Interview
Læsetid: 11 min.

Kulturdirektør: DR’s omdømme afhænger mere af, hvad vi bringer, end hvordan vi evner at løse en konkret sag

I halvandet år har Informations eksdirektør Henrik Bo Nielsen været øverstkommanderende i DR Kultur, som de seneste måneder har været centrum for den ene shitstorm efter den anden. Vi har talt med ham om posten, de mange møgsager og de mange mellemledere i DR
Henrik Bo Nielsen har været direktør på både Filminstituttet, Roskilde Museerne (ROMU) og Information, og har siden april 2019 været kulturdirektør i DR.

Henrik Bo Nielsen har været direktør på både Filminstituttet, Roskilde Museerne (ROMU) og Information, og har siden april 2019 været kulturdirektør i DR.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
6. november 2020

Da P3-værten Maria Fantino midt i oktober var gæst i radioprogrammet P1 Debat, delte hun en vittighed med lytterne. »Hvis der nogensinde – Gud forbyde det – skulle ske et terrorangreb i DR,« sagde hun, »så håber vi nede på vores redaktion, at terroristerne tager fat i os og siger: ’Take me to your boss’, for så har vi 45 minutter, hvor de vil blive kastet fra den ene mellemleder til den anden.«

Hendes øverste chef, DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, var også blandt gæsterne, og han korrigerende hende straks: »Nu blander du vist redaktører og koordinatorer og ledere sammen.«

Grunden til, at de to var samlet i P1’s studie den dag, var en personalesag, der efter #MeToo-bevægelsens anden bølge havde vokset sig kæmpestor. Nemlig at værten på et andet P1-program, Shitstorm, Mads Aagaard Danielsen, var blevet afsløret af Berlingske i systematisk magtmisbrug, ekstremt grænseoverskridende adfærd, hadefulde beskeder og trusler om vold og læk af nøgenbilleder.

Hans øverstansvarlige var også Henrik Bo Nielsen, som i debatprogrammet nu begyndte at forklare Fantino, hvem af hendes overordnede der havde, og hvem der ikke havde personaleansvar.

Hvorvidt hans udredning løste eller snarere belyste Fantinos problem, står stadig åbent.

Og måske er det heller ikke alle læsere, der helt har styr på, hvad en kulturdirektør i Danmarks Radio egentlig laver. Eller direktør for Kultur, Børn og Unge, som titlen retteligt lyder.

Emilie Lærke Henriksen
Det er ellers en magtfuld position med godt 1.000 ansatte under sig, som er fordelt på en broget liste af steder i DR: koncerthus, symfoniorkester, ensemble, bigband, P3, aktualitetsprogrammer som Detektor, P1 Debat og Debatten – og så selvfølgelig en lang portefølje af kultur-, børne- og ungdomsprogrammer.

Derudover – og det er nok i virkeligheden det vigtigste – er han det ene af de fem medlemmer i DR’s direktion, der sammen forsøger at lede hele institutionen. Ligesom generaldirektøren, Maria Rørbye Rønn, er Henrik Bo Nielsen uddannet jurist.

Og så er han på det seneste kommet til at repræsentere – eller i hvert fald lægge bagdel til – en hel del problemer i DR. 

Shitstorm-sagen var nemlig ikke den eneste møgsag i sidste måned. 

I slut-oktober kom det frem, at en leder i hans afdeling, redaktionschef Helle Sønderby, der tidligere på året åbent var blevet kritiseret af sine ansatte, nu forlod sin stilling, efter at 40 medarbejdere havde klaget over dårlig ledelse. Og et par dage forinden havde kulturdirektøren været ude og beklage en historie i Politiken om musikernes honorar til prisfesten P3 Guld, der førte til en større diskussion om underbetaling i branchen.

En dag i Henrik Bo Nielsens liv

Før Henrik Bo Nielsen begyndte i stillingen, bragte Information et tiltrædelsesportræt, hvor Klaus Hansen, daværende direktør i Producentforeningen, kaldte kulturdirektørposten i DR en »benhård position«:

»Det er jo at stille sig lige derind, hvor alverdens shitstorme kan versere,« lød det nærmest profetisk. »Det overrasker mig, at han frivilligt har valgt det. Han skal være parat til at tage de tæsk, der kommer.«

Siden april sidste år har vendelboen siddet her, på øretævernes holdeplads, og tæskene er ganske rigtigt ankommet i pæne portioner.

Jeg har inviteret mig selv til DR Byen til en snak om dem, om positionen, ansvaret, skandalerne og hvordan det generelt er at være direktør for det hele i et hus som DR Kultur.

Da Henrik Bo Nielsen smilende tager imod mig i sit glasbur af et kontor på femte sal – »så langt væk fra alle som muligt« – er min første tanke, at han ser upåfaldende ud. Han udstråler blød, elitær magt, jovist, men på en meget afdæmpet og tillidsvækkende måde. Kulturradikal energi. Briller i panden, højhalset sweater, mørke cowboybukser og sorte sko.

Han frembringer en lille kop sort kaffe fra den espressomaskine, der står i hjørnet af kontoret, mens han hyggesnakker om proportioner. Om »ananas i egen juice«, journalisters evige optagethed af journalister, og om spørgsmålstegnet ved, hvor vigtige de mange interne mediehistorier egentlig er for DR’s brugere – altså danskerne.

Jeg spørger ham, hvordan en typisk arbejdsdag i Henrik Bo Nielsens liv kunne se ud, og han svarer resolut, at han holder »ufattelig mange møder« og betoner ordet ’ufattelig’.

»Dels om mine egne områder, men også om den samlede virksomhed. Og så mødes jeg heldigvis også rigtig ofte med interessenter af forskellige slags.«

Interessenter betyder ifølge Henrik Bo Nielsen »medieaktører, kulturinstitutioner, brugergrupper – hele den palette af folk, der er berørt af DR«.

»En typisk dag kunne jeg først sidde og diskutere gudstjenestebetjening under corona med Danske Kirkers Fællesråd og bagefter sidde i et advisory board-møde i DR Drama for at give grønt lys til en kommende dramaproduktion og så diskutere med koncerthuschefen, hvordan vi fremadrettet organiserer Koncerthuset. Og så er der en hulens bunke helt almindelig sagsbehandling. Ting, der skal gøres, penge, der skal prioriteres, ressourcer, der skal omdirigeres.«

Det har han været vant til – at gøre ting, prioritere penge, omdirigere ressourcer. I sine seneste tre job har han nemlig været administrerende direktør for henholdsvis museumskoncernen ROMU, Det Danske Filminstitut og Dagbladet Information.

Mellemledervældet

Nu har Henrik Bo Nielsen flere end 1.000 medarbejdere under sig. En af dem er Maria Fantino, P3-værten, der fortalte terrorvittigheden i P1 Debat-udsendelsen.

Hvordan oplever han selv den kritik, om at DR skulle være befolket af mellemledere?

»Det er klart, at man ikke kan sejle en kæmpe panserkrydser som DR på samme måde, som man kan sejle en lille fregat rundt i et søslag,« siger han og minder om en af glæderne ved at være på Information, nemlig at han som direktør kunne møde en medarbejder om formiddagen og sige: ’Det er en god idé, vi kører fra i morgen.’

»Alt her er mere komplekst, når DR har den størrelse.«

Men når Maria Fantino og andre DR-medarbejdere har en oplevelse af mange ledelseslag, mener Henrik Bo Nielsen, det skyldes, at medieverdenen er fyldt med mange mere eller mindre formelle ekstra lag, mener han.

»I virkelighedens verden er der jo kun to lag mellem hende og mig, når det gælder chefer, der kan tage en personalemæssig beslutning – hvilket er helt vildt få i forhold til, hvordan store virksomheder drives. Men vi må nok erkende, at de uformelle magtstrukturer er med til at give medarbejderne et billede af, at der er mange beslutningsgrundlag,« siger han.

»Ud fra enhver standard har DR i virkeligheden ikke særlig mange chefer – forstået som rigtige chefer med budget- og personaleansvar.«

– Men tror du ikke, hendes oplevelse af, at der ER mange chefer, er ret udbredt? 

Emilie Lærke Henriksen
»Jo. Jeg tror, nogen oplever, at de, der har det formelle chefansvar, er et godt stykke væk. Og at det er svært at navigere i de mange forskellige beslutningslag. Det er faktuelt forkert at tale om en organisation med mange cheflag, men jeg anerkender, at det kan være perceptionen – både i og uden for DR.«

– Og er det ikke et problem?

»Jo. Vi må bruge endnu mere tid på at synliggøre alle medarbejderes kommandoveje. Men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at der er forskel på beslutningslag og ledelseslag.«

Da det brændte

Det var i en meget omfattende artikel i Berlingske, at 11 mænd og kvinder stod frem og fortalte hårrejsende beretninger om Mads Aagaard Danielsen, vært på P1-programmet Shitstorm – et nu nedlagt program, som paradoksalt nok udstillede hyklere, krænkere og tastaturkrigerne, der spreder nethad.

I den føromtalte P1 Debat-udsendelse blev der brugt en del krudt på at få placeret ansvaret i sagen, og det var i den forbindelse, at kommentaren om de mange mellemledere faldt.

Henrik Bo Nielsen understreger, at ansvaret for håndteringen af Mads Aagaard Danielsen er DR’s og i sidste ende hans – også selv om mange af krænkelserne fandt sted, længe før direktøren blev ansat.

En af pointerne i debatprogrammet var, at Shitstorm-værtens daværende chef, redaktionsleder i DR Kultur, Judith Skriver, – der i foråret gik på pension og blev erstattet af Jakob Sloma Damsholt – var blevet advaret af bl.a. Radio24syv, men ikke havde orienteret sin chef, Henrik Bo Nielsen.

Er det ikke tegn på, at der er for mange lederlag, når sådan en oplysning aldrig når dig?

»Jeg kan i sagens natur ikke sidde og holde øje med så mange mennesker på én gang, så det har jeg sat nogen til at gøre. Det er klart, at jeg gør det i forvisningen om, at der er nogle spilleregler om, hvornår noget er alvorligt, og hvornår man rapporterer op. Det mener jeg ikke handler om for mange lag.«

Er der sådan nogen spilleregler i dag?

»Ja da, masser, men på den yderste dag er det jo et skøn. I den konkrete situation var det for mig selvindlysende, at man skulle rapportere.«

Så hvorfor blev du ikke orienteret i den konkrete sag?

»Den pågældende chef må have skønnet, at vedkommende kunne håndtere det selv. Det synes jeg så ikke, var en rigtig beslutning.«

Hvornår i processen var du så i kontakt med hende?

»Det var jeg slet ikke, for vedkommende havde forladt virksomheden længe før, og jeg har ikke kunnet diskutere en fortrolig personalesag med en nu forhenværende medarbejder. Da jeg af Berlingske blev konfronteret med historien om lige præcis Radio24syvs klage, havde vi allerede foretaget en hjemsendelse og sat en undersøgelse i gang baseret på andre elementer af historien. Der sker så meget hos lokale chefer hver eneste dag, så alt ville bryde sammen, hvis alt skulle rapporteres. Omvendt er det tit sådan, at hvis der er brand i noget, kan man være rimelig sikker på, at man får en orientering.«

Men der var brand, og du blev ikke orienteret?

»Ja, og så må jeg jo bebrejde mig selv, at jeg skal være endnu tydeligere,« siger han.

Forskel på sager

Med store armbevægelser ansatte Henrik Bo Nielsen i 2019 Helle Sønderby som ny redaktionschef for DR Kultur Samfund TV. 

»Helle er et kraftcenter i sig selv,« sagde Henrik Bo Nielsen dengang til dr.dk: »Hun er ambitiøs på sit fags vegne, og hun er vant til at lede dygtige mennesker, der brænder for indhold. Så hun er særdeles godt rustet til den ledelsesopgave, der venter hende.«

1. september 2019 tiltrådte hun, men allerede i februar 2020 kunne Ekstra Bladet afsløre, at DR havde brugt 174.000 kroner på psykologer til hendes ansatte, som anklagede hende for at være grænseoverskridende og aggressiv.

Samme måned udtalte Henrik Bo Nielsen til Weekendavisen, at »anonym sladder til en avis« er »det stort set mest ukonstruktive, jeg kender«. Hvordan klinger det i en tid, hvor dårligt arbejdsmiljø på et antal arbejdspladser i forskellige brancher er blevet afsløret af både åbne vidnesbyrd og det, Henrik Bo Nielsen kalder »anonym sladder«?

»I den konkrete sag mente jeg, det var meget lidt hjælpsomt at løfte diskussionen derhen,« siger Henrik Bo Nielsen.

»For mig er det helt afgørende, at vi løser udfordringer med medarbejdere og lokalledelser, der ikke er i harmoni, ved at sætte os ned og forhandle en lokal aftale mellem tillidsrepræsentanter og ledelse om, at nu er vi enige om, at vi gør sådan her. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.«

– Men synes du, det er en dårlig ting, at journalister taler med andre medier om, hvad der sker i DR?

»Der er meget stor forskel på sager. Det trivselsprojekt, der endte med at kuldsejle, må være det mindst hemmelige trivselsprojekt i den danske mediebranche. Og det er klart, at vi – i hvert fald i første omgang – altid prøver at få vasketøjet ordnet derhjemme. Nogle gange gør vi konflikterne svære at løse, hvis ikke vi prøver at løse dem selv. Det er ikke sådan, at jeg helt generelt siger, at det at bringe en sladderhistorie ind, er dårligt – men hvis man er på et aftalt forløb, synes jeg måske ikke, det altid er så hensigtsmæssigt.«

– Hvordan har du det med, når der kommer dårlige historier i pressen om din afdeling?

»Jeg er dem altid gerne foruden,« siger han, »men først og fremmest ville jeg da ønske, at der ikke var en årsag til dem.«

Ser du det som din rolle at forsøge at begrænse de dårlige historier i pressen?

»Næ. Selvfølgelig lever vi i et samfund med ytringsfrihed. Men man kan diskutere – og her tænker jeg ikke på nogen konkret sag – om det altid er klogt at løfte diskussioner om lokale hårdknuder, hvor chefer og kolleger er sure på hinanden, ud i offentligheden.« 

– Altid klogt? Hvad er det konkret for nogle konsekvenser, der kan være ved, at de her sager kommer ud?

»Ofte er det bare sådan, at problemer løses bedst, hvis de løses hjemme – allerhelst i fred og ro.«

– Så det er ikke, fordi du tænker på DR’s omdømme?

»Situationer, hvor DR dummer sig, eller hvor det bliver udlagt, som om vi er de rene idioter, kan selvfølgelig påvirke vores ry. Men befolkningens tillid til os er rigtig høj, og jeg tror, at vores omdømme er mere afhængigt af, hvad vi bringer i ruden og på radioapparatet – end hvordan vi evner at løse en konkret sag, som kan være nok så interessant og vigtig for en temmelig lille del af verden,« siger han og tilføjer så: 

»For utrolig mange mennesker vil en så omfattende dækning som den om virksomhedens håndtering af Shitstorm-værten være meget langt fra deres virkelighed.« 

Og så er vi tilbage ved det, han indledte med at tale om: proportioner.

For ifølge Henrik Bo Nielsen er det en syge i pressen, at den er så optaget af sig selv. Og når han taler om, at »en temmelig lille del af verden« er nok så optaget af en sag som den om den afskedigede Shitstorm-vært, så taler han selvfølgelig om medieverdenen.

Der er med andre ord noget galt med proportionerne, må man forstå. 

Han understreger dog samtidig, at det var »meget pinligt og flovt« ikke at have reageret på signalerne i tide i sagen om Mads Aagaard Danielsen.

»Jeg er sådan en, der ikke bruger ordet ’undskyldning’ ret tit – beklagelserne sidder mere løst i inderlommen. Og da jeg stillede mig op og gav en uforbeholden undskyldning på DR’s vegne til alle dem, det her var gået ud over,« siger Henrik Bo Nielsen og holder en kort pause, »var det med et ærgrelsens bid i underlæben.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tjaeh, der er vel en grund til, at journalister, politikere og brugtvognsforhandlere bunder listen om hvem der er mest troværdige.
Artiklen her er et godt eksempel på navlepilleriet.
For en anden gangs skyld kunne Information måske spørge ind til - som det jo hedder på moderne nudansk - hvornår DR har tænkt sig at lukke den mest uduelige og katastrofale journalistiske skandale - også kaldet 'Debatten' - der har set dagens lys.
At bruge en time eller halvanden eller to på at se en halv snes kendisser stå - og gå - rundt og råbe og skrige i munden på hinanden, kunne helt sikkert erstattes med halvanden times optagelse af livet i en børnehave.
At kalde det ordentlig journalistik er i hvert fald helt ude i skoven.

Estermarie Mandelquist, Lillian Larsen, Steffen Gliese og Eva Bertram anbefalede denne kommentar

Pressens selvglade dækning af sig selv er lige præcis, hvad der fremmer sager som den med Mads Aagaard Danielsen - aldrig tidligere har man haft folk ansat, der overhovedet var tiltrukket af mediemiljøet, før det begyndte at handle om sig selv, om magt og om personlig berømmelse.
Samtidig er de mange specialiserede hjælpefunktioner og ledelseslag formodentlig også med til at hente folk ind, der ikke har en arbejdsdag, præget af meget rugbrød og en enkelt lagkagesnitte ind imellem: da DR havde programmedarbejdere i stedet for studieværter, simpelthen.

Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen og William Mannicke anbefalede denne kommentar

Jeg vil nu godt forsvare Debatten med det format, den har fået her under coronatiden. Jeg synes, mink-udsendelsen torsdag var næsten forbilledlig, med eksperter, beslutningstagere og ofre.
Men jeg kunne da bestemt godt tænke mig et andet format, hvor man i højere grad fokuserede på dem, der har noget at sige og debattere og blive enige om - faciliteret af studieværten.

William Mannicke

HBN sidder i en DR boble.

Håndteringen af ”sager” er langt væsentligere end program substans.
Programmerne eksistere nemlig også i en boble.

Kun håndteringen af ”sager” kommer ud af boblen.

4. Division på P1 havde idag besøg af Berlingskes Jacob Steen Olsen, som kritiserede Henrik Bo Nielsen for DR's generelt evigt glædesløse dramaserier hver søndag aften. Intet tog han til sig. Forsvarede sig og gled af.
DR's hjemmeside bliver værre og værre. Rodet og uoverskuelig. Radio og TV-oversigterne er vandrette og vanskelige at manøvrere i, uden mulighed for personlige indstillinger som de tidligere lodrette. Efter klager fra brugerne har de dog haft sider med de lodrette nogen tid, mens de gradvis har forringet deres funktioner, og tv-oversigten har de nu fjernet.
Kommende film, som ikke kan ses on demand, skal man kæmpe sig gennem den nye oversigt for at finde. Det går let galt, så man må starte forfra.
Skal man finde et program i deres arkiv, skal man klikke sig igennem en jungle af anbefalinger, mest populære og andre forhindringer. Husker man ikke programmets navn korrekt, hjælper det ikke at søge på DR's egen hjemmeside, så gør Google det bedre.
Nyhedsoversigten er også blevet bøvlet at finde rundt i. Før var der et kronologisk, om end ikke særlig sexet, men velfungerende nyhedsarkiv.
Når man kommer til slutningen af en artikel, popper en reklame for en af deres udsendelser op og breder sig.
Hvorfor alt dette forstyrrende flimmer?
Vil man indsende "ris og ros" skal man igennem en masse formularer, og får man svar, er det noget i retning af "sådan har vi valgt at gøre det".
Men vi betaler altså medieafgift.

Til gengæld har der lige været 55 minutters interessant gratis reklame for Information i Hjernekassen på P1. Om Børge Outze og hvordan Information blev grundlagt.