Gensyn med actionfilmens urdulle: Sean Connerys James Bond var hævet over loven

Den allerførste gang, verden får den skotske skuespiller Sean Connery at se i rollen som Agent 007, er på et kasino godt syv minutter inde i Dr. No (1962), den første af seks årtiers filmatiseringer af Ian Flemings brandvarme spionromaner fra 50’erne og 60’erne.

Vores velklædte agent, der inden længe sendes til Bahamas på eksotisk superskurkejagt, spiller blackjack på et kasino mod en knaldrødtklædt kvinde (spillet af Eunice Gayson). Hun taber igen og igen og er tydeligt frustreret. Så hæver hun indsatsen.

»Det virker, som om du er ude efter mig,« siger han dobbelttydigt og vifter lidt med sine brune, brune øjne.

»Det er faktisk ikke en dårlig idé,« svarer hun lige så tydeligt dobbelttydigt og hæver koket sit karakteristiske øjenbryn.

Hvad hedder hun, spørger han?

»Trench. Sylvia Trench,« svarer hun. Og således inspirerer Trench. Sylvia Trench konstruktionen af action- og spionfilmhistoriens mest berømte sætning. For hvad hedder han da?

»Bond. James Bond,« svarer Sean Connery dybt og med en helt ekstrem selvtillid.

Denne særlige selvtillid, konstrueret af kvindens blik, men til for hans egen fornøjelse, har sat sig i trusserne på kvinder og mænd lige siden. I 1989 kårede People Magazine Sean Connery som verdens mest sexede nulevende mand. Ti år senere blev han af samme magasin kåret til det 20. århundredes mest sexede mand.

Han har holdt sig godt altid: Som Indiana Jones’ far. Som senioractionhelt med sit karakteristiske sølvrævsfuldskæg. Men sexikonet Connery blev født med ar og har lige siden været klæbet til rollen Bond. Da han døde på Bahamas sidste lørdag, den 31. oktober 2020, 90 år gammel, tog verden derfor sørgmodigt afsked med en populærkulturel nyskabelse, en af verdens mest ikoniske inkarnationer af sexet maskulinitet. Og de fire første film genset i en #MeToo-tid siger en del om nostalgi og fantasi.

Lov til alt

Mens andre mænd i disse film holder og skaffer damer gennem penge og magt, består Bonds berettigelse til at mæske sig i dem i hans status af at være hævet over loven – og i at være Sean Connery: en veltrænet, superforfængelig lækkerbisken med bruncreme rundt om ansigtets dybe folder, med mundrødt på, med skræddersyede suits eller afslørende badetøj på og med altid ulasteligt tilbageredt manke og et veltilfreds fnisesmil ved mødet med drabelige spiongadgets, døde fjender og varme damer. Connery kunne jo sige »Bond, James Bond«, så det lød som et kodeord for sex. 

I introduktionsscenen i Dr. No taber han blackjack-spillet med den høje indsats til Trench, Sylvia Trench. Mændene omkring bordet griner. De har slet ikke fattet, at Bond rent faktisk har vundet. At Trench næste dag kommer til at låse sig ind på hans hotelværelse, letpåklædt, klar til at springe middagen over og gå direkte til sagen og sengen. At Bond sådan helt generelt i skikkelse af Sean Connery er vinderen i en fantasi i populærkulturen.

Det er en fantasi, hvor både mand og kvinde er duller, hinandens tag selv-bord, og hvor Bond altid får det, som han vil have det. Han kan forføre kvinder, så de skifter fra fjendens til hans side. Eller han kan gå i seng med dem, vel vidende at de er hyret som lokkeduer og kun af den grund lader sig forføre. For ham spiller det ingen rolle. Når han i From Russia With Love ’får’ to unge romakvinder af deres far, hvis liv han har reddet, så tager han dem gladeligt. Så er de – som alle tidlige Bond-films ikke-hvide karikaturer – et pudseløjerligt, primitivt legetøj for en stund. Magtskævhed og begærets faktiske bevæggrunde er helt underordnet for ham. 

Han står uden for og over loven. Han har licens til at dræbe. Han zapper ind og ud af menneskers og superskurkes liv over hele verden. Han er hævet over dem alle.

Derfor er det også passende, at Bonds første fjende, 007-filmenes første superskurk, hedder Dr. No. For Bond kender ikke et nej. For ham har tvivlen aldrig for alvor eksisteret. For ham er forførelse ikke små forsigtige grænseoverskridelser. For ham er forførelse at tage det, han vil have. For sin fornøjelses skyld. Og/eller med et strategisk formål. 

Tag bare morgenscenen i netop Dr. No, hvor han vågner op på en trope-ø på Jamaica til lyden fra stranden af eksotisk sang. En bikiniklædt skønhed, den simple og eksotiske Honey Ryder (Ursula Andress), er ved at samle muslingeskaller. Med et stort smil stemmer han straks i, træder ud i lyset og synger sig vel hen mod sin fangst. At hun står kampklar med kniv, rede til at forsvare sig, er kun en del af hans fornøjelse. Han ved ved synet af hendes krop i bikini, at han kommer til at få hende. 

Eller tag scenen, hvor han sniger sig ind på skurken Dr. Goldfingers hotelværelse i Goldfinger og ser en bikiniklædt babe, Jill Masterson (Shirley Eaton), ligge i sin minibikini ude på terrassen med en kikkert  for at hjælpe hendes chef Mr. Goldfinger nede ved poolen i at snyde i kortspil. Bond lægger sig halvt hen over hende og udspørger hende så om hendes forhold til chefen:

»Hvorfor gør du det?«

»Han betaler mig,« svarer hun.

»Er det alt, han betaler dig for?«

»Og for at blive set med ham,« svarer hun.

»Kun set?«

»Bare set.«

»Det er jeg godt nok glad for,« svarer Bond så.

Der er en slags indforstået ironi i hans smil. Det kommunikerer både til hende og til publikum, at han er suverænt berettiget til at tage det, ingen andre betaler for.

Heller ikke her, faktisk aldrig nogensinde i Connerys fire første Bond-film, aner vi den mindste tøven under forførelsesaktens lidet tålmodige grænseoverskridelser. Filmenes fortælling er, at i alle kvinders øjne (og i visse skurkes, hvis man vil læse det homoerotisk) er James Bond et stykke lækkert kalvekød, haps haps, lige til at rulle rundt med. Han er en urdulle. Det læste filmseriens allerseneste skuespiller, Daniel Craig, også så fint i sin nyfortolkning af rollen med sin trutmund, med den helt ublu selvseksualisering. Det var sådan, Bond kom til verden. Fugtig og struttende ved stranden. 

Kvindens kedelige krav

At Bond kan få lige, hvad han vil, når han vil have det, er også en kontrakt, der forsegles hyggeligt i hver film gennem hans flirten med chefen Ms sekretær, Miss Moneypenny (Lois Maxwell).

De to joker kind mod kind på konstorstolen om, hvorfor Bond mon aldrig frier til hende, aldrig inviterer hende ud, hvorfor han, oh, altid er på vej væk for at nedlægge en anden kvinde. Bag fnisene aner man en melankoli hos Miss Moneypenny, men det er en del af kontrakten, må man forstå. Hendes undertrykte faktiske længsel står for den dødkedelige tradition, at manden til sidst slår sig til ro og gifter sig med en bundsolid sjælefrænde. Hendes overhørte suk demonstrerer derfor, hvor legende let han skal have lov til at afvise dette kvindens kedelige krav. 

Op på den måde er det også hans rolle at tage det kedelige, alvorlige og selvstændigt følende ud af kvinden, så der er mere plads til ham.

I Thunderball undersøger en kvindelig læge hans bare, mærkede overkrop, indtil han slynger sit håndklæde rundt om hende. For for ham er det altid fornøjeligt og lidt pudsigt med disse kvinder i tillidserhverv. De skal erobres ud af deres ukvindelige magtposition. 

Således også i Goldfinger (1964). Her møder Bond Pussy Galore (Honor Blackman), den gedulgte rigmand Mr. Goldfingers private pilot, da han slår øjnene op efter at være blevet skudt. Pussy Galore er et slags erotisk fatamorgana, men også mere trodsig end hans sædvanlige fangst:

»Jeg er Mr. Goldfingers personlige pilot,« fortæller hun.

»Er du? Lige præcis hvor personlig?« spørger han dobbeltydigt. 

»Jeg er en fandens god pilot. Slut,« svarer hun hidsigt. Hermed er jagten indledt på Galore med hendes ’mandhaftige’ arbejde og selvstændighed. For Pussy er Goldfingers, men ikke seksuelt, hun arbejder, så hun kan eje sin egen ø. Og heller ikke Bond vil hun lade sig forføre af, når det kommer til stykket. Det afskækker ham dog ikke. I en altså ret vild scene i en hestestald forsøger han sig igen og igen, til sidst med vold: »Er det ikke normalt at opfylde en dødsdømt mands sidste ønske?« siger han og holder hende fast med sine hænder.

Pussys sjove kamp

Så kommer de to op at toppes med jiu-jitsu. Kampen præsenteres med en komisk violineffekt, som vist skal understrege det søde og sjove i, at Pussy kæmper imod. Og så kaster Bond sig til slut over hende med hele sin kropsvægt og tynger hende ned i høet. »Lad os begge lege,« siger han, mens hun kæmper for at holde hans overkrop væk fra sin, hendes hoved vrikker frem og tilbage for at undgå hans kys, til sidst giver hun op – det er sådan, det ser ud. Ikke hengiven overgivelse, men opgivelse.

I Ian Flemings forlæg står det klart, at Pussy Galore er lesbisk. Og mens det måske også antydes i filmen, så er pointen i hvert fald ikke til at tage fejl af: Der skal en stærk mandekrop til at overmande et nej og få kvinden til at makke ret. »Jeg må have appelleret til hendes moderlige instinkter,« siger han med sin onkelagtige forkærlighed for morbide jokes om drab og voldtægt, da hun i filmens slutning vender sig imod Goldfinger.

Bond er ikke en traditionel helt. End ikke Ian Fleming forsvarede hans moralske integritet. Da hans chef M langt senere i filmserien bliver en kvinde, spillet af Judi Dench, kalder hun ham (nu spillet af Pierce Brosnan) en »sexistisk, misogyn dinosaur«.

Sean Connery selv er vel heller ikke som sådan en helt og et maskulint forbillede for alle dem, der sørger over hans død lige nu. I hvert fald er han også blevet jagtet af tidsånden for i et gammel Playboy-interview i 90’erne at have sagt, at kvinder kan have godt af en lussing – en udtalelse, han siden har forsvaret – og et forsvar, der så nu er blev afstøvet og twitterdelt med vrede i en #MeToo-tid.

I den forstand er hverken Bond eller Connery forbilleder. Men Bond er stadig urmanden. Han er fantasien om, at man kan overvinde alle hensyn og grænser og vinde kvinder og retten til andre på ren og skær selvtillid og karisma. James Bond, født i de første 007-film af Connerys intense charme, er den, som mænd fulde af magt eller alkohol eller begge dele, i et slags fatamorgana kan tro, at de kan være eller er.

I nogle af de mænd, der krænker, lurer fantasien om, at man måske – som eksempelvis Bond – kan slippe afsted med at ignorere grænser, være ligeglade med dem, simpelthen, at verden spreder sine ben for en, hvis man udelukkende og beslutsomt lytter til sin egen lyst. Det er også den slags fatamorganer, der side om side med Sean Connery for tiden begraves.

’Dr. No’, ’From Russia With Love’, ’Goldfinger’, ’Thunderball’ samt alle andre James Bond-film kan lejes på en lang række streamingtjenester, bl.a. i Tunes, SF Film og Viaplay.