Klumme
Læsetid: 4 min.

En hund har givet mig vejrtrækningen, rutinerne og modet tilbage

Nedlukningen pustede til journalist Anna von Sperlings angst. Et loddent væsen af en anden art end mennesket, blev kuren. Vi åbner første låge i en selvhjælpspakke i 24 afsnit
Nedlukningen pustede til journalist Anna von Sperlings angst. Et loddent væsen af en anden art end mennesket, blev kuren. Vi åbner første låge i en selvhjælpspakke i 24 afsnit

Dalva Skov

Kultur
1. december 2020

»Hunde er vores forbindelse til paradiset (…) At sidde med en hund på en bjergskråning på en smuk eftermiddag er som at være tilbage i Edens Have, hvor det at gøre ingenting ikke var kedeligt. Det var fred.«

– Milan Kundera

Da jeg forleden morgen gik tur langs den stolte klub Fremad Amagers fodboldbaner, vandrede mine tanker tilbage til mit liv for otte måneder siden. Her ville jeg aldrig have set solen stå op over kirken på Irlandsvej. Og da slet ikke på årets første frostklare morgen. Jeg ville have snorksovet for så, to minutter i morgenmøde på Teams, at vælte inde foran den skærm, som jeg havde forladt kun seks timer tidligere. Hvis jeg var heldig, ville jeg være der til tiden, men mentalt helt ude af sync med verden.

Under nedlukningen brugte jeg min vågne tid på at indtage nyhederne i den fejlagtige tro, at viden om det, der havde ramt os, ville øge min sikkerhed. I stedet steg og steg min uro, der så blev dulmet med papvin og indkøb på Nemlig.com. Jeg købte præcis så lidt, at jeg ikke kunne beskyldes for at hamstre, men rigeligt til at jeg efter tre leverancer havde nok til at overleve zombieapokalypsen.

Katastrofer

For i mit centralnervesystem kunne det lige så godt have været horder af rådnende gengangere, der havde invaderet Sundby. Faktisk frygtede jeg egentlig ikke, at jeg eller mine nærmeste skulle få corona. Der var ingen proportionalitet i forhold til den ydre trussel. Jeg var angst.

Fra jeg var en lille pige, har jeg haft en veludviklet sans for katastrofer. Jeg har aldrig tænkt på det som en sygdom. Det er bare sådan, jeg er, og jeg har lært at tackle det. Sige: »Loftet kan jo brase sammen og begrave os alle i murbrokker, men da jeg nu har opholdt mig i tusindvis af lokaler, uden at det er sket, tager jeg chancen.« Men når der sker noget vildt i verden, som der skete i foråret, er mit nervesystem klar til overarbejde. 

Grunden til, at jeg denne morgen trasker gennem tågen på fodboldbanerne, er, at jeg har fået hund. En nu fem måneder gammel golden retriever-kongepuddel-blanding, der til tider lyder navnet Lulu.

Og jeg er del af en tendens. Som man kunne læse om i en feature i lørdagens Moderne Tider, er tallet for nyregistrerede hvalpe i foråret steget med 27 procent i sammenligning med samme periode sidste år. Som Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, udtalte: »En puddel kan ikke forebygge et terrorangreb eller en pandemi, men den giver en følelse af ro og fokus på noget rart.«

Lige her

Jeg har overvejet at få hund i årevis, så det var ikke en direkte coronaeffekt, men timingen var magisk. Lulu har været den bedste håndtering af min coronakrise – også selv om, og måske faktisk fordi, hun har indskrænket min frihed. 

Hun har skabt de rutiner og faste rammer, som et hjemmearbejdende følelsesmenneske trænger til. Der er ikke noget at forhandle om. En hundehvalp får altid det sidste ord i form af en lort på køkkengulvet.

Hun har indbygget lommer af simpel væren i mit liv. Jeg har i perioder forsøgt mig med meditation, men efter en tid skrider rutinen. At gå tur med en hund eller sætte sig et sted i naturen og se på verden med dens øjne, slår alle åndedrætsteknikker, jeg har lært og glemt igen. 

Og hun har forankret mig det sted, jeg er. Jeg kender nu mit kvarter. Det vidste jeg ikke, at jeg ikke gjorde før. Jeg hilser på mennesker, som bor omkring mig, og de hilser på mig, fordi Lulu er det behagelige ’tredje’, som man skal have mellem sig. Og jeg ser hvert et fremspring og sjovt kvistvindue og kan melde, at herude hos de kreative har havetrampoliner veget pladsen for bålpladser. 

Slikke sår

Fordi hun i modsætning til mennesker møder verden for det meste logrende med begrundet frygt, når det er på sin plads, men aldrig angst. En sidste effekt handler om oplevelsen af at have en relation til et væsen af en anden art end vores. For måske kan hunde lære os noget om at være i verden – menneskets vej har jo ikke ligefrem vist sig uovertruffen.   

I foråret gjorde jeg det helt rigtige for mig selv: trak stikket et par uger. Som en hund. Før jeg vendte tilbage til arbejde og livet med de andre mennesker. Som Agatha Christie har skrevet: »Hunde er vise. De kravler ind i et stille hjørne og slikker deres sår og vender først tilbage til verden, når de er hele igen.«

Serie

Sådan kommer du gennem vinteren: En selvhjælpspakke i 24 afsnit

2020 har været et ekstra hårdt år for mange. Her på avisen ved vi ikke bedre end andre, men da vi er helt gennemsnitligt ude af balance, har vi måske et par hverdagstricks i ærmet, der kan hjælpe mod ensomhed, angst, frustration eller hvad nu man kunne føle lidt ekstra intenst for tiden. Hver dag i december deler Informations skribenter deres bedste råd mod mørket

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

"En hundehvalp får altid det sidste ord i form af en lort på køkkengulvet."

Genialt. Bedste ord, jeg har læst på Information i år.

Gitte Loeyche, søren ploug, Tina Peirano, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Anna von Sperling, David Zennaro og Anna Sørensen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Man kan godt blive lidt forvirret når der forekommer sexannoncer inde i en blok i Information. Forvirret bliver man/jeg efter at have læst avisen i en del år, men det kan være man skal se det som frisk fornyelse. Men hatten af for Anna, det her er en af de mest opbyggelige ting jeg har set i år og det er ret kærkomment når man er godt i gang med overvågningskapitaæismens tidsalder og man samtidigt for nyligt har mistet sin mor, så er det rart at få sådan en krammer. SÅ TAK FOR DET!

John Andersen, søren ploug, Tina Peirano, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Anna von Sperling, David Zennaro og Anna Sørensen anbefalede denne kommentar

TAK for den gode artikel! Jeg er helt enig, at være menneske for en lille hund er helt sikkert vejen til Paradis.

Gitte Loeyche, søren ploug, Eva Schwanenflügel og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar

Tak for den dejligste artikel, modig og stærk. Hilsen en mor til en 10 år gammel lab, som hver dag takkes for de gaver hun giver. Og som lige nu pylrer henne i sofaen, fordi hun har forvredet poten. Hun siger hun sender hilsener til Lulu.

Anna von Sperling, Gitte Loeyche og søren ploug anbefalede denne kommentar

Stå igennem uden min 14-årige Ina? Aldrig!