Jeg sad på et værelse i Athen og var igen hjemsøgt af mennesker og deres lyde. Overboen traskede rundt og hev stole frem og tilbage. Jeg købte dutter, hun kunne sætte på, så lyden blev mindre. Sindssyge. På den anden side lå en Airbnb-lejlighed fuld af nye mennesker hver uge, nye sange på altanen, nye damer, der skulle skåles med. Knallerter og motorcykler blæste forbi i baggrunden, nogen skulle hjem i en fart. Musikskolen overfor. Stemmer på trappen. Lugtene fra køleskabene, grøntsagerne der langsomt rådnede, majonæsen uden låg. Indtryk overalt. Angst.
En torsdag aften ringede jeg fra Athen til min mor og sagde, at jeg sagtens kunne forestille mig at bo i Alaska i en campingvogn og slet ikke eje noget. Jeg kunne jo sælge mine ting og give mine få smykker væk. Jeg kunne jo gå rundt i laset tøj og nyde naturen, være væk fra alting, lidt ligesom ham fra Into the Wild.
Min tidligere surferkæreste, eller måske rettere flirt, afspillede soundtracket på repeat, når vi lå i hans enmandsseng. Lagenet var for stort til sengen, så stoffede ålede under kroppen. »Society, you’re a crazy breed, hope you’re not lonely without me.«
