Højskoleudvalget: »Der var uenigheder, men aldrig optræk til, at vi trak knive eller forlod møderne i protest«

Mathias Hammer ville gå langt for at få én særlig sang med i den nye Højskolesangbog. Derfor havde den rødhårede musikformidler, der er kendt som energisk holdkaptajn i Den Klassiske Musikquiz på DR2 og den ene halvdel af P2’s Hammer og Cilius, i timevis forsøgt at overbevise sine fem udvalgskolleger om kvaliteterne ved »Gambatte Kudasai« fra 2013. Et lidt uortodokst bud på en højskolesang skrevet og komponeret af comedy-fænomenet Anders ’Anden’ Matthesen.

Siden første gang, Hammer hørte sangen, havde han været forført af den, og han mente, den var en oplagt kandidat, fordi den på én gang skrev sig ind i den stærke danske lejlighedssangstradition (den er skrevet til komikerens søns barnedåb), og samtidig havde den dybt karismatiske Matthesen med al hans uslebne og finurlige vestegnsjargon som afsender.

De andre var mere lunkne.

Titlen, »Gambatte Kudasai«, er en japansk frase, der betyder ’held og lykke’, men ordret kan det oversættes i retning af: ’Vil du ikke være sød at tage dig sammen’. Højskolemanden og udvalgets formand Jørgen Carlsen var ikke begejstret for budskabet og den løftede pegefinger, som han mente, teksten bar præg af.

»Når du bli’r voksen, skal jeg be’ dig ta’ dig sammen/ Og gør det bedre end dem, der gjorde det, før du kom,« lyder en strofe. Og hvilket barn har egentlig lyst til at få sådan nogle ord med fra sine forældre, spurgte et af de andre medlemmer.

Forfatteren Dy Plambeck havde en anden indvending:

»Man kan sagtens skrive om noget privat, hvis man kan gøre det alment menneskeligt, men der er noget ved teksten, der lukker sig om Anders Matthesen og hans søn,« sagde hun og argumenterede for, at der måtte være et mere universelt plan, hvis sangen skulle kunne synges til barnedåb eller konfirmationer.

Mathias Hammer kunne godt se, at det ganske rigtigt var en meget barnedåbsagtig sang, og at den jo netop er skrevet fra en far til en søn – hvilket Hammer, der selv er far til en søn, let kunne relatere til – så brugsværdien var relativt begrænset.

Efter et par timers syngen og diskuteren frem og tilbage blev de enige om at kassere sangen.

Og sådan gik det til, at Anders ’Anden’ Matthesen ikke blev optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen, der udkom denne uge.

Og sådan bliver disse linjer altså ikke i denne omgang kanoniseret: »Det skal fandeme kunne mærkes, du har været her/ Og at det ikk’ havde været det samme uden dig/ Fra jeg klippede navlesnoren, har du fyldt en plads på jorden/ Tag og brug den, gambatte kudasai.«

Øretævernes holdeplads

Jørgen Carlsen, Mathias Hammer og Dy Plambeck genfortæller episoden fra hvert deres pixelerede hjørne af min computerskærm. Hammer sidder foran et whiteboard i DR-byen, Dy Plambeck sidder i sin bils kabine på en parkeringsplads på Christianshavn, og Jørgen Carlsen sidder foran en spækket bogreol i sit sommerhus på Helgenæs. 

For fire år siden blev Jørgen Carlsen, der i 2017 fratrådte sin forstanderstilling på Testrup Højskole efter 30 år, kontaktet af Højskoleforeningens formand, som spurgte, om han ville stå i spidsen for et udvalg, der skulle forberede en ny højskolesangbog.

Carlsen tænkte: »En ny højskolesangbog, er det allerede tiden?« Egentlig syntes han, at der var masser af kilometer i den eksisterende, men det var det åbenbart: tid, og kort efter nedsatte bestyrelsen et udvalg bestående af fem andre medlemmer.

På Kvindernes Internationale Kampdag i 2017 holdt de deres første møde, i hvad der endte med at blive en række på over 30 møder, hvoraf nogle var seminarer, som strakte sig over dage.

Dy Plambeck husker, at Jørgen Carlsen på det første møde sagde: »Velkommen til øretævernes holdeplads.« Med ændringer i Højskolesangbogen er det nemlig sådan, at uanset hvad man gør, så vil man blive skældt ud.

Højskolesangbogens udvalg vælger nemlig ikke bare sange, de er også med til at give et bud på, hvad det danske grundlæggende er – hvilke værdier vi deler, og hvad vi mener, at vi kan samles – ved at synge – om. 

Jeg har samlet de tre, der udgør halvdelen af udvalget, for at høre, hvordan arbejdet med Højskolesangbogen har været, hvilke knaster der har været – og hvad det grundlæggende helt konkret er gået ud på.

»Vi har jo gennemstøvet samtlige kurante sang- og salmebogsudgivelser inden for de seneste år,« indleder Jørgen Carlsen, som suppleres af Mathias Hammer, der siger, at de også har været alle deres egne bagkataloger af indspilninger og sange fra de sidste mange årtier igennem.

»Derudover har vi bedt alle, der har været interesseret i at deltage, om at sende os forslag i det, vi har kaldt ’Sangindsamleren’. De sidste otte måneder af 2018 fik vi 3.000 sange ind fra sangskrivere, komponister og digtere, og de fleste af dem var nyskrevne. Det var et vanvittigt spændende og meget, meget stort arbejde. Vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at tage det så seriøst, at vi ikke risikerede at komme til at afvise noget, fordi vi ikke havde brugt lang nok tid på det,« siger Mathias Hammer.

Dy Plambeck: »Der var mange måneder, hvor det eneste, vi nærmest gjorde til vores møder, var at spille sange igennem. Mathias sad ved klaveret, og så sang vi andre på livet løs for at afklare, om sangene var sangbare, og om teksterne holdt. Vi har også siddet og snakket og snakket og snakket, men vi har virkelig sunget meget. Vi har vel egentlig sunget os gennem tre år, det har været ret fantastisk.«

Mathias: »Bortset fra at jeg er kommet hjem med blødende fingre om aftenen!«

Den gode højskolesang

Inden hvert møde havde alle medlemmer af udvalget lyttet eller spillet eller sunget sange igennem og givet dem en karakter. På den måde var der en hel del sange, hvor udvalget allerede var enige om, at de ikke besad de kvaliteter, som en højskolesang skal besidde, når møderne gik i gang.

Plambeck: »Men så var der også en del sange, som endte på tre stjerner. Dem tog vi jo også med. Og dem på fire og fem stjerner. Det var ikke sådan, at vi bare tog en sang og spillede den – vi havde alle forberedt os på forhånd.«

Carlsen: »Og så havde vi det princip, at hvis en eller flere af os kunne se noget i en sang, som de andre ikke kunne få øje på, respekterede man det, i den forstand at det blev ekstra grundigt behandlet. Vi er seks forskellige temperamenter, to køn, forskellige aldre og baggrunde, så der var altid noget, der appellerede til nogen og ikke andre.«

Hammer: »Der var uenigheder, men aldrig optræk til, at vi trak knive eller forlod møderne i protest.«

De griner, og Jørgen Carlsen giver ham ret:

»Vi har været uenige, men aldrig skændtes. Der har været en vis højskolestemning i forsamlingen.«

– Hvad gør en god højskolesang?

Carlsen: »Vores indgang var: teksten. En nok så forførende melodi kan ikke anvendes, medmindre teksten har en vis kvalitet. Det startede som tekstlæsning, og når vi kunne se, at teksten havde noget soliditet, gik vi videre til melodien.«

Hammer: »Ja, teksten er som udgangspunkt det vigtigste. Derefter er det jo en sangbog, der er designet til fællessang, og derfor er sangbarhed vigtigt. Vi har haft mange eksempler på fine tekster, som versefodsmæssigt gjorde dem praktisk talt umulige at synge. Så måtte de sorteres fra.«

Han nævner markante sangskrivere som Tv-2, Katinka Bjerregaard og Sebastian, som umiddelbart virkede helt oplagte at repræsentere i Højskolesangbogen, fordi de har skrevet væsentlige sange, men hvor det har været vanskeligt at finde den rigtige sang, der ikke faldt på sangbarhed.

»Det er lykkedes med nogle af dem – der er en enkelt Tv-2-sang, og Sebastian får en ekstra med, men det har været mere udfordrende end som så,« siger han.

Plambeck: »Ja, alle dem, du nævner, er sangskrivere med en væsentlig betydning for den danske sangskat, men det har været svært at finde sange i deres repertoire, fordi de ikke er egnet til fællessang. Vi er alligevel endt med nogle gange virkelig at søge og lede, fordi vi gerne ville anerkende visse kunstneres position i den danske sangskrivning.«

Carlsen: »Vi har strakt os så langt som bukserne kan holde – og indimellem er de endda sprækket lidt.«

Tidsånden

De tre understreger, at den nye udgave af Højskolesangbogen ikke er et forsøg på at kritisere den eksisterende, og at alt kernemateriale – forestillingen om en højskolesangbog, som består af nyt og gammelt – består til fulde.

Hammer: »Det vigtigste for os har været fornyelse. Der bliver skrevet masser af gode sange, der beskriver, hvor fine de danske øer er, hvor smuk septembers himmel er, eller hvor dejligt det er med jesusbarnet ved juletid, og de fejler ingenting, men de er der bare i forvejen. Det er svært at udkonkurrere »Septembers himmel er så blå« med en ny sang med samme budskab. Så når man ser overordnet på de nye sange, er det i høj grad sange, der beskriver noget, som vi ikke mener er tilstrækkeligt beskrevet i den eksisterende sangskat.«

Carlsen: »Man kan sige, at vi har ledt efter sange, der siger noget nyt – eller noget gammelt på en ny måde.«

Plambeck: »Og så har vi også søgt efter sange, der kan fortælle noget om, hvordan det er at være moderne menneske i det danske samfund lige nu. Sange, der kan fungere som bud på vores tid nu, men som også kan strække sig ud i fremtiden.«

Hun fortæller, at der for første gang er en skilsmissesang med – Sara Grabows »Blomsterkransebrud«, der handler om at være mor til et delebarn.

Undervejs inddelte udvalget sig i tematiske undergrupper. Dy Plambeck og kirkemusikeren Anne Odgaard, der er et andet af udvalgets tre kvinder, tog på sig at støve de kvindelige sangskrivere op, der hidtil er blevet overset, for at forsøge at skabe en mere lige repræsentation af kønnene. Blandt andet som følge af den indsats debuterer forfatterne Pia Juul, Naja Marie Aidt og Pia Tafdrup i denne udgave af Højskolesangbogen. 

Uenighederne

Selv om de tre underspiller uenighederne, er det klart, at kunsten i et udvalg er at gå på kompromis. Jeg spørger, hvilke sange de ellers husker diskussion omkring, og Dy Plambeck svarer resolut »Regnvejrsdag i november«:

Plambeck: »Der var vi til at begynde med meget uenige. Jeg havde svært ved at se kvaliteterne i det tekstlige. Og jeg tror egentlig godt, at vi alle seks kunne se, at den var … tekstligt mangelfuld, men så har vi også været uenige om, hvor meget vi skal gøre for at give plads til sådan en sang, som betyder rigtig meget for mange folk.«

Hammer: »Den faldt faktisk først på plads på den allersidste dag og vores allersidste seminar. Vi har jo forsøgt at imødekomme alle forskellige smage og ønsker og typer musik. Vi har siddet seks mennesker, der har beskæftiget os dag og nat det meste af vores liv med det her, så vi har måske nogle andre kriterier for god sang,« siger han og understreger, at han selv har været stor fortaler for »Regnvejrsdag i november«.

»I virkeligheden er Højskolesangbogen elitær. Jeg vil nødig have, at den bliver for ekskluderende for mange mennesker, fordi de føler, det er for højpandet. Samtidig med jeg selv er …«

Carlsen afslutter Hammers sætning: »Meget højpandet!«

De griner på hver deres lille pixelerede billede. Mathias Hammer løfter op i sit pandehår og blotlægger en høj pande.

– Men hvad gjorde så, Dy, at du alligevel blev overtalt?

Carlsen: »Jeg tror lige, du var ude på toilettet, er det ikke rigtigt?«

Plambeck: »Haha. Ej, det er jo ligesom, Jørgen har sagt: Jeg sidder jo ikke i sådan et udvalg for at få alle mine darlings med. Det handler om at give plads til noget, selv om man måske selv har svært ved at se kvaliteterne. Og så var folkeligheden et godt argument – at det er en sang, der betyder rigtig meget for mange mennesker.«

– I må også alle være kede af nogle af de sange, der er røget ud?

Plambeck: »Ja. For mig var det »Venter du efter at solen skal skinne« (Birthe Zander/Rói Patursson 1983, red.)

– Hvorfor kunne du ikke argumentere for det?

Plambeck: »Det er nok kun mig, der kommer til at savne den sang. Der er ikke længere nogen, der synger den, så det er helt fair, at den skal ud, synes jeg. Selv om jeg virkelig synes, det er en fantastisk sang.«

Hammer: »Generelt kan man sige, at selvfølgelig er der valg, hvor vi hver især hellere havde valgt nogle andre. Men det er vigtigt at sige, at der ikke er nogen, der har haft en personlig agenda med det her. Vi har været meget forstående over for, at vi er i en større sags tjeneste. Og vi har altså valgt 151 forskellige sange, så det har også været kompromisets kunst.«

Kulturelle bødler

– Hvad tænker I om den magt, der ligger i at sidde i det her udvalg?

Carlsen: »Selvfølgelig ved vi godt, at Højskolesangbogen har en speciel status. Det er en slags kanon. Ved siden af Salmebogen. Det er en speciel ære for de fleste at blive optaget i den. Da 18. udgave kom, sagde Martin Brygmann til sine forældre: ’Jeg har tre melodier med i Højskolesangbogen, og ved I hvad? Mozart har kun én.’ Den magt, vi har, som jo ikke er en despotisk magt, er stor, og for mange er det nærmest et slags ridderslag at komme med i Højskolesangbogen. Vi må skuffe nogen, som vi egentlig synes er rigtig dygtige. Samtidig har vi jo også haft magtbeføjelser i forhold til de sange, som er blevet fravalgt, og vi er godt klar over, at hvis de ikke længere er med i Højskolesangbogen, er deres overlevelseschancer forholdsvis begrænsede,« siger han og tilføjer: »Det er jo en kulturel bøddelfunktion, vi har, som ikke er så sjov at tænke på.«

Hammer: »Det vigtigste, jeg har taget med mig, er konstant at huske på, at man ikke er der for at hyppe sine egne kartofler. Det her skal ikke være Mathias Hammers sangbog eller Jørgen Carlsens Sangbog eller Dy Plambecks Sangbog, men hele Danmarks Højskolesangbog i en ny udgave. Man skal være lydhør over for sange og stilarter, som man ikke selv er til fals for. Men med magten kommer også et ansvar, som appellerer til seriøst og hårdt arbejde. Vi har alle taget det her ansvar og den magt og det arbejde på os og knoklet for det. Vi skal ikke have glemt noget eller taget noget med, der viser sig at være totalt upassende«

Carlsen: »Jeg kan i hvert fald skrive under på, at der har været meget høj moral. For eksempel har udvalget været fuldtalligt ved hvert og et af de møder, vi har haft.«

Plambeck: »Det vigtigste ved magt er at være magten bevidst. Jeg synes, vi har været gode til at have en vis åbenhed,« siger hu og nævner ’Sangindsamleren’, testaftener og deres invitation til sangskrivere, komponister og digtere.

»Der har været en stor åbenhed i det, der har været vigtig for mig til at skabe en balance i forhold til, at vi sidder seks mand og bestemmer over indholdet i Højskolesangbogen.«

En mere gloomy tid

Det oprindelige opdrag fra Højskoleforeningen bestod i, at der skal være balance mellem tradition og nytænkning. Udvalget skulle således tilgodese en opskrivning af den kvindelige repræsentation, men også indfange nye kulturelle tendenser i samfundet og bevæge sig i retning af socialrealistiske sange, der skildrer hverdagen på en ny måde.

Carlsen: »Der er også en charmerende sang som Mads Eslunds »Hvad tænker Ingrid på«, som skildrer et småfrustreret gennemsnitspar med små børn, der har svært ved at få det til at hænge sammen. Højskolesangbogen skal ikke være en samling lystelige viser, hvor man indfanges af en form for kunstig munterhed. Man skal ikke blive glad i låget, der skal være sange om sorg, frygt og angst. På den måde er den lidt mere gloomy end forgængeren.«

Plambeck: »Vi kunne se i ’Sangindsamleren’, at der også i samfundet var en tendens til at beskæftige sig mere med livets mørkere sider. Mange af de sange, der blev sendt ind, handlede om depression eller angst. Det har vi givet plads til at fylde, for eksempel med Christian Dorphs sang »Natskygge«.«

Carlsen: »Sangbogen er i sig selv en digtsamling. Alle teksterne er digte og kan læses som digte. Det er en antologi, der afspejler den danske horisont anno 2020. Sådan cirka.«

Og lad os så slutte med at give ordet til en af de nu kanoniserede højskolesangskrivere, nemlig den gloomy Christian Dorph og hans »Natskygge« (2018), der – sammen med 600 andre tekster – altså afspejler den danske horisont:

»Er det angsten der gør at vi ikke/ er det angst at vi ikke/ er det lyset/ er det tankerne der gør det/ er det øjnene, øjnene«.