rejse i Himalaya’. Oversat af Lotte Follin. Informations Forlag. 450 sider. 350 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her