Interview
Læsetid: 12 min.

Forfatter og professor i islam: »Alle vil have noget forskelligt ud af Muhammad«

Hvem var profeten Muhammad, og hvem tilhører den historiske person, der har grundlagt en verdensreligion, og i hvis navn danske flag blev brændt for 15 år siden? Det har der i tidens løb været ufatteligt mange bud på. Det har professor i islam, Jakob Skovgaard-Petersen, skrevet en bog om
Kultur
6. november 2020
I ’Muslimernes Muhammad - og alle andres’ beskriver Jakob Skovgaard-Petersen, hvordan den europæiske og mellemøstlige offentlighed de sidste 30 år til tider er flydt sammen og stødt sammen med udgangspunkt i to store skandalesager om Muhammad i kunsten og karikaturen.

I ’Muslimernes Muhammad - og alle andres’ beskriver Jakob Skovgaard-Petersen, hvordan den europæiske og mellemøstlige offentlighed de sidste 30 år til tider er flydt sammen og stødt sammen med udgangspunkt i to store skandalesager om Muhammad i kunsten og karikaturen.

Anders Rye Skjoldjensen

Fredag udkommer en bog, hvori Kurt Westergaards berygtede karikaturtegning af profeten Muhammad med en bombe i turbanen foruden et væld af gamle afbildninger af profeten er trykt. Jakob Skovgaard-Petersen, forfatter til bogen og professor i Islamiske Studier på Københavns Universitet, har med Muslimernes Muhammad – og alle andres skrevet en bog, der egentlig ikke handler om Muhammad selv, men om de ufatteligt mange mennesker, der har fortolket ham og hans liv siden islams spæde begyndelse på den arabiske halvø for mere end tusind år siden.

Det er også derfor, at hvert af bogens 15 kapitler beskriver nogens version af Muhammad, for eksempel sunniernes, shiitternes eller sågar danskernes. Kurt Westergaards tegning dukker således op i kapitlet med den rammende titel »Skandalernes Muhammad – portrætter til grin og græmmelse«, hvor karikaturtegningen og den efterfølgende krise bliver sat i kontekst og grundigt diskuteret.

At Jakob Skovgaard-Petersen i sin bog bringer tegningen er ikke et »statement«, siger han, da jeg besøger ham i hans hjem.

»Det er netop for at normalisere tegningerne. De har jo spillet en rolle i vores moderne historie, og vi har i øvrigt lavet tegninger af Muhammad i hundredvis af år – og det har muslimerne også. Jeg har skrevet bogen for at forklare, at vi skal se islam som et menneskeligt og historisk fænomen, uanset om Gud eksisterer eller ej.«

Jakob Skovgaard-Petersen

  • Født den 28. august 1963.
  • Dimitterede fra Københavns Universitet i 1989.
  • Professor i islam og den arabiske verden på Københavns Universitet, hvor han har undervist og forsket de seneste 30 år.
  • Han var direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i 2005-2008
  • Han har skrevet en håndfuld bøger om Islam og den arabiske verden, senest Muslimernes Muhammad – og alle andres.
  • I 2011 vandt han Rosenkjærprisen på DR for formidling af sin forskning.

Muhammedtegningerne er ellers særdeles sprængfarligt stof. Den 2. september i år valgte det franske satiremagasin Charlie Hebdo at genoptrykke tegningerne i anledning af en retssag mod de 14 personer, der anklages for at have forbindelse til terrorangrebet på magasinet i 2015, der kostede 12 mennesker livet. Tre uger efter blev to stukket ned foran Charlie Hebdos gamle lokaler, og siden da har en hel række terrorangreb ramt Frankrig, og i denne uge blev også Wien ramt af et.

Særligt ét angreb vakte opstandelse, da Samuel Paty, en fransk historielærer brutalt blev halshugget på åben gade, fordi han havde vist tegningerne i sin undervisning. Det fik Frankrigs præsident, Emmanuel Macron til at fordømme angrebet og i samme ombæring kaldte han islam for »en religion i krise«. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan reagerede prompte og hævdede, at Macron burde »mentalundersøges«. Erdoğan opfordrede også muslimske lande til at boykotte Frankrig i, hvad der ligner en genudsendelse af Muhammed-krisen fra 2005-06 – nu med Tyrkiet og Frankrig i hovedrollerne i stedet for Egypten og Danmark.

I Danmark har partiet Nye Borgerlige vakt opsigt ved at erklære, at de ville indrykke annoncer i danske aviser med satiretegninger af Muhammad. Det droppede de imidlertid tidligere på ugen, efter Charlie Hebdo sagde nej til, at deres tegninger måtte trykkes i annoncen.

Jakob Skovgaard-Petersen er hurtig til at betone forskellen mellem sin publicering af billederne og Nye Borgerliges forsøg på det samme:

»Det er ikke for at slå nogen i hovedet, og det er ikke i en påstand om, at jeg så er en slags frihedens forsvarer. Min bog er jo ikke vendt imod muslimerne, den er henvendt til muslimerne og i øvrigt alle andre læsere. For mig var det enkelt nok at bringe tegningerne, og jeg har også fået fuld opbakning fra forlaget. I øvrigt citerer jeg profeten selv for at sige: al-`amal bi’l-niyya (gerningerne skal dømmes på hensigten). Det tror jeg, muslimer i det store hele vil gøre.«

Jakob Skovgaard-Petersen vil med sin bog højne niveauet for samtalen om islam, og for at forklare den nuværende krise henviser han med det samme til det føromtalte »Skandalernes kapitel« i sin bog. Ifølge ham gør de samme dynamikker sig gældende nu som i tidligere skandaler, hvor forskellige parter har forsøgt at udnytte sagen til egen vinding.

»Jeg beskriver jo i bogen, hvordan hver af de her skandaler om Muhammad har fået nogen frem i lyset, som ellers ikke har været det, og som nu øjner sin chance for at få indflydelse og blive set.«

Det kan for udefrakommende virke, som om der i kriser som den nuværende foreligger klokkeklare regler om, hvordan Muhammad skal behandles og forstås, men sådan er det ikke, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Det kan for udefrakommende virke, som om der i kriser som den nuværende foreligger klokkeklare regler om, hvordan Muhammad skal behandles og forstås, men sådan er det ikke, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Anders Rye Skjoldjensen

Skandalesager

I bogen beskriver han, hvordan den europæiske og mellemøstlige offentlighed de sidste 30 år til tider er flydt sammen og stødt sammen med udgangspunkt i to store skandalesager om Muhammad i kunsten og karikaturen: udgivelsen af Salman Rushdies roman fra 1989 De sataniske vers og Muhammedkrisen i 2005-2006.

Han forklarer, hvordan Muhammedkrisen blev udløst af, at Jyllands-Posten ville efterprøve forfatteren Kåre Bluitgens påstand om, at ingen ville lave illustrationer til hans bog om Muhammad. 12 tegninger af Muhammad blev publiceret den 30. september 2005. Skovgaard-Petersen var på det tidspunkt direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, der var blevet startet af Anders Fogh Rasmussen-regeringen efter beslutningen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003.

I starten drev en række ambassadører fra muslimske lande, anført af den egyptiske ambassadør i København, forargelsen frem, og efter at en anmodning om et møde med den danske regering blev afvist, faciliterede de, at en delegation fra Islamisk Trossamfund blev sendt til Cairo, hvor bl.a. sheiken fra al-Azhar-universitetet, muftien og lederen af den arabiske liga tog imod.

Ifølge Skovgaard-Petersen blev delegationen »brugt af de egyptiske medier: for eksempel var Egypten i en valgsituation, og det gik i høj grad ud på at vise, at Egypten håndterede sagen og stod i front mod krænkerne af profeten«.

Bagefter tabte staterne og de mere sekulære myndigheder kontrollen over sagen til den islamistiske opposition, der længe havde drømt om og forsøgt at mobilisere befolkningen.

Skovgaard-Petersen sammenligner Muhammed-krisen med skandalen om romanen De sataniske vers i 1989 for at vise de store ligheder og udviklingsmønstre, der kendetegner skandaler om Muhammad. Da romanen udgives, vækker den forargelse blandt muslimer, der både truer Rushdie og brænder eksemplarer af bogen af. Irans ayatollah Khomeini forsøger at kapre sagen et halvt år efter ved at udstede sin berømte fatwa, hvor han opfordrer muslimer til at dræbe Rushdie som straf.

Det er, ifølge Skovgaard-Petersen noget af det samme, som Erdoğan gør i dag, når han tager Macrons udtalelser op og gør sig til forsvarer af islam og opfordrer til boykot af franske produkter.

»I polariserende kriser, som den Frankrig og Tyrkiet befinder sig i lige nu, opstår der hver gang et kapløb om at repræsentere ’muslimerne’. I 1989 var det Iran, der tog førertrøjen, i 2005 var det Egypten, og i 2020 er det Tyrkiet. Der er dog også andre, der prøver, for eksempel har eksilerede egyptiske muslimske brødre, som helt upåagtet i Tyrkiet lever en kummerlig tilværelse, også pludselig fundet en ny stor sag i den verserende krise.«

Klokkeklare regler?

Det kan for udefrakommende virke, som om der i kriser som den nuværende foreligger klokkeklare regler om, hvordan Muhammad skal behandles og forstås, men sådan er det ikke. Det er først og fremmest det, Skovgaard-Petersens bog handler om. Muhammedkrisen handlede om afbildningen af Muhammad, mens Rushdies roman De sataniske vers fortolkede en berømt episode i Muhammads tid i Mekka. Både afbildningen af Muhammad og episoden i Mekka sammen med alle andre centrale episoder i Muhammads liv er ifølge Skovgaard-Petersen altid blevet fortolket og har som følge heraf ændret betydning.

Titlen på Rushdies roman henviser til en bestemt episode i Muhammads liv; eller det er der i hvert fald nogen, der mener.  I episoden erklærer Muhammad i en åbenbaring for byens indbyggere at have fået at vide, at tre af Mekkas gudinder, Allat, al-Uzza og Manat, er Allahs døtre. Det bebrejder ærkeenglen Gabriel Muhammad, fordi det i virkeligheden er vers, som Satan har givet ham. Gabriel viser ham i stedet, at de tre gudinder blot er tomme navne. Episoden er ifølge Skovgaard-Petersen igennem historien både blevet skrevet ud af sira-litteraturen i mange år og siden hentet tilbage af europæiske polemikere, der ville bruge den imod Muhammads troværdighed. Den er imidlertid også blevet brugt i en muslimsk juridisk-eksegetisk litteratur, som handler om, at koranvers kan annulleres – først og fremmest af senere åbenbarede vers.

Man støder på episoden allerede i første kapitel af Skovgaard-Petersens bog, hvor den autoritative version af Muhammads liv genfortælles. En sådan biografi over Muhammads liv kaldes en ’Sira’, og den blev ifølge Skovgaard-Petersen nedskrevet af historikeren ibn Hisham godt 200 år efter Muhammads død. Sira-litteraturen er sammen med Koranen og Hadith-litteraturen de vigtigste muslimske kilder til Muhammads liv. En hadith er en beretning om en af Muhammads gerninger, og Hadith-litteraturen er endnu senere end Sira-litteraturen.

’Muhammad og englen Gabriel ved paradisets port’. Et miniaturmaleri fra et værk om profetens himmelrejse, der på arabisk kaldes mi`raj. Fra Herat i det nuværende Afghanistan, ca. 1465.’

Illustration fra bogen
Kilderne til Muhammads liv er ikke blot noget senere end ham selv; de er også ifølge Skovgaard-Petersen farvede af at være nedfældet af mennesker, der har haft en interesse i at fremstille profeten på den ene eller anden måde.

»Vi kender ikke Muhammad så forfærdelig godt, men vi kender de historier om ham, som knæsættes. De historier bliver så pillet ved og skruet op eller ned og fordrejet, og derfor er alle kapitlerne i min bog nogens Muhammad, fordi det har han altid været. Selv de ældste kilder har noget, de vil med ham.«

Men er Koranen da ikke samtidig med Muhammad, og derfor en god kilde til hans liv? Jo, men den er ikke opbygget kronologisk. I stedet er den inddelt i 114 kapitler kaldet ’surer’, og det er ifølge Skovgaard-Petersen den senere Sira-litteratur, der fortæller, hvornår de enkelte vers blev åbenbaret. 

»Derfor er Siraen i virkeligheden også eksegetisk litteratur – og det er en af dens vigtigste formål. Den skal forklare, og dermed kommer den også til at fortolke.«

– Hvorfor er det vigtigt at forstå det fortolkende aspekt af islams troshistorie?

»Jeg vil gerne have, at vi hæver os op på et højere niveau, hvor vi forstår islam som en mangeartet og en meget udviklingspræget religion, ligesom alle andre religioner, hvor man på godt og ondt har forholdt sig til religionens skrifter og overleveringer, og hvor man har sloges med dem og ikke bare blevet determineret af dem.«

Skovgaard-Petersen kalder danskerne for »mini-lutheranere« på grund af vores måde at forstå muslimer og islam på.

»I Danmark er man ofte opsat på at sige ’Der står sådan og sådan i Koranen, og derfor er muslimerne sådan’.«

Ifølge Skovgaard-Petersen har den almindelige dansker en forståelse for, at kristne til forskellige tider har genfundet forskellige verdenssyn og interesser i Biblen, men at de ikke har hørt om det i forhold til islam.

»Derfor bliver det nemt sådan, at man opfatter islam som en doktrin, der er uforanderligt og evigt.«

– Hvilke konkrete eksempler på episoder i Muhammads liv, der er blevet skruet op og ned for, er du stødt på i din forskning?

»Et eksempel kunne være mirakler. I Koranen er Muhammad ikke en, der laver mirakler, men det bliver han allerede i Sira-litteraturen og det i højere og højere grad. Det gør han, fordi der kommer polemik mod de kristne, som ikke rigtig synes, at Muhammad har lavet mirakler af betydning. Det bevirker, at muslimer i 8-900-tallet betoner nogle af de mirakler, han har lavet, mens muslimer omvendt i 1800-1900-tallet mener, at han har lavet for mange mirakler. På samme måde, som kristne heller ikke længere er stolte af, at Jesus har opvakt Lazarus fra de døde. Det er ligesom helt andre ting, de lægger vægt på.«

Vestens påvirkning

Det er dog ikke kun med 1.000 års mellemrum, at forskelle i fortolkningen af Muhammad kan ses; forskellene opstår nemlig parallelt inden for de forskellige retninger i islam. For shiitterne har det ifølge Skovgaard-Petersen i høj grad handlet om at gøre Ali, Muhammads fætter og svigersøn, til den klokkeklare efterfølger. For dem står Muhammad mere som en grundlægger, der ikke altid er så vigtig at søge tilbage til. Det er det derimod for nogle sunnimuslimske retninger, siger Skovgaard-Petersen, og nævner sufierne som et eksempel.

»Sufierne er optagede af de direkte møder, Muhammad havde med det guddommelige, for eksempel i den beretning, hvor en engel kommer ned og renser hans hjerte med sne, da han var en lille dreng. Den har været rigtig vigtig for sufierne, mens andre ikke rigtig har vidst, hvad de skulle stille op med den episode.«

– Hvordan har Vestens påvirkning ændret fortolkningen af Muhammad i nyere tid?

»Et meget vigtigt skel sættes i 1798, da Napoleon erobrede Cairo. Han kom med overlegne hærstyrker og en hel del mere avanceret teknologi. Det havde enorm indflydelse. Napoleon prøvede at foregøgle egypterne, at han var Islams store støtte og ven. Han lovpriste Muhammad og afholdt sågar hans fødselsdag i Cairo i 1798.«

De følgende mange år med vestlig imperialisme og kolonialisme i muslimske lande ligger det Skovgaard-Petersen meget på sinde, at vi alle forstår bedre.

»I den periode kommer der rigtig mange forskellige og nye fortolkninger af Muhammad«.

Den dominerende tendens i muslimske skriverier om Muhammad fra 1800-tallet og frem er, at fortolkningerne bliver mere historiserende, og Muhammad bliver set som en person, der har grundlagt en civilisation og knap så meget som Guds profet.

»Det bliver set som løsningen for de koloniserede muslimske modernister, der fortolker Muhammad som en stor civilisationsskaber og reformator – ligesom dem selv.«

Muhammad mægler, da den sorte sten skal sættes på plads i Kaabaen. Fra Rashid al-Dins verdenshistorie, Iran, ca. år 1300.

Muhammad mægler, da den sorte sten skal sættes på plads i Kaabaen. Fra Rashid al-Dins verdenshistorie, Iran, ca. år 1300.

Illustration fra bogen

Grov simplificering

Hvis der ellers er noget, der gentages igen og igen i den offentlige debat, er det, at islam aldrig har gennemgået en reformation. Men det er ifølge Skovgaard-Petersen en særdeles grov simplificering af både historievidenskab, islams og Vestens historie.

»Det der med, at islam mangler det ene eller det andet, for eksempel en reformation, blev populariseret af Ralf Pittelkow baseret på en lille bog af Bernard Lewis, What went wrong. Det har nu stået på i tyve år, at folk synes, det lyder enormt kyndigt, men jeg synes, det lyder uklogt. Dels mener historikere ikke, at civilisationer skal igennem bestemte stader, dels er det min pointe – såvel som alle mulige andres – at hvad vi havde opfundet og opdaget i Europa, det påtvang vi andre mennesker ved imperialismen og senere kolonialismen. Selv de steder, der ikke blev kolonialiserede, gjorde, hvad de kunne for at komme på omgangshøjde med europæerne.«

Det er også udtryk for, at vi i Vesten såvel som at være mini-lutheranere har en tendens til at ignorere islams nære historie og udelukkende bedrive, hvad Skovgaard-Petersen kalder ’ur-historie’.

»Vi tror, at ur-historien er det helt centrale ved islam, og så springer vi mange vigtige ting over. Det svarer til at beskæftige sig med Tysklands historie og så gøre en masse ud af myten om Nibelungens Ring og den tyske orden og meget lidt ud af Bismarck, Weimarrepublikken og Hitler. Det ville jo være helt fjollet, men det sker tit i forhold til islam.«

Skovgaard-Petersen stopper op og begynder igen fra et andet sted. Der har ifølge ham altid været meget mere vekselvirkning mellem, hvad der er sket i Europa, og hvad der er sket i den muslimske verden, end vi er klar over.

»Forestillingen om, at de er gået op ad deres egen trappe til et trin, og vi er gået op ad vores egen trappe til et andet trin, og at disse to trapper er totalt isolerede fra hinanden, er jo præcis sådan, verdenshistorien ikke har fundet sted. Jeg håber, at min bog kan anspore til at tænke på islam på en anden måde, så vi kan have et mere realistisk forhold til den.«

Hvis der ellers er noget, der gentages igen og igen i den offentlige debat, er det, at Islam aldrig har gennemgået en reformation. Men det er ifølge Skovgaard-Petersen en særdeles grov simplificering af både historievidenskab, Islams og Vestens historie.

Hvis der ellers er noget, der gentages igen og igen i den offentlige debat, er det, at Islam aldrig har gennemgået en reformation. Men det er ifølge Skovgaard-Petersen en særdeles grov simplificering af både historievidenskab, Islams og Vestens historie.

Anders Rye Skjoldjensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaos i Islam, hvis man kan kalde det, bunder vel blandt andet i at man ikke har haft en central fortolker, altså én som hvis mening har betydning, mere end alle andres. Det har vi i kristendommen i Paven, som tidligt satte sig på magten, og som uanset trosretning, alligevel spiller en rolle i de mange forgreninger som kristendommen har udviklet.

@Gert Romme

Bare en mindre men udbredt misforståelse misforståelse: Skærsilden er ikke en straf. Det skal forstås som en renselse af en art, lidt ligesom man brænder hår af slagtegrise, før det som er tilbage så skulle være rent og dermed lukkes ind i himlen. Det lyder jo lidt ubehageligt, så i gamle dage kunne man sælge aflad, som så skulle sikre en at man skulle kortere tid i flammekasteren :)

Kristian Jensen, Flemming Berger og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

@Gert Romme

Historien har mange eksempler på mere eller bevidst misforståede tolkninger, ikke bare af religion, som senere er blevet "sandheden". Der er f.eks. også det med at Adam var gift med Lilith inden han mødte Eva. Helt overordnet kan man også pege på det med at det gamle testamente ikke var godt nok for alle andre end jøderne, så i stedet indførte man det nye testamente og koranen, og så var det ligesom dem som gjaldt. De ti bud findes i adskillelige versioner, men de påstås alle at være de eneste sande bud.

Når man hele livet har måtte forsage både lysten til at stjæle naboens bil, eller hans kone, så vil man til sidst slås til døden for at "bevise" at de bud man selv tror på er de rigtige. Det ville jo være ærgerligt hvis de andre havde ret. Så havde man måske selv syndet uden at vide det, og samtidig kunne det være at det ikke var syndigt at ryge i høet med nabokonen, sådan som man havde gået og troet.